Alternativ nomineringsliste (x 2) til en hvilken som helst litteraturpris

inklusive WA's, undtagen Bukdahls Bet,i  alfabetisk rækkefølge, ét overlap (Thorup) med WA's liste (dette år blevet til uden live diskussion), det har jo været et EXCEPTIONELT rigt litterært år,

1. Solvej Balle: Om udregning af omfang I

2. Solvej Balle: Om udregning af rumfang II

3. Vibeke Grønfeldt: Glasluft

4. Ida Marie Hede: Suget

5: Hans Otto Jørgensen: Dead man walking / Mamrelund

6. Ursula Andkjær Olsen: Mit smykkeskrin

7. Asta Olivia Nordenhof: Penge på lommen (I)

8. Niviaq Rasmussen: Blomsterdalen

9. Anna Redder: Hindebæger

10. Kirsten Thorup: Indtil vanvid, indtil døden

Acceptable alternativer 1-10 (2 overlap med WA's liste (Madsen/Smith))

1. Emilio Alvarez (Peter Højrup): Rejsen til Asturien

2. Kristian Byskov: Græsset

3. Lars Frost: Havet (min anmeldelse var jo for helvede RELATIVT skuffet/undrende!)

4. Ida Holmegaard: Look

5. Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara

6. Peter Laugesen: Vadehave

7. Svend Åge Madsen: Fremtidsspejl

8.  Olga Ravn: Mit arbejde

9. Amalie Smith: Thread Ripper

10. Malte Tellerup: Hedeselskabet

Inhabilt, men objektivt tårnhøjt påskønnet: 

Cecilie Lind: Den nye spejltrådskaserne

Øvrige alternativer, blandet andet bøger af Kenneth Jensen, Peter Adolphsen, Sten Kaalø, Knud Steffen Nielsen, Niels Simonsen, Caspar Eric, Rakels Haslund Gjerrild, Sidsel Falsig Pedersen, Ursula Scavenius, Amalie Smith, Jonas Suchanek, Jens Smærup Sørensen, Caspar Eric, Harald Voetmann,  Shadi Bazeghi, Simon Grotrian, Sternberg, Martin Glaz Serup, Nicolaj Stochholm Jacob Lassen, Christoffer Thunbo Pedersen. 

Hvilken mageløs multitude!

Dinosaurus / græshoppe / solsort / blå tyr

Selvfølgelig (men mindre selvfølgeligt uden Seeberg-indledningen) er titlen på min årsrevy, "Græshoppens lyse morgen" en henvisning til Seeeberg-titlen (på både bog og tekst) Dinosaurusens sene eftermiddag. 

Men mon ikke også Leas titel, "13 måder at være en græshoppe", på det appendiks til hendes roman Sæson, som jeg i den utrykte indledning til årsrevyen sammenligner rmed med Seebergs "Kattekismus", er en henvisning til Wallace Stevens' digtserie "Thirteen Ways Of Looking At A Blackbird", hvor de første syv måder er: 

I

Among twenty snowy mountains,   

The only moving thing   

Was the eye of the blackbird.   

II

I was of three minds,   

Like a tree   

In which there are three blackbirds.   

III

The blackbird whirled in the autumn winds.   

It was a small part of the pantomime.   

IV

A man and a woman   

Are one.   

A man and a woman and a blackbird   

Are one.   

V

I do not know which to prefer,   

The beauty of inflections   

Or the beauty of innuendoes,   

The blackbird whistling   

Or just after.   

VI

Icicles filled the long window   

With barbaric glass.   

The shadow of the blackbird   

Crossed it, to and fro.   

The mood   

Traced in the shadow   

An indecipherable cause.   

VII

O thin men of Haddam,   

Why do you imagine golden birds?   

Do you not see how the blackbird   

Walks around the feet   

Of the women about you?  

Og så kommer jeg til at tænke på Niels Franks "Tretten haiku med blå tyre" fra Tabernakel, den NF-bog jeg stadig holder mest af (med Nellies bog på en tæt andenplads) , de første syv (ikke-)haikuer:

(haiku med kaos)

Jeg skriver mit digt
og den blå tyr løfter
sit øre

(haiku som på mytologiernes tid)

Een gang gik tyren end til floden.
Og een gang til for at gense sit billeder.
Aldrig havde den set så blå en tyr,

(Hver-dag-ser-jeg-den-blå-tyr-komme haiku)

I spejlet stirrer jeg mig blind
på den blå tyrs forfængelighed.
Under bruseren hører jeg dens tunge plasken

(udvidet haiku i flora og fauna)

Blå tyre misforstår gerne alt, kommer springende
mens man ligger i græsset og tæller får
eller hoppende mænd som hos Muybridge

(Sufi haiku)

Den blå tyrs tungsind
er også mit tungsind.
Mit tungsind er også dens

(Sufi haiku en gråvejrsdag)

Tyr, tyr
regn, regn
verden, verden

(Bekendelseshaiku)

Han sagde: jeg er en tyr.
En blå tyr. Men en gang imellem,
som fx nu, er jeg også en rød tyr

ENDNU MERE FAKTISK ABSOLUT PINLIG REVYFORGLEMMELSE

(pga. reolfravær!)

Revymangler!

2 store mangler i min årsre vi WA (og deres fravær er rene tanketorsk) - print forsiderne ud og klistr på tillægsforsiden deroppe hvor der står Bøger):






Et lille digt i sig selv jo:

Til den smukkeste:
Det bliver ikke væk

Kun/burde også have have nævnt titler af  Sophia handler, Dennis Gade Kofod, Martin Glaz Serup, Charlotte Strandgaard, Eske K. Mathiesen (M. Fl.)

Usynlig Seeberg-begyndelse

strøget fra min 2019-årsrevy i WA:

Den vigtigste, skønlitterære udgivelse i 2019 er naturligvis det afsluttende bind i Det Danske Sprog- Litteraturselskabs nye, tekstkritiske udgave af Peter Seebergs romaner, noveller og kortprosa, Øvrige noveller og kortprosa – som jeg til stadighed mener burde have heddet Ørige: Noveller og kortprosa. Det vigtigstes opsamlede værk i dette opsamlingsbind er den muselille, eksklusive og uopdrivelige udgivelse En lille musebog fra 1977, der på alle mulige måder simpelthen handler om mus, og den vigtigste (og vittigste – næsten det samme) tekst i musebogen er den opremsende ”Katekismus”, der begynder sådan her:

  ”Om god opførsel: hold snuden blank og halen lige, det ser bedst ud. Og husk ikke at gå med snavsede fødder, du har jo ingen sko på.// Om ost: det meste er danbo, det bedste er Emmenthaler, men man får et godt sniff i en velgemt Roquefort.// Når du forlader din fader og moder, så sig noget rigtig pænt til dem.// Om venlighed: kan kattene være det, kan musene også.// Om musehul: de bør hverken være større eller mindre.// Om fælder: hvis blot flæsk var til at opdrive andre steder end i fælder.// Det bedste: at nå at slippe væk. Få vejret bagefter.”

  Seeberg er den næstyngste forfatter på Undervisningsministeriets tvangskanon, og det er dejligt, at dansklærere nu har mulighed for at vælge, at den Seeberg-tekst, deres elever skal tvinges til at læse, er ”Katekismus” frem for ”Hullet” eller ”Patienten” eller en anden af de (i deres egen ret fantastiske – det er jo ikke det!) pokerface-absurdistiske 60’er-noveller.

  Det mest og bedst Seebergske stykke tekst ikke skrevet af Seeberg i 2019 er det sidste afsnit i Lea Marie Løppenthins lille, cool urolige roman Sæson, som lige nu er min yndlingsbog fra 2019 ikke skrevet af Seeberg (eller nogen jeg bor sammen med), ”13 måder at være en græshoppe”, her de første syv måder, parallelt med de syv citerede Katekismus-punkter:

Seeberg indgik derfor også - kort! - i afrundingen: 

 

Vi mistede to af de allerstørste og allermest bevidsthedsudvidende digtere i 2019, Simon Grotrian og Jess Ørnsbo, Grotrian har vi lykkeligvis ikke hørt det sidste til, han udgav en samling digte, der bare hed Digte, dagen efter han døde, den 15. august, og endnu en samling. Damoklesdrive-in her i december, fra sidstnævnte kommer her komplet ikke-seebergsk som den mest passende nytårshilsen, jeg kan finde på, ”Ørerne i maskinen”:

  ”At indføre en generalstrejke på tamponer/ og hælde postevand på en lysekrone, hvorunder man ryger sæbebobler/ er det nærmeste, jeg kommer det hulmursisolerede individs spasmer/ før dommedag skubber vingerne ud af kummefryseren, skat.”

--> -->

Det emmer af forglemmelser

i min årsrevy i WA Bøger i torsdags, BLANDT ANDRE burde jeg i den afsluttende opremsning også have nævnt, som forfattere af gode 2015-bøger:

Ida Holmegaard (glemmer især bøger jeg ikke har stående på min egen reol!), Susanne Jorn, Knud Steffen Nielsen, Jens Blendstrup, Juliane Preisler, Jørgen Leth, claus ejner, Daniel Dalgaard, Rasmus Halling Nielsen, Bue P. Peitersen, Line Toftsø, Peter-Clement Woetmann, Lene Asp, Nikolaj Zeuthen, Christian Schmidt-Rasmussen

og så har jeg denne morgen læst Ida Jessens roman Den ny tid, og den kunne jeg også godt lide, cool og viljefast tyst som den er

og jeg har planlagt de næste dage at få læst Stine Pilgaards Lejlighedssange, Jens Martin Eriksens Et hvidt reb til Philp Deprez, Louis Jensens Stjernebilleder og helst også (men måske prøvesmager jeg bare til en start) Anne Lise Marstrand-Jørgensens Dronningen af Saba og Kong Salomon, Erling Jepsens Hjertets dannelse og Kim Leines Afgrunden: jeg mangler desuden, på debutant-fronten, akut Martin Bastkjærs Det nye hav og Morten Papes Planen og Shadi Bazeghis Vingeslag - præ-pyh!

Flaksende vrissen

Virkelig mærkelig 2014-årsrevy af Erik Skyum-Nielsen i Information i dag, der lader som om den er enormt konsistent i sin kritik af den mere eller mindre fantasmagoriske modtagelse af en række 2014-bøger, selvom den eneste konstans vistnok er vris, vrissen, vrisning, vrissenhed; lad mig prøve at kondensere:

1. Det er for galt, at nogle (unavngivne nogle) afviser Jens Christian Grøndahls nye roman Jernporten som "traditionel psykologisk realisme", fordi det er "mesterlig" traditionel psykologisk realisme.

2. Det er for galt, at nogle (unavngivne) anmeldere (men det kunne fx være mig) hyper Peter Højrups roman Island,  på grund af dens "opstykkede, procesorienterede, søgende og selvtematiserende" skrivemåde, fordi denne skrivemåde er lånt hos Thomas Bernhard og fordi den dækker over "forholdsvis ordinær mandlig kunstner- og parforholdskrise" - der så altså åbenbart er mindre værd end den ordinære tematik hos Grøndahl, fordi ordinær tematik forløses bedre af ordinær form!: "Sagt med andre, lidt klarere ord får jeg større indsigt i det at være en mand ved at læse Grøndahl end ved med Højrup at lade mig fabulere med flyvetanke mod Island." Det er totalt uklare ord, Erik, og hvilket drønkedeligt læserkrav: indsigt i det at være mand ...

3. Det er for galt, at Helle Helles ligeledes "mesterlige" (og her er jeg enig; jeg har ikke læst Grøndahl) roman Hvis det er, fx i et Forum-interview ved Jes Stein Pedersen, læses som repræsenterende "minimalisme i form og realismen som holdning" frem for som et stykke Beckett-inspireret écriture (hvilket åbenbart er bedre end at være Bernhard-inspireret), der belaster "formerne indirekte tale og dækket direkte tale til grænsen for deres bæreevne", hvilket lyder meget lidt traditionelt realistisk - og så er det for galt, at Jes Stein, som reaktion på Helles gentagne henvisning til et interview ved Skyum samme sted, udbrød: "Fuck Skyum", og det, synes jeg, sgu også er for galt.

4. Det er for galt, at anmelderne (inkl. mig, formoder jeg, i min anmeldelse) først og fremmest anmeldte Lone Hørslevs roman Dyrets år som et litterært værk i stedet for at kritisere den for at være skrevet af, "tre meter fra plagiat", efter en Marie Grubbe-biografi, men det ER jo for syv Søren en roman.

5. Det er for galt, at man i radioen talte om Kristina Stoltz' smækbukser i stedet for linket til Ovids Metamorfoser i hendes roman På ryggen af en tyr, der ikke er mesterlig, men "stilistisk original, sindrigt komponeret" - jeg talte om hverken/eller i min anmeldelse og syntes, det var en stilistisk forloren, rodet komponeret roman.

6.  Det er for galt, at Kristina Nya Glaffey på Bogmessen blev interviewet om sin roman Mor & Busser som en roman om lesbiske familier i stedet for som en morsom roman (men blev den ikke i høj grad anmeldt som en morsom roman?).

7. Det er for galt, at de fleste (anmeldere? ikke mig i og for sig i min kritisk anmeldelse) har læst Simon Fruelunds roman som "social realisme" i stedet for, at "hvert lille indblik i et menneske liv"" blev læst "som et ensomhedens digt i sig selv og som en variation i stil med Bachs »Inventioner« eller »Fantasier«" - hvilket grangiveligt lyder som en fortællerkommentar i en dårlig roman af Jens Christian Grøndahl.

8. Det er for galt, at det (af nogle/anmelderne) ikke blev anholdt, at Theis Ørntofts Digte 2014 er Lars Skinnebach-efterklang; jeg citerer lige min egen anmeldelse:
-->

Det ville være en brugbar allegori, hvis det ikke var den skinbarlige sandhed, at Theis Ørntoft i mellemtiden har dannet en pop-duo med den 10 år ældre dommedagsprofet Lars Skinnebach ved navn Klimakrisen. For nogle gange synger bogen lige lovlig harmonisk i kor med en camouflageuniformeret civilisationskritik.

Skyums konklusion på disse sært vilkårlige jeronimusserier:

For den litterære kultur og formidling af i dag dyrker to lige skingre former for selvforstærkende pop, og vi forsømmer alle i vidt omfang at møde de bedste bøger på deres højeste æstetiske ambition. Det går foreløbig ud over flere storsælgende prosaister, hvis kunstneriske kvaliteter uretfærdigt tones ned, men det giver sig også, modsat, udslag i ureflekteret fetichering af formelle eksperimenter, uden kritisk skelen til tema og stof.

Grøndahsl roses for at skrive gammeldags, Højrup kritiseres for at skrive eksperimenterende (på en for uoriginal måde - det kan Grøndahls gammeldagshed i sagens natur ikke kritiseres for, den er altid allerede uoriginal), mens både Helles, Stoltz' og Fruelunds skrift-eksperimenter roses (Stoltz roses også at have læst og henvise til Ovid), og Glaffey roses for sin humor (ikke ligefrem noget Grøndahl kan roses for) - Hørslev kritiseres for at skrive for meget efter en biografi og Ørntoft for at skrive for meget efter en ældre digter. Hvor dog er den vrissende sammenhængskraft?

Jeg synes, det er for galt, at Skyum end ikke nævner 5 af årets bedste bøger (hvoraf de 2 er indstillet til Montana-prisen) - i MINE øjne er kun Island og Hvis det er (og Iben Mondrups Godhavn - kort rost i begyndelsen) på samme niveau - Harald Voetmanns Alt under månen (Årets Bedste Bog, om nogen), Maja Lee Langvads Hun er vred, Christina Hesselholdts Agterudsejlet, Majse Aymo-Boots  Over os hænger en vidunderlig sol og Pia Juuls Avuncular - og hvad med furie-monstret Frit Flet og debutanterne Caspar Eric, Sigurd Buch, Lea Løppenthin, Ninette Larsen, Signe Gjessing!!!???