Syreregn
findes slet
ikke,
det er
bare de
udendørs
dråber, der
falder helt
grønne af
misundelse
på de
indendørs,
der ekstatisk
og helt klart
strømmer
mod dig
under
bruseren,
som også jeg
splintres helt
og aldeles
af kun at
forestille mig
Viser opslag med etiketten Valentinsdag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Valentinsdag. Vis alle opslag
søndag den 14. februar 2016
Carsten VALENTIN JørgensensS DAG
SPILDE BEDRIFTER
En syndflod af spildte bedrifter
et vognlæs af døde ideer
en digter der flæbende skrifter
et intet ingen andre ser
Et hav af panik uden mæle
en skipperskrøne ingen tør tro
en ghetto på gloende pæle
et Herrens hus hvor ingen vil bo
Mit livs lys er ude at svømme
min næste er gået til ro
jeg står ved en korsvej
& savner dem begge to
Jeg længes mod nul efter noder
længes efter nok et nej
mens alle dine støvede kustoder
længes efter dit og dig
Mit livs lys er ude at svømme
min næste er gået til ro
jeg står ved en korsvej
& savner dem begge to
(OG BARE EN ENKELT NY SANG AF C.V.!)
et vognlæs af døde ideer
en digter der flæbende skrifter
et intet ingen andre ser
Et hav af panik uden mæle
en skipperskrøne ingen tør tro
en ghetto på gloende pæle
et Herrens hus hvor ingen vil bo
Mit livs lys er ude at svømme
min næste er gået til ro
jeg står ved en korsvej
& savner dem begge to
Jeg længes mod nul efter noder
længes efter nok et nej
mens alle dine støvede kustoder
længes efter dit og dig
Mit livs lys er ude at svømme
min næste er gået til ro
jeg står ved en korsvej
& savner dem begge to
(OG BARE EN ENKELT NY SANG AF C.V.!)
fredag den 12. februar 2016
Det er først Valentinsdag på søndag
og det er alligevel en kommerciel amerikansk fidus af den slags, som Sven Wernström skrev børnebøger imod (Peter Fidus?) i 70'erne, men altså, jeg læste lige den bedste tekst om en affære, der nægter at forblive en affære, af den amerikanske digter Eileen Myles, som du lige har færdiglæst en hel bog af, Chelsea Girls, som du nu har lagt ind til mig (efter jeg havde sendt dig linket til teksten for en times tid siden), og sådan begynder den:
"I met this really beautiful woman at an artist colony and we had a terrific affair and if you don’t know it colonies are good for work or no work and this was a no work summer. She lived with someone back in the city so the understanding was that after our time at the colony we wouldn’t be lovers anymore but you know I do kind of believe happy people don’t have affairs. I left the colony first then she did. It was October and we had still never spoken. That was the plan and I was okay with it. I’d take long walks with my dog and I told everyone I could about the wonderful beautiful affair I had had that summer and it excited me the telling but the thing was totally done. I went to the dog run one day and I saw a woman from out of town that I knew and I told her as I would tell anyone that fall all about my love. This woman was a martial artist so of course in her body and her mind she had wonderful powers. Her powers had something to do with geomancy and the earth and balance. She was kind of a warrior witch — and a writer too. She looked at me after I had told her my story and she said and you haven’t called her. She looked deep into my eyes. No I said. She tipped her head just slightly as if her whole musculature was a question mark that dug deep into my spinal column or something. It was everything I could do to stay still and not return that powerful curl. It was doglike and she was the master and we parted in silence soon after that moment. Perhaps that isn’t true. I walked up the steps of my apartment building where I still live and I called the colony lover at work. She was stunned and our conversation was filled with deep pregnant pauses and of course we made a date.
And soon we were at it again, that hot incredible love was on in full force and soon she left her girlfriend in Brooklyn and moved into an apartment close to me and we continued our incredible love. There was a path, just a paved trail between those tall apartment buildings on First Ave connecting my major block (First) with hers which was A and we called it the path because it was an eerie non urban feeling connection between my dwelling and hers, it was part of the fairy tale of our love and we would cross it at all times of day and night sometimes carrying food, sometimes just carrying us and even my dog who was deeply loved by everyone at this time. Rosie basked in our love. But wait none of this has actually happened yet. (...)"
"I met this really beautiful woman at an artist colony and we had a terrific affair and if you don’t know it colonies are good for work or no work and this was a no work summer. She lived with someone back in the city so the understanding was that after our time at the colony we wouldn’t be lovers anymore but you know I do kind of believe happy people don’t have affairs. I left the colony first then she did. It was October and we had still never spoken. That was the plan and I was okay with it. I’d take long walks with my dog and I told everyone I could about the wonderful beautiful affair I had had that summer and it excited me the telling but the thing was totally done. I went to the dog run one day and I saw a woman from out of town that I knew and I told her as I would tell anyone that fall all about my love. This woman was a martial artist so of course in her body and her mind she had wonderful powers. Her powers had something to do with geomancy and the earth and balance. She was kind of a warrior witch — and a writer too. She looked at me after I had told her my story and she said and you haven’t called her. She looked deep into my eyes. No I said. She tipped her head just slightly as if her whole musculature was a question mark that dug deep into my spinal column or something. It was everything I could do to stay still and not return that powerful curl. It was doglike and she was the master and we parted in silence soon after that moment. Perhaps that isn’t true. I walked up the steps of my apartment building where I still live and I called the colony lover at work. She was stunned and our conversation was filled with deep pregnant pauses and of course we made a date.
And soon we were at it again, that hot incredible love was on in full force and soon she left her girlfriend in Brooklyn and moved into an apartment close to me and we continued our incredible love. There was a path, just a paved trail between those tall apartment buildings on First Ave connecting my major block (First) with hers which was A and we called it the path because it was an eerie non urban feeling connection between my dwelling and hers, it was part of the fairy tale of our love and we would cross it at all times of day and night sometimes carrying food, sometimes just carrying us and even my dog who was deeply loved by everyone at this time. Rosie basked in our love. But wait none of this has actually happened yet. (...)"
lørdag den 16. februar 2013
Forsinket Valentin-sms fra 1841
udateret (1841) - til Regine Olsen
Min Regine!
I dette Øieblik er jeg færdig med den Recension, der idag skal afleveres. Du troer dog velikke, at det er fordi jeg har Pennen i Haanden, jeg ligsom benytter Leiligheden og skriver dig til ved Leilighed. Dersom du kunde see de Kragetæer, der under en jadsket Convolut afgaae til S.T. Høiærværdige Hr Hofprædikant Dr. Münter R. af D. og D:M:, Medlem af Directionen for Pastoralseminariet o:s:v o:s:v; dersom du kunde see, hvor megen Umage jeg gjør mig for at skrive læseligt, med hvor megen Glæde min Haand tegner hvert Bogstav, dersom du kunde see hvor den hviler på Papiret og med hvor meget Eftertryk den stundom dvæler, hvor overgiven den stundom udslynger et Sving, der dog ikke farer vild, men bøier sig tilbage og omslutter Ordet - da vilde du vide, at jeg tænker paa dig og jeg i Pennens Bevægelser seer langt betydningsfuldere Gestikulationer.
Min Regine, Du vil saa gjerne høre dette Navn, jeg vil saa gjerne bruge det, og dog forbinde vi maaske forskejllige Forestillinger dermed. Du forbinder maaskee den ydmyge Tanke dermed, at Du er saaledes, som jeg ønsker Du skal være, det Billedes Sandhed, som min Længsel søgte - og jeg jeg forbinder dermed, den stolte Tanke, at du tilhører mig, ikke i et flygtigt Øieblik, ikke deelviis men heel og altid. Og dog er jeg atter ikke stolt; thi hvad har jeg uden hvad der blev mig given. Hvis det havde været mig muligt at "bedaare" Dig, hvis jeg i egoistisk Tilfredshed kunde kalde Dig min, o! hvor fattig vilde jeg da ikke være i min Rigdom, og hvorfor forfængelig vilde ikke min Glæde være; thi kun den, der er fri, kan bortgive sig, og jo firere han er jo Mere har han at ødsle med. Hvergang jeg derfor kalder Dig "min", da er det fordi jeg paa ny forvisser mig om den Overflod, jeg besidder, Du har et Øieblik revet dig løs fra mig, for atter at slutte dig endnu tættere til mig. Den, der eier sig selv, eier den største Rigdom, om En end eiede al Verden, kunde han dog ikke være saa Ødsel som den, der bortgiver sig selv. Mange vilde maaske ikke kunde begribe dette, men i mine Øine er Du rigere end hele Verden, har større Overlod end østerlandske Fyrster, er - min Regine - ødslere og gladere ved at ødsle end Nogen anden kan være det.
Maaskee tænker du i dette Øieblik paa mig, jeg staaer maaske ikke tydeligt og bestemt for Dig, men din Bevidsthed dæmrer i Stemning. Ogsaa i den er jeg til stede. Jupiter forvandlede sig til en Sky for at besøge Io, ogsaa da naar du forflygtiger mig i en Sky, ogsaa da er jeg
din S.K.
- fra Bind 28 af S'ren Kierkegaards Skrifter, Breve / Dedikationer, netop udkommet
Min Regine!
I dette Øieblik er jeg færdig med den Recension, der idag skal afleveres. Du troer dog velikke, at det er fordi jeg har Pennen i Haanden, jeg ligsom benytter Leiligheden og skriver dig til ved Leilighed. Dersom du kunde see de Kragetæer, der under en jadsket Convolut afgaae til S.T. Høiærværdige Hr Hofprædikant Dr. Münter R. af D. og D:M:, Medlem af Directionen for Pastoralseminariet o:s:v o:s:v; dersom du kunde see, hvor megen Umage jeg gjør mig for at skrive læseligt, med hvor megen Glæde min Haand tegner hvert Bogstav, dersom du kunde see hvor den hviler på Papiret og med hvor meget Eftertryk den stundom dvæler, hvor overgiven den stundom udslynger et Sving, der dog ikke farer vild, men bøier sig tilbage og omslutter Ordet - da vilde du vide, at jeg tænker paa dig og jeg i Pennens Bevægelser seer langt betydningsfuldere Gestikulationer.
Min Regine, Du vil saa gjerne høre dette Navn, jeg vil saa gjerne bruge det, og dog forbinde vi maaske forskejllige Forestillinger dermed. Du forbinder maaskee den ydmyge Tanke dermed, at Du er saaledes, som jeg ønsker Du skal være, det Billedes Sandhed, som min Længsel søgte - og jeg jeg forbinder dermed, den stolte Tanke, at du tilhører mig, ikke i et flygtigt Øieblik, ikke deelviis men heel og altid. Og dog er jeg atter ikke stolt; thi hvad har jeg uden hvad der blev mig given. Hvis det havde været mig muligt at "bedaare" Dig, hvis jeg i egoistisk Tilfredshed kunde kalde Dig min, o! hvor fattig vilde jeg da ikke være i min Rigdom, og hvorfor forfængelig vilde ikke min Glæde være; thi kun den, der er fri, kan bortgive sig, og jo firere han er jo Mere har han at ødsle med. Hvergang jeg derfor kalder Dig "min", da er det fordi jeg paa ny forvisser mig om den Overflod, jeg besidder, Du har et Øieblik revet dig løs fra mig, for atter at slutte dig endnu tættere til mig. Den, der eier sig selv, eier den største Rigdom, om En end eiede al Verden, kunde han dog ikke være saa Ødsel som den, der bortgiver sig selv. Mange vilde maaske ikke kunde begribe dette, men i mine Øine er Du rigere end hele Verden, har større Overlod end østerlandske Fyrster, er - min Regine - ødslere og gladere ved at ødsle end Nogen anden kan være det.
Maaskee tænker du i dette Øieblik paa mig, jeg staaer maaske ikke tydeligt og bestemt for Dig, men din Bevidsthed dæmrer i Stemning. Ogsaa i den er jeg til stede. Jupiter forvandlede sig til en Sky for at besøge Io, ogsaa da naar du forflygtiger mig i en Sky, ogsaa da er jeg
din S.K.
- fra Bind 28 af S'ren Kierkegaards Skrifter, Breve / Dedikationer, netop udkommet
Abonner på:
Opslag (Atom)
