Fra Radiatorarkivet (mysteriet om ur-radiatoren)

- i Standart 5, 1997 (som jeg måtte låne på Gentofte Hovedbibliotek - jeg har MÅSKE nummeret i en flyttekasse et sted) stod jeg for bogholderbidraget "Radiatorhistorie, Foreløbig citatmosaik om en vigtig rekvisit i dansk litteratur" med sagsakter om debatten om Niels Franks angivelige radiator-forbud + mere løse skønlitterære citater om radiatorer - jeg citerer fra mosaikken.

UR-TEKSTEN OM RADIATOR-FORBUDDET, DER IKKE VAR ET FORBUD

"En anden ting jeg opdagede i arbejdet med på "Digte i kim" (1986 LB nu)" var hvor få ord der egentlig er poetiske. det er kun ganske få ord, der kan være eller elve i et digt, synes jeg. Så da jeg arbejde på bogen fik jeg opbygget et helt register over uegnede ord. Og jeg har det stadig sådan, at jeg må lægge et digt fra mig, hvis der står et ord i det som er upoetisk. det røber for mig at se, at digteren ikke har gået ordene efter og skilt de uegnede ud.
  Med "Digte i kim" tænkte jeg især på 'radiator' som et ord, der på ingen måde kunne stå i et digt. den ordpoetik præsenterede jeg så ved et møde i en digtkonkurrence, hvor vi skulle vælge de bedste digte ud. Nogle få dage tidligere havde Peter Laugesen, der var med ved mødet, sendt mig sin nye bog, men jeg havde ikke haft tid til at læse den, fordi jeg skulle forberede mig til udvælgelsen. Men så læste jeg den nogle dage senere, og så ordet 'radiator i den! - Og i den bog fungerede ordet selvfølgelig fint. det har nu fået mig til at tænke på 'radiator' som det yderste ord, jeg skal sigte efter, når jeg skrive mine nye digte. Hvis jeg kan nå helt ud til 'radiator', så er jeg på en måde nået frem."

- Niels Frank, interviewet af Jørn Erslev Andersen i Passage 3/4 1987

Peter Laugesens "nye bog" kan være nødt til at være Vindens tunge, 1986, der nemlig indeholder følgende digt (som altså dermed er den sandsynligste kandidat til til at være digtet, Frank"udtalte sig om" fremfor digtet fra Skæve stjerner, som Laugesen peger på i brevet til Sonnergaard):

SANDSYNLIGSTE UR-LAUGESEN-RADIATOR-DIGT (min overskrift! LB)

"Hvordan skal jeg forklare
den konstante selvantændelse
til øjeblikkelig nedbrænding
det hvæsende raseri
lavt over jorden bag radiatoren
hvor gulvbræddernes kanster
er sorte signaler
tværs gennem fernishuden"

Det er stadig uklart, gennem hvilke kanaler Franks Passage-interview flere senere nåede frem til at optræde som et grinagtigt eksemplarisk, men jo pænt forvrænget "radiator-forbud" - hos fx Klaus Rifbjerg i dette klip fra hans ævle-værk Synderegisteret, 1994, og derfra gav anledning titlen på Jan Sonnergaards debutbog (Sonnergaard i interview til Standart, 1997: "Og så var det at rektoren for Forfatterskolen - Niels Frank - sagde, at han aldrig ville skrive et digt, hvor ordene "radiator" eller brødrister" indgik. det blev jeg så sur over, at jeg skrev en kronik. Den smed jeg dog ud, for jeg var stadig sur. Så skrev jeg historien i "Radiator". Men jeg var stadigvæk sur, og så var det jeg tænkte: han kan sgu få en hel bog med den titel."):

TYPISK RADIATOR-FORBUD-FORVRÆNGNING

"Niels Frank udtaler offentligt, at han aldrig ville kunne skrive et digt, hvori indgik ordet "radiator". Man må altså formode, at "radiator" er et upoetisk eller situationer, hvori der indgår en radiator ikke egner sig for lyrisk beskrivelse. Synspunktet er interessant, og man kunne forestille sig et leksikon med tabu-ord, som absolut ikke må forekomme i digte: bøsning, foderautomat, rygmarvsscanning, librettist, voksmannequin, radiobil, p-pille, vandland ... listen er så godt som uendelig, og man må forstå, at en vis del af poesien nu vælger at leve på sin egen begrænsning, en ordmæssig rationering eller smalkost, som netop fordi den er så vandkæmmet skulle være i stand til at fremlokke endnu dybere sjælens toner end dem den mindre håndsky lyrik er i stand til."

Niels Frank bidrog allervenligst til mosaikken med et "utrykt læserbrev til Weekendavisen, dateret 12/2 1994":

UTRYKT RADIATOR-LÆSERBREV

"Inden rygterne om mit påståede forhold til en vis radiator løber helt løbsk og ender som retsforfølgelse på grund af litterær uterlighed, vil jeg gerne afsløre hvad der i virkeligheden var ideen bag den sølle fortalelse.
  Så vidt jeg overhovedet husker den, burde jeg vel tilføje. Den opstod nemlig for snart syv år siden i et interview til et århusiansk tidsskrift, men er altså først nu blevet bogført i København.
  Bedre aldrig end for sent, havde jeg nær sagt, for hvad jeg må have ment med radiatoren var vel nærmest det modsatte af, hvad den bliver brugt  som udsøgt eksempel på. Jeg forestillede mig nemlig, at man i en særlig disciplinering af det poetiske register kunne fravælge en række "fremmedord", som så derefter hurtigt ville ophøje sig selv til en form for utopi i skrivningen, til det sted digtet nødvendigvis ville søge hen, nu hvor stedet forekom så uopnåeligt.
  I den omvending kunne fravalget af blot et enkelt ord eller et bestemt tema eller sågar en hel verden pludselig vise sig at være selve endemålet for digtet - præcis det der skulle siges eller helt automatisk blev sagt, fordi det som bekendt er digtningens besynderlige væsen altid at ville søge mod det usagte.
  Eller måske det er forkert af mig at henregne det sidste under bekendte omstændigheder ved digtningen? De fleste skrivende synes alligevel ikke at kende til dette grundforhold. De lader alting vælte ind over det skrevne med det resultat, at enhver forskel komplet jævnes med jorden, så der ingen spænding opstår mellem det der er blevet sagt og det digtet eller prosastykket har ladet stå usagt.
  Det var vel det, jeg pædagogisk ville illustrere med mit eksempel, men ærlig talt: Jeg husker det knap. Tilbage er kun den lidt akavede, kølige fornemmelse af at have stået i forhold til en radiator i syv jordbundne år. Måtte de blive efterfulgt af syv lidt mere flyvske."

(jf. også citaterne fra Brøndums Encyklopædi og Tabernakel i før hadet-blogposten nedenfor)