Fejeguld flyvende

Den ene gode/gode anmeldelse af Scarykost tikker ind efter den anden; så helt ærligt vidunderligt, at anmelderkolleger læser så stærkt og indtrængende i øjenhøjde med bogens egen ambition og vildskab; jeg er en hel morgenrøde af stolthed og citerer og linker bare:

- fra svenske Björn Kohlströms anmeldelse på sin blog Bernur:

"Liksom hur gamla blogginlägg ingår i en kollageteknik som ger helhetsintrycket en spänst och ett tillåtande och inkluderande tilltal, hur mycket dikten i sig än bryter ihop i sina sömmar, som om det rör sig om poesi som har slutat att hålla masken. Då kan sprickorna ge utrymme åt en barnslig glädje: 

jeg taber og taber og yder

en salt tåre til en

pyt

med regn

vandes blomst

og er

glad

haha nej. 

Det är så befriande med det där nejet, som en gardering som Lind ibland tar till och får utsagan att snurra, fladdra till.

Psyket är ju ändå kaputt, och i den omedelbarhet som åstadkoms när Lind ger gurlesken fritt spelrum blir jag själaglad åt hennes utforskande av vad som händer när det söt blir nerskitat, om det inte är frågan om vice versa. Då kan diktjagets fräsande påminna om Prousts underbara liknelse om vad som blir följden när en djävul som doppas i en vigvattenskål.  

Det blir också befriande när Lind skriver som om hon är den första som upptäcker dessa samband, dessa möjligheter som finns i friktionens poetik. Den oförställda ivern i att – rastlöst, hetsigt, intensivt – peka ut sina fynd. Då kan jag som läsare välja att himla med ögonen, eller – vilket känns mer fruktbart – bli delaktig i entusiasmen. Ungefär som när The Last Shadow Puppets gav ut sin första skiva för åtta år sedan: tycka att det är stötande med två typ tjugoåringar som upptäckt 60-talet eller charmas av att de vill visa sina fynd med sådan förtjusning. I stället för att bli surgubbe kan jag alltså charmas av att Lind ger sig själv rätten att i sin poesi säga ”yeah”."

- fra (der var hun igen!) Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens 4 hjerter-anmeldelse i Politiken:

"Beskrivelsen er ukarakteristisk enkel for Cecilie Linds vanlige stil, hvis både maksimalistiske og naivistiske sproglige kværnen med rimet sætningsslyng, omvendte ordstillinger, kæder af associationer og gådefulde omskrivninger ellers er normen, også i ’Scarykost’.
For mig, som godt kan finde den stil irriterende, er det dog tydeligere her i ’Scarykost’, at det ikke er nok at forstå dens massive åndeløshed med psykologiske og fysiologiske metaforer som tankestrøm og talestrøm (snakkende som en tidlig Ursula Andkjær Olsen). Teksternes tranceagtige mumlen har også noget langt mere mekanisk over sig (mere hen ad Rasmus Halling Nielsen).
Det bliver kort sagt klarere i ’Scarykost’, at den stil måske ikke så meget er udtryk for mangel på kontrol eller manglende økonomisering, som den er udtryk for overdreven kontrol og excessiv økonomisering. At den nærmere er udtryk for, at der stilles strenge regler op for sproget, og at de mange bogstavrim og ordenes spejlkabinetagtige refleksion i hinanden lægger sig et sted mellem leg og tvangshandling:
»trang er tvang og vrang og wrong, remser, jeg gentager, jeg gentager«, som der netop står om den måde, jeget med sin egen betegnelse »ekkoskriver« på."

- fra Solveig Dauggaards anmeldelse i Information:

"Undervejs florerer mashups af alt fra Monty Python til Ursula Andkjær, f. eks. når Lind lyder som en depraveret Halfdan Rasmussen på afveje: »kluddermor og filtrefar/ barnets marv skarnets tarv«. Sådanne strofer står og glitrer i frie, luftige vers, der dukker op i ny og næ, men det er en sjælden luksus. Det meste af tiden er Scarykost et sprogligt tæppebombardement i form af tekstblokke, enten hakket op af manisk, stakåndet kommatering eller blottet for tegnsætning, så sætningerne filtres sammen i en prosapoetisk mutation af det klassiske, lyriske enjambement.
Indimellem er det, som var der sat en diktafon til skriften, der optager sin egen tilblivelsesproces og blotlægger de associative mønstre, den knopskyder efter. Det kan være raffinerede indholdsmæssige glidninger eller lydlige og ortografiske som allitterationer, rim, slåfejl og homonymer. Det er vildt og ofte vildt godt, men hele vejen arbejdes der på så mange niveauer samtidig, at den samlede effekt efter læsning af Scarykost kun kan betegnes som udmattelse.»Strunk«, Linds langdigt fra sidste år, levede højt på en cool elegance, inkarneret af selve bogens langstrakte, oprejste format, som nok lånte fra det anorektiske ideal, men også klædte finesserne i det Lindske sprog. Den luft, der var i linjeknækkene, gav læseren plads til at ånde midt i alt det stakåndede, og de små ordtricks fik lov at shine hver især. Her er Scarykosts fremfærd mere anmassende. Bulimisk, får jeg lyst til at skrive, for den stopfodrer mig med endeløse sætninger hen over de tætpakkede sider, så ordene sætter sig på tværs i halsen, og de ting, jeg ellers plejer at gøre, når jeg læser (f. eks. ræsonnere, forstå, indleve mig i personerne, fælde æstetiske domme) bliver irrelevante."

For meget er for speget og for lidt er for fedt?

Altså først og fremmest er jeg bare decideret forarget over, at Mikkel Frantzen i dag i Politiken giver Signe Gjessings digtsamling nr 2, Blaffende rum nænnende alt en lunken anmeldelse og absurde 3 stjerner (Olga Ravn var i anmeldelsen af debutbogen i det mindste oppe på 4, hvilket var galt og forkert nok) - det er som om, internetgenerationalister såvel som akademiske kritikere ingen respekt har for simpelt eksplosivt talent og nægter at betragte bugnende poetisk profit som en egentlig værdi - Frantzen bruger ord som "funklende" og "svimlende" om digtene, men alligevel klager han over en abstraktion og en luftighed (der er da tværtimod tale om en enormt kompliceret koncentration, rent sprogligt?), som han ikke er særlig god til at eksemplificere:

"Men der er et problem, og det er et ret grundlæggende problem: Poesi bliver ikke politisk af ordet ' samfund'; ikke selvbiografisk af ordet ' jeg'; ikke kosmisk af at skrive: ' Jupiter'. Og det er det sidste, der er problemet i ' Blaffende rum nænnende alt'. På en enkelt side står der eksempelvis ' verdensrum' 4 gange, ' univers' 1 gang, ' klode' 1 gang, ' stjerner' 1 gang og ' stratosfære' 2 gange.. Og det virker måske nok pedantisk at gå Gjessings poesi igennem med en tættekam, eller rettere en lommeregner, men det skyldes simpelthen, at det slet og ret kommer til at fremstå en smule anmassende. Det, hun som forfatter foretager, er ikke så meget en udmåling af verden, som det er en ud-strækning, en uendelig udvidelse. En eksplosion af tid og rum (»tidens deling -/nye sideskilninger, du/er en sideskilning i midten/af tiden, jeg reder din tid« ). Og nu er jeg ikke den store fysiker, men måske kan man artikulere problemet sådan her: Der mangler simpelthen en form for centripetalkraft, der kan holde det hele en smule sammen. Der er lutter spredning, ingen samling. Noget af bogens billeddannelse bliver derfor også abstrakt på en for mig at se uheldig måde - i linjer som »kærligheden mættet med øjensyrer og affolkede verdensbunde« og »Horisonterne er de hvepsestik verden giver uverdensmørket i det uendelige«. Heldigvis er der stadig alle de funklende passager, alle de trods alt svimlende digte. Her er et eksempel: »Havet taber sine bølger ned på stranden, for at høre hvor langt, der er ned. Vi står og lytter efter/lyden, når/de rammer./Der går et år«. Og her er ét til: »horisonter viser begyndelser til alle sider, som tigre viser tænder, her begynder alt, her begynder alt«. Når alt kommer til alt, når ' Blaffende rum nænnende alt' dog kun halvvejs til det himmelråbende himmelske. For mit eget vedkommende vil jeg hellere end gerne have mere sci-fi, flere kosmiske vibrationer, en højere grad af fabulering og spekulation i ny dansk poesi, men Gjessings udgave i denne omgang kommer til tider til at virke eller simpelthen være lidt for postuleret og lidt for abstrakt. Hvor man som læser mangler små øjeblikke af ro og nogle konkrete ting at klynge sig til. Hvor alt, der er luftigt, fordufter i luft."

Altså, jeg synes da total spredning lyder som en herlig æstetik (realiseret i Dan Turèlls Sidste forestilling - måske!?), men der er (som allerede sagt) til hver en tid den fabulerende fyndighed til forskel fra nogen form for luftighed og, ja, påkaldelsen og anvendelsen af univers, stjerner etc. kan kaldes monoton, men sgu da ikke mere end det såkaldte "inventar", MacBook etc., hos Caspar Eric, i min oplevelse er det lige præcis genial monotoni, bortset fra at yndlingsordene hver gang rulles og vrides NYE, fordi det er det, de i deres yderste vigtighed skal vedblive med at være og opleves som. Og hey, hey, HEY, med hensyn til konkreter er Signe en utrættelig og totalt usnobbet (langt mere CE & co. der helst nøjes med poppede brands) mestertingfinder, hun blander dem så bare, konkreterne, med kosmossagerne (DER OGSÅ ER KONKRETER: STJERNER FINDES!) - FX lige præcis hvepsestikkene i den linje, hvis angivelige abstraktion Frantzen ikke bryder sig om: "Horisonten er de hvepsestik verden giver uverdensmørket i det uendelige", som jeg da synes (i forhold til alle mulige andre Gjessing- og GROTRIAN-linjer) er helt straight anskuelig og (ligesom alle mulige andre G- og G-linjer) bare åndssvagt SKØN, eller hvad synes I, bloglæsere?

Ingen af anmelderne eller digterne kan gøre for, at jeg bliver endnu mere hidsig på Frantzens Gjessing-anmeldelse (og måske allermest dens stjerne-fåtal!) af at læse Solveig Daugaards begejstrede anmeldelse i Information i fredags af Liv Sejrbo Lidegaards debutsamling Fælleden, udkommende samme dag på Gyldendal (og foreløbig usynligt anmeldt af mig), hvor hun får enormt meget dybsindigt ud af poetisk temmelig fattige linjer:

"I næste forløb er jeg-et opløst i en gruppe, som bevæger sig gennem landskaber, en slags munter, planløs vildmarkstur, og umærkeligt glider også gruppen ind i landskabet, der på sin side bliver til en krop, helt tæt på. Selvom Fælleden således er dæmpet læsning, ville det være forkert at kalde den introvert, dertil er dens intense optagethed af steder og situationer, som starter uden for kroppen, uden for jeg-ets indre horisont, alt for dominerende: »vi går i en spredt række. nogle gange er der stier, nogle gange går vi bare. vi holder hvil i en gryde, deler lidt frokost, æg, gulerødder, brød. vi kan se havet men ikke hvor langt der er derhen. der hvor tidevandet har trukket sig væk er sandet hårdt presset sammen. sådan ser hud ud tæt på. vi går på en kæmpe krop. hvad sker der når det her væsen vågner. sandormebunkerne bobler. vandet strømmer udefter i rillerne.« Der er en paradoksal præcision i Lidegaards kølige skildringer af stederne. Et digt starter oftest jordnært nok, genkendeligt, en flok mennesker, der bevæger sig henover en strand, kloakvand, der stiger op gennem en rist, men i løbet af få sætninger får hun lukket det kendte sted op mod et tusmørkeland af muligheder, hvor den hierarkiske relation mellem figur og baggrund går i opløsning.Og alligevel bliver sansningen præcist og stædigt stående uden at fordampe som et billede på noget andet. Selvom Lidegaards teknik er langt mindre poleret, er der noget Tomas Tranströmersk over hendes beherskelse af helt enkle sproglige værktøjer, antydningen af en besjæling, et let surreelt indskud, som væver en indre og en ydre verden sammen, uden at lade det falde på plads, så den ene dimension blot spejler den anden."

Daugaard insisterer en bleg poesi betydningsfuld og betydelig, Frantzen skimmer en prægtig poesi betydningsløs og ubetydelig - og jeg bliver fælt frustreret over den poetiske URETFÆRDIGHED!



stratosfæren, virkelig nok! 

Solveig er hyret - og ældre end pur (og hey Kizaja!)

Blandt de anmeldere på litteraturnu.dk (og ikke litteratur.nu - undskyld!), jeg i min WA-kommentar om (manglen på) Ung Kritik nævnte som lovende var Solveig Daugaard, som dels viser sig ikke at være under 30, men kun under 40, hvilket jo ikke er et problem i sig selv selvfølgelig, men en fejl i forhold til kommentarens snævre ungdomsfokus og dels samme dag faktisk blev snuppet som anmelder til Information, hvor hun leverede en god, svalt skarp anmeldelse af (af mig ulæste) Sabine Erbillors debutroman Debil tur-retur, som hun (i lighed med anmelderne i WA Bøger (Nanna G (ikke red. Johs. Baun som skrevet står) og Politiken (Lilian MR)) sammenligner ufordelagtigt med det (i WA-interview) vedkendte forbillede Erlend Loe (Loe har har, med undtagelse af (som nævnt af Nanna) Lone Aburas (Stine Pilgaard er IKKE Loe-inspireret), haft en UHELDIG (= uselvstændig, næsegrus epigonisk) indflydelse på dansk (debut)prosa):

Der kunne ligge et forsøg på en parodi i udstillingen af den naive, selvoptagne drengemand, som Loe forbliver loyal over for, men spørgsmålet er, om det giver ret megen mening, når originalen er både sjovere, bedre skrevet og mere indsigtsfuld.
Den småpinlige, lidt for langtrukne træden vande i det retningsløse brakvand mellem teenager og voksen har ellers virket for andre romandebuterende i de senere år. På lignende baggrund har for eksempel Lone Aburas og Stine Pilgaard konstrueret rimelig charmerende, seminaive eller -sarkastiske fortællere, som danner ramme om vellykkede miniudviklingsromaner fra de halvunges Hverdagsdanmark. Men i dette tilfælde er det svært at tro på Eskilds stemme, og hans forvirring bliver aldrig hverken rigtig morsom, charmerende eller vedkommende.
Det er prisværdigt, når forfattere vælger at løfte blikket fra egen navle og skabe fortællere, som ikke ligner dem selv - men leger man for eksempel lidt med navnelighed mellem fortæller og forfatter eller tillader sammenfald i køn, alder og ydre livssituation, får man ofte et mål af troværdighed forærende - og måske derfor har mange af de mere vellykkede debuter i denne genre en snert af autofiktion.
Til forskel herfra har Erbillor kastet sig over en mandlig fortæller, som er demonstrativt blottet for både selvindsigt og empat (...)

- og i Politiken bringer denne søndag første anmedlelse signeret deres nye anmelder, (ligesom (og derfor ikke nævnt i min kommentar) Informations glimrende Mikkel Frantzen) 30-årige Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensen, af genudgivelsen af Brobys Blod (som jeg selv anmeldte i WA Bøger), og den og hun er heller ikke halvt ringe.

NOGET OG NOGEN SKER KRITISK - TAK FOR DET!