Den anden yderlighed

Spejlværket til Christina Hagens Jungle er naturligvis nøjagtigt jævnaldrende (begge født 1980) Maja Lee Langvads Hun er vred, bevidst yderliggående politiske ukorrekthed vs. bevidst yderliggående politisk korrekthed (eller "offermentalitet" eller "krænkethed"). Og ligesom de politisk korrekte blev sure på Jungle, blev de politisk ukorrekte - bl.a. og ikke mindst Mette Høeg (det var en af de få navngivne værker i hendes tåbelige WA-tekst) - sure, hvis ikke faktisk vrede på Hun er vred uden at opdage yderliggørelsen, nu og da decideret ad absurdum, som (ikke ironisk, men overkill-oprigtigt) kunstgreb, sådan her fx, en lille, selvstændig sekvens, side 179-180:

"HUN ER VRED over, at antallet af transnationale adoptioner fra Sydkorea steg under Præsident Park Chung Hee. det var, mens han var præsident fra 1961-1979, at The Orphan Adoption Special Law, der egens for at være den første moderne adoptionslov i Sydkorea, og The Child Welfare Act blev vedtaget. Lovene skulle gøre det lettere at adoptere, så man kunne mindske udgifterne på børn, der voksede op på en institution.

hun er vred over, at natallet af transnationale adoptioner fra Sydkorea steg yderligere under præsident Chun Doo Hwan. Det var, mens han var præsident fra 1981-1987, at adoptionsloven blev ændret, så det blev muligt for adoptionsbureauerne at konkurrere om at skaffe børn, der kunne afgives til adoption. Adoptionsbureauerne betalte hospitaler og fødeklinikker for at skaffe børn, der kunne afgives til adoption, skriver aktivist og forfatter Jane Jeong Trenka i en artikel, hun læste for nylig.

Hun er vred over, at adoptionsbureauerne betalte hospitaler og fødeklinikker for at skaffe børm, der kunne afgives til adoption. I artiklen af Jane Jeong Trenka kan man læse, at Holt Children's Services betalte hospitaler og fødselsklinikker op mod 200.000 won for hvert barn, de kunne skaffe.

Hun er vred over, at Chun Doo Whan overhovedet blev præsident eller rettere sagt diktator i Sydkorea.

Hun er vred over, at Park Chung Hee overhovedet blev præsident eller rettere sagt diktator i Sydkorea.

Hun er vred på USA over at have støttet Park Chung Hees militærdiktatur.

Hun er vred på USA over at have støttet Chun Doo Hwans militærdiktatur.

Hun er vred på sine adoptivforældre over, at de ikke satte sig ind i Sydkoreas politiske situation, inden de valgte at adoptere et barn fra Sydkorea. Hvis de havde sat sig ind i landets politiske situation, ville de vide, at Sydkorea var styret af diktator, dengang de valgte at adoptere et barn derfra.

Hun er vred på sine adoptivforældre over, at de indirekte har støttet Park Chung Hees adoptionspolitik.

Hun er vred på sine biologiske forældre over, at de indirekte har støttet Park Chung Hees adoptionspolitik.

Hun er vred på sine biologiske forældre over, at de indirekte har støttet Park Chung Hee.

Hun er vred på sin adoptivforældre over, at de inddirekte har støttet Park Chung Hee.

Hun er vred over, at hun blev afgivet til adoption under et militærdiktatur.

Hun er vred over, at hun blev født under et militærdiktatur.

Hun vred over, at hun blev født."

Maja burde være rasende

over at jeg hele tiden skriver hendes titler forkert:

Find Holger Danske

bliver til 

Hvor er Holger Danske? 

og nu bliver 

Hun er vred

til

Jeg er vred

- det må være SÅ irriterende, helt hinsides hvidhed

Er et genbrugs-blurb konceptuel poesi? Næppe!

Martin Glaz Serup fastslår i sin ph-d.-afhandling, at Maja Lee Langvads Hun er vred ikke er konceptuel litteratur (se citat nedenfor). Nuvel! Hvad så med citatet fra min anmeldelse, der er eneste tekst, udover forfatternavn, titel og genrebetegnelse, på det hvide cover til den nye softcover-udgave af den uundværlige nyklassiker:


  
"Det er meget længe siden jeg har læst så original og overrumplende og goddamn vedkommende en bog."
- Lars Bukdahl, Weekendavisen

Står der. Men det er reelt et citat fra min anmeldelse i WA af Langvads første bog, Hvor er Holger Danske, som jeg aftrykker tidligt i i min WA-anmeldelse af Jeg er vred, minus en del af et ord, nemlig "debut-"

-->

Sjældent har vi skullet vente så lang på en opfølger til en suveræn debut som i tilfældet Maja Lee Langvad. Sådan skrev jeg i dette bogtillæg for otte år siden:

  ”Lad mig straks gå i gang med mit hysteriske hype: Det er meget, meget længe siden, jeg har læst så original og overrumplende og goddamn vedkommende en debutbog som Maja Lee Langvads Find Holger Danske”.

  Store ord, som jeg i de mellemliggende år ikke har fortrudt;, til mangen et foredrag har jeg viftet med den lillebitte, kridhvide bog som et hofeksempel på, hvor bevægende en bog kan blive ikke på trods, men på grund af sin cool, konceptuelle metode.
Til sidst i anmeldelsen gentager jeg mine ord fra den gamle anmeldelse, men med en lille tilføjet kvalifikation i stedet for det sløjfede debut-præfix, så de også kan gælde den nye bog, men uden et afsluttende "(....)" kommer citatet på forsiden af den nye udgave af den nye bog til at placere sig et helt umuligt sted MELLEM min gamle ros af den gamle bog og min, opdaterede, nye ros af den nye bog, som en ikke-eksisterende, simultan og fælles, helt ens ros af dem begge - sehr, sehr konceptuelt, synes jeg nok!:

-->

Det er meget, meget længe siden, jeg har læst så original og overrumplende og goddamn vedkommende en bog nr. 2/3 som Maja Lee Langvads Hun er vred.

Hvem tæller vreden den fjerde gang - inkl den INDRE vrede?

Jeg ville i en vis kontekst nævne, hvor mange gange der står 'Hun er vred' i Maja Lee Langvads Hun er vred, men jeg ville ikke spørge forfatteren, før jeg havde selv havde talt vrederne op, og det gjorde jeg så, og jeg fik det til

1582

Det skrev jeg til Maja og spurgte, om det kunne have sin rigtighed. Hun skrev tilbage, at hun ikke selv havde talt, men det havde Elisabeth Friis, og hun fik det til

1722 !

Det er en forskel hinsides små marginaler, må man nok sige! Jeg talte endnu én gang, denne gang omhyggeligere, med blyantsnotering for hvert 100. tal og nu fik jeg det til (jeg havde vistnok sprunget det allersidste afsnit over)

1583

Jeg havde så kun talt linjer/afsnit med, der BEGYNDER med 'Hun er vred', men der er jo også den mulighed, at 'Hun er vred' står INDE i et afsnit: jeg korresponderede med Maja igen, og ja, sagde hun, at det mente hun nok, at det gjorde her og dér, men ikke mange gange nok til forklare den massive forskel mellem min og Elisabeths optælling - ikke desto mindre forekommer det pinedød nødvendigt at foretage en sidste og fjerde optælling, der inkluderer de indre vreder, hvilket imidlertid er en hel del besværligere, fordi ikke kun begyndelser, men det hele tekstkorpus skarpt skal gennemskinnes, for ikke at sige læses.

Har vi en frivillig vredeoptæller derude?

Smalheden er er blevet tungere

Det er pludselig en enorm vægt, jeg skal bære rundt på, når jeg pakker bøger til foredrag om ny dansk litteratur - tre kategorier af og primære eksempler på Den Nye Smalle Tyngde:

1. Romantykt normalformat, indbundet: Maja Lee Langvad: Hun er vred
(bogen før: lillebitte, uindbundne Find Holger Danske)

2. Monstertykt magasinformat, uindbundt: Naja Marie Aidt, Line Knutzon, Mette Moestrup: Frit flet
(bøgerne før: roman, digtsamling (indbundet - trenden var begyndt!), billedbog (indbundet)  i roman-, digtsamlings- og billedbogsformat))

3. Kaffebordsbogstyk og -stor, indbundet: Christina Hagen: Boyfrind
(bogen før: lillebitte, uindbundne White Girl)

Ret perfekt vrede-anprisning

Jeg sagde det i farten, da jeg passerede Katrine Hornstrup Yde på Lê Lê ved Palads i går aftes, at den var GOD, hendes anmeldelse i Information af Maja Lee Langvads Hun er vred og appendix, men den er er MILDEST TALT god, misundelsesværdig god, i sit begejstrede og imponerede/imponerende TJEK på stort og småt i form og indhold, i sin KATALOGISERING af vredes-niveauer og -scener og -toner; jeg nøjedes i min WA-anmeldelse med over én bank at rose Hun er vred-anaforens inklusive energi; Katrine går tættere på og differentierer præcist:

Nogle afsnit løber rytmisk og smukt, andre som smerteligt morsomme stykker tekst i sig selv: »Hun er vred på sine biologiske forældre over, at de gav hende et navn, der lyder meget gammeldags, og som får hendes koreanske venner til at le. Det kan være, tænker hun, at det ville svare til, at hun hed Valdemar Sejr i Danmark.« Andre ’vredesudgydelser’ i HUN ER VRED, især de, der forhandler hendes komplekse stillingtagen til transnational adoption, kan virke nærmest klodsede, de skal lige have det hele med, forbehold, tilføjelser. Bogen er således ikke bare en skønt litterær, sjov, rørende strøm af vrede, men også fyldt med bøvl og besvær. Til tider føles den tung og lang at hægte sig på. Og det føles meningsfuldt.

- Klodsetheds fedhed nemlig!

Nu synes jeg som BEKENDT IKKE, at forfatterens selvforståelse skal diktere, hvad kritikeren skriver om hans og hendes bog. Men selvfølgelig er det lyksaligt, når (ikke intentionerne men) værket bliver genkendt for fuld skarpsindig kraft, i hvert fald skriver Langvad på Facebook:

Tak til Katrine Hornstrup Yde for den fineste læsning af mine bøger. Det var netop det, jeg ville med den vrede. 

- det vreden vil er (også) at blive læst finest.

Identité - 정체

Tilbage til Henrik (jeg har slet ikke lagt mærke til digtenes pænt irriterende centrering i 1. del, sikke faktisk irriterende!) og til sidste uges LIVSVIGTIGE BOG nr. 2, nr. 1 (i vilkårlig rækkefølge) er Frit Flet og den anden er Maja Lee Langvads Hun er vred, som jeg er MERE OG BEDRE begejstret for end alle debatmodstanderne, inkl. Maja, i hvidheds-debatten, som allesammen også er begejstret for den, insisterer jeg desperat på (Find Holger Danske Appendix er så sidste uges livsvigtige appendiks!) - og for en gangs skyld har jeg et link til en WA-anmeldelse: HER!

Nå, men både Henrik og Maja, som jeg begge anmeldte i fredagens WA Bøger, er indvandrer/migrant-forfattere, og Maja er jo klart nok og by far den betydeligste, men Henrik er sågu ikke uradikal, når han efter at have boet i DK i 47 år insisterer på at skrive på fransk og få store og knap så store store danske digtere til at fordanske ham. Et udmærket hjerteskærende og hjerteskærende udmærket digt i hans nye bog hedder "Identité"

Quel art/ Pour vivre/ Sa vie telle qu'on veut la voir!/ Quel art/ Pour ecrire/ des mensonges qu'on désire/ ressembler á ce qu'on veut croire !// Le plus grands des arts/ Est de se forcer á devenir/ Soi-même une entité/ D'oú jaillira une pure verité.// Quel art pour devenir/ Un parfait Danois!/ Quel art pur entrenir/ Son passé lotois/ Et ce trouver partout chez soi!// Le mieux pour être satisfait en tout/ C'est d'unir les deux bouts/ De garder son caractére lotois/ En devenant entiérement danois

Hvilke kunst

at leve

sit liv som man gerne vil se det!

Hvilken kunst

at skrive

løgne man ønsker skal ligne

det man gerne vil tro!

 Den største kunst

er at tvinge sig selv

til selv at blive en enhed,

der sprudler af ren sandhed.

Hvilken kunst at blive

en rigtig dansker!

Hvilken kunst at fastholde forbindelsen

til sin fortid i Lot,

og at føle sig hjemme overalt!

Hvis man vil være fuldkommen tilfreds,

er det bedst at få de to ender til at mødes,

at bevare sit sætpræg fra Lot

og samtidig blive helt igennem dansk!

Den uudtalte, lette smerte i det digt handler jo om det krav fra det danske folk om at være og tale dansk, som Henrik har haft svært ved - i det omfang han overhovedet har prøvet - at honorere. Et melankolsk-introvert vredes-spor hos Maja handler om hendes manglende evne til at honorere hendes eget krav om at (lære at) tale koreansk (hendes familie taler ikke andet) eller i det mindste bare godt engelsk i Korea; en lille sekvens ud af et længere udbrud:

Hun er vred over, at hun ikke er bedre til engelsk, end hun er.

Hun er vred over, at hun ikke er bedre til koreansk, end hun er. Det er efterhånden ved at være pinligt, at hun ikke kan sige mere, end hun kan, i betragtning af at hun har boet Seoul i snart tre år.

Hun er vred over, at hovedpersonen, der spiller en koreansk adopteret i filmen Maybe, som hun så for nylig, talte flydende koreansk. Det er en utroværdig fremstilling af koreansk adopterede, synes hun, for i virkeligheden er det sprogbarrieren, der en af de største udfordringer, når man rejser eller flytter til Sydkorea. Hvis man ikke vidste bedre, siger hun til Andrew, da hun giver ham hans dvd tilbage, kunne man foranlediges til at tro, at koreansk adopterede taler flydende koreansk i kraft af deres race.

Hun er vred over, at Maybe langt fra er et enestående eksempel. Hun har set flere sydkoreanske film, hvor man har valgt at lade personen, der spiller en koreansk adopteret, tale flydende koreansk.

Hun er vred over forestillingen om, at koreansk adopterede taler flydende koreansk.

Hun er vred over, at hun ikke taler flydende koreansk.

Hun er vred over, at hun ikke taler koreansk. Det vil sige, hun kan sige nogle ganske få ord og sætninger på koreansk, men det synes hun ikke, man kan kalde for at tale koreansk.

Hun er vred over, at hun ikke ved, hvordan man spørger efter uldvaskepulver på koreansk.

Hun er vred over, at hun ikke ved, hvordan man spørger efter afløbsrens på koreansk.

Hun er vred over, at hun ikke kan forklare på koreansk, at hun leder efter en riskoger, der kan koge både brune og hvide ris.

Hun er vred over, at hun ikke kan forklare på koreansk, at hun leder efter en el-pære, der giver et blødt lys.

- det tror jeg heller ikke, at Henrik kan på dansk, men jeg tror heller ikke, at han har brug for det, eller at han er (melankolsk-introvert) vred over det.