Bjørns Bredals
5 Politiken-hjerter til Peter Tudvads Kierkegaard-roman
Forbandelsen, ingen steder en ærligt begejstret smagsdom.
I stedet ironisk underrubrik:
Peter
Tudvad har skrevet en grusomt lærd teologisk roman om Søren Kierkegaard.
Forbeholden og formel overordnet ros nede i brødteksten:
Romanen er
imponerende, omfangsrig og fyldt med indsigt, en flot frugt af et helt livs
lidenskab for dette stof. Man kan læse den som en storslået introduktion til eller indøvelse i
Kierkegaard, især hvis man sørger for at stå af lige der, hvor Tudvad
forvandler titlens religiøse ’Forbandelse’ til en mere fantasifuld
’Forbrydelse’.
Imponerende, omfangsrig, fyldt med indsigt, flot frugt, storslået introduktion eller indøvelse - jamen, jamen, jamen, det skal forestille at være en roman, kunstværker giver man ikke flidspræmier; og slutningen skal vi åbenbart springe over!
Ikke mindre uentusiastisk og formumlet ros længere nede:
Romanen vokser frem som en kierkegaardsk katekismus, hele grundmaterialet er
der, sygdommen til døden, pælen i kødet, realisere det almene, hin enkelte,
Abraham, Isak og jøden Goldschmidt samt en hær af æstetikere, etikere og
præster. Tror de på noget? Gør Kierkegaard? Gør Tudvad? Det lykkes faktisk Tudvad over lange stræk at give nærvær og ånde til et
drama, som handler om Kierkegaards teologi og papirer. Det er i høj grad Kierkegaardslægtens historie, der fortælles, med faderen,
den rige uldhandler, som altdominerende figur og frygteligt billede på
Vorherre. Det vil ikke overraske læsere af hverken Kierkegaard eller litteraturen om
ham, at ’Forbandelsen’ er den skyldfølelse, som løber i slægten, efter at
faderen som lille dreng gik ud på heden og forbandede Gud. Alle i familien dør, og måske er det faderens skyld?
Tudvad fortæller Kierkegaards historie ganske klassisk, og
kærlighedshistorien med Regine står selvfølgelig centralt. Erotik og
religiøsitet er stærkt beslægtede størrelser, og Kierkegaard er en
seksualforskrækket forfører af djævelske dimensioner. Tudvads ærinde er at føre forførelsen tilbage til det teologiske og det
teologiske til slægtens forbandelse, alt mens han sætter scener, serverer
replikker, skriver roman og udfolder et storslået galleri af personer
omkring Kierkegaard.
To utvetydigt rosende ord: Nærvær og ånde - men hvordan, hvorledes? Mens ingen vil overraskes af tesen/plottet, og alt andet også ligner og præsenteres som gammelkendt stof. Og hvad gør et persongalleri storslået? At det består af virkelig storslåede virkelige mennesker, Grundtvig og co.?
Endelig og afslutningsvis skarp kritik:
Personligt var jeg gerne blevet hos (broren) Peter og hans sørgelige søn Poul hele
romanen igennem og lukt ind i deres sindssyge, for Tudvad har godt fat om
disse tragiske figurer, der virkelig vækker fantasien og identifikationen,
mens Søren jo har skrevet det hele om sig selve bedre, end nogen andre kan. Det er romanens styrke og svaghed, at den ligger så tæt på Kierkegaards egen
teologiske mytologi, som Tudvad kender ned til mindste kladdehæfte. Og det er både spændende og trættende at følge al den topologi, alt det om
steder og huse og miljøer og gadehjørner i Kierkegaards København samt i
Aalborg, Berlin og på heden, ja man tror det næppe. Tudvad kender det hele så fortvivlet godt og skriver om det, så det næsten er
for meget af det gode.
Det ligner en anmeldelse til rimeligvis 3 hjerter og allerhøjest 4, men bogen er på forhånd, pga. sin omfangssrige imponade, regnet ud til at fortjene 5, så det retter Den Politikenske Anmeldelsesskabelon automatisk til.
