Viser opslag med etiketten sms. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sms. Vis alle opslag

lørdag den 9. november 2013

Dobbeltgængerdage

DET HELE HANDLER OM DOBBELTGÆNGERE, OPDAGER JEG PLUDSELIG!

I går Svend Åge Madsen knirkende creepy sms-novelle GID

GID – SMS-novelle'

Send "SP GID" til 1277

GID – SMS-novelle

Svend Åge Madsen / SMS-novelle
Mange taler om at vi alle har en dobbeltgænger. Det har vist sig at der er noget om snakken. Moderne tracking-teknik har gjort det muligt at opnå forbindelse.
Kr. 25 + alm. SMS-takst.


Og i dag Line Knutzons og Peter Frödins kosteligt uhyggelige Lille Allan og Dobbetgængerskolen: 


 - begge skal indløbes i mindst 2 eksemplarer jo!

søndag den 13. oktober 2013

Marken giver sit besyv med, om du er glad eller ked

Jeg abonnerer lige nu på Martin Glaz Serups Marken som sms-beskeder - fordi jeg skal interviewe ham og Svend Åge Madsen im at sms-publicere på Bogmessen - og det er sjovt, som det virker helt rigtigt, for disse tekster, at vibrere frem og blive læst på telefon, som akkurat meddelelser fra en vis Mark, der bare ikke kan holde sin mund og må og skal afbryde, hvad jeg end har gang i af mere eller mindre væsentligt, med sine uforgribelige meninger og oplevelser, og for et øjeblik siden fx:

Hvis marken skule interessere sig for et dyr, en dyreart, hvis den på enelleranden måde blev tvunget til det, skulle vælge, ville den sikkert vælge fuglen.

For det er jeg da skide ligeglad med, men jeg har allerede læst og fået afbrudt, hvad end! Fordi jeg ikke kan lade være, og det ved den udmærket, Marken,

lørdag den 16. februar 2013

Forsinket Valentin-sms fra 1841

udateret (1841) - til Regine Olsen

Min Regine!
I dette Øieblik er jeg færdig med den Recension, der idag skal afleveres. Du troer dog velikke, at det er fordi jeg har Pennen i Haanden, jeg ligsom benytter Leiligheden og skriver dig til ved Leilighed. Dersom du kunde see de Kragetæer, der under en jadsket Convolut afgaae til S.T. Høiærværdige Hr Hofprædikant Dr. Münter R. af D. og D:M:, Medlem af Directionen for Pastoralseminariet o:s:v o:s:v; dersom du kunde see, hvor megen Umage jeg gjør mig for at skrive læseligt, med hvor megen Glæde min Haand tegner hvert Bogstav, dersom du kunde see hvor den hviler på Papiret og med hvor meget Eftertryk den stundom dvæler, hvor overgiven den stundom udslynger et Sving, der dog ikke farer vild, men bøier sig tilbage og omslutter Ordet - da vilde du vide, at jeg tænker paa dig og jeg i Pennens Bevægelser seer langt betydningsfuldere Gestikulationer.
  Min Regine, Du vil saa gjerne høre dette Navn, jeg vil saa gjerne bruge det, og dog forbinde vi maaske forskejllige Forestillinger dermed. Du forbinder maaskee den ydmyge Tanke dermed, at Du er saaledes, som jeg ønsker Du skal være, det Billedes Sandhed, som min Længsel søgte - og jeg jeg forbinder dermed, den stolte Tanke, at du tilhører mig, ikke i et flygtigt Øieblik, ikke deelviis men heel og altid. Og dog er jeg atter ikke stolt; thi hvad har jeg uden hvad der blev mig given. Hvis det havde været mig muligt at "bedaare" Dig, hvis jeg i egoistisk Tilfredshed kunde kalde Dig min, o! hvor fattig vilde jeg da ikke være i min Rigdom, og hvorfor forfængelig vilde ikke min Glæde være; thi kun den, der er fri, kan bortgive sig, og jo firere han er jo Mere har han at ødsle med. Hvergang jeg derfor kalder Dig "min", da er det fordi jeg paa ny forvisser mig om den Overflod, jeg besidder, Du har et Øieblik revet dig løs fra mig, for atter at slutte dig endnu tættere til mig. Den, der eier sig selv, eier den største Rigdom, om En end eiede al Verden, kunde han dog ikke være saa Ødsel som den, der bortgiver sig selv. Mange vilde maaske ikke kunde begribe dette, men i mine Øine er Du rigere end hele Verden, har større Overlod end østerlandske Fyrster, er - min Regine - ødslere og gladere ved at ødsle end Nogen anden kan være det.
  Maaskee tænker du i dette Øieblik paa mig, jeg staaer maaske ikke tydeligt og bestemt for Dig, men din Bevidsthed dæmrer i Stemning. Ogsaa i den er jeg til stede. Jupiter forvandlede sig til en Sky for at besøge Io, ogsaa da naar du forflygtiger mig i en Sky, ogsaa da er jeg
din S.K.

- fra Bind 28 af S'ren Kierkegaards Skrifter, Breve / Dedikationer, netop udkommet

lørdag den 5. januar 2013

Ring til Politiken, WA

og få info på - hvor svært kan det være? - hvordan det teknisk lader sig gøre med SMS-afstemninger i stedet for de dér håbløst foronklede og betantede og derfor totalt segmentforvridende udklipskuponer til Weekendavisens Litteraturpris!

lørdag den 11. august 2012

Livstegn fra ødegården

Tak rote armee mand og tillykke om lidt - har netop badet i storsø! Pragtfuldt pille og Jonas er kommet det er nu hyggeligt dog har jeg netop indkøbt ækel whisky snus der berolige mundhule men smager af underbukser med slik i - det er aldeles idiotisk! Nå ja vi ses lollo og hilse hilse je kan SMS fra høj bag das!

torsdag den 4. august 2011

TEXT MIG!

Hvorfor hedder en sms og at sms'e en sms og at sms'e på dansk, når det hedder a text og to text på engelsk; det ville være så meget finere hvis man - med X, som text ikke er blevet stavet med på dansk siden 60'erne - kunne sige: jeg texter dig en text og: text mig! På dansk bruger vi kun at tekste  i formen tekstet, hvilket altid betyder undertekstet, fx for hørehæmmede, dvs. at hvis jeg siger: text mig, vil det blive forstået som, at jeg taler udenlandsk eller utydeligt eller taler til en en døv, og derfor har brug for at blive (under)tekstet, men jeg vil have Text mig til at betyde: Nyskriv en TEXT til mig på det øjeblik, det bør tage at TEXTE en TEXT, på og som et TEXTENDE øjeblik. T E X T  M I G,  D U, A S A P!

torsdag den 30. juni 2011

Roskilde STATIONtelegram + Korsørtog-SMS'er

FANDEME
OM
IKKE
MEDPRISINDSAMLER
JENS
RINGER

VEJ
TIL
ROSKILDE
MED
POSEN
FULD
AF
BETBESTANDDELE!
AF STED
MED
MIG
OG
MIN
MØDIGE
KROP
TIL
SELVSAMME
STATION
OG
RIVE
HAM
I
SKÆGGET
OG
MODTAGE
DEN
(TYS!)
HEMMELIGHEDSFULDT
BROGEDE
PLASTICPOSE
OG
FLUXUS
TILBAGE
TIL
VODROFFSSTART,
MENS
BLENDHOVEDET
STÆVNEDE
UD
I
TISREGNEN
MED
TOSSERADAREN
TÆNDT

- her de 4 sms'er, han sendte fra toget:

Er i stille sidder låst af sovende mand


Er i stille fanget under tonsdøsig kæmpe


Er aaaaaaaargh


Er i stille sidder låst under sovende mands arm

tirsdag den 21. december 2010

sms-anmeldelse

til P1 Morgen, vistnok, i morgen, af Merete Pryds Helles sms-julekalender, som man vistnok stadig kan melde sig til (jeg prøver selv lige om lidt, så jeg kan få slutningen med nemlig) ved at sende en sms til 1220 med teksten AAKB - mellemrum - og så skrive JUL.
Urimeligt for både mig og forf at
anmelde en julekalender minus de sidste
3 afsnit. Til gengæld er der så plads
til at håbe at den ender godt og mon
ikke også den gør. Jeg synes det så
langt og især hvis den ender godt er
en rigtig god sms-roman. Dynamisk
vexlen mellem fortælling og fiktive
smser. Først er alt bare hygsomt.
Lettere manisk hygsomt men alligevel.
indtil det smarte og effektive skred
den 10. Da vi hører marie ikke har
fået svar på jule-invitationer til
familien. Som effektuerer tvivl og
foruroligelse nemlig. Er marie
familieudskud eller ikke rigtig
velforvaret? Og solidt sentimentalt
chok den 21. da sandheden kommer for
en dag. I al blodig mobil-intimitet.
Og fiks tilfældig rekruttering af
mulige levende julegæster. Dundrende
digital-dickensk. Men bare det ender
godt. Bare det please ender godt.

mandag den 6. december 2010

Mandag, mildest talt manisk

Jeg havde ikke helt gennemtænkt, hvad det indebar at abonnere på Martin Glaz Serups sms-eksperiment Mandag, hvor man hver mandag i december får ALLE Martins sms'er ud i verden ind på sin egen mobil, fordi det bliver godt nok ret ekstremt mange: mellem midnat og her klokken 13.00 i alt 41 (enogfyrre) sms'er til kontakter, venner, kæreste, ekskone (og jeg burde ellers have været advaret af hans sms-readymade-montage (en uges sms'er organiseret efter klokkeslet, så vidt jeg husker) på den dér svenske bogforside). Jeg bliver forskrækket af bip'ene hver gang, selvom jeg nu har lært at lade en 5-7 stykker klikke ind, før jeg åbner og læser - men det skal så også siges, at han har siddet grounded i et fly til London i indtil flere timer, først for 10 minutter siden kom det i luften - "og nu bevæger vi os, heya Klimakrisen! kh m". Netop fordi Martin er sådan en flittig, grænsende til manisk, selvfølgeligt lyn-konverserende sms-taster, synes jeg, at projektet fungerer flot, som et postmoderne hverdags-x-ray; han siger det selv meget præcist (og ubeskedent!) i en halv time gammel sms, der måske faktisk er PERSONLIGT ADRESSERET til mig, det kan jeg jo (vistnok?) ikke se:

Hej L. Jeg læser endnu mere om Knausgård i Den Blå Port, og tænker at jeg er en slags Borges i forhold til ham. Jeg kan nøjes med referatet på et par smser ... Kh M

Fortsættes hypert, når han lander!

søndag den 15. august 2010

Konkret nattesyn

piger
illumineret/oplyst
af deres
skriven/ skrift

mandag den 22. februar 2010

Martin Glaz Serup i Tast-Manien

Martin Glaz har ovre i sit kornkammer http://kornkammer.blogspot.com/ et vittigt link til min indrømmet ret maniske og rundtossede blogpost nedenfor om Højholtforpligtelser betitlet (hvis man betitler et link, når linket rent teknisk ER titlen? bedre er vel så: et link med ordlyden) "Lars Bukdahl i Amfetaminien" (lige over et link til "Thomas Boberg i Venezuela", og det intertekstuelle link er naturligvis til Laugesens Katatonien), MEN HAN SKULLE NØDIGT LINKE, SKULLE HAN! Jeg sad i fredags og stavede mig møjsommeligt igennem hans med bittesmå typer bogstaverede, blå tekstcover til Per Bäckströms essaysamling om "Experimentell poesi" Vårt brokigas ochhellericke, som viste sig at være/illudere en komplet udskrift af sms'er sendt af Martin i løbet af et døgn, fra 00:00:40 den ene nat til 23:59:41 den anden, for hvad der ligner ca. to år siden. Og der er mindst - jeg opgav at tælle, det var hårdt nok at læse - 300 selvstændige text messages. Og selvom vi siger, at det er Martins personlige rekord (og derfor udvalgt til coveret), og at flere faktorer medvirker til at hidse frekvensen op: primært at mand og kone befinder sig forskellige steder i landet, må det kaldes imponerende; her en lille sekvens ved aftenstide:

18:36:01 Ja. Mail gerne, ser det - i morgen - og det er jo ikke fordi det er en katastrofe at have købt WA. KH M 18:37:01 Søndag tidligt er fint for os - så kan du blive til mandag, er det ikke der din ferie slutter? KH fra Herning, Martin 18:37:51 Status: Inga og Eliot kan en sang der kan drive dig til vanvid! 18:39::08 Nu er vi skredet fra opvasken og går aftentur! Vejret er dejligt! 18:39:17 Jeg sidder her med din mor og Tove ... Kys 18:41:31 Og Inga skal også tisse, så det var en kort aftentur! 18:43:16 Tak og vi ses lige om lidt

7 velformulerede sms'er til vistnok tre forskellige adressater på 9 minutter, mens der spadseres ind og ud af et hus! Det er teenagefart! Ingen tvivl om, at teksten som poetisk tekstartefeakt: readymade formindsket og udstanset til visuelt digt, er noget af et kup, men det er et kup, der ikke er helt uforuroligende, tast-manier, hvilket du kun alt for godt ved. Hyperaktive i alle telefonkæder, foren eder! Hastigt!