Genganger på Tunesia Bar

I Kirsten Thorups forfatterskab går personer, steder, episoder igen i et væk.

Dette slående sammenfald - i visse passager, markeret med fed af mig, decideret ord til andet - mellem Erindring om kærligheden, 2016, og Bonsai, 2000 (Thorups egen yndlings-KT-bog ifølge interview i Politiken: "Hvilken er forfatterens favorit? »’Bonsai’ ligger mig nær, og det gør den nyeste også altid«. Hvorfor er ’Bonsai’ så vigtig? »Det handler om følelser og form. Efter tre lange romaner vidste jeg, at det ville jeg ikke gentage, og jeg ville gerne eksperimentere mere med formen. Det har jeg også gjort med min seneste, hvor jeg har nedslag i tiden og i hovedpersonens liv«) har du, Cecilie, opsporet i din tilbundsgående gennemlæsning:

Fra Bonsai:

"3/7 66

Jeg har fundet et sted, som jeg holder meget af. Det hedder Tunesia Bar. Jeg kommer der, fordi der mange udlændinge. Jeg kan godt lide at snakke med fremmede og høre om, hvordan folk lever i deres hjemlande. de har allesammen rejst vidt omkring og kender verden. Jeg lærer meget af dem. Nu da jeg er holdt op på universitetet (til jeres store bekymring) er Tunesia Bar mit universitet. Jeg sidder og nipper til min sodavand. Jeg har ikke råd til at drikke til restaurationspriser, men siger ja tak, hvis jeg bliver budt.
  I lørdags kom en udenlandsk mand hen til mig og spurgte høfligt, om han måtte sætte sig ved mit bord og købe en drink til mig. Da han kom tilbage med drinken, lagde han sin hånd over min og spurgte, om jeg ville gå med ham hjem. Men kunne han ikke se på mig, at jeg var gift? Og hvorfor havde han lige netop valgt mig og ikke en af de andre kvinder, der sad på Tunesia Bar og ventede på at blive budt op til en dans, som ville rive dem ud af ensformigheden og opfylde en drøm om nærhed og troskab?
  Han sagde, at han havde spurgt flere før mig og fået afslag, og han havde knapt turdet se på mig, så pinligt var det for ham endnu en gang at bede en ukendt kvinde om noget så stort som at være hans gæst. Men så meget havde han se, at jeg var godheden selv. Men jeg vidste jo slet ikke, hvordan man bar sig ad med at være god, sagde jeg og undgik hans blik.
  Jeg tog med ham hjem. Udelukkende fordi han bad mig om det, og fordi hans øjne var bedrøvede. Han boede i et værelse på en loftsgang, et lille rum på tolv kvadratmeter med bræddevægge af råt, ubehandlet træ. (I ryster nok på hovedet af sådanne boligforhold): Han bød mig på te og søde kager og spillede musik, som slyngede sig opad mod loftet i bløde spiraler. Vi sad på gulvet på store spraglede puder. Sengen var det eneste møbel.
 (...)
  Han sagde, at han aldrig ville kunne gifte sig med en europæisk kvinde, for han respekterede ikke de europæiske kvinder. Hans eget lands kvinder var smukkere, blidere. De var rigtige kvinder, der ventede på manden indtil bryllupsnatten. De europæiske var kun halvkvinder med et sexliv som mænd. Han ville ikke gå i seng med en af sine egne kvinder og bagefter forlade hende. Han ville først gifte sig med hende og så indtage bryllupsnatten som et længe ventet festmåltid. Han syntes det var synd for de europæiske kvinder. han havde medlidenhed med dem. De havde mistet mandens beskyttelse.
  Jeg sagde, at jeg ikke behøvede mandens beskyttelse. Jeg var en fri kvinde. Men når han talte til mig på den måde om europæiske kvinder, som om vi slet ikke var mennesker, men kødstykker han kunne kassere, når han blev træt af smagen, skulle han ikke kommer for tæt på mig, men jeg ville selvfølgelig overholde vores overenskomst, indtil han havde lært mig at kende i dybden."

Fra Erindring om kærligheden:

"Hver fredag og lørdag aften tilbragte jeg på Tunesia Bar for at møde interessante mennesker og danse til levende musik på det firkantede dansegulv. Jeg havde gennemført en streng slankekur: afkog af kartoffelskræller og ingefærte. Kiloene var raslet af mig sammen med angsten for at færdes udendørs. Den sorte BMW holdt ikke længere på den anden side af gaden. Jeg var igen begyndt at pleje mit udseende og lægge makeup, før jeg forlod min lejlighed. Der var som regel propfuldt på Tunesia Bar. Jeg sad klemt inde ved det store runde midterbord i selskab med flygtige bekendtskaber. Uden at jeg havde lagt mærke til det, havde parrene forladt bordet for at danse. Jeg var alene tilbage med en mørklødet udenlandsk mand som der mange af på Tunesia. Han sad længe og så ned i ølglasset foran sig. Pludselig rettede han sig op og spurgte høfligt og stilfærdigt, om han måtte købe en drink til mig. Jeg var endnu for medtaget til at kaste mig ud i en tilfældig kærlighedsaffære, men ville ikke afvise hans venskab og sagde ja tak. Musikken var så høj, at vi kun kunne tale sammen i pauserne, for han talte et dansk jeg havde svært ved at forstå.
  Han rykkede nærmere og lagde sin hånd over min og sagde at han ville blive sendt ud af landet, medmindre han kunne finde én der ville gifte sig med ham. Jeg spurgte hvorfor han havde valgt lige netop mig som sin fortrolige og ikke en af de andre kvinder der sad på Tunesia Bar og ventede på, at noget skulle ske, noget som ville rive dem ud af ensomheden og opfylde en drøm om nærhed. Han sagde, at han havde spurgt flere før mig og fået afslag, og at han knap nok turde se på mig, så pinligt var det for ham endnu en gang at bede en kvinde om noget så stort. Men så meget havde han set, at jeg havde et godt hjerte. Det kom helt bag på mig at hans betroelse var et frieri, og jeg bad om betænkningstid. Jeg var ikke færdig med den mand som jeg kort før afskeden med TL havde troet jeg skulle have et barn med.
  Nogle uger efter blev vi gift på Københavns Rådhus (...)
Jeg var helt uforberedt på at han bagefter ville bebrejde mig at jeg brugte ses som et følelsesmæssigt kyskhedsbælte.
  Han sagde at han aldrig for alvor ville gifte sig med en europæisk kvinde, for han respekterede ikke europæiske kvinder. Kvinderne i hans hjemland var smukkere, blidere. De var rigtige kvinder der ventede på manden indtil bryllupsnatten. Europæiske kvinder kun halvkvinder med et sexliv som mænd. Han syntes det var synd for os europæiske kvinder at vi havde mistet mandens beskyttelse. Jeg sagde at jeg ikke behøvede en mands beskyttelse. Jeg klarede mig fint uden mænd. Og han skulle ikke tro at han i sin kvindeforagt var så meget anderledes end europæiske mænd. Hvis han gik i seng med mig uden at respektere mig, så var det fordi han ikke respekterede sig selv. Den logik var kvindelogik, sagde han og lo højt. Hvorfor havde han brudt proformaægteskabets spilleregler ved at blive personlig overfor mig? Og hvis han ingen respekt havde for europæiske kvinder, hvorfor rejste han så ikke bare hjem og giftede sig med en af sit hjemlands vidunderlige kvinder? spurgte jeg og ramte med vilje hans ømmeste punkt.
  Jeg havde også brudt spillereglerne ved at gå i seng med ham, råbte han."

Foto af nu forsvundne Tunesia Bar (fra 1993): Hanne Fabricius, Istedgade. Porten til Vesterbro, 2014 - tak for lån

For et øjeblik siden

på scenen i Helsinki (video på dette link)

"Det er meget overvældende og en stor ære. Jeg vil gerne takke juryen for at have valgt Erindring om kærligheden. Det er meget uvirkeligt at stå her, på denne scene og i denne store sal, som i et beskyttelsesrum, afskåret fra verdens trængsel, afskærmet fra den rå virkelighed, som jo er litteraturens element. Litteraturen befinder sig derude, lige ude på den anden side af væggene og murene, ude i kulden og sneen. I katastrofelandskaberne, i ruinerne, i blæsten gennem gaderne, i hjemløsheden befinder litteraturen sig. I smerten og sorgen, i ekstasen og kærlighedsvanviddet, i menneskevrimlen og i de lykkelige og ulykkelige, i mørket og i lyset befinder litteraturen sig. Tusind tak, hjertelig tak for prisen.

For halvandet år siden

"Viceværten beskrev hende som utilnærmelig og asocial. Hun viste sig aldrig til beboermøderne eller den årlige sommerfest. Hun virkede mærkelig, nærmest uforskammet. Aldrig et venligt smil. Hun holdt sig for sig selv og ønskede åbenbart ikke kontakt med almindelige mennesker. Hun spillede lille og forsagt, men inde bag facaden følte hun sig højt hævet over sine naboer. Så afgjort et minus for fællesskabet i ejendommen, for ikke at sige ejendomsværdien. Den de troede var, om ikke helt som folk er flest, så dog ganske uskadelig, havde holdt dem for nar. Måske var det ikke første gang. Måke havde denne lejer haft et rend af subsistensløse udlændinge uden at det var blevet opdaget. Og hvor endte det hvis dette anarki fortsatte? Først nu så han det hele tydeligt. Hun var simpelthen skuespiller og havde taget dem alle ved næsen med sin foragt for fællesskabets skrevne og uskrevne love. Enten var man med flokken, eller også var man imod. Der var ingen mellemvej. Man måtte vælge. Og vlagte man fællesskabet, måtte man også være parat til at yde. Man kunne ikke bare flyde ovenpå og nyde godt af andres indsats for at vedligeholde deres dejlige fællesarealer. Han vidste med sikkerhed, at hun ikke havde deltaget i en eneste arbejdsweekend, hvilket understregede vigtigheden af at der blev statueret et eksempel. For fællesskabets skyld. De var ikke helt enige i opgangen og talte ikke med én stemme. Det stod enhver frit for at være uenig. delevede trods alt i et demokrati med demokratiske spilleregler."

Og - hov! - bagsideteksten, der er et romanreferat som faktisk poesi, meget vildt:

"Brudstykker af en kvinde       Ingenting andet end andres projektioner       Hun er den hendes yndlingslærere så i hende: en skuespiller
       Selvmordet som det prisme hvori livet spejler sig       Hun har efterladt sin sjæl i stjernetågen       En mors vanvid       "Kan man opdrage børn rigtigt og godt?"       Solen forvandlet til et kæmpebryst       Dråber af mælk hun ikke kan blive mæt af       En forelskelse der aldrig hører op       Et barn der er blevet voksent       Hun skulle forsvinde for at blive synlig       Ikke-eksistenser uden tag over hovedet       Afgrænset med visne grene som et sygt territorium       En datters desperation       Hun kan ikke tåle at miste mere       Desertør fra kunstens slagmark       Den mishandlede, udplyndrede stjerneplanet       Kroppe som bløde våben       Hendes dobbelte graviditet       Hun lægger forsigtigt hånden på sin datter mave       Så let om hjertet, så gennemsigtigt lykkelig       Så snart hun ankommer fremmed og hjemløs"

side 236-237 og 249-250 illustreret

i Kirsten Thorups Erindring om kærligheden:

(side 236-237 - På Statens Museum for Kunst (første gang den dag))

""Giv mig bare en almindelig billet," mumlede Tara. Hun følte sig beklemt og vidste ikke om hun skulle gå til højre eller venstre, til de permanente samlinger eller den aktuelle retrospektive udstilling med "De Unge Vilde" malere fra 80'erne. Dem havde hun ikke hørt om og var indstillet på at blive ført ind i den nyere kunsthistorie. Det kunne være kunstnere som Siri (Taras datter LB) kendte om ikke personligt, så dog kendte til som sine umiddelbare forgængere fra Kunstakademiet. Nogle af dem var måske ligefrem hendes forbilleder, tænkte hun monomant og gik ind i udstillingssalen. Malerierne var store og voldsomme og sprang nærmest ud af rammerne. Hun undgik at komme for tæt på dem. De skulle opleves på sikker afstand. Særlig et af malerierne, "Jeg er en kronhjort med syv takker",



- Nina Sten-Knudsen: Jeg er en kronhjort med syv takker,

tiltrak hende. Den bortvendte kornhjort trak voldsomheden / volden ind i billedet og ikke udad mod tilskueren. Et andet hed "Kniven på hovedet"



- Kehnet Nielsen: Kniven på hovedet

Hun tænkte meget over hvad den titel skulle betyde, ud over at der helt bogstaveligt var stukket em kniv ned i mandens stråhat. Om det var et særligt budskab til hende? Hun havde ikke bare én kniv, men mange knive i hovedet. En hel skov af knive. Store små, lange og korte, med brede og smalle blade. Nogle tynde som en syl, andre bare en lang nål. Der var en mærkelig fred i det billede trods de mange bevægelser, en række colaflasker og en hånd med elektroder. Hun behøvede egentlig ikke se mere, men gik pligtskyldigt videre til siderummet. Billederne lignede hinanden i deres energiske voldsomhed og sære titler. Hun følte sig berørt af dem. den manglende orden og mening, det voldelige kaos som hun genkendte i sit eget indre. Hun satte sig på en stol for at fordøje billederne der overvældede hende, som kom de fra hendes egen underbevidsthed.

(side 249-250 På SMK igen (anden gang den dag))

"Deres uenighed gav Tara mod på at blande sig diskussionen med et spørgsmål om det udstillede værker. "Hvad syens I om Kronhjorten der står og ser ud over landskabet som en konge over sit kongerige?" Rigmor (Siris "mentor" på Kunstakademiet LB) ventede på at Siri skulle svare Tara. Men hun stod lidt væk og havde tilsyneladende ikke hørt hendes spørgsmål. Rigmor rømmede sig for at tiltrække hendes opmærksomhed. Men hun bevægede sig søvngængeragtigt ind i udstillingens sidelokale. "Det er en parafrase over Friedrichs klassiske maler



- Caspar David Friedrich: Der Wandrerer über dem Nebelmeer

Manden der står med ryggen til beskueren og skuer ud over landskabet, er blevet til en kronhjort, symbolet på brunst og besiddelse, og som sådan er billedet et ironisk værk", begyndte hun og holdt samtidig øje med Siri. "Det originale motiv er meget elegant twistet", fortsatte Rigmor og skyndte sig videre ind i siderummet. Tara fulgte efter hende og snakkede til hendes ryg. "Betyder "et ironisk værk" at billedet rækker tunge ad ?" Rigmor gik uden at svare hen til Siri og spurgte om der var noget galt. Siri var afvisende og syntes ikke para til at diskutere mere med hende. Tara følte at det var hendes tilstedeværelse der gjorde Siri utilpas, og fortrød hun var gået med."

roman + savn

(i går aftes-grublende)

jeg savner dig,

jeg læser roman

en roman er et savn,
efter den verden, det rum, den tid, forestillet eller erindret (som om der var forskel), som virkelighed i samme nu

(denne her roman, jeg læser, handler så også extremt meget om savn, og jo mere den savner, jo grundigere og kaotiskere, den forbliver i savnet, jo bedre - jeg går ind for happy endings, men de skal ikke vare for længe, skal bare lige være hastige punktummer, som i nô-spil)

et savn er en roman,
hver gang, selvom det, på uret, kun varer kort