Bevar Jørgen Johansen

Det er ikke, fordi der er så frygtelig mange gode anmeldere tilbage på Berlingske - og jo blandt andet fordi litteraturredaktør Søren Kassebeer, der ikke er en synderlig god anmelder, vælger sig selv til at anmelde de bøger, han finder mest spændende, hvilket i sig selv gør ham til en virkelig dårlig litteraturredaktør, OG MON HAN HAR EN MENING OM DEN NYE DEBATIFICERING OG DENS KNÆGTNING AF HANS REDAKTIONELLE FRIHED!? - men der er JØRGEN JOHANSEN, en af vores bedste og mest sensitive og erfarne poesianmeldere, som de senere år (sikkert i mangel på andre gode anmeldere) også har fungeret som en af vores bedste og mest sensitive prosaanmeldere. Johansen er i den grad ikke en debattør, han er BARE en skidegod kritiker, og han er helt reelt i fare under den nye debatificering, og det er helt ærligt rædselsfuldt. Her er afsnittet om Ida Marie Hedes Bedårende (som ham selvfølgelig giver 5 stjerner) i hans seneste anmeldelse, en bunkeanmeldelse af Hede, Holmegaard og NImand Duvå:

"I bedste tidskarakteristiske hybridstil bevæger »Bedårende« sig ubesværet og uhæmmet mellem de fiktionsprægede billeder af familieliv og pigeopvækst og de prosapoetiske udflugter til tarmfloraens og forrådnelsens eksotiske og mærkværdigt betagende landskaber, eller mellem de essayistiske udforskninger af dødens territorium og et såkaldt »nekroæstetisk« rum og de mere kunstteoretiske sekvenser.

Bemærkelsesværdig anderledes og egensindigt udfordrende er Ida Marie Hedes prosa når hun indkalder til fest i sproget med kroppe og bakterier som animerede partygængere: »Der får B en sonde stukket gennem spiserøret ned i mavesækken. Hernede er der allerede en fest! I Bs mavesæk er der millioner af fæcesbakterier, flere end der er mennesker på Jorden, bakterier der har levet i millioner af år, og som er flyttet ind i B den dag hun blev født, og flytter videre, når hun dør. På den måde er ordet menneske slet ikke præcist.« Absolut krævende er prosabogen »Bedårende«, når Ida Marie Hede drejer ned ad de avanceret kunstteoretiserende veje og essayistisk skriver om forholdet mellem lyd og billede hos Marguerite Duras eller udforsker den kollektive sorg i forlængelse af sangerinden Diamanda Galas' performance af »Plague Mass«. Her kan læseren hurtigt føle sig fortabt og måske lettere ekskluderet. Men den sproglige energi og vildt blomstrende ordflora gør alligevel »Bedårende« til usædvanlig og over lange stræk også usædvanligt fascinerende læsning."

Jeg elsker Jørgen Johansen

- lyrikanmelder gennem 117 år på Berlingske, som i dag giver Scarykost 5 stjerner:

* * * * *

ledsaget af mange glade og begejstrede, sande og præcise ord, blandt andre disse (anmeldelens sidste del):

" (...) det vildt vrængende og hadsk rablende er en vigtig side af Cecilie Linds tekstunivers, hvor »Kære Scarykost« -sporet krydser et mere dagbogslignende spor eller et spor af henkastede one-liners, der spænder fra det rent pjattede, »en nøgen alf er minibar«, til de hastigt henkastede aflæsninger af sindstilstande, »jeg bokser lige lidt med mismod«. Sprog-og humørskalaen i »Scarykost« spænder fra mismodet og det desperat vrængende til det overstadigt rablende på kanten af den rene nonsensglæde eller til en meget nutidig version af det romantiske digt: »hævnen er sweet stof, og min sukkerrøv byder sig til, jeg er strut, og pastelvorter, jeg begejstrer et blik og giver mig hen til hænder der happens to be yours ivrige poter« Som et modspil til spiseforstyrrelsestemaet er den glubske sprogappetit i Cecilie Linds tekster slående. Forfatterens poetiske strategi er en form for indfaldstummel og kaos. Det går over stok og sten på lange stræk, og når ordgaloppen bliver vildest, må læseren som en slags sprogets rodeorytter anstrenge sig til det yderste for ikke at blive kastet af. Men det lønner sig at hænge på.
Hvor er der tryk på de sproglige voldeligheder »mod den almindelige tale« i »Scarykost«. Hvor er der euforisk kraft i sprogglæden."

Simpelt spørgsmål om demotivationens effekt

Hvem anmelder egentlig på Berlingske (ud over 127 år gamle Jørgen Johansen, still going strong som lyrikanmelder - og ham unge Jeppe Krogsgaard)?

Yndlingskritiker-top 5 + 1

1. Bo Tao Michaëlis, Politiken (men giv ham nogle andre bøger = ikke-krimier og meget gerne poesi - han var great som Nellie-presenter ved Kritikerlav-arrangement)

2. Tue Andersen Nexø, Information

3. Kamilla Löfström, Information 

4. Jørgen Johansen, Berlingske

5. René Jean Jensen, Information

Yndlings- OG hadekritiker

1. Erik Skyum-Nielsen, Information 

Jørgen Johansen er dette nus yndlingsanmelder

Fordi han i går i Berlingske anmeldte både mit udvalg af Susanne Jorns poesi, Dagugleøjne, til fire stjerner, ****:

Så lidt, så meget. Lars Bukdahl har redigeret med fin sans for nuancerne, udsvingene og de pludselige glimt af humor i Susanne Jorns omgang med traditionerne.

og Hvedekorn 2, 2011, til fem stjerner, *****:

Igen er der tale om et fint mix af veteraner, bidragydere, der er kommet til i de seneste år, og så den håndfuld debutanter, som det altid er ekstra spændende at møde. Skuespilleren Troels II Munk springer i en moden alder ud som lyriker med en forholdsordenes tour de force, og Ingrid Nymo gør, hvad hun kan for det gode vejr: »Digt / så bliver det sommer«.

Fint og atter fint! Yeah, Johansen!

Jeg skal nok forsøge at skjule mit smørrede smil til i aftens endeløse, bekymrede Standart/d-debat om litterær offentlighed i Møstings Hus.

En lertøjsskål er ikke nogen legetøjsskål

Så har Hvedekorn sørme fået fem stjerner igen af Jørgen Johansen i Berlingske TIdende, og jeg tror da simpelthen bare, at jeg citerer hele anmeldelsen:

Et kapitel i tidsskriftets og i forlagets historie er skrevet til ende. Vemodigt nok! I 46 år har Borgen kærligt plejet lyrikken og generøst givet husly til det på samme tid ærværdige og ungdommeligt sprælske Hvedekorn. Når historien trods alt ikke er ren begrædelighed, skyldes det, at et nyt forlag, Rosinante, står parat til at overtage ansvaret for driften af »talenternes fristed«. Netop det tilnavn lever denne sidste Borgen-udgave af Hvedekorn smukt op til med en lang stribe debutanter og Hvedekorn-leverandører med et par års anciennitet. De må imidlertid alle sammen finde sig i, at veteranen Eske K. Mathiesen løber med opmærksomheden. Mathiesen, der har optrådt i tidsskriftet siden 1969, præsenterer sin egen kanon for billedkunst. Ti digte gjort af samme stof som den vidunderligt morsomme bog »Bonjour Monsieur Satie«, der netop har indbragt forfatteren årets kritikerpris.

Eske Mathiesen har i et (som sædvanligt maskinskrevet) brev til redaktionen påpeget, at der ærgerligt nok har indsneget sig en fejl i afskriften (afskrift pga. maskinskriften) af digtet til og om keramikeren Buller Henriksen; der skal stå "lertøjsskål" og ikke "legetøjsskål" selvfølgelig, og undskyld for det til Eske og læseren, her er det korrekt klingende digt:

Når jeg knipser på kanten
af den buttede blå lertøjsskål
og synes den klinger som en
fjern aftenklokke over
grønne enge, så skyldes det næppe,
at der er indbagt nogen missionerende
hensigt i skålen. Det er blot
det fromme barn i mig selv, der sover
så let, vågner for ingen ting.

Pralhalsstarrig

Jeg vil bare gerne lige prale med, at Hvedekorn nr. 3, 2009, der hårdt nok er nyeste nummer (og kun næstsidste nummer på Borgen) idag får en femstjernet anmeldelse af min yndlingslyrikanmelder (næstefter mig selv) Jørgen Johansen i Berlingske Tidende http://www.berlingske.dk/boeger/poetisk-overskud hvori det bl.a. hedder:

Mens Hvedekorn er på vej mod store flyttedag, fra Borgens Forlag til Rosinante, demonstrerer tidsskriftet betryggende poetisk overskud. Det nyeste nummer blander fint kortene, så debutanter og garvede Hvedekorns-folk mødes, og en enkelt udlænding [nej, det er en kompliceret udlænding, Raymond Queneau! LB] kigger indenfor. (...) Og så er der altså fire debutanter i nummeret, Louise Harbo, Karsten Wraae Larsen, Stefan Christensen og Lea Løppenthin, alle en varm velkomsthilsen værd. Institutionen »Hvedekorn« med Lars Bukdahl som aktuel førstelæser fortjener fem stjerner.

Jeg vil også gerne citere stjernerne:

* * * * *