Jens Blendstrup er valgt som årets forfatter i Korsør Nøglen

Antikke Korsør-disninger

tilegnet min ven i hans fraværsvind / fra Joakim Garffs nye bog Regines gåde, Kierkegaards eks-forlovede er på vej til Vestindien med sin husbond, og intet er uvigtigt for Garff:

Regine, Frits, Thilly og Josephine tilbagte hele tre dage i Korsør, "denne ikke just interessante By", som Regine bemærker i sit brev og næppe helt med urette. Siden middelalderen havde Korsør været det trafikale knudepunkt mellem landsdelene og var derfor præget af dette lidt lurvede og provisoriske, der tit kendetegner Provinsbyer. Oehlenschläger kaldte Korsør for den "underlige, blandede" by og karakteriserede den med så forskellige ord som "sørgelig", "mørk" og "comisk". Med et indbyggertal i 1855 på omkring 2000 kunne Korsør da også vanskeligt kaldes en metropol.
  Frits og Regine følte sig ikke fristet til at tage byen i nærmere øjesyn, og forblev på deres hotelværelse. For at fordrive ventetiden, begyndte Regine som nævnt at skrive et "Brev i helt Arks Format" (...)

Som Jens gør i samme by hver eneste dag ...

Foruroligende nyt fra Korsør Kalenderen 2011

Det er lidt rystende at indrømme det, men min rastløshed er aftagende, vi falder mere og mere til. Det er rædselsfuldt og rystende. Susi, vores hund, er blevet venner med en løbsk høne. Og får vi ved af det, er vi vel blevet korsanere. Gisp! Så har sgu snart også noget på os. Forfatteren ... nåå, er det ikke ham med det uglede skæg. der ligner en sneil ornitolog fra Varde?

(...)

Korsør er en dejlig by. Fuld af meget forskellige mennesker. . På vores vej f.eks. bor der både flyttemænd og landmålere og lærere og taxichauffører og vinhandlere og arbejdsløse. Og det er sådan, en vej skal være. Jeg tro, hvis der er noget, jeg ikke brød mig om i København, var det enshed. Alle var på en eller anden måde ansat i et kreativt fag. Det var som et få sølvpapir på plomber at møde alle de kreative mennesker. Og det kan man ikke sige om Korsør. Det er på godt og ondt en by, der rummer alle slags mennesker, de fleste pendler, fordi det nu engang ikke er i byen, der er jobs. Det lyder som om jeg kender Korsør utroligt godt. Men det gør jeg ikke. Jeg er jo tilflytter. En luskefis fra Risskov ved Århus, der kom hertil. Og ærligt talt har det dejligt her.

MEN KØBENHAVN BRYDER SIG FRYGTELIGT OM DIG, JENS, OG ØNSKER SIG BRÆNDENDE AT RIVE DIG OP MED UÆGTE RODE FRA KARSEKLIPPEDE KORSØR, AT DU VED DET!

Landfast remse

karsehår
kirsebær

Korsør
kursfald

kæresteborger

Slagelse er Korsørs dæknavn

Mens jeg er på telefonen med Jens B - vi skal for første gang i jeg ved virkelig ikke hvor lang tid opføre Litterær Hypnose, onsdag morgen på Espergærde Gymnasium (for lærerne, ikke eleverne) - lukker jeg pakkeposten ind, modtager hans pakke og åbner den (med et vis besvær): to eksemplarer af Hvor lidt der skal til. En bog om Helle Helles forfatterskab, som jeg, mens jeg stadig taler med Jens, bladrer rundt i, og allerførst bladrer jeg selvfølgelig frem til mit eget bidrag, Minimalmaratonen, og det første, jeg læser, er regibemærkningen "[2:15 ringer Slagelse-borgeren Jens B sin nød fra Frodegruppe-festivitas på N'rrebro"; og skandalen er ikke "N'rrebro", der er en mærkelig fejl i en akademisk korrekturlæst tekst, men OK sjov og underlig jo, skandalen er, at jeg kalder kalder Korsør-borgeren Jens for Slagelse-borger, hvilket jeg mener, at jeg har gjort før, og hvad kan det nu hænge sammen med? måske bare at jeg til stadighed synes, det er for galt, at Jens ikke bor i København, og så kan det være hip som hap, hvilket fjernt, sjællandsk udsted, han faktisk bor i, og på mine fordommes Sjællandskort er og lyder Slagelse den betydelige grad tristere end Korsør, og det er så den måde, jeg straffer Jens for at være flyttet fra byen på: at flytte ham endnu længere eller måske rettere mørkere væk i mit hoved, og det er ikke mig, der skal ondt tidligt af sted i morgen.

Nå ja, da jeg havde sagt farvel til Jens, stod jeg og bladrede lidt mere i bogen = mit eget bidrag, som jeg skiftevist glædede og græmmede mig over, som man jo gør, og der var altså ikke gået syv minutter, da telefonen ringer igen, og det er atter Jens, der i lige præcis den mellemtid har skrevet det første af sine 3 postkort til showet i morgen, og det var slet ikke dårligt, og hvor føltes det bare idiotisk ydmygende: at mens jeg bare stod og skriftspejlede mig, producerede han effektiv nyskrift, men det er ikke mig, der skal ondt tidligt af sted i morgen.