Helge Krarup gør mig opmærksom på hvor smukt og pærcist den sene Jørgen Leths artikulerede og DRAMATISEREDE ikke-giden - eksemplificeret ved det store citat om ikke at komme ud af døren fra Men jeg er her jo i min WA klamamse - rimer på denne klassiske diapsalmata-rutine fra Søren Kierkegaards Enten-Eller:
"Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse;
jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig
ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller
jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa
Summarum jeg gider slet ikke."
Viser opslag med etiketten Søren Kierkegaard. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Søren Kierkegaard. Vis alle opslag
lørdag den 10. juni 2017
onsdag den 23. december 2015
Kaligrafisk blues
Da jeg gik på High School i Californien i begyndelsen af 80'erne, var et mine valgfag Kalligrafi. Jeg blev aldrig særlig dygtig (som enhver der kender min håndskrift kan bevidne), og jeg husker mest, at jeg, uforståeligt for lærerne og mine klassekammerater, kalligraferede min yndlings-diapsalmata: "Jeg taler helst med børn, for om dem tør man dog håbe, at de blive fornuftsvæsener, men dem, so er blevne det, Herre Jamini!".
Og i dag læser jeg på forsiden af min avis, som jeg for en gang skyld ikke selv har skrevet noget i:
"(...) Et gymnasium i Augusta amt i Virginia måtte lukke fredag i sidste uge, efter at skolen havde modtaget så mange trusler, at ledelsen i samråd med den lokale sherif ikke fandt det ansvarligt at gennemføre undervisningen.
Årsag: En lærer havde i en lektion om arabisk kalligrafi bedt eleverne om at reproducere en trosbekendelse fra Koranen og blev i en telefon-og email-storm fra såvel forældre som helt udenforstående beskyldt for at ville »tvangsomvende eleverne«."
Min kommentar:
Og i dag læser jeg på forsiden af min avis, som jeg for en gang skyld ikke selv har skrevet noget i:
"(...) Et gymnasium i Augusta amt i Virginia måtte lukke fredag i sidste uge, efter at skolen havde modtaget så mange trusler, at ledelsen i samråd med den lokale sherif ikke fandt det ansvarligt at gennemføre undervisningen.
Årsag: En lærer havde i en lektion om arabisk kalligrafi bedt eleverne om at reproducere en trosbekendelse fra Koranen og blev i en telefon-og email-storm fra såvel forældre som helt udenforstående beskyldt for at ville »tvangsomvende eleverne«."
Min kommentar:
onsdag den 5. februar 2014
Jeg disser L.O.C. for at disse DT
Klip fra gaffa.dk :
Nummeret 'Slumromantiker' indledes med ordene "Danny var ikk' min onkel, til det var han for pæn", og som en af de få herhjemme har Liam ikke det helt store til overs for danskens yndlings-gadepoet:
– For mig er Dan Turèll beviset på, hvor vilde vi er med det negative – det skal være slumromantisk. Vi taler om en mand, der siger, hans far har arbejdet hårdt på Grønland for, at han kan få et godt liv, men som så bliver kendt, fordi folk gerne vil se en fyr fra Istedgade med sort neglelak. Vi drages af det negative i stedet for at værdsætte det, vi har. Vi gider ikke se profil-programmer i fjernsynet om en eller anden arkitekt, der har tegnet et fantastisk værk, men vi gider godt at se et profil-program om Fetterlein – det skal have et negativt skær. Og Dan Turèll var nødt til at male neglene sorte, for de var det ikke fra barnsben – der var ikke jord under – Og det siger meget om folk, at de falder for det, for jeg kender ikke én eneste person fra et socialt belastet område, der synes, Dan Turèll er fed, fordi de tænker: "Hvorfor gør han det?". Det ville være det samme som, hvis jeg røg i spjældet i morgen. Så ville halvdelen af de indsatte sige: "Hvad fanden laver du her? Kørte det ikke meget godt for dig?"
– Og hvis jeg skal måle digtere, er det jo lige så meget min kulturarv at læse Yeats eller Oscar Wilde, og hvis man måler dem med Dan Turèll, så er der sgu bare en verden til forskel. Jeg synes helt sikkert, Dan Turèll har lavet nogle fantastiske ting, men jeg synes bare, det er en indikator af, at folk hellere vil se en eller anden tosse, der er slumromantisk og udgiver sig for at repræsentere noget, som egentlig er for farligt, kedeligt eller beskidt til, at vi ellers ville gide røre ved det. Folk, der stræber efter noget mere, har ikke tid til at male neglene sorte og stå og snakke om det. Jeg kan og vil aldrig tage noget fra Dan Turèll, og jeg kan ikke blive irriteret over hans ting – jeg synes bare, det er sjovt, at folk æder det råt.
Jeg kan godt være med på, at der er en vis slumromantik hos post-Karma C-Turèll, både hvad angår Vangede og Vesterbro, men det er der jo med en spilfærdig, humoristisk bevidsthed, herunder genrebevidsthed (i krimierne forsøger han, med held, at konstruere et CHandlersk København), han har sgu aldrig foregøglet nogen autenticitet. Hvor er det dumt og forkert at reducere ham til overfladisk populist, når han vedkendt var så dannet og belæst som nogen - de tidlige helte er så bare TS Eliot og Ezra Pund frem for irske Liam O'Connors Yeats og Wilde (og hvis nogen kan forstå et branding-stunt som sorte negle, er det sgu da Oscar) - og forfatterskabet i sin fulde udstrækning er så rigt og komplekst og originalt som noget. Hvis man måler L.O.C. med Dan Turèll, så er det jo fx slående hvor elendig og sløv en RIMER L.O.C. er, ikke bare af en rapper at være, dette er hele Slumromantiker-teksten:
Danny var ikke min onkel nej til det var han for pæn
fuck hvor du kommer fra så længe din snak er ren
råber fri palestine gør en zionist beskidt
vi snakker
arv og miljø og bitch jeg er så stolt af mit
i aarhus v er jeg født så jeg er født til at tabe
jeg er hamlet til din fest for jeg er det rådne i din stat
men lykkelig uvidenhed gjorde vi blev siddende hvor vi sad
så længe bordelkataloget siger der er ekstra inde i bladet
kirkeklokken ringer ind til en snak om noget vi ikke tror på
sendefladen er noget vi kun ser hvis der er lidt hor på
din yndlingssangerinde er på coke men så fucking flink
men næsten ikke skulle tro hun var til salg for en fucking drink
så strip lille fisse giv det væk der gør dig speciel
fuck din mor og far der er klog nok og bestemmer selv
men der er ingen likes i at være pæn
så du er godt på vej til at blive kendt
vi vil ha’ penge til det bliver grimt samt piger med pæne ansigter
vil bare ha’ mere end hvad vi havde så råber fuck en slumromantiker
styrtede ned fra anden uden at se tingene til ende
ikke et ondt ord om de døde men det lort er bare for nemt
ham rapperen du efteraber han efteraber mig
jeg er beviset på at penge de godt kan komme trods lidt regn
mens moderigtige gadedrenge de er blevet åh så fashion
metrosex der er ingen mænd tilbage det hele er fashion
æder kun negativt så blinker til din dame
for folk er bare ikke fans af kunstnere der er monogame
du er kun a liste interessant med en smule skandale
for hele landet er styret af frygt for dårlig omtale
det er den tabloide tankegang længe leve de kendte
må vi allesammen dø hårdt når det er mindst forventet
smil for mig syng for mig dans for mig strip for mig fuck for mig
Alt i alt en gang ufokuseret, uengageret vrisssen over hvad helt præcist? At alting er så renskuret pseudo-beskidt i EB og reality-programmer? To linjer synes jeg er OK: "jeg er Hamlet til din fest, det rådne i din stat" og "så længe bordelkataloget siger der er ekstra inde i bladet", men til gengæld skal ordene stat og sad (midt imellem) og bladet (måske?) forestille at rime, det gør de virkelig ikke. Til sammenligning et klip fra Onkle Dannys Rullende rallende Regnvejrs Ragtime Rhapsodi, apropos Kierkegaard-året sidste år (hvor bogen lå i en flyttekasse, nu er den og remsen fri!), det er ægte litterær præ-rap, og hver bastant dårlige rim er så meget skønnere og vittigere end L.O.C.s ufedt fade klodsetheder:
Kierke-gaard
Klokke-faar
Jomfru-laar
Hellig-blaar
Mærked Søren
nogen sinde
at en mand
er trang til kvinde?
Søde Søren
uden børen
til at overta
sin tør'n
Kierkegaards-
Onanist:
Liv så tomt
Liv så trist
Nul orgasme
bag det tæppe:
Jesus kan
man ikke knæppe
Kære Søren:
Få lidt blod
Få lidt mensk'ligt
dumhed mod!
Spis en pizza!
Drik lidt vin!
Rør Regitza!
Gamle svin!
Kære Søren:
Prøv at sprut!
Alt er meget
hurtigt slut!
- og for øvrigt er det DT-hero William S. Burroughs' 100 års fødsesldag i dag, bid spids på ham, rimslamantiker!
Nummeret 'Slumromantiker' indledes med ordene "Danny var ikk' min onkel, til det var han for pæn", og som en af de få herhjemme har Liam ikke det helt store til overs for danskens yndlings-gadepoet:
– For mig er Dan Turèll beviset på, hvor vilde vi er med det negative – det skal være slumromantisk. Vi taler om en mand, der siger, hans far har arbejdet hårdt på Grønland for, at han kan få et godt liv, men som så bliver kendt, fordi folk gerne vil se en fyr fra Istedgade med sort neglelak. Vi drages af det negative i stedet for at værdsætte det, vi har. Vi gider ikke se profil-programmer i fjernsynet om en eller anden arkitekt, der har tegnet et fantastisk værk, men vi gider godt at se et profil-program om Fetterlein – det skal have et negativt skær. Og Dan Turèll var nødt til at male neglene sorte, for de var det ikke fra barnsben – der var ikke jord under – Og det siger meget om folk, at de falder for det, for jeg kender ikke én eneste person fra et socialt belastet område, der synes, Dan Turèll er fed, fordi de tænker: "Hvorfor gør han det?". Det ville være det samme som, hvis jeg røg i spjældet i morgen. Så ville halvdelen af de indsatte sige: "Hvad fanden laver du her? Kørte det ikke meget godt for dig?"
– Og hvis jeg skal måle digtere, er det jo lige så meget min kulturarv at læse Yeats eller Oscar Wilde, og hvis man måler dem med Dan Turèll, så er der sgu bare en verden til forskel. Jeg synes helt sikkert, Dan Turèll har lavet nogle fantastiske ting, men jeg synes bare, det er en indikator af, at folk hellere vil se en eller anden tosse, der er slumromantisk og udgiver sig for at repræsentere noget, som egentlig er for farligt, kedeligt eller beskidt til, at vi ellers ville gide røre ved det. Folk, der stræber efter noget mere, har ikke tid til at male neglene sorte og stå og snakke om det. Jeg kan og vil aldrig tage noget fra Dan Turèll, og jeg kan ikke blive irriteret over hans ting – jeg synes bare, det er sjovt, at folk æder det råt.
Jeg kan godt være med på, at der er en vis slumromantik hos post-Karma C-Turèll, både hvad angår Vangede og Vesterbro, men det er der jo med en spilfærdig, humoristisk bevidsthed, herunder genrebevidsthed (i krimierne forsøger han, med held, at konstruere et CHandlersk København), han har sgu aldrig foregøglet nogen autenticitet. Hvor er det dumt og forkert at reducere ham til overfladisk populist, når han vedkendt var så dannet og belæst som nogen - de tidlige helte er så bare TS Eliot og Ezra Pund frem for irske Liam O'Connors Yeats og Wilde (og hvis nogen kan forstå et branding-stunt som sorte negle, er det sgu da Oscar) - og forfatterskabet i sin fulde udstrækning er så rigt og komplekst og originalt som noget. Hvis man måler L.O.C. med Dan Turèll, så er det jo fx slående hvor elendig og sløv en RIMER L.O.C. er, ikke bare af en rapper at være, dette er hele Slumromantiker-teksten:
Danny var ikke min onkel nej til det var han for pæn
fuck hvor du kommer fra så længe din snak er ren
råber fri palestine gør en zionist beskidt
vi snakker
arv og miljø og bitch jeg er så stolt af mit
i aarhus v er jeg født så jeg er født til at tabe
jeg er hamlet til din fest for jeg er det rådne i din stat
men lykkelig uvidenhed gjorde vi blev siddende hvor vi sad
så længe bordelkataloget siger der er ekstra inde i bladet
kirkeklokken ringer ind til en snak om noget vi ikke tror på
sendefladen er noget vi kun ser hvis der er lidt hor på
din yndlingssangerinde er på coke men så fucking flink
men næsten ikke skulle tro hun var til salg for en fucking drink
så strip lille fisse giv det væk der gør dig speciel
fuck din mor og far der er klog nok og bestemmer selv
men der er ingen likes i at være pæn
så du er godt på vej til at blive kendt
vi vil ha’ penge til det bliver grimt samt piger med pæne ansigter
vil bare ha’ mere end hvad vi havde så råber fuck en slumromantiker
styrtede ned fra anden uden at se tingene til ende
ikke et ondt ord om de døde men det lort er bare for nemt
ham rapperen du efteraber han efteraber mig
jeg er beviset på at penge de godt kan komme trods lidt regn
mens moderigtige gadedrenge de er blevet åh så fashion
metrosex der er ingen mænd tilbage det hele er fashion
æder kun negativt så blinker til din dame
for folk er bare ikke fans af kunstnere der er monogame
du er kun a liste interessant med en smule skandale
for hele landet er styret af frygt for dårlig omtale
det er den tabloide tankegang længe leve de kendte
må vi allesammen dø hårdt når det er mindst forventet
smil for mig syng for mig dans for mig strip for mig fuck for mig
Alt i alt en gang ufokuseret, uengageret vrisssen over hvad helt præcist? At alting er så renskuret pseudo-beskidt i EB og reality-programmer? To linjer synes jeg er OK: "jeg er Hamlet til din fest, det rådne i din stat" og "så længe bordelkataloget siger der er ekstra inde i bladet", men til gengæld skal ordene stat og sad (midt imellem) og bladet (måske?) forestille at rime, det gør de virkelig ikke. Til sammenligning et klip fra Onkle Dannys Rullende rallende Regnvejrs Ragtime Rhapsodi, apropos Kierkegaard-året sidste år (hvor bogen lå i en flyttekasse, nu er den og remsen fri!), det er ægte litterær præ-rap, og hver bastant dårlige rim er så meget skønnere og vittigere end L.O.C.s ufedt fade klodsetheder:
Kierke-gaard
Klokke-faar
Jomfru-laar
Hellig-blaar
Mærked Søren
nogen sinde
at en mand
er trang til kvinde?
Søde Søren
uden børen
til at overta
sin tør'n
Kierkegaards-
Onanist:
Liv så tomt
Liv så trist
Nul orgasme
bag det tæppe:
Jesus kan
man ikke knæppe
Kære Søren:
Få lidt blod
Få lidt mensk'ligt
dumhed mod!
Spis en pizza!
Drik lidt vin!
Rør Regitza!
Gamle svin!
Kære Søren:
Prøv at sprut!
Alt er meget
hurtigt slut!
- og for øvrigt er det DT-hero William S. Burroughs' 100 års fødsesldag i dag, bid spids på ham, rimslamantiker!
søndag den 22. september 2013
Søren og Gertrude
Familie: Søren Christian Sørensen/Sofie Gertrude Hansen (F120) [1]
g. 23 aug. 1905-
Mand | Mand
Søren Christian Sørensen
Født 28 maj 1877 Guldbæk, Øster Hornum sogn 
Død 8 mar. 1940 Gudum, Lemvig Begravet Gift 23 aug. 1905 Andre partnere Alda Kathinka Larsen | F122 Gift 3 jan. 1907 Gudum, Lemvig Far Jens Sørensen | F51 Gruppeskema Mor Nielsine Lauersdatter Ullits | F51 Gruppeskema
Hustru | Kvinde
Sofie Gertrude Hansen
Født 25 mar. 1884 Frørup sogn Død 3 jan. 1907 Gudum, Lemvig Begravet Far smed Hans Hansen | F121 Gruppeskema Mor Karoline Tønder Hansen | F121 Gruppeskema
Rose og tornebusk
1848-1850 boede Søren Kierkegaard i hjørneejendommen Rosenborggade 9 - Tornebuskgade 1
mandag den 6. maj 2013
Den genialere overskrift
til min Kierkegaard-artikel:
Et geni er til gene
(afvist af mig selv:
ugenert geni-sært genfærd)
Et geni er til gene
(afvist af mig selv:
ugenert geni-sært genfærd)
søndag den 5. maj 2013
TILLYKKE TIL SØREN MED DE 200!
Med 3 x yndlingsΔΙΑΨΑΛΜΑΤΑ
Hvor er min Sjæl og min Tanke saa ufrugtbar, og dog idelig piint af indholdsløse vellystige og qvalfulde Veer! Skal da Aandens Tungebaand aldrig løsnes paa mig, skal jeg altid lalle? Det, jeg behøver, er en Stemme gjennemtrængende som et Lynceus-Blik, forfærdende som Giganternes Suk, udholdende som en Naturlyd, spottende som et riimfrostigt Vindpust, ondskabsfuldt som Echos hjerteløse Haanen, af Omfang fra den dybeste Bas til de mest smeltende Brysttoner, modeleret fra | en hellig-sagte
Hvidsken til Raseriets Energi. Det er det jeg behøver for at faae Luft,
for at faae udtalt, hvad der ligger mig paa Sinde, for at faae baade
Vredens og Sympathiens Indvolde rystede. – Men min Stemme er kun hæs som
et Maageskrig, eller hendøende som Velsignelsen paa den Stummes Læber.
Som det efter Sagnet gik Parmeniskus, der i den trophoniske Hule tabte Evnen til at lee, men fik den igjen paa Delos ved Synet af en uformelig Klods, der blev fremstillet som Gudinden Letos
Billede, saaledes er det gaaet mig. Da jeg var meget ung, da glemte jeg
i den trophoniske Hule at lee, da jeg blev ældre, da jeg slog Øiet op
og betragtede Virkeligheden, da kom jeg til at lee og har siden den Tid
ikke ophørt dermed. Jeg saae, at det var Livets Betydning at faae et
Levebrød, dets Maal at blive Justitsraad, at det
var Elskovens rige Lyst at faae en velhavende Pige, at det var
Venskabets Salighed at hjælpe hinanden i Pengeforlegenheder; at det var
Viisdommen, hvad de Fleste antoge derfor; at det var Begeistring at
holde en Tale; at det var Mod at vove at blive mulkteret paa 10 Rbd; at det var Hjertelighed at sige Velbekomme efter et Middagsmaaltid; at det var Gudsfrygt een Gang om Aaret at gaae til Alters. Det saae jeg og jeg loe.
Mit Liv er aldeles meningsløst. Naar jeg betragter dets forskjellige Epocher, da gaaer det med mit Liv som med det Ord: Schnur
i Lexikonnet, der for det første betyder en Snor, for det andet en
Sønnekone. Der manglede blot, at det Ord: Schnur for det tredie skulde
betyde en Kameel, for det fjerde en Støvekost.
lørdag den 4. maj 2013
Real time-forfatterskrig
kan man opleve på Facebook, hvor forfattere gerne nedskriver deres reaktion på en anmeldelse øjeblkket efter de har læst den: her er Peter Tudvads reaktion på min Kierkegaard-roman-artikel på FORSIDEN af Weekendavisen, afsendt (med billede, fra et storcenter i Aalborg) natten mellem torsdag og fredag:
Gud i Himlen, hvor er jeg dog træt af kongerigets kritikerstand! Nu har Weekendavisens Lars Bukdahl min sæl også givet sig i lag med "Forbandelsen" for at skose mig for at bruge et arkaiserende sprog, der nærmer sig pastichen! Hvad er problemet, Lassemand, når romanfiguren er Søren Aabye Kierkegaard med den danske litteraturhistories længste perioder og markanteste brug af en germansk sætningskonstruktion med alt, hvad dertil hører af sære og finurlige ord og udtryk? Men ikke nok med det, for den skaldesmækkende mimose af en übermoderne digterdokter kan skam også i lighed med sine kolleger på de andre aviser tugte mig for et "horribelt" plot, som også han er så venlig at meddele mine potentielle læsere. Lassemand, for satan, læs dog romanen ordentligt, og bemærk, at det kriminalistiske plot ikke er nogen påstand om, hvordan visse dødsfald faktisk fandt sted, men biskop Mynsters ytring af en mulighed, som er rigeligt til, at Kierkegaards refleksionssyge sind kan gnave sig selv halvt til grunde!
Lassemand, really, Skt. Peter? Problemet er, som nævnt i artiklen, at hvis man vil skrive en pastiche på en genial skribent, er det et problem, hvis man ikke selv er genial, og så er det kunstnerisk klogere at lade være - der er ikke som sådan noget galt med pasticher på gammeldags fortællestil (som Tudvad i en kommentar til en kommentar synes at tro, at jeg mener: "en dogmatisk levebrødsanmelders uforgribelige mening om, at man ikke må skrive romaner på andet end nudansk eller et eller andet sejt og smalt street-agtigt" (altså Smallegade-agtigt!?)). jf. Højholt og Adolphsen og Voetmann fx. Og ang. det "horrible" kriminalistiske plot kan det godt være , at det ikke præsenteres som et faktum, men kun som biskoppelig spekulation, men det er dog stadig et (horribelt) fiktivt påfund fra Tudvads side, men, hey, jeg kan lide det i netop dets horribilitet, det bliver bare ikke brugt til noget som helst og har ingen indflydelse på dén grundlæggende, tonstunge (og ueksperimentelle, rent kronologiske) gentagelse af Kierkegaards eget, til bevidstløshed gentagne plotskema for sit liv = min hovedanke mod Tudvads og Dalagers romaner, som Tudvad overhovedet ikke kommenterer.
Og så er det ret vidunderligt, som Tudvad dér på Facebook ekkeoer Kierkegaard i avisen Fædrelandet, hvor han i anledning et par polemiske bemærkninger af kritikeren (og i hemmelighed Corsaren-bidragyderen) P. L. Møller i en litterær årbog, ytrede ønske om at blive angrebet (af Møller) i Corsaren, og som sagt så gjort (af hemmelig redakør Goldschmidt) , og så gik det som bekendt først amok; Tudvad afrundede for en uges tid siden en opdatering om min blogpost om Politikens 5 hjerter-anmmeldelse af hans roman således:
Og - hinsides slige spekulationer - hvad bliver der af den rent litterære vurdering af romanen? Det er vel just den, Bukdahl efterlyser, og derfor vil jeg naturligvis helst foreslå ham selv at læse romanen og give sin mening til kende, for selvom forfatteren er kendt som et stridslystent og rethaverisk gemyt, så vil han gerne lære noget.
Nej, han vil åbenbart ej.
Gud i Himlen, hvor er jeg dog træt af kongerigets kritikerstand! Nu har Weekendavisens Lars Bukdahl min sæl også givet sig i lag med "Forbandelsen" for at skose mig for at bruge et arkaiserende sprog, der nærmer sig pastichen! Hvad er problemet, Lassemand, når romanfiguren er Søren Aabye Kierkegaard med den danske litteraturhistories længste perioder og markanteste brug af en germansk sætningskonstruktion med alt, hvad dertil hører af sære og finurlige ord og udtryk? Men ikke nok med det, for den skaldesmækkende mimose af en übermoderne digterdokter kan skam også i lighed med sine kolleger på de andre aviser tugte mig for et "horribelt" plot, som også han er så venlig at meddele mine potentielle læsere. Lassemand, for satan, læs dog romanen ordentligt, og bemærk, at det kriminalistiske plot ikke er nogen påstand om, hvordan visse dødsfald faktisk fandt sted, men biskop Mynsters ytring af en mulighed, som er rigeligt til, at Kierkegaards refleksionssyge sind kan gnave sig selv halvt til grunde!
Lassemand, really, Skt. Peter? Problemet er, som nævnt i artiklen, at hvis man vil skrive en pastiche på en genial skribent, er det et problem, hvis man ikke selv er genial, og så er det kunstnerisk klogere at lade være - der er ikke som sådan noget galt med pasticher på gammeldags fortællestil (som Tudvad i en kommentar til en kommentar synes at tro, at jeg mener: "en dogmatisk levebrødsanmelders uforgribelige mening om, at man ikke må skrive romaner på andet end nudansk eller et eller andet sejt og smalt street-agtigt" (altså Smallegade-agtigt!?)). jf. Højholt og Adolphsen og Voetmann fx. Og ang. det "horrible" kriminalistiske plot kan det godt være , at det ikke præsenteres som et faktum, men kun som biskoppelig spekulation, men det er dog stadig et (horribelt) fiktivt påfund fra Tudvads side, men, hey, jeg kan lide det i netop dets horribilitet, det bliver bare ikke brugt til noget som helst og har ingen indflydelse på dén grundlæggende, tonstunge (og ueksperimentelle, rent kronologiske) gentagelse af Kierkegaards eget, til bevidstløshed gentagne plotskema for sit liv = min hovedanke mod Tudvads og Dalagers romaner, som Tudvad overhovedet ikke kommenterer.
Og så er det ret vidunderligt, som Tudvad dér på Facebook ekkeoer Kierkegaard i avisen Fædrelandet, hvor han i anledning et par polemiske bemærkninger af kritikeren (og i hemmelighed Corsaren-bidragyderen) P. L. Møller i en litterær årbog, ytrede ønske om at blive angrebet (af Møller) i Corsaren, og som sagt så gjort (af hemmelig redakør Goldschmidt) , og så gik det som bekendt først amok; Tudvad afrundede for en uges tid siden en opdatering om min blogpost om Politikens 5 hjerter-anmmeldelse af hans roman således:
Og - hinsides slige spekulationer - hvad bliver der af den rent litterære vurdering af romanen? Det er vel just den, Bukdahl efterlyser, og derfor vil jeg naturligvis helst foreslå ham selv at læse romanen og give sin mening til kende, for selvom forfatteren er kendt som et stridslystent og rethaverisk gemyt, så vil han gerne lære noget.
Nej, han vil åbenbart ej.
fredag den 3. maj 2013
TAG-forslag afslører efter 4 bogstaver
at de første 4 bogstaver i
Kierkegaard
er de sidste 4 bogstaver i
Thykier!
Tilfældighed?
Næppe!
Søren begynder, hvor Mikkel holder op.
Kierkegaard
er de sidste 4 bogstaver i
Thykier!
Tilfældighed?
Næppe!
Søren begynder, hvor Mikkel holder op.
On the cover of the Walking Anthill
Nu har jeg sidder i tyve minutter mindst og forsøgt at formulere en blogpost, der på en cool, ikke-koket måde praler med, at jeg i dag for første gang, efter 17 lange år (ja, det er også quizløsningen), er på forsiden af Weekendavisen, af 1. sektion af WA, og ikke bare med en henvisning til bogtillægget (det er dog sket nu og da), med en faktisk artikel, monsterlang og med omløb, men ingen vej udenom bare hysterisk at konstatere, at sådan er det:
Forsiden er min - just for one week!
Forsiden er min - just for one week!
søndag den 28. april 2013
70.000 Ejer Bavnehøje
Jeg bliver så træt af igen og igen at læse om de 70.000 favne, Kierkegaard vistnok kun 1 enkelt gang har skrevet, at vi skal kaste ud på - kunne det ikke være fedt, hvis Kierkegaard-forskningscentret fandt ud af, at der i manuskriptet i stedet stod
70.000 ravne
eller
70.000 navne
eller
70.000 havne
eller
70.000 stavne (som i agterstavne)
eller
at favne ikke betød favne som en gammeldags maritim måleenhed, men favne som i de favne, man favner nogen med; Kierkegaard talte jo som bekendt, hvilket jeg også bliver træt af at læse om igen og igen, om at tage menneskebad, når han flanerede omkring -
eller
70.000 faune (gammeldags flertalsform af faun)
70.000 ravne
eller
70.000 navne
eller
70.000 havne
eller
70.000 stavne (som i agterstavne)
eller
at favne ikke betød favne som en gammeldags maritim måleenhed, men favne som i de favne, man favner nogen med; Kierkegaard talte jo som bekendt, hvilket jeg også bliver træt af at læse om igen og igen, om at tage menneskebad, når han flanerede omkring -
eller
70.000 faune (gammeldags flertalsform af faun)
Kierkevaar
stikker Kierkeblaar i øjnene
bag Kierkeskydeskaar,
får en Kierketaar eller 70.000 over tørsten,
lever under hårde Kierkevilkaar,
Kierkeflaar i
mine Kierkehaar,
så jeg får Kierkehovedsaar,
jeg Kierkespaar,
det bliver et langt Kierkeaar!
bag Kierkeskydeskaar,
får en Kierketaar eller 70.000 over tørsten,
lever under hårde Kierkevilkaar,
Kierkeflaar i
mine Kierkehaar,
så jeg får Kierkehovedsaar,
jeg Kierkespaar,
det bliver et langt Kierkeaar!
fredag den 26. april 2013
fredag den 19. april 2013
Desinteressens tvivlsomme triumf
Jeg erkendte pludselig,
at jo mindre jeg er interesseret i eller har forstand på
(det) den bog, jeg anmelder (handler om),
og/eller jo grundigere afdød (eller morderisk!)
forfatteren (eller emnet) er,
jo mere vellykket bliver min anmeldelse
i redaktørens øjne,
men dumt unægtelig at formulere erkendelsen
dér på redaktørkontoret:
efter i dag at have skrevet 1 rosværdig anmeldelse
af 1 bog om Kierkegaard
fik jeg 1 til bog om Kierkegaard
til anmeldelse, denne gang en roman, ak (uden s) -
både og
plimsollere.
at jo mindre jeg er interesseret i eller har forstand på
(det) den bog, jeg anmelder (handler om),
og/eller jo grundigere afdød (eller morderisk!)
forfatteren (eller emnet) er,
jo mere vellykket bliver min anmeldelse
i redaktørens øjne,
men dumt unægtelig at formulere erkendelsen
dér på redaktørkontoret:
efter i dag at have skrevet 1 rosværdig anmeldelse
af 1 bog om Kierkegaard
fik jeg 1 til bog om Kierkegaard
til anmeldelse, denne gang en roman, ak (uden s) -
både og
plimsollere.
Regine er Alice!
Jeg fik ikke sammenlignet den fine gamle dame Regine (Olsen/Schlegel), der blev overrendt af Kierkegaard-entusiaster, med den fine gamle dame Alice (Liddell/Hargreaves), der blev overrendt af Lewis Carroll-fans (og dermed Kierkegaards skrifter med et fantasmagorisk filosofisk Wonderland, (som Regine er på eventyr i (og hvor alle fabelvæsenerne, den gale hattemager såvel som den røde dronning, er Søren i forklædning)))
lille Alice (fotograferet af Carroll)
unge Regine
modne Regine
gamle Alice
lille Alice (fotograferet af Carroll)
unge Regine
modne Regine
gamle Alice
torsdag den 18. april 2013
Fragt af bæver
Her inden jeg skal til at skrive min første anmeldelse af en bog om Kierkegaard (eller rettere Regine, der jo imidlertid pinedød og i al evighed har at henvise til Kierkegaard (selv når hun ikke gør det, selv når hun konsekvent holder sin kæft i brev efter brev! det var så min anmeldelse i kortform)), og inden, hvilket jeg hele tiden udsætter, jeg skal genanmelde et par bøger AF Kirkegaard, er jeg lidt nervøs,
eftersom både min far og farfar skrev bøger, JB Kierkegaard og den menige mand, JKB en posthum artikelsamling + en guldmedajleafhandling (guldmedaljen fik han tidligt forlagt), om Kierkegaard,
og jeg gider virkelig ikke, hvis han tredje generation i træk tager hele ånden, og det er slet ikke sikkert, at det er nok, som MIT kære studieobjekt, Goldschmidts Corsaren, at give ham fingeren -
eftersom både min far og farfar skrev bøger, JB Kierkegaard og den menige mand, JKB en posthum artikelsamling + en guldmedajleafhandling (guldmedaljen fik han tidligt forlagt), om Kierkegaard,
og jeg gider virkelig ikke, hvis han tredje generation i træk tager hele ånden, og det er slet ikke sikkert, at det er nok, som MIT kære studieobjekt, Goldschmidts Corsaren, at give ham fingeren -
Min yndlingskierkegaardianer bor i Veflinge med sin kone og sin computer
Velgørende at læse Klaus Høeck tale om Kierkegaard, ikke så meget filosofisk og teologisk bullshit, bare straight svimlende dialektik - i rum sø:
Kierkegaard har betydet utroligt meget for mig, næsten det hele,« erklærer digteren Klaus Høeck. Men det begyndte faktisk med en fejltagelse. Klaus Høeck skulle ud at sejle, og så fik han en forkert bog med i køjesækken, Kierkegaards Sygdommen til Døden i uglebogsudgaven.På en frivagt gav han sig til at kigge i bogen, han lå i sin køje og »faldt i svime over så mærkelig, den var,« siger han og citerer:»Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv. Et sådant Forhold, der forholder sig til sig selv, et Selv, maa enten have sat sig selv eller være sat ved et Andet. Havde Mennesket sat sig selv, saa kunne der kun være tale om én Form for Fortvivlelsen, den ikke at ville være sig selv. Men der kunne ikke være tale om fortvivlet at ville være sig selv.«Klaus Høeck gør en lille pause, så siger han: »Jeg gik op på dækket og udlovede en kasse øl til den, der kunne fortælle mig, hvad der stod.« »Det var der ingen, der kunne, og det har der for øvrigt ikke været siden. For hvis man ikke har forstået det, må man læse det igen, og hvis man har forstået det, har man virkelig ikke forstået det. Det vil være det samme som at forstå Gud.« Der er stadig øl til afhentning hos Klaus Høeck. Alligevel var det af samme grund, at Klaus Høeck senere begyndte at læse filosofi, og han har brugt tankerækken lige siden, fortæller han: »Allerede i min debutbog, digtsamlingen Rejse, i et appendiks som udgangspunkt for en tankerække.«
Bandet Nul, Jac, Høeck, Schnack, helt neonorange af af refleksion, + en særdeles skarp spidsborger, anno 1981.
Kierkegaard har betydet utroligt meget for mig, næsten det hele,« erklærer digteren Klaus Høeck. Men det begyndte faktisk med en fejltagelse. Klaus Høeck skulle ud at sejle, og så fik han en forkert bog med i køjesækken, Kierkegaards Sygdommen til Døden i uglebogsudgaven.På en frivagt gav han sig til at kigge i bogen, han lå i sin køje og »faldt i svime over så mærkelig, den var,« siger han og citerer:»Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv. Et sådant Forhold, der forholder sig til sig selv, et Selv, maa enten have sat sig selv eller være sat ved et Andet. Havde Mennesket sat sig selv, saa kunne der kun være tale om én Form for Fortvivlelsen, den ikke at ville være sig selv. Men der kunne ikke være tale om fortvivlet at ville være sig selv.«Klaus Høeck gør en lille pause, så siger han: »Jeg gik op på dækket og udlovede en kasse øl til den, der kunne fortælle mig, hvad der stod.« »Det var der ingen, der kunne, og det har der for øvrigt ikke været siden. For hvis man ikke har forstået det, må man læse det igen, og hvis man har forstået det, har man virkelig ikke forstået det. Det vil være det samme som at forstå Gud.« Der er stadig øl til afhentning hos Klaus Høeck. Alligevel var det af samme grund, at Klaus Høeck senere begyndte at læse filosofi, og han har brugt tankerækken lige siden, fortæller han: »Allerede i min debutbog, digtsamlingen Rejse, i et appendiks som udgangspunkt for en tankerække.«
Bandet Nul, Jac, Høeck, Schnack, helt neonorange af af refleksion, + en særdeles skarp spidsborger, anno 1981.
tirsdag den 16. april 2013
Dagens hjertegåde
Bjørns Bredals 5 Politiken-hjerter til Peter Tudvads Kierkegaard-roman Forbandelsen, ingen steder en ærligt begejstret smagsdom.
I stedet ironisk underrubrik:
Peter Tudvad har skrevet en grusomt lærd teologisk roman om Søren Kierkegaard.
Forbeholden og formel overordnet ros nede i brødteksten:
Romanen er imponerende, omfangsrig og fyldt med indsigt, en flot frugt af et helt livs lidenskab for dette stof. Man kan læse den som en storslået introduktion til eller indøvelse i Kierkegaard, især hvis man sørger for at stå af lige der, hvor Tudvad forvandler titlens religiøse ’Forbandelse’ til en mere fantasifuld ’Forbrydelse’.
Imponerende, omfangsrig, fyldt med indsigt, flot frugt, storslået introduktion eller indøvelse - jamen, jamen, jamen, det skal forestille at være en roman, kunstværker giver man ikke flidspræmier; og slutningen skal vi åbenbart springe over!
Ikke mindre uentusiastisk og formumlet ros længere nede:
Romanen vokser frem som en kierkegaardsk katekismus, hele grundmaterialet er der, sygdommen til døden, pælen i kødet, realisere det almene, hin enkelte, Abraham, Isak og jøden Goldschmidt samt en hær af æstetikere, etikere og præster. Tror de på noget? Gør Kierkegaard? Gør Tudvad? Det lykkes faktisk Tudvad over lange stræk at give nærvær og ånde til et drama, som handler om Kierkegaards teologi og papirer. Det er i høj grad Kierkegaardslægtens historie, der fortælles, med faderen, den rige uldhandler, som altdominerende figur og frygteligt billede på Vorherre. Det vil ikke overraske læsere af hverken Kierkegaard eller litteraturen om ham, at ’Forbandelsen’ er den skyldfølelse, som løber i slægten, efter at faderen som lille dreng gik ud på heden og forbandede Gud. Alle i familien dør, og måske er det faderens skyld? Tudvad fortæller Kierkegaards historie ganske klassisk, og kærlighedshistorien med Regine står selvfølgelig centralt. Erotik og religiøsitet er stærkt beslægtede størrelser, og Kierkegaard er en seksualforskrækket forfører af djævelske dimensioner. Tudvads ærinde er at føre forførelsen tilbage til det teologiske og det teologiske til slægtens forbandelse, alt mens han sætter scener, serverer replikker, skriver roman og udfolder et storslået galleri af personer omkring Kierkegaard.
To utvetydigt rosende ord: Nærvær og ånde - men hvordan, hvorledes? Mens ingen vil overraskes af tesen/plottet, og alt andet også ligner og præsenteres som gammelkendt stof. Og hvad gør et persongalleri storslået? At det består af virkelig storslåede virkelige mennesker, Grundtvig og co.?
Endelig og afslutningsvis skarp kritik:
Personligt var jeg gerne blevet hos (broren) Peter og hans sørgelige søn Poul hele romanen igennem og lukt ind i deres sindssyge, for Tudvad har godt fat om disse tragiske figurer, der virkelig vækker fantasien og identifikationen, mens Søren jo har skrevet det hele om sig selve bedre, end nogen andre kan. Det er romanens styrke og svaghed, at den ligger så tæt på Kierkegaards egen teologiske mytologi, som Tudvad kender ned til mindste kladdehæfte. Og det er både spændende og trættende at følge al den topologi, alt det om steder og huse og miljøer og gadehjørner i Kierkegaards København samt i Aalborg, Berlin og på heden, ja man tror det næppe. Tudvad kender det hele så fortvivlet godt og skriver om det, så det næsten er for meget af det gode.
Det ligner en anmeldelse til rimeligvis 3 hjerter og allerhøjest 4, men bogen er på forhånd, pga. sin omfangssrige imponade, regnet ud til at fortjene 5, så det retter Den Politikenske Anmeldelsesskabelon automatisk til.
I stedet ironisk underrubrik:
Peter Tudvad har skrevet en grusomt lærd teologisk roman om Søren Kierkegaard.
Forbeholden og formel overordnet ros nede i brødteksten:
Romanen er imponerende, omfangsrig og fyldt med indsigt, en flot frugt af et helt livs lidenskab for dette stof. Man kan læse den som en storslået introduktion til eller indøvelse i Kierkegaard, især hvis man sørger for at stå af lige der, hvor Tudvad forvandler titlens religiøse ’Forbandelse’ til en mere fantasifuld ’Forbrydelse’.
Imponerende, omfangsrig, fyldt med indsigt, flot frugt, storslået introduktion eller indøvelse - jamen, jamen, jamen, det skal forestille at være en roman, kunstværker giver man ikke flidspræmier; og slutningen skal vi åbenbart springe over!
Ikke mindre uentusiastisk og formumlet ros længere nede:
Romanen vokser frem som en kierkegaardsk katekismus, hele grundmaterialet er der, sygdommen til døden, pælen i kødet, realisere det almene, hin enkelte, Abraham, Isak og jøden Goldschmidt samt en hær af æstetikere, etikere og præster. Tror de på noget? Gør Kierkegaard? Gør Tudvad? Det lykkes faktisk Tudvad over lange stræk at give nærvær og ånde til et drama, som handler om Kierkegaards teologi og papirer. Det er i høj grad Kierkegaardslægtens historie, der fortælles, med faderen, den rige uldhandler, som altdominerende figur og frygteligt billede på Vorherre. Det vil ikke overraske læsere af hverken Kierkegaard eller litteraturen om ham, at ’Forbandelsen’ er den skyldfølelse, som løber i slægten, efter at faderen som lille dreng gik ud på heden og forbandede Gud. Alle i familien dør, og måske er det faderens skyld? Tudvad fortæller Kierkegaards historie ganske klassisk, og kærlighedshistorien med Regine står selvfølgelig centralt. Erotik og religiøsitet er stærkt beslægtede størrelser, og Kierkegaard er en seksualforskrækket forfører af djævelske dimensioner. Tudvads ærinde er at føre forførelsen tilbage til det teologiske og det teologiske til slægtens forbandelse, alt mens han sætter scener, serverer replikker, skriver roman og udfolder et storslået galleri af personer omkring Kierkegaard.
To utvetydigt rosende ord: Nærvær og ånde - men hvordan, hvorledes? Mens ingen vil overraskes af tesen/plottet, og alt andet også ligner og præsenteres som gammelkendt stof. Og hvad gør et persongalleri storslået? At det består af virkelig storslåede virkelige mennesker, Grundtvig og co.?
Endelig og afslutningsvis skarp kritik:
Personligt var jeg gerne blevet hos (broren) Peter og hans sørgelige søn Poul hele romanen igennem og lukt ind i deres sindssyge, for Tudvad har godt fat om disse tragiske figurer, der virkelig vækker fantasien og identifikationen, mens Søren jo har skrevet det hele om sig selve bedre, end nogen andre kan. Det er romanens styrke og svaghed, at den ligger så tæt på Kierkegaards egen teologiske mytologi, som Tudvad kender ned til mindste kladdehæfte. Og det er både spændende og trættende at følge al den topologi, alt det om steder og huse og miljøer og gadehjørner i Kierkegaards København samt i Aalborg, Berlin og på heden, ja man tror det næppe. Tudvad kender det hele så fortvivlet godt og skriver om det, så det næsten er for meget af det gode.
Det ligner en anmeldelse til rimeligvis 3 hjerter og allerhøjest 4, men bogen er på forhånd, pga. sin omfangssrige imponade, regnet ud til at fortjene 5, så det retter Den Politikenske Anmeldelsesskabelon automatisk til.
søndag den 14. april 2013
Antikke Korsør-disninger
tilegnet min ven i hans fraværsvind / fra Joakim Garffs nye bog Regines gåde, Kierkegaards eks-forlovede er på vej til Vestindien med sin husbond, og intet er uvigtigt for Garff:
Regine, Frits, Thilly og Josephine tilbagte hele tre dage i Korsør, "denne ikke just interessante By", som Regine bemærker i sit brev og næppe helt med urette. Siden middelalderen havde Korsør været det trafikale knudepunkt mellem landsdelene og var derfor præget af dette lidt lurvede og provisoriske, der tit kendetegner Provinsbyer. Oehlenschläger kaldte Korsør for den "underlige, blandede" by og karakteriserede den med så forskellige ord som "sørgelig", "mørk" og "comisk". Med et indbyggertal i 1855 på omkring 2000 kunne Korsør da også vanskeligt kaldes en metropol.
Frits og Regine følte sig ikke fristet til at tage byen i nærmere øjesyn, og forblev på deres hotelværelse. For at fordrive ventetiden, begyndte Regine som nævnt at skrive et "Brev i helt Arks Format" (...)
Som Jens gør i samme by hver eneste dag ...
Regine, Frits, Thilly og Josephine tilbagte hele tre dage i Korsør, "denne ikke just interessante By", som Regine bemærker i sit brev og næppe helt med urette. Siden middelalderen havde Korsør været det trafikale knudepunkt mellem landsdelene og var derfor præget af dette lidt lurvede og provisoriske, der tit kendetegner Provinsbyer. Oehlenschläger kaldte Korsør for den "underlige, blandede" by og karakteriserede den med så forskellige ord som "sørgelig", "mørk" og "comisk". Med et indbyggertal i 1855 på omkring 2000 kunne Korsør da også vanskeligt kaldes en metropol.
Frits og Regine følte sig ikke fristet til at tage byen i nærmere øjesyn, og forblev på deres hotelværelse. For at fordrive ventetiden, begyndte Regine som nævnt at skrive et "Brev i helt Arks Format" (...)
Som Jens gør i samme by hver eneste dag ...
lørdag den 16. februar 2013
Forsinket Valentin-sms fra 1841
udateret (1841) - til Regine Olsen
Min Regine!
I dette Øieblik er jeg færdig med den Recension, der idag skal afleveres. Du troer dog velikke, at det er fordi jeg har Pennen i Haanden, jeg ligsom benytter Leiligheden og skriver dig til ved Leilighed. Dersom du kunde see de Kragetæer, der under en jadsket Convolut afgaae til S.T. Høiærværdige Hr Hofprædikant Dr. Münter R. af D. og D:M:, Medlem af Directionen for Pastoralseminariet o:s:v o:s:v; dersom du kunde see, hvor megen Umage jeg gjør mig for at skrive læseligt, med hvor megen Glæde min Haand tegner hvert Bogstav, dersom du kunde see hvor den hviler på Papiret og med hvor meget Eftertryk den stundom dvæler, hvor overgiven den stundom udslynger et Sving, der dog ikke farer vild, men bøier sig tilbage og omslutter Ordet - da vilde du vide, at jeg tænker paa dig og jeg i Pennens Bevægelser seer langt betydningsfuldere Gestikulationer.
Min Regine, Du vil saa gjerne høre dette Navn, jeg vil saa gjerne bruge det, og dog forbinde vi maaske forskejllige Forestillinger dermed. Du forbinder maaskee den ydmyge Tanke dermed, at Du er saaledes, som jeg ønsker Du skal være, det Billedes Sandhed, som min Længsel søgte - og jeg jeg forbinder dermed, den stolte Tanke, at du tilhører mig, ikke i et flygtigt Øieblik, ikke deelviis men heel og altid. Og dog er jeg atter ikke stolt; thi hvad har jeg uden hvad der blev mig given. Hvis det havde været mig muligt at "bedaare" Dig, hvis jeg i egoistisk Tilfredshed kunde kalde Dig min, o! hvor fattig vilde jeg da ikke være i min Rigdom, og hvorfor forfængelig vilde ikke min Glæde være; thi kun den, der er fri, kan bortgive sig, og jo firere han er jo Mere har han at ødsle med. Hvergang jeg derfor kalder Dig "min", da er det fordi jeg paa ny forvisser mig om den Overflod, jeg besidder, Du har et Øieblik revet dig løs fra mig, for atter at slutte dig endnu tættere til mig. Den, der eier sig selv, eier den største Rigdom, om En end eiede al Verden, kunde han dog ikke være saa Ødsel som den, der bortgiver sig selv. Mange vilde maaske ikke kunde begribe dette, men i mine Øine er Du rigere end hele Verden, har større Overlod end østerlandske Fyrster, er - min Regine - ødslere og gladere ved at ødsle end Nogen anden kan være det.
Maaskee tænker du i dette Øieblik paa mig, jeg staaer maaske ikke tydeligt og bestemt for Dig, men din Bevidsthed dæmrer i Stemning. Ogsaa i den er jeg til stede. Jupiter forvandlede sig til en Sky for at besøge Io, ogsaa da naar du forflygtiger mig i en Sky, ogsaa da er jeg
din S.K.
- fra Bind 28 af S'ren Kierkegaards Skrifter, Breve / Dedikationer, netop udkommet
Min Regine!
I dette Øieblik er jeg færdig med den Recension, der idag skal afleveres. Du troer dog velikke, at det er fordi jeg har Pennen i Haanden, jeg ligsom benytter Leiligheden og skriver dig til ved Leilighed. Dersom du kunde see de Kragetæer, der under en jadsket Convolut afgaae til S.T. Høiærværdige Hr Hofprædikant Dr. Münter R. af D. og D:M:, Medlem af Directionen for Pastoralseminariet o:s:v o:s:v; dersom du kunde see, hvor megen Umage jeg gjør mig for at skrive læseligt, med hvor megen Glæde min Haand tegner hvert Bogstav, dersom du kunde see hvor den hviler på Papiret og med hvor meget Eftertryk den stundom dvæler, hvor overgiven den stundom udslynger et Sving, der dog ikke farer vild, men bøier sig tilbage og omslutter Ordet - da vilde du vide, at jeg tænker paa dig og jeg i Pennens Bevægelser seer langt betydningsfuldere Gestikulationer.
Min Regine, Du vil saa gjerne høre dette Navn, jeg vil saa gjerne bruge det, og dog forbinde vi maaske forskejllige Forestillinger dermed. Du forbinder maaskee den ydmyge Tanke dermed, at Du er saaledes, som jeg ønsker Du skal være, det Billedes Sandhed, som min Længsel søgte - og jeg jeg forbinder dermed, den stolte Tanke, at du tilhører mig, ikke i et flygtigt Øieblik, ikke deelviis men heel og altid. Og dog er jeg atter ikke stolt; thi hvad har jeg uden hvad der blev mig given. Hvis det havde været mig muligt at "bedaare" Dig, hvis jeg i egoistisk Tilfredshed kunde kalde Dig min, o! hvor fattig vilde jeg da ikke være i min Rigdom, og hvorfor forfængelig vilde ikke min Glæde være; thi kun den, der er fri, kan bortgive sig, og jo firere han er jo Mere har han at ødsle med. Hvergang jeg derfor kalder Dig "min", da er det fordi jeg paa ny forvisser mig om den Overflod, jeg besidder, Du har et Øieblik revet dig løs fra mig, for atter at slutte dig endnu tættere til mig. Den, der eier sig selv, eier den største Rigdom, om En end eiede al Verden, kunde han dog ikke være saa Ødsel som den, der bortgiver sig selv. Mange vilde maaske ikke kunde begribe dette, men i mine Øine er Du rigere end hele Verden, har større Overlod end østerlandske Fyrster, er - min Regine - ødslere og gladere ved at ødsle end Nogen anden kan være det.
Maaskee tænker du i dette Øieblik paa mig, jeg staaer maaske ikke tydeligt og bestemt for Dig, men din Bevidsthed dæmrer i Stemning. Ogsaa i den er jeg til stede. Jupiter forvandlede sig til en Sky for at besøge Io, ogsaa da naar du forflygtiger mig i en Sky, ogsaa da er jeg
din S.K.
- fra Bind 28 af S'ren Kierkegaards Skrifter, Breve / Dedikationer, netop udkommet
Abonner på:
Opslag (Atom)
