På vej til teatret Sort/Hvids godt skjulte nye lokaler i kødbyen stødte vi ind i digteren Ursula Andkjær Olsen og hendes cykel, der skulle samme sted hen, men var på nippet til at fare vild. Vi slog følge og talte om nô-readingen samme sted, som hun havde misset, og så kom jeg i tanke om, at UAO's bidrag til Forfatterskolens afgangsantologi 1999 for søren da (og yderst excentrisk) rent faktisk var et (urimet, men rimeligt struktur- og stavelses-strengt) nô-spil - om Leibniz's monade-lære - der begynder sådan her:
Nô-spil for en afdød udødelig
Biperson:
Dette skal blot være smukt
Det er underligt
men det skal blot være smukt
(underligt underligt)
Kor:
Dette er ej blot til lyst
Biperson:
På dette punkt helt præcis
har jeg rejst så vældigt rundt
omkring i buer
I det sprøde træ
hvis grene jeg hviler i
hersker udtalt fred
Kor:
Præcis dette punkt
det var ikke ret meget
har han nu berejst
Biperson:
Jeg sender et brev
med snefnug ud i verden
så kommer hun nok
når det bliver tø
Jeg har lagt mig i træet
som sneen i februar
ved S-togsstationen
men jeg er på vej
mod Friheden Station
og toget er lig ved
Monaden:
Hvad laver du mon?
Når du bare sidder der
og venter som sne på at
glide ad grenen
kan du forestille dig
hvad jeg er for en
og hvad jeg siger?
Det skramlet glimrende stykke, vi og Ursula så, hed Opvisning af lavt selvværd og var meget u-nô'sk 4 skuespilleres katalogagtige, delvist improviserede og interaktive fremlæggelse af deres mindreværdsfølelser i forhold til deres krop og identitet og hverdag og livsløb og c.v. - et højdepunkt var lidt nô'sk, fordi det var MASKERET: Efter skuespilleren Kitt Maiken Mortensen i sin minutiøse kropsgennemgang havde klædt sig helt af, tog hun et kæmpe stof-løvehoved ned over hovedet og kastede sig med åndssvag accent ud i en monolog om hendes pinlige fortid som maskot i blandt andet Bon-bon-land (som Åge Mågeklat?) - man må ikke FARE HEN mod børnene! - som var noget af det smertefuldt sjoveste, jeg nogensinde har oplevet på en teaterscene, syv-otte minutters komisk BRAVUR!
Viser opslag med etiketten Nô-spil. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nô-spil. Vis alle opslag
mandag den 4. april 2016
søndag den 3. april 2016
Kvinderne i månen
- Mads Mazanti Jensens forord til nô-spillet "Fjerdragten":
"En fisker ved navn Hakuryô finder en fjerdragt hængende på en gren på et fyrretræ ved kysten. En pige fra Månen dukker op og fortæller, at fjerdragten tilhører hende, og at hun ikke kan komme tilbage til himlen uden den. Hakuryô vil egentlig helst beholde dragten, men han går med til at aflevere dragten til hende mod at hun danser sin himmelske dans for ham. Fuld af glæde og taknemlighed danser Månepigen for Hakuryô, før hun til sidst ved hjælp af fjerdragten stiger til himmels.
Månepige er en af de tredive månepiger fra Månepaladset. Disse piger afgør, hvor stor en del af Månen, der er synlig for os her på Jorden. Femten af dem er klædt i sort, de andre femten i hvidt. På månedens tredivte dag er det de femten piger i sort, der holder til på Månen, så vi ikke kan se den fra Jorden. På månedens første dag erstatter en pige klædt i hvidt en af de sortklædte. Dagen efter erstatter endnu en hvid pige en sort og så fremdeles frem til den femtende i måneden, hvor der kun er hvide piger på Månen, altså fuldmåne. De sekstende erstatter en en sort pige en hvid og så bliver det hver nat til tredivte, hvor Månen igen er formørket.
En Månepige som den, der har mistet sin drag i dette nô-spil, er med andre ord en noget anderledes størrelse end hvad der i kristen forstand forbindes med et flyvende væsen fra himlen: En engel.
Desuden er disse månepiger skrøbelige størrelser; en Månepige strandet her på Jorden uden sin dragt er aldeles fortabt. Hvis De en dag skulle møde en person, der påstår, at hun er en månepige, der har mistet sin dragt, skal de se efter fem tegn på en månepiges forfald, hvis De vil sikre Dem, at hun taler sandt. de fem tegn er:
- Blomsterne i hendes månepigekrone visner øjeblikkeligt.
- På hendes fjerdragt samler der sig støv eller skidt.
- Hun sveder fra armhulerne.
- Hyppigt mister hun synet på begge øjne.
- Hun finder ikke længere glæde ved sin bolig,"
Linjer fra selve spillet:
"er nætter mørke eller klare
det bestemmer pigeskarer
er Månen fuld er Månen halv
se på pigers månebal"
- fra Scarykost:
"Jeg vil:
mime månefe i snelandskab
hylde grantræ for duft og nåle
nøle med smil og surmule
sove og drømme
kysse og udfordre fluer
være blækspruttehysterisk ( i akvarium igen og igen klaskende mod flasrude med alle mine arme udsplattet)"
"En fisker ved navn Hakuryô finder en fjerdragt hængende på en gren på et fyrretræ ved kysten. En pige fra Månen dukker op og fortæller, at fjerdragten tilhører hende, og at hun ikke kan komme tilbage til himlen uden den. Hakuryô vil egentlig helst beholde dragten, men han går med til at aflevere dragten til hende mod at hun danser sin himmelske dans for ham. Fuld af glæde og taknemlighed danser Månepigen for Hakuryô, før hun til sidst ved hjælp af fjerdragten stiger til himmels.
Månepige er en af de tredive månepiger fra Månepaladset. Disse piger afgør, hvor stor en del af Månen, der er synlig for os her på Jorden. Femten af dem er klædt i sort, de andre femten i hvidt. På månedens tredivte dag er det de femten piger i sort, der holder til på Månen, så vi ikke kan se den fra Jorden. På månedens første dag erstatter en pige klædt i hvidt en af de sortklædte. Dagen efter erstatter endnu en hvid pige en sort og så fremdeles frem til den femtende i måneden, hvor der kun er hvide piger på Månen, altså fuldmåne. De sekstende erstatter en en sort pige en hvid og så bliver det hver nat til tredivte, hvor Månen igen er formørket.
En Månepige som den, der har mistet sin drag i dette nô-spil, er med andre ord en noget anderledes størrelse end hvad der i kristen forstand forbindes med et flyvende væsen fra himlen: En engel.
Desuden er disse månepiger skrøbelige størrelser; en Månepige strandet her på Jorden uden sin dragt er aldeles fortabt. Hvis De en dag skulle møde en person, der påstår, at hun er en månepige, der har mistet sin dragt, skal de se efter fem tegn på en månepiges forfald, hvis De vil sikre Dem, at hun taler sandt. de fem tegn er:
- Blomsterne i hendes månepigekrone visner øjeblikkeligt.
- På hendes fjerdragt samler der sig støv eller skidt.
- Hun sveder fra armhulerne.
- Hyppigt mister hun synet på begge øjne.
- Hun finder ikke længere glæde ved sin bolig,"
Linjer fra selve spillet:
"er nætter mørke eller klare
det bestemmer pigeskarer
er Månen fuld er Månen halv
se på pigers månebal"
- fra Scarykost:
"Jeg vil:
mime månefe i snelandskab
hylde grantræ for duft og nåle
nøle med smil og surmule
sove og drømme
kysse og udfordre fluer
være blækspruttehysterisk ( i akvarium igen og igen klaskende mod flasrude med alle mine arme udsplattet)"
fredag den 1. april 2016
570 år gl. kommentar (forestillet fremsagt af dig om 80 år!) til dagens anmeldelse
- fra nô-stykket Komachi ved Seki-tempel af Zeami Motoyiko (1363?-1443?), gendigtet fra den ikke-rimende (men i stedet tæt ordspillende) original af Mads Mazanti Jensen i hans forunderlige og fænomenale bog med 10 gendigtede Nô-spil (og en masse noter), som jeg snuppede i dag på avisen, hvor han, Mads, venligt havde sendt den hen; den aldrende digter Ono no Komachi taler i kor med koret (det er KOMPLICEREDE udsigelser!):
alting må forgå -
som om en oldings ører ikke ved
klar beskeds om alting flygtighed -
en vind fra bjerget blæser bud
hør, jeres lys skal pustes ud
men hvilken indsigt gi¨r det mig?
nej giv mig hellere vindens leg
med løvfaldet en dag i høst
da følger jeg mit hjertes lyst
og her i dette skur med sivstrå tækket
dypper jeg min pensel dybt i blækket
tegn som ligner tang i driver
ord som visner mens jeg skriver
husk det skudsmål som jeg fik
af tidens førende kritik:
"bevægende men hvor bli'r styrken af
for det svage har en digterinde smag"
hvor svag er jeg da ikke blevet nu
martret af min alderes gru
snart sover jeg ind
med sorg i mit sind!
- samtidigt instagram-foto af Ono no Komachi som ung
alting må forgå -
som om en oldings ører ikke ved
klar beskeds om alting flygtighed -
en vind fra bjerget blæser bud
hør, jeres lys skal pustes ud
men hvilken indsigt gi¨r det mig?
nej giv mig hellere vindens leg
med løvfaldet en dag i høst
da følger jeg mit hjertes lyst
og her i dette skur med sivstrå tækket
dypper jeg min pensel dybt i blækket
tegn som ligner tang i driver
ord som visner mens jeg skriver
husk det skudsmål som jeg fik
af tidens førende kritik:
"bevægende men hvor bli'r styrken af
for det svage har en digterinde smag"
hvor svag er jeg da ikke blevet nu
martret af min alderes gru
snart sover jeg ind
med sorg i mit sind!
- samtidigt instagram-foto af Ono no Komachi som ung
søndag den 13. marts 2016
UAO september 1999
(året før sin debut, Lulus sange & taler - fra hendes bidrag til Forfatterskolens afgangsantologi 1999 (den første i den ubrudte række (tidligere kom et par løse hybrid-antologie (afgangs-samarbejder med billedkunstnere))), "Nô-spil for en afdød udødelig")
"Kor:
Hvornår tænker man smukkere og sandere tanker end netop under dansen? Og hvordan frisættes åndens plasticitet lettere og hurtigere end netop ved dansen. Alt ler og prøver at bevæge sig for tankens skyld. Og derfor risler toget på sine skinner som en lille bæk. Og derfor nikker hovedet på kineseren i stuen og derfor synes han at det er skideirriterende når han er blevet klinket stiv i nakken og derfor knaser de kinesiske æsker inde i og uden på hinanden og derfor elsker kejseren af kinesiens land den lille nattergal.
Det du ikke har lagt mærke findes også i en krog eller skyggefuldt hjørne af sjælen. de ubevidste bevidsthedsfænomener er også inde i kuglerne, det vil sige i os, men man ser dem først når kuglerne triller. Derfor spiller Gud med kugler, og så danser vi. Når vi danser, ser vi, for vi ryster alting løs og forvirringen er guddommelig og den er ikke en fæl forvirring men en skøn og stormende, og når vi kaster en terning af sten bliver den sig pludselig bevidst om tilfældigheden.
For Gud er vi gennemsigtige som balloner og sæbebobler. Gud er god og man skal ikke kaste med sten når man selv bor i et glashus. gennemsigtigheden når vi pudser vinduer og vi koncentrerer os om gennemsigtigheden også når vi pudser hinandens øjne for bedre at kunne se ind, men det er en fejltagelse for selv om det ligner med gardiner og frynser og gardinstang så er det ikke et vindue, og hvis du vil se mig må du finde mig i dit eget spejlkabinet."
"Kor:
Hvornår tænker man smukkere og sandere tanker end netop under dansen? Og hvordan frisættes åndens plasticitet lettere og hurtigere end netop ved dansen. Alt ler og prøver at bevæge sig for tankens skyld. Og derfor risler toget på sine skinner som en lille bæk. Og derfor nikker hovedet på kineseren i stuen og derfor synes han at det er skideirriterende når han er blevet klinket stiv i nakken og derfor knaser de kinesiske æsker inde i og uden på hinanden og derfor elsker kejseren af kinesiens land den lille nattergal.
Det du ikke har lagt mærke findes også i en krog eller skyggefuldt hjørne af sjælen. de ubevidste bevidsthedsfænomener er også inde i kuglerne, det vil sige i os, men man ser dem først når kuglerne triller. Derfor spiller Gud med kugler, og så danser vi. Når vi danser, ser vi, for vi ryster alting løs og forvirringen er guddommelig og den er ikke en fæl forvirring men en skøn og stormende, og når vi kaster en terning af sten bliver den sig pludselig bevidst om tilfældigheden.
For Gud er vi gennemsigtige som balloner og sæbebobler. Gud er god og man skal ikke kaste med sten når man selv bor i et glashus. gennemsigtigheden når vi pudser vinduer og vi koncentrerer os om gennemsigtigheden også når vi pudser hinandens øjne for bedre at kunne se ind, men det er en fejltagelse for selv om det ligner med gardiner og frynser og gardinstang så er det ikke et vindue, og hvis du vil se mig må du finde mig i dit eget spejlkabinet."
Abonner på:
Opslag (Atom)
