Årets jammerligste anmeldelse

er sandsynligvis Bjørn Bredals tre hjerters-anmeldelse af Birgitte Possings genreportræt Ind i biografien, som jeg lige nu sidder og lystlæser, i Politiken i går; uforståeligt af en litteraturredaktør har accepteret denne tekst skrevet af en eks-litteraturredaktør. Fra første (okay anden) linje geråder Bredal ud i et uforklaret, voldsomt aggressivt og vrængende mæle:

Birgitte Possings prisbelønnede biografier om store personligheder som Natalie Zahle og Bodil Koch er fornem forskning i feltet mellem det videnskabelige og det almene. Men Gud nåde og trøste den, som vover at sige noget kritisk om selve den genre, hun har viet sit liv til, biografien. Så falder der brænde ned. Også selv om den kvalificerede forsker efter alle de år med biografer i bund og grund selv er mere kritisk over for genren end de fleste andre. Det er bare kun hende, der må sige det. Med ’Ind i biografien’ har hun villet skrive en lærebog i biografisme, en slags ars poetica eller poetik, skønt hun slet ikke forholder sig til poetik-genren, hvilket er et af bogens ikke så få mysterier.

Ovenfor brugte jeg genrebetegnelsen 'genreportræt', selv bruger Possing ingen steder betegnelsen 'poetik', som da også ville være helt skævt (der er hverken tale om en normativ genre-regelsamling (Bredal fremturer med at kalde Possing for et biografipoliti, vistnok på baggrund af, at hun ikke i bogen, men i Politiken, har udtalt, at Louise Zeuthens Krukke, en bog, hun var glad for, mere var en brevsamling end en biografi - men hvorfor er det politiagtigt?) eller en essaystisk relfleksion over egen kunstnerisk praksis), og hvorfor i alverden skulle hun så forholde sig til poetikgenren?

Og sådan fortsætter Bredal associationsstrømmende at kage kaotisk løs på bogen, der både er for personlig (Possing tager udgangspunkt i sit disputatsforsvar) og for akademisk:

Masser af nyttig information og stimulerende måder at se mønstre på. Men også masser af manér: at kalde hovedperson og forfatter for henholdsvis ’protagonist’ og ’biograf’ bidrager ikke med anden erkendelse, end at Birgitte Possing er akademiker.

Jeg er totalt glad for begge ord og elsker, at ord nr. 2 muliggør en sætning som:

Det kan næppe siges tydeligere, at biografens køn ikke var ligegyldigt.

En særlig fluekneppende løs-kagen gælder bogens Montaigne-citater (Montaigne er på dansk biograferet af - Bjørn Bredal), som Bredal selv ikke citerer et eneste af; Montaigne taler bl.a. om, at et menneskes handlinger kan være "så besynderligt selvmodsigende, at man ikke skulle tror det muligt, at de kom fra samme værksted":

Birgitte Possing skriver i sit forord, at bogen her koncentrerer sig »om biografierne, mens den udelader selvbiografier, erindringer og livshistoriske romaner«. Straks efter indleder hun bogens første kapitel med et citat af Montaigne, som indgår i essayistens diskussion af sit eget … selvportræt. Slør i genren.
Montaigne-citatet stammer fra Else Henneberg Pedersens danske oversættelse, men i bibliografien henvises til en engelsk udgave. Formentlig fordi citatet er en form for akademisk vandrehistorie blandt folk, der interesserer sig for biografier, men ikke for Montaigne. Birgitte Possing vender gang på gang tilbage til dette citat og de tilsvarende fra hans essay ’Om inkonsekvensen i vore handlinger’.
Det er en konvention, som hun selv sætter fingeren på i en diskussion af den amerikanske Carl Rollysons »affortryllende« brug af den biografiske genre som en højere form for kannibalisme: »Med det standpunkt var det ikke sært, at Rollyson tog afstand fra Michel de Montaigne, som humanistiske biografer ellers gerne henviser til«.
Måske skulle de »humanistiske biografer«, Birgitte Possing for eksempel, i stedet for at citere hinanden hellere interessere sig lidt for, hvad Montaigne egentlig vil have fat i, og det er – i en helt anden historisk situation end vores – (u)muligheden af at skrive et selvportræt, et essay. Genrebevidsthed, tak.

Hvad dog af denne klamamse er relevant for noget som helst i bogen, der anmeldes? Possing er jo ikke interesseret i, hvad Montaigne egentlig vil have fat i, og hun foregøgler heller ikke, at han er biograf eller taler om biografier, hun anvender essay-citaterne som generelle vurderinger af enhed og mangel på samme i et liv (som en biograf i forhold til biografier jo sagtens være enig eller uenig i; Bo Hakon Jørgensen er i sin anmeldelse af Possings bog i Kristeligt Dagblad uenig, han tror på livs-enhed), og det har hun for fanden da i sin gode ret til.

Nej, måske er det faktisk årtiets jammerligste anmeldelse, sådan cirka. 

Jeg gider ikke blive glad for Erik Svendsen

Først roste han i Jyllands-Posten Ida Marie Hedes Det kemiske bryllup, der skandaløst nok endnu er uanmeldt i andre landsdækkende tryksager, og i dag er han 3 stjerner-kritisk overfor Katrine Marie Guldagers nye roman Den ny tid, som jeg ikke har læst, men er kvalificeret mistænksom overfor, fordi jeg læste og anmeldte første bind i den åbenbart uendelig slægtsromanserie:

Den ulvesymbolik, der gav de to første romaner i krøniken slagside, er nedtonet. Uden videre hedder det, at ulven, som kun Lilly kan se, er et indre dyr. Mystikken erstattes nu af snusfornuftig psykoanalyse, og fortælleren bruger et par gange direkte psykoanalytiske begreber.Vist har Katrine Marie Guldager styr på den brogede fortælling. Men i mine øjne løser hun ikke det problem, som mange forfattere bakser med, nemlig hvordan en fortæller kan reflektere over historien. Det virker, som om Guldager springer op og falder ned på de kunstneriske udfordringer. Hvis en konflikt bliver tilstrækkeligt kompliceret, eller et tema brænder på - ja så får vi enten i en illusionsnedbrydende parentes fortalt, hvordan det faktisk forholder sig, eller fortælleren kaster sig direkte ud i udlægninger, der forvandler dramaet til noget, der illustrerer en tese.

Hvilket meget præcist rimer på min tese om forfatterskabet: At vilter vision er afløst af demonstrativ opbyggelighed.

Og hvor mange hjerter får romanen mon i Politiken?

Rigtig gættet! 5 hjerter!

Ved en særdeles upålidelig Bjørn Bredal (trygt atter at nære mistilliden), der tydeligvis har brugt mange trætte kræfter (fx ved at gentage en tidligere anmeldelses flade ordspil (lige ud ad Gammel Køge Landevej)) på at aflede egen opmærksomhed fra en ærlig forholden sig til romanens kunstneriske kvaliteter:

Fortællerstemmen har noget helt særligt hos Katrine Marie Guldager. En sagatone, som gør nedfaldne engle, luskende ulve og brændende huse i bevidstheden til aldeles naturlige dele af en normaldansk historie om en familie mellem Køge og København i årene efter krigen. En eksploderet familie i et minefelt af tidsindstillede bomber, hvoraf den værste, viser det sig, har sin sprængkraft fra et barn helt uden familie. Som stemmen siger: »Det var begyndt, fordi Nina, Leonoras bedste veninde og det eneste forældreløse barn i denne historie, havde stillet sine drømme til rådighed for denne verdens forældreløse«.Nu følger en grusom historie fra et børnehjem, en historie, som spejler og forklarer den større historie om alt andet end forældreløse børn fra et hjem i Køge. Det hele brænder, konkret og symbolsk, og stemmen skal ikke bruge andet end et snapshot fra en teltferie for at komme i tanker om, at familien ikke blot »er en biologisk enhed, men et system af nøje udvalgt erindring«. Katrine Marie Guldager har nu skrevet en smukt afrundet, forklaret, humoristisk og uhyggelig trilogi om familien fra Køge. Og jeg vil gerne gentage fra anmeldelsen af bind to, 'Lille hjerte', at det hele sagtens kan læses lige ud ad Gammel Køge Landevej som en ganske ukompliceret historie om dansk familieliv. Og denne historie kunne lige så sagtens stoppe her i al sin storslåede treenighed. Men forlaget fortæller, at yderligere fem bind er på vej.

Sagatone? Det første citat i klippet lyder snarere som en pastiche på tidlig Peter Høeg (der selv lød som en pastiche på latinamerikanske pasticher på 1800-tals- romanprosa ...). Og springet fra teltferie-snapshot til dybsindig familie-aforisme er sgu da uden videre et skræmmeeksempel, hvilke jeg også tror, Bredal underbevidst ved!

2 antipoder samme kritik

Meget mærkeligt, nej, pudsigt snarere, Bjørn Bredal og jeg mener ret nøjagtigt det samme kritiske om Joakim Garffs Regiens gåde (mens Skyum i Inf er pænt kisteglad), han gjorde det bare i Politiken i går, og jeg i WA i dag, irriterende nok (men jeg formoder ikke, at folk tror, jeg har skrevet efter ...), og ovenpå al min rasende hjertepolemik, så passer de tre hjerter, Bredal uddeler, perfekt præcist til både anmeldelsen og bogen, hør bare et klip her, det er heller ikke uvelskrevet, irrrrrrrrrrrrrrrrriterende nok:

GARFF SKRIVER godt og charmerende på sin egen lidt jomfrunalske måde, og hans viden om Kierkegaard, hans tider og steder er enorm. Også Regines verden, som den udfoldede sig på »De tre små negerøer« (som Politiken skrev, da de skulle sælges), og siden atter hjemme i København viser Garff i fuldt format. Det er en rig og imponerende bog som tidsbillede betragtet, og den velskrivende, begavede, ofte ulykkelige, til tider kedsommelige Regine bidrager flot med sine breve ude fra øerne. Men Garff interesserer sig egentlig ikke rigtig for hende, hverken som kvinde eller menneske i anden forstand end som én, der er groet ud af Kierkegaards korpus af tekster. ' Regines gåde' er som en bog om Regines gåde forbløffende fattig, fordi der egentlig ikke er nogen gåde - og heller ikke behøver at være nogen jf. reglen om de rasende elskere. Georg Brandes var den første, som for alvor interesserede sig for Regine, og gentlemanen Garff lader ham få bogens første ord. Brandes fortæller i sit ' Levned' om, hvordan han i sine unge dage besøgte ægteparret Schlegel og iagttog fruen: »Hun var for mig som usynligt mærket; thi hun havde som pur ung været elsket af en stor Mand. Hun viste sand velvilje, hjertelig imødekommen. Men udbyttet ved at kende hende var ikke stort; dertil var hun alt for selskabelig urolig«. Når man har læst disse tre linjer af Georg Brandes, har man allerede læst hele Joakim Garffs bog. Den er et afsluttende, uvidenskabeligt efterskrift.

Dagens hjertegåde

Bjørns Bredals 5 Politiken-hjerter til Peter Tudvads Kierkegaard-roman Forbandelsen, ingen steder en ærligt begejstret smagsdom.

I stedet ironisk underrubrik:

Peter Tudvad har skrevet en grusomt lærd teologisk roman om Søren Kierkegaard.

Forbeholden og formel overordnet ros nede i brødteksten: 

Romanen er imponerende, omfangsrig og fyldt med indsigt, en flot frugt af et helt livs lidenskab for dette stof. Man kan læse den som en storslået introduktion til eller indøvelse i Kierkegaard, især hvis man sørger for at stå af lige der, hvor Tudvad forvandler titlens religiøse ’Forbandelse’ til en mere fantasifuld ’Forbrydelse’.

Imponerende, omfangsrig, fyldt med indsigt, flot frugt, storslået introduktion eller indøvelse - jamen, jamen, jamen, det skal forestille at være en roman, kunstværker giver man ikke flidspræmier; og slutningen skal vi åbenbart springe over!

Ikke mindre uentusiastisk og formumlet ros længere nede:

Romanen vokser frem som en kierkegaardsk katekismus, hele grundmaterialet er der, sygdommen til døden, pælen i kødet, realisere det almene, hin enkelte, Abraham, Isak og jøden Goldschmidt samt en hær af æstetikere, etikere og præster. Tror de på noget? Gør Kierkegaard? Gør Tudvad? Det lykkes faktisk Tudvad over lange stræk at give nærvær og ånde til et drama, som handler om Kierkegaards teologi og papirer. Det er i høj grad Kierkegaardslægtens historie, der fortælles, med faderen, den rige uldhandler, som altdominerende figur og frygteligt billede på Vorherre. Det vil ikke overraske læsere af hverken Kierkegaard eller litteraturen om ham, at ’Forbandelsen’ er den skyldfølelse, som løber i slægten, efter at faderen som lille dreng gik ud på heden og forbandede Gud. Alle i familien dør, og måske er det faderens skyld? Tudvad fortæller Kierkegaards historie ganske klassisk, og kærlighedshistorien med Regine står selvfølgelig centralt. Erotik og religiøsitet er stærkt beslægtede størrelser, og Kierkegaard er en seksualforskrækket forfører af djævelske dimensioner. Tudvads ærinde er at føre forførelsen tilbage til det teologiske og det teologiske til slægtens forbandelse, alt mens han sætter scener, serverer replikker, skriver roman og udfolder et storslået galleri af personer omkring Kierkegaard.

To utvetydigt rosende ord: Nærvær og ånde - men hvordan, hvorledes? Mens ingen vil overraskes af tesen/plottet, og alt andet også ligner og præsenteres som gammelkendt stof. Og hvad gør et persongalleri storslået? At det består af virkelig storslåede virkelige mennesker, Grundtvig og co.?

Endelig og afslutningsvis skarp kritik:

Personligt var jeg gerne blevet hos (broren) Peter og hans sørgelige søn Poul hele romanen igennem og lukt ind i deres sindssyge, for Tudvad har godt fat om disse tragiske figurer, der virkelig vækker fantasien og identifikationen, mens Søren jo har skrevet det hele om sig selve bedre, end nogen andre kan. Det er romanens styrke og svaghed, at den ligger så tæt på Kierkegaards egen teologiske mytologi, som Tudvad kender ned til mindste kladdehæfte. Og det er både spændende og trættende at følge al den topologi, alt det om steder og huse og miljøer og gadehjørner i Kierkegaards København samt i Aalborg, Berlin og på heden, ja man tror det næppe. Tudvad kender det hele så fortvivlet godt og skriver om det, så det næsten er for meget af det gode.

Det ligner en anmeldelse til rimeligvis 3 hjerter og allerhøjest 4, men bogen er på forhånd, pga. sin omfangssrige imponade, regnet ud til at fortjene 5, så det retter Den Politikenske Anmeldelsesskabelon automatisk til.

Bjørn Bredal er en punkteret firkant er ikke mig, nej, nej, nej

Jeg ærgrer mig over, at min positive anmeldelse af Peter Asmussens roman Det Der eR (der uden jeg havde tænke over det STRUKTURELT var ligedannet med min positive anmeldelse af Asmussens hustru Juliane Preislers roman Svaneø: Jeg synes ikke bogen er noget INDTIL!) til forveXling ligner Bjørn Bredals anmeldelse af romanen i Politiken (og jeg kan ikke huske hvis anmeldelse i Information og givetvis også de anmeldelser, der måske har været i Kristeligt Dagblad, Berlingske, JP, som jeg ikke har læst): Fin, sugende tyst og melankolsk roman om Østtyskland. Jeg skulle alligevel have nævnt det SÆRE afsnit (særere end hele Preislers pænt, men også pænt som i nydeligt mærkelige roman), der er både en totalt undtagelse og i min læsning højdepunktet, og fra hvilket jeg hentede min anmeldelses så godt som uforståelige overskrift (der var højdepunktet i den, anmeldelsen altså), "En fjeder i horisonten", hvor brev/notat-skriveren Renate som fødselsdagsgave forærer sin adressat Tom "fire små historier som jeg skrev på universitetet. De skal forestille at være sovjetisk konstruktivisme, men de er mest for sjov. Tillykke." De minder måske mere om litterære formateringer af Picabias og Duchamps DADAISTISKE maskinbilleder, og jeg ved jo ikke om, det er ældre tekster, som Asmussen har skrevet til skrivebordsskuffen som Asmussen, eller om de er skrevet direkte til romanen som Renate, men de er overordentlig originale og burde nok have stået i Hvedekorn, men smukt fucker de momentant den perfekte grå roman op:

1

Ude i horisonten på en lille fjeder, fæstnet til et lille hjul, sidder en kvinde. Eller er det en mand. Det er svært at se på denne afstand. der er i hvert fald en fjeder. Og fra denne fjeder strækker en lille aksel sig op til solen. Det er en såre simpel mekanisme. Når fjederen giver et lille klik, flytter kvinden, eller er det en mand, sig. Fra manden, eller er det en kvinde, går en lille aksel til horisonten og ikke blot til solen, som derfor ikke, som man skulle tro, bevæger sig synkront med mandens eller kvindens bevægelser, men derimod styres af horisontens faldende eller stigende bevægelse. Nogle ville kalde dette en mandeopgang _ eller kvindeopgang - men det har ikke set rigtigt efter, ikke forstået at den tilsyneladende forbindelse mellem manden eller kvindens eller solens bevægelser ikke er reel: Bag den lille fjeder går endnu en lille aksel forbi horisonten op til et tandhjul. Og dette tandhjul bevæges af noget man kun kan betegne som et naturfænomen.

Hovsa, jeg spilder lige biografisme ud over det hele

Bjørn Bredal anmelder Klaus Rifbjergs nye roman Nøleren, der udkommer mandag, på forsiden af Politikens 2. sektion og ret præcist halvvejs inde begynder han at læse massivt biografistisk, hvilket kan være en ærlig, men beskidt sag, men da ikke, når man som Bredal koketterer med, at det slet ikke er noget, man bryder sig om at gøre, men der er bare ikke nogen vej udenom, at man ikke kan lade være: Derfor "nøjes" han med to lange citater og et kort fra en erindringsbog af Niels Barfoed, der "har temmelig mange træk til fælles med figuren 'Nikolaj'", vs. et enkelt citat fra selve romanen, hvor personen NB hedder Nikolaj og ikke - som en person faktisk gør i Marts 1970 - Niels Barfoed, det er ikke at biografistisk nøjes, det er at gå biografistisk amok, og det er dermed en totalt forloren-mudret sag:

NU ER DET måske lidt tøset af fortælleren sådan at lade andre sige ' sandhederne', så vi surmuler lidt og forlader et øjeblik romanen for at træde ud i virkeligheden.  Her findes et menneske ved navn Niels Barfoed, kendt kritiker, litterat, doktor på en afhandling om Don Juan og forfatter til en lang rækker bøger i alle genrer, senest biografien ' Manden bag helten' om grønlandsfareren Knud Rasmussen. Niels Barfoed har sandt at sige temmelig mange træk til fælles med figuren ' Nikolaj' i ' Nøleren', mens ' Nøleren' selv har meget til fælles med Rifbjerg, uden at der selvfølgelig er et en til en-forhold mellem nogen af størrelserne. I hvert fald er der jo byttet lidt rundt på faktorernes orden, så kunstneren er ham, der har brudt forholdet, mens kritikeren er ham, der fortæller ( men altså derved egentlig alligevel er kunstneren).Nå, personligt har jeg aldrig fundet fornøjelse ved at gå rundt med skæg og blå briller og dirke nøgleromaner op, så jeg tror, jeg vil nøjes med et par citater fra Niels Barfoeds erindringsbog fra 2007 med den sigende titel ' Farvel så længe!'.

Café hans bare røv på komedie

Jeg troede lige at overskriften på Bjørn Bredals - lad os være flinke og kalde den - rapsodiske 4 hjerter-anmeldelse af Benn Q. Holms nye roman Byen og vandet i Politiken i dag - "Alle veje fører til Dan Turèll" - sammenlignede BQH med DT, men så læste jeg nærmere efter og opdagede, at det er Café Dan Turèll, BB - helt anderledes rimeligt! -  sammenligner BQH med, og så faldt jeg ned igen.

Et passende fåret ordspil

Bjørn

bræge. verb. -r, -de, -t/ 1. frembringen af lange, høje lyde som et får el. en ged. gederne bræger - et brægende lam. brægen/ synge på en langtrukken og uskøn måde. koret blev ved at stå og bræge. brægen/ bræg-e - et fællesnordisk lydord besl. m. norsk breke, svensk bräka; muligvis besl. m. brag
dal