Jeg anmeldte i fredagens WA Bøger Marianne Stidsens store interviewbog Levende litterater og fandt den lige lovlig ukritisk, især hvad angår 70'ernes ideologikritiske regimente og særligt ansigt ti ansigt med professor emeritus i litteraturvidenskab Peter Madsen, som jeg nævnte, at salig Jan Sonnergaard (som Stidsen i alle mulige andre sammenhænge priser) havde været i haserne på, da han, Sonnergaard, efter sin sensationelle debut med Radiator, 1997, og mange, mange forbitrede studieår på lit.vid. omsider fik taletid. Dette er begyndelsen på artiklen "De fede, de dumme og de bjergsomme" i Information 15. juli, 1997, nogle måneder efter debuten:
"I 1979 blev Peter Madsen professor på Institut for Litteraturvidenskab. Den yngste professor nogensinde og et ebvis på, at nu havde studenteroprørerne lang om længe fået magt. Der var blevet ansat en af deres egne. I en livstidsstilling, uden mulighed for opsigelse. Stor fest.
Hvad der så var bagsiden af medaljen var, at hele proceduren omkring ansættelsen var gået om, ikke en, men hele tre gange, idet pågældende Madsen aldrig havde skrevet doktordisputats, og heller ikke ph.d. Men . Men vennerne troede på ham, og trumfede beslutningen igennem. Og mulighederne var jo åbne og der var god grund til at håbe.
Lad os spole tiden små femten år frem. Madsen har stadig ikke fået skrevet disputatsen, eller ph.d'en, eller nogen bog, der med den mindste grund kan betegnes som "væsentlig". Men han har fået magt. Masser af magt. Så da et lektorat bliver ledigt på hans Institut, sørger han for at ansætte en af sine personlige venner, en mand uden ph.d ved navn Ferderik Tygstrup. Der er mange andre ansøgere i feltet - deriblandt et par, der faktisk har opfyldt deres formelle forpligtelser. Og er blevet ph.d. En af dem har også doktordisputats. Da Lektoratet bliver besat med Madsens ven, er der en overgang noget, der ligner debat.
Peter Bornedal, som er en af ansøgerne, skriver harmdirrende i Politiken om ansættelsen af den nye mand uden grad. Og i et par uger debatterer visse aviser den usædvanlige ansættelsesprocedure. Indtil der bliver lagt låg på. Et nyt ansættelsesudvalg bliver nedsat, sagen bliver syltet, og et års tid efter kan man i en kort notits læse, at det nye bedømmelsesudvalg naturligvis giver Madsen ret."
Og dette er sidste sætning:
"Hvis man skal tale om en vrede, der forsvandt, og et oprør, der virkelig svigtede sig selv og en revolution, der i den grad gik i vasken. Så er det studenteroprøret."
Viser opslag med etiketten Radiator. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Radiator. Vis alle opslag
søndag den 5. august 2018
Netto- og Faktapoesi
- fra Caspar Erics nye digtsamling Alt hvad du ejer, der udkommer næste næste uge -
- homage til (cand. mag i litteraturvidenskab og filosofi - CE er magister i lit.vid.) Jan Sonnergaard (og hans Radiator-novelle "NETTO og Fakta" (husk altid kursiven)), hvis Mindelegat Caspar nyligt blev tildelt, også hos Sonnergaard er der tale om primære ensomhedslocations -
3 digte (bogen er uden genrebetegnelse, men de tre forrige CE-bøger har være betegnet "poesi") i sekvens, side 247-249 (det er en TYK poesibog, ikke Høeck-tyk, ca. Andkjær O-tyk):
Det betyder noget at bo et nyt sted
i forhold til hvordan du handler
i forhold til hvem du støder på i Nettoen
i Luisas Fakta er der en medarbejder
der altid siger én omgang hønseabort
når nogen køber en bakke æg
*
Din Netto er allerede ved at lukke
da det går op for dig at du har glemt dit dankort
men så får du lov at mobilpay'e kassemedarbejderen Julie
og nu ved du så at det er det hun hedder
*
Engang klagede en far til butikskæden Target
fordi man havde sendt tilbud og annoncer til hans datter
fyldt med produkter til gravide og nyfødte
selvom hun kun gik i high-school
et par dage efter at han havde klaget
fandt datteren ud at at hun var gået over tiden
supermarkedets algoritme regnede ud af hun var gravid
før hun selv vidste det
firmaerne ved mere om dig end din familie
du føler altid at de andre i supermarkedet
kan se at du bor alene
- homage til (cand. mag i litteraturvidenskab og filosofi - CE er magister i lit.vid.) Jan Sonnergaard (og hans Radiator-novelle "NETTO og Fakta" (husk altid kursiven)), hvis Mindelegat Caspar nyligt blev tildelt, også hos Sonnergaard er der tale om primære ensomhedslocations -
3 digte (bogen er uden genrebetegnelse, men de tre forrige CE-bøger har være betegnet "poesi") i sekvens, side 247-249 (det er en TYK poesibog, ikke Høeck-tyk, ca. Andkjær O-tyk):
Det betyder noget at bo et nyt sted
i forhold til hvordan du handler
i forhold til hvem du støder på i Nettoen
i Luisas Fakta er der en medarbejder
der altid siger én omgang hønseabort
når nogen køber en bakke æg
*
Din Netto er allerede ved at lukke
da det går op for dig at du har glemt dit dankort
men så får du lov at mobilpay'e kassemedarbejderen Julie
og nu ved du så at det er det hun hedder
*
Engang klagede en far til butikskæden Target
fordi man havde sendt tilbud og annoncer til hans datter
fyldt med produkter til gravide og nyfødte
selvom hun kun gik i high-school
et par dage efter at han havde klaget
fandt datteren ud at at hun var gået over tiden
supermarkedets algoritme regnede ud af hun var gravid
før hun selv vidste det
firmaerne ved mere om dig end din familie
du føler altid at de andre i supermarkedet
kan se at du bor alene
søndag den 11. februar 2018
Dagens radiatornyt er X-rated
- så langt er Niels Frank endnu ikke nået i sine tilnærmelser til radiatoren (mødet mellem postkassen og radiatoren på et kokainfyldt glasbord ...):
(fra vulture.com)
"Quincy Jones speaks the truth. In an interview with Vulture, in which the musician covers many, many topics, Jones happily dished that Marlon Brando would “fuck anything. Anything! He’d fuck a mailbox. James Baldwin. Richard Pryor. Marvin Gaye.” According to Jennifer Lee Pryor, the comedian’s widow, Jones’s story is totally accurate. Lee told TMZ that the comedian was open about his bisexuality with his friends, that he’d be cracking up if he heard Jones talking about him and Brando, and that he discusses his relationships in his diaries, which she intends to publish later this year. “It was the ’70s! Drugs were still good, especially quaaludes,” she said. “If you did enough cocaine, you’d f*** a radiator and send it flowers in the morning.”
(fra vulture.com)
"Quincy Jones speaks the truth. In an interview with Vulture, in which the musician covers many, many topics, Jones happily dished that Marlon Brando would “fuck anything. Anything! He’d fuck a mailbox. James Baldwin. Richard Pryor. Marvin Gaye.” According to Jennifer Lee Pryor, the comedian’s widow, Jones’s story is totally accurate. Lee told TMZ that the comedian was open about his bisexuality with his friends, that he’d be cracking up if he heard Jones talking about him and Brando, and that he discusses his relationships in his diaries, which she intends to publish later this year. “It was the ’70s! Drugs were still good, especially quaaludes,” she said. “If you did enough cocaine, you’d f*** a radiator and send it flowers in the morning.”
fredag den 29. december 2017
Radiator und kein ende (+ forskudt urinal)
- fra Niels Franks samling af urbane fabler og meditationer Vulkaner på månen, udkommer 8. januar:
(fra afsnittet "For en fortabt arkitektur: et manifest - min fremhævelse)
"Fordel lejligheden mellem to små torve i hver sin ende: entreen og køkkenet. Lad køkkenvasken ligge midt i køkkenet. Lad køkkenvasken ligge midt i køkkenet som dets fontæne.*
Entreen og køkkenet forbindes af en korridor, en slags gågade eller navlestreng, der leder frem til stuen, hvis store vinduer er udtrykt for nysgerrighed og kalder på en lænestol og en stjernekikkert.
Altaner virker altid muntre. Derimod udtrykker radiatorer bekymring og bør skjules. Greb og knapper opildner ofte den, der griber ud efter dem, og bør spredes generøst i alle rum.
Soveværelset er et gemmested. Det tilbeder mørket. Vær derfor agtpågivende over for det listige lys, der finder ind i rummet på egen hånd og ingen spor efterlader sig.
Arbejdsværelset er en mellemting mellem en fængselscelle og en fæstning. Cellen forsvarer de andre mod den ene, fæstningen forsvarer den ene mod de andre.
Badeværelset er lejlighedens bug, beslægtet med religionernes Allerhelligste., og ligesom dét udstyret med mange spejle."
(fra afsnittet "Lyse øjeblikke i verdenshistorien")
"I mellemtiden var man på den anden side af Atlanten travlt optaget af at skabe, eller hvorfor ikke sige opfinde moderne kunst. Gennembruddet kom, da en unge berlinsk kunstner ved navn Richard Mutt en dag ladede vandet i et offentligt urinal ved Nolendorfplatz og kom til at tænke på det komplicerede maskineri, hvormed urinen strømmede fra hans blære og ud gennem penis, let kildrende, inden den plaskede ned i den dertil indrettede kumme. Tanken fik ham til at indse, at kunsten ikke længere skulle være underkastet naturen, den skulle "befri sig fra lærredet, og så skulle den være praktisk og billig at erhverve sig. Kunsten skulle ikke længere være noget et særligt begavet individ skabte, den skulle blot være det folk valgte var kunst.
Mutt gav sig straks til at udmønte ideerne i konkrete værker, hvoraf kaffefiltret, tandbørsten og hovedpuden i dag står tilbage som hovedværker. Nok havde han måske ikke selv kreeret disse genstande, men han havde "genskabt" dem, som han sagde, og de var tilfængelige for de fleste mennesker, selv i de hårde år efter Weimarrepublikkens sammenbrud. Mutt udbredte sine ideer gennem adskillige manifester , hvor værkerne var behørigt gengivet fra mange vinkler, og manifesterne ansporede både kunsthandlere og avisskribenter og blev med disses ihærdige indsats lige så populære som de illustrerede hæfter tidens husmødre forsvandt drømmende ned i.
Mutts ideer bredte sig samtidig som en løbeild blandt hans kolleger, og et sted i Paris erklærede en kunstner, at han havde "genskabt" mælk i kaffen (ikke at forveksle med café au lait). Da en kunstkritiker i en førende fransk journal gjorde opmærksom på, at mælk i kaffen allerede var opfundet, savrede kunstneren stærkt anfægtet, at moderne kunst ikke kerede sig om originalitet. "At være original er ingen kunst. Selv en hestepære kan være original." Hans udtalelse fik en kollega til at udråbe hestepæren som sit nye værk, hvad der skabte yderligere opstand i kunstverdenen.
Imens børstede folk deres tænder, hældte varmt vand i kaffetragten og lagde kinden i det bløde pudevår med en behagelig fornemmelse af, at de var i færd med at bidrage til kunstens udvikling."
* Marcel Duchamps urinal-reademade, signeret R. Mutt, bar titlen Fontæne LB
(fra afsnittet "For en fortabt arkitektur: et manifest - min fremhævelse)
"Fordel lejligheden mellem to små torve i hver sin ende: entreen og køkkenet. Lad køkkenvasken ligge midt i køkkenet. Lad køkkenvasken ligge midt i køkkenet som dets fontæne.*
Entreen og køkkenet forbindes af en korridor, en slags gågade eller navlestreng, der leder frem til stuen, hvis store vinduer er udtrykt for nysgerrighed og kalder på en lænestol og en stjernekikkert.
Altaner virker altid muntre. Derimod udtrykker radiatorer bekymring og bør skjules. Greb og knapper opildner ofte den, der griber ud efter dem, og bør spredes generøst i alle rum.
Soveværelset er et gemmested. Det tilbeder mørket. Vær derfor agtpågivende over for det listige lys, der finder ind i rummet på egen hånd og ingen spor efterlader sig.
Arbejdsværelset er en mellemting mellem en fængselscelle og en fæstning. Cellen forsvarer de andre mod den ene, fæstningen forsvarer den ene mod de andre.
Badeværelset er lejlighedens bug, beslægtet med religionernes Allerhelligste., og ligesom dét udstyret med mange spejle."
(fra afsnittet "Lyse øjeblikke i verdenshistorien")
"I mellemtiden var man på den anden side af Atlanten travlt optaget af at skabe, eller hvorfor ikke sige opfinde moderne kunst. Gennembruddet kom, da en unge berlinsk kunstner ved navn Richard Mutt en dag ladede vandet i et offentligt urinal ved Nolendorfplatz og kom til at tænke på det komplicerede maskineri, hvormed urinen strømmede fra hans blære og ud gennem penis, let kildrende, inden den plaskede ned i den dertil indrettede kumme. Tanken fik ham til at indse, at kunsten ikke længere skulle være underkastet naturen, den skulle "befri sig fra lærredet, og så skulle den være praktisk og billig at erhverve sig. Kunsten skulle ikke længere være noget et særligt begavet individ skabte, den skulle blot være det folk valgte var kunst.
Mutt gav sig straks til at udmønte ideerne i konkrete værker, hvoraf kaffefiltret, tandbørsten og hovedpuden i dag står tilbage som hovedværker. Nok havde han måske ikke selv kreeret disse genstande, men han havde "genskabt" dem, som han sagde, og de var tilfængelige for de fleste mennesker, selv i de hårde år efter Weimarrepublikkens sammenbrud. Mutt udbredte sine ideer gennem adskillige manifester , hvor værkerne var behørigt gengivet fra mange vinkler, og manifesterne ansporede både kunsthandlere og avisskribenter og blev med disses ihærdige indsats lige så populære som de illustrerede hæfter tidens husmødre forsvandt drømmende ned i.
Mutts ideer bredte sig samtidig som en løbeild blandt hans kolleger, og et sted i Paris erklærede en kunstner, at han havde "genskabt" mælk i kaffen (ikke at forveksle med café au lait). Da en kunstkritiker i en førende fransk journal gjorde opmærksom på, at mælk i kaffen allerede var opfundet, savrede kunstneren stærkt anfægtet, at moderne kunst ikke kerede sig om originalitet. "At være original er ingen kunst. Selv en hestepære kan være original." Hans udtalelse fik en kollega til at udråbe hestepæren som sit nye værk, hvad der skabte yderligere opstand i kunstverdenen.
Imens børstede folk deres tænder, hældte varmt vand i kaffetragten og lagde kinden i det bløde pudevår med en behagelig fornemmelse af, at de var i færd med at bidrage til kunstens udvikling."
* Marcel Duchamps urinal-reademade, signeret R. Mutt, bar titlen Fontæne LB
fredag den 8. december 2017
Apropos radiatorer
Radiatorerne her i huset, hvoraf dem i værelserne er noget mere effektive end den (ENE) i stuen - og så selvfølgelig Sonnergaards gamle, gode bog -
interview med Iggy Pop og Anthony Bourdain i GQ - Iggy taler om sin tid i Berlin:
"I would also like to talk about Berlin. You both had experiences there, how long did you live there?
IP: It feels like it was either three years or the better part of three years. From the butt end of '76 through '77, '78 and '79 is a haze to me. I knew more painters when I was there. I knew Rainer Fetting, Salomé and I knew Martin Kippenberger pretty well. Kippy was an alcoholic, agitating, troublemaker, you know? And he was like Kippy Kippenberger. He looked like Ziggy Brzezinski. He looked like George C Scott in Dr Strangelove.
AB: Oh, wow.
IP: And Kippy had to toot about everything. And he always had a bottle of Sekt in his hand, 24 hours, alcoholic. But he had a beautiful loft, he had a good 10,000 sq ft, I'd say, of Bauhaus loft space in Berlin for a couple of hundred bucks. It was painters, hash dealers, weird. The most beautiful thing about Berlin was there was still an old ballroom on the Ku'damm. And once a week an organ player would come in there and the old people would come and dance. And I would sit, you would pay two marks to get in, and just watch and listen to music. And there was a place, the Resi, an old place where you could dance. And then on the stage there was a water show. It was a workers' social club. And it had a huge dance floor ringed with booths, your good, spacious German booths, not a cheap little SoHo French restaurant rip-off.
AB: Right.
IP: No, a good spacious booth. And each booth had a pole with a number on it. And then you had a pad of paper and a pen. And what do they call those vacuums?
AB: Oh, where you send those messages through a tube?
IP: Right. So you could write, "Booth number 89, you look pretty good..."
AB: A pneumatic tube.
IP: "...Would you like to have a dance?" But without having to go through the embarrassment. It's very German, you know? Have you been to Dresden?
AB: I haven't.
IP: No, me either. I hear that seems to be having... it's full of cost-conscious, hardline young Germans now. One thing that kept Berlin afloat when I was there was the West German government gave a lot of money to the educational institutions. The students were basically these grumpy German draft dodgers. A lot of them were like, "I don't like anything. Give me some more hash." I lived the same. They would generally live in these Hinderhof flats with coal ovens. David Bowie had a nice apartment in Schöneberg. I lived with him for a while. He put in an expensive heater. And, later, after two winters, I put one in too."
interview med Iggy Pop og Anthony Bourdain i GQ - Iggy taler om sin tid i Berlin:
"I would also like to talk about Berlin. You both had experiences there, how long did you live there?
IP: It feels like it was either three years or the better part of three years. From the butt end of '76 through '77, '78 and '79 is a haze to me. I knew more painters when I was there. I knew Rainer Fetting, Salomé and I knew Martin Kippenberger pretty well. Kippy was an alcoholic, agitating, troublemaker, you know? And he was like Kippy Kippenberger. He looked like Ziggy Brzezinski. He looked like George C Scott in Dr Strangelove.
AB: Oh, wow.
IP: And Kippy had to toot about everything. And he always had a bottle of Sekt in his hand, 24 hours, alcoholic. But he had a beautiful loft, he had a good 10,000 sq ft, I'd say, of Bauhaus loft space in Berlin for a couple of hundred bucks. It was painters, hash dealers, weird. The most beautiful thing about Berlin was there was still an old ballroom on the Ku'damm. And once a week an organ player would come in there and the old people would come and dance. And I would sit, you would pay two marks to get in, and just watch and listen to music. And there was a place, the Resi, an old place where you could dance. And then on the stage there was a water show. It was a workers' social club. And it had a huge dance floor ringed with booths, your good, spacious German booths, not a cheap little SoHo French restaurant rip-off.
AB: Right.
IP: No, a good spacious booth. And each booth had a pole with a number on it. And then you had a pad of paper and a pen. And what do they call those vacuums?
AB: Oh, where you send those messages through a tube?
IP: Right. So you could write, "Booth number 89, you look pretty good..."
AB: A pneumatic tube.
IP: "...Would you like to have a dance?" But without having to go through the embarrassment. It's very German, you know? Have you been to Dresden?
AB: I haven't.
IP: No, me either. I hear that seems to be having... it's full of cost-conscious, hardline young Germans now. One thing that kept Berlin afloat when I was there was the West German government gave a lot of money to the educational institutions. The students were basically these grumpy German draft dodgers. A lot of them were like, "I don't like anything. Give me some more hash." I lived the same. They would generally live in these Hinderhof flats with coal ovens. David Bowie had a nice apartment in Schöneberg. I lived with him for a while. He put in an expensive heater. And, later, after two winters, I put one in too."
torsdag den 9. marts 2017
Radiator uden ende
- Radiator-føljetonen stoppe aldrig; nu sælger Vangsgaards Antikvariat en kæmpe bunke af Klaus Rifbjergs dedikationseksemplarer, blandt andet denne i Radiator-sammenhæng sensationelle udgave af Niels Franks Tabernakel (klik på radiator-tag'et til højre for at finde radiatoren i den bog):
torsdag den 2. marts 2017
Niels Franks mave kommenterer
Direkte spurgt, med link, om at kommentere, skriver Niels Frank:
"Min eneste kommentar er KLONK, for sådan radiatoragtig lyder min mave efter nylig hjemkomst fra Nicaragua. Som om Jan Sonnergaard bliver ved med at støde hovedet ind i min sært udspilede mave."
"Min eneste kommentar er KLONK, for sådan radiatoragtig lyder min mave efter nylig hjemkomst fra Nicaragua. Som om Jan Sonnergaard bliver ved med at støde hovedet ind i min sært udspilede mave."
Fra Radiatorarkivet (mysteriet om ur-radiatoren)
- i Standart 5, 1997 (som jeg måtte låne på Gentofte Hovedbibliotek - jeg har MÅSKE nummeret i en flyttekasse et sted) stod jeg for bogholderbidraget "Radiatorhistorie, Foreløbig citatmosaik om en vigtig rekvisit i dansk litteratur" med sagsakter om debatten om Niels Franks angivelige radiator-forbud + mere løse skønlitterære citater om radiatorer - jeg citerer fra mosaikken.
UR-TEKSTEN OM RADIATOR-FORBUDDET, DER IKKE VAR ET FORBUD
"En anden ting jeg opdagede i arbejdet med på "Digte i kim" (1986 LB nu)" var hvor få ord der egentlig er poetiske. det er kun ganske få ord, der kan være eller elve i et digt, synes jeg. Så da jeg arbejde på bogen fik jeg opbygget et helt register over uegnede ord. Og jeg har det stadig sådan, at jeg må lægge et digt fra mig, hvis der står et ord i det som er upoetisk. det røber for mig at se, at digteren ikke har gået ordene efter og skilt de uegnede ud.
Med "Digte i kim" tænkte jeg især på 'radiator' som et ord, der på ingen måde kunne stå i et digt. den ordpoetik præsenterede jeg så ved et møde i en digtkonkurrence, hvor vi skulle vælge de bedste digte ud. Nogle få dage tidligere havde Peter Laugesen, der var med ved mødet, sendt mig sin nye bog, men jeg havde ikke haft tid til at læse den, fordi jeg skulle forberede mig til udvælgelsen. Men så læste jeg den nogle dage senere, og så ordet 'radiator i den! - Og i den bog fungerede ordet selvfølgelig fint. det har nu fået mig til at tænke på 'radiator' som det yderste ord, jeg skal sigte efter, når jeg skrive mine nye digte. Hvis jeg kan nå helt ud til 'radiator', så er jeg på en måde nået frem."
- Niels Frank, interviewet af Jørn Erslev Andersen i Passage 3/4 1987
Peter Laugesens "nye bog" kan være nødt til at være Vindens tunge, 1986, der nemlig indeholder følgende digt (som altså dermed er den sandsynligste kandidat til til at være digtet, Frank"udtalte sig om" fremfor digtet fra Skæve stjerner, som Laugesen peger på i brevet til Sonnergaard):
SANDSYNLIGSTE UR-LAUGESEN-RADIATOR-DIGT (min overskrift! LB)
"Hvordan skal jeg forklare
den konstante selvantændelse
til øjeblikkelig nedbrænding
det hvæsende raseri
lavt over jorden bag radiatoren
hvor gulvbræddernes kanster
er sorte signaler
tværs gennem fernishuden"
Det er stadig uklart, gennem hvilke kanaler Franks Passage-interview flere senere nåede frem til at optræde som et grinagtigt eksemplarisk, men jo pænt forvrænget "radiator-forbud" - hos fx Klaus Rifbjerg i dette klip fra hans ævle-værk Synderegisteret, 1994, og derfra gav anledning titlen på Jan Sonnergaards debutbog (Sonnergaard i interview til Standart, 1997: "Og så var det at rektoren for Forfatterskolen - Niels Frank - sagde, at han aldrig ville skrive et digt, hvor ordene "radiator" eller brødrister" indgik. det blev jeg så sur over, at jeg skrev en kronik. Den smed jeg dog ud, for jeg var stadig sur. Så skrev jeg historien i "Radiator". Men jeg var stadigvæk sur, og så var det jeg tænkte: han kan sgu få en hel bog med den titel."):
TYPISK RADIATOR-FORBUD-FORVRÆNGNING
"Niels Frank udtaler offentligt, at han aldrig ville kunne skrive et digt, hvori indgik ordet "radiator". Man må altså formode, at "radiator" er et upoetisk eller situationer, hvori der indgår en radiator ikke egner sig for lyrisk beskrivelse. Synspunktet er interessant, og man kunne forestille sig et leksikon med tabu-ord, som absolut ikke må forekomme i digte: bøsning, foderautomat, rygmarvsscanning, librettist, voksmannequin, radiobil, p-pille, vandland ... listen er så godt som uendelig, og man må forstå, at en vis del af poesien nu vælger at leve på sin egen begrænsning, en ordmæssig rationering eller smalkost, som netop fordi den er så vandkæmmet skulle være i stand til at fremlokke endnu dybere sjælens toner end dem den mindre håndsky lyrik er i stand til."
Niels Frank bidrog allervenligst til mosaikken med et "utrykt læserbrev til Weekendavisen, dateret 12/2 1994":
UTRYKT RADIATOR-LÆSERBREV
"Inden rygterne om mit påståede forhold til en vis radiator løber helt løbsk og ender som retsforfølgelse på grund af litterær uterlighed, vil jeg gerne afsløre hvad der i virkeligheden var ideen bag den sølle fortalelse.
Så vidt jeg overhovedet husker den, burde jeg vel tilføje. Den opstod nemlig for snart syv år siden i et interview til et århusiansk tidsskrift, men er altså først nu blevet bogført i København.
Bedre aldrig end for sent, havde jeg nær sagt, for hvad jeg må have ment med radiatoren var vel nærmest det modsatte af, hvad den bliver brugt som udsøgt eksempel på. Jeg forestillede mig nemlig, at man i en særlig disciplinering af det poetiske register kunne fravælge en række "fremmedord", som så derefter hurtigt ville ophøje sig selv til en form for utopi i skrivningen, til det sted digtet nødvendigvis ville søge hen, nu hvor stedet forekom så uopnåeligt.
I den omvending kunne fravalget af blot et enkelt ord eller et bestemt tema eller sågar en hel verden pludselig vise sig at være selve endemålet for digtet - præcis det der skulle siges eller helt automatisk blev sagt, fordi det som bekendt er digtningens besynderlige væsen altid at ville søge mod det usagte.
Eller måske det er forkert af mig at henregne det sidste under bekendte omstændigheder ved digtningen? De fleste skrivende synes alligevel ikke at kende til dette grundforhold. De lader alting vælte ind over det skrevne med det resultat, at enhver forskel komplet jævnes med jorden, så der ingen spænding opstår mellem det der er blevet sagt og det digtet eller prosastykket har ladet stå usagt.
Det var vel det, jeg pædagogisk ville illustrere med mit eksempel, men ærlig talt: Jeg husker det knap. Tilbage er kun den lidt akavede, kølige fornemmelse af at have stået i forhold til en radiator i syv jordbundne år. Måtte de blive efterfulgt af syv lidt mere flyvske."
(jf. også citaterne fra Brøndums Encyklopædi og Tabernakel i før hadet-blogposten nedenfor)
UR-TEKSTEN OM RADIATOR-FORBUDDET, DER IKKE VAR ET FORBUD
"En anden ting jeg opdagede i arbejdet med på "Digte i kim" (1986 LB nu)" var hvor få ord der egentlig er poetiske. det er kun ganske få ord, der kan være eller elve i et digt, synes jeg. Så da jeg arbejde på bogen fik jeg opbygget et helt register over uegnede ord. Og jeg har det stadig sådan, at jeg må lægge et digt fra mig, hvis der står et ord i det som er upoetisk. det røber for mig at se, at digteren ikke har gået ordene efter og skilt de uegnede ud.
Med "Digte i kim" tænkte jeg især på 'radiator' som et ord, der på ingen måde kunne stå i et digt. den ordpoetik præsenterede jeg så ved et møde i en digtkonkurrence, hvor vi skulle vælge de bedste digte ud. Nogle få dage tidligere havde Peter Laugesen, der var med ved mødet, sendt mig sin nye bog, men jeg havde ikke haft tid til at læse den, fordi jeg skulle forberede mig til udvælgelsen. Men så læste jeg den nogle dage senere, og så ordet 'radiator i den! - Og i den bog fungerede ordet selvfølgelig fint. det har nu fået mig til at tænke på 'radiator' som det yderste ord, jeg skal sigte efter, når jeg skrive mine nye digte. Hvis jeg kan nå helt ud til 'radiator', så er jeg på en måde nået frem."
- Niels Frank, interviewet af Jørn Erslev Andersen i Passage 3/4 1987
Peter Laugesens "nye bog" kan være nødt til at være Vindens tunge, 1986, der nemlig indeholder følgende digt (som altså dermed er den sandsynligste kandidat til til at være digtet, Frank"udtalte sig om" fremfor digtet fra Skæve stjerner, som Laugesen peger på i brevet til Sonnergaard):
SANDSYNLIGSTE UR-LAUGESEN-RADIATOR-DIGT (min overskrift! LB)
"Hvordan skal jeg forklare
den konstante selvantændelse
til øjeblikkelig nedbrænding
det hvæsende raseri
lavt over jorden bag radiatoren
hvor gulvbræddernes kanster
er sorte signaler
tværs gennem fernishuden"
Det er stadig uklart, gennem hvilke kanaler Franks Passage-interview flere senere nåede frem til at optræde som et grinagtigt eksemplarisk, men jo pænt forvrænget "radiator-forbud" - hos fx Klaus Rifbjerg i dette klip fra hans ævle-værk Synderegisteret, 1994, og derfra gav anledning titlen på Jan Sonnergaards debutbog (Sonnergaard i interview til Standart, 1997: "Og så var det at rektoren for Forfatterskolen - Niels Frank - sagde, at han aldrig ville skrive et digt, hvor ordene "radiator" eller brødrister" indgik. det blev jeg så sur over, at jeg skrev en kronik. Den smed jeg dog ud, for jeg var stadig sur. Så skrev jeg historien i "Radiator". Men jeg var stadigvæk sur, og så var det jeg tænkte: han kan sgu få en hel bog med den titel."):
TYPISK RADIATOR-FORBUD-FORVRÆNGNING
"Niels Frank udtaler offentligt, at han aldrig ville kunne skrive et digt, hvori indgik ordet "radiator". Man må altså formode, at "radiator" er et upoetisk eller situationer, hvori der indgår en radiator ikke egner sig for lyrisk beskrivelse. Synspunktet er interessant, og man kunne forestille sig et leksikon med tabu-ord, som absolut ikke må forekomme i digte: bøsning, foderautomat, rygmarvsscanning, librettist, voksmannequin, radiobil, p-pille, vandland ... listen er så godt som uendelig, og man må forstå, at en vis del af poesien nu vælger at leve på sin egen begrænsning, en ordmæssig rationering eller smalkost, som netop fordi den er så vandkæmmet skulle være i stand til at fremlokke endnu dybere sjælens toner end dem den mindre håndsky lyrik er i stand til."
Niels Frank bidrog allervenligst til mosaikken med et "utrykt læserbrev til Weekendavisen, dateret 12/2 1994":
UTRYKT RADIATOR-LÆSERBREV
"Inden rygterne om mit påståede forhold til en vis radiator løber helt løbsk og ender som retsforfølgelse på grund af litterær uterlighed, vil jeg gerne afsløre hvad der i virkeligheden var ideen bag den sølle fortalelse.
Så vidt jeg overhovedet husker den, burde jeg vel tilføje. Den opstod nemlig for snart syv år siden i et interview til et århusiansk tidsskrift, men er altså først nu blevet bogført i København.
Bedre aldrig end for sent, havde jeg nær sagt, for hvad jeg må have ment med radiatoren var vel nærmest det modsatte af, hvad den bliver brugt som udsøgt eksempel på. Jeg forestillede mig nemlig, at man i en særlig disciplinering af det poetiske register kunne fravælge en række "fremmedord", som så derefter hurtigt ville ophøje sig selv til en form for utopi i skrivningen, til det sted digtet nødvendigvis ville søge hen, nu hvor stedet forekom så uopnåeligt.
I den omvending kunne fravalget af blot et enkelt ord eller et bestemt tema eller sågar en hel verden pludselig vise sig at være selve endemålet for digtet - præcis det der skulle siges eller helt automatisk blev sagt, fordi det som bekendt er digtningens besynderlige væsen altid at ville søge mod det usagte.
Eller måske det er forkert af mig at henregne det sidste under bekendte omstændigheder ved digtningen? De fleste skrivende synes alligevel ikke at kende til dette grundforhold. De lader alting vælte ind over det skrevne med det resultat, at enhver forskel komplet jævnes med jorden, så der ingen spænding opstår mellem det der er blevet sagt og det digtet eller prosastykket har ladet stå usagt.
Det var vel det, jeg pædagogisk ville illustrere med mit eksempel, men ærlig talt: Jeg husker det knap. Tilbage er kun den lidt akavede, kølige fornemmelse af at have stået i forhold til en radiator i syv jordbundne år. Måtte de blive efterfulgt af syv lidt mere flyvske."
(jf. også citaterne fra Brøndums Encyklopædi og Tabernakel i før hadet-blogposten nedenfor)
onsdag den 1. marts 2017
Radiator-dissonansprøven anvendt
(se Niels Franks raditaor-definition i blogposten nedenfor)
i henholdsvis
et (så godt som) rent patetisk digt, fra Nicolaj Stochholms Sammenfald, 1992:
"Jeg skriver mig ud af natten
og hen i en åben park som
brænder hvis jeg slører mit syn
men jeg er usårlig og hjemmevant
hungrer efter hvert eneste blik
for når deksælvende statuer og stjerner
henrettes foran solens væg
er jeg stærk som hver RADIATOR
er jeg vild som svanernes flugt
er jeg gennemsigtig som en død"
og et (så godt som) rent ironisk digt, fra Bo hr. Hansens Hr. Jørgen leger, 1993:
Jørgen spilder alting
i sit liv
kaffen
øllet
og ordene
Klokken er mange
digtet er blevet
litd senere
og styrter
fra hans fingre
af træthed
Og øjnene styrter
og blodet
og hele RADIATOREN
styrter
og fødes på ny
og stikker
i alle retninger"
i henholdsvis
et (så godt som) rent patetisk digt, fra Nicolaj Stochholms Sammenfald, 1992:
"Jeg skriver mig ud af natten
og hen i en åben park som
brænder hvis jeg slører mit syn
men jeg er usårlig og hjemmevant
hungrer efter hvert eneste blik
for når deksælvende statuer og stjerner
henrettes foran solens væg
er jeg stærk som hver RADIATOR
er jeg vild som svanernes flugt
er jeg gennemsigtig som en død"
og et (så godt som) rent ironisk digt, fra Bo hr. Hansens Hr. Jørgen leger, 1993:
Jørgen spilder alting
i sit liv
kaffen
øllet
og ordene
Klokken er mange
digtet er blevet
litd senere
og styrter
fra hans fingre
af træthed
Og øjnene styrter
og blodet
og hele RADIATOREN
styrter
og fødes på ny
og stikker
i alle retninger"
Før hadet lunede
citerede Jan Sonnergaard i et interview (hvor han i stedet hader på Anders Lund Madsen) i Fyns Stiftstidende (vistnok - fyens.dk?) i anledning af (og før min anmeldelse af!) Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen slutningen på min begejstrede anmeldelse af Radiator uden tilsyneladende at erindre sig (eller i sin tid overhovedet at have opdaget?), at jeg citerede fra Niels Franks definition af "Radiator" i Brøndums Encyklopædi :
"- Jeg vil gerne være grotesk og sjov, men jeg vil også være ondskabsfuld. Jeg vil ikke lave sådan en slags humor som Anders Lund Madsen, som er fuldstændig tåbelig og ikke har noget som helst på hjerte. På den anden side vil jeg heller ikke lave tragedier a la Ingmar Bergman, for så bliver det for alvorstungt. Men jeg vil gerne beskrive det ulykkelige menneskes latter, som anmelderen Lars Bukdahl vist engang beskrev mit forfatterskab, siger Jan Sonnergaard."
Her er hele Niels Franks leksikonartikel fra 1994:
"Radiator. Lad os antage, at poesi er det lykkelig menneskes gråd. Hermed har vi allerede beskrevet poesiens intime blanding af patos og ironi. Ønsker vi for klarheds skyld at aflæse dette blandingsforhold så præcist som muligt, må vi i det enkelte digt udføre en såkaldt dissonansprøve ved hjælp af et klinisk, teknisk ord, eksempelvis ordet radiator, som netop i store dele af Skandinavien betragtes som uforeneligt med poesiens mere højtravende registre. Indsæt da i et givent digt radiator på et vilkårligt navneords plads. Afgør dernæst om digtet ved dette ordskifte mister sin poetiske karakter. Sker det, har digtet sandsynligvis grundlagt sig på en enhed af enten patos eller ironi og således fra starten af fornægtet enhver mulighed for stilistisk sammensathed. I et rent patetisk digt ville vi således ved hjælp af af dissonansprøven fremkalde et stilbrud, der ville få os til at grine. I et ren ironisk digt, derimod, ville stilbruddet være udtryk for en slags dobbeltkonfekt eller dobbeltironi, der logisk måtte ophæve sig selv og dermed pege på den fraværende patos. Dobbeltironien ville med andre ord fremkalde vores gråd. Er digtet på den anden side i stand til at bibeholde sin styrke trods fremmedordet, skyldes det givetvis, at digtet fra udgangspunktet har taget forbehold for sin modsætning (patos hhv. ironi) eller endog direkte har indopereret den. I så fald har digtet godtaget vores første antagelse om poesien som det lykkelige menneskes gråd, hvis digtet da ikke helt har vendt forholdet om og i stedet antaget poesien som det ulykkelige menneskes latter."
Sonnergaard ejede, post-1990, 3 bøger af Niels Frank, Yucatan, Tabernakel ("lette brugsspor"!) og Tristhedens historie -
Den sjette af de "Otte affektioner" i digtet af samme navn i Tabernakel (1996, året før Radiator) er en selvironisk accept og overtagelse af karikaturen af NF som radiator-hader:
"Den sjette kan ikke udstå ord som ord
nu er, vulgære som en radiator, livløse
mod hans berøring. Fyldt op med jord.
Han er den sjette, den fortvivlede, den bange,
og den bange fornægter al veltalenhed
for ikke at lide under den."
"- Jeg vil gerne være grotesk og sjov, men jeg vil også være ondskabsfuld. Jeg vil ikke lave sådan en slags humor som Anders Lund Madsen, som er fuldstændig tåbelig og ikke har noget som helst på hjerte. På den anden side vil jeg heller ikke lave tragedier a la Ingmar Bergman, for så bliver det for alvorstungt. Men jeg vil gerne beskrive det ulykkelige menneskes latter, som anmelderen Lars Bukdahl vist engang beskrev mit forfatterskab, siger Jan Sonnergaard."
Her er hele Niels Franks leksikonartikel fra 1994:
"Radiator. Lad os antage, at poesi er det lykkelig menneskes gråd. Hermed har vi allerede beskrevet poesiens intime blanding af patos og ironi. Ønsker vi for klarheds skyld at aflæse dette blandingsforhold så præcist som muligt, må vi i det enkelte digt udføre en såkaldt dissonansprøve ved hjælp af et klinisk, teknisk ord, eksempelvis ordet radiator, som netop i store dele af Skandinavien betragtes som uforeneligt med poesiens mere højtravende registre. Indsæt da i et givent digt radiator på et vilkårligt navneords plads. Afgør dernæst om digtet ved dette ordskifte mister sin poetiske karakter. Sker det, har digtet sandsynligvis grundlagt sig på en enhed af enten patos eller ironi og således fra starten af fornægtet enhver mulighed for stilistisk sammensathed. I et rent patetisk digt ville vi således ved hjælp af af dissonansprøven fremkalde et stilbrud, der ville få os til at grine. I et ren ironisk digt, derimod, ville stilbruddet være udtryk for en slags dobbeltkonfekt eller dobbeltironi, der logisk måtte ophæve sig selv og dermed pege på den fraværende patos. Dobbeltironien ville med andre ord fremkalde vores gråd. Er digtet på den anden side i stand til at bibeholde sin styrke trods fremmedordet, skyldes det givetvis, at digtet fra udgangspunktet har taget forbehold for sin modsætning (patos hhv. ironi) eller endog direkte har indopereret den. I så fald har digtet godtaget vores første antagelse om poesien som det lykkelige menneskes gråd, hvis digtet da ikke helt har vendt forholdet om og i stedet antaget poesien som det ulykkelige menneskes latter."
Sonnergaard ejede, post-1990, 3 bøger af Niels Frank, Yucatan, Tabernakel ("lette brugsspor"!) og Tristhedens historie -
Den sjette af de "Otte affektioner" i digtet af samme navn i Tabernakel (1996, året før Radiator) er en selvironisk accept og overtagelse af karikaturen af NF som radiator-hader:
"Den sjette kan ikke udstå ord som ord
nu er, vulgære som en radiator, livløse
mod hans berøring. Fyldt op med jord.
Han er den sjette, den fortvivlede, den bange,
og den bange fornægter al veltalenhed
for ikke at lide under den."
1000000000 radiatorer til Jan fra Peter
Vangsgaards Antikvaritat sælger Jan Sonnergaards bogsamling fra i morgen - PDF-katalog her - biblioteket startede forfra fra scratch i 1990, da Sonnergaard pga. pengenød solgte alle sine bøger til Nansensgades Antikvariat (jfr. præ-Radiator-novellen "Limbo" (opsamlet i Gamle historier): "(...) alle romanerne og digtsamlingerne og de svære bøger, Lene altid forærede mig") - ikke mange egentlige sjældenheder, men en hel del dedikationer.
Særligt må fremhæves et brev fra Peter Laugesen, vedlagt et eksemplar af Laugesens samling Pjaltetider, 1997 (udgivelsesåret for Radiator) til 800 kr. (med brev), men henvisende til eksemplaret af den gamle 1978-samling Skæve stjerner til også 800 kr., der nemlig bærer denne dedikation (BREAKING: Vangsgaards har ifølge besked til mig nu lagt brevet ind i Skæve stjerner, hvor det hører til - ved ikke, hvad priserne henholdsvis er nu):
"1000000000 radiatorer til Jan fra Peter 22 år senere"
Her er den fulde ordlyd af brevet fra PL til JS:
"Kære Jan, Som du kan se på side 47 var der ikke bare en, men millioner af radiatorer. Skrevet før rektor Franks udtalelse, idet det var det digt han udtalte sig om, og for øvrigt af forskellige grunde anbragt i en tekstmasse af overhængende surrealistisk snit. 1978. Jeg skriver lige et par ord i den, så den vil være en million radiatorer værd engang, når både du og jeg er fjernvarme
Med kærlig hilsen/ Peter Laugesen"
(Sonnergaard fik jo sin titel fra Niels Franks misforståede modvilje (og ikke forbud NB) mod at bruge ordet "radiator" i et digt, hvilket han nemlig lige havde oplevet Laugesen lykkes med at gøre og ifølge brevet altså i nedenstående digt ...!?))
Digtet på side 47 i Skæve stjerner (udgivet året før Tohuvabohu blev skrevet):
"frem i direkte sansningers
væren alt der er
stedet tiden og personen
skrøbelige mure
omkring tomhed
fjernvarmen kommer susende
ind gennem millioner
af radiatorer
smelter sneen i striber
langs ad gaderne
sidder tør og gold
i pandehulebetændelsen
og spreder nys og gys"
Særligt må fremhæves et brev fra Peter Laugesen, vedlagt et eksemplar af Laugesens samling Pjaltetider, 1997 (udgivelsesåret for Radiator) til 800 kr. (med brev), men henvisende til eksemplaret af den gamle 1978-samling Skæve stjerner til også 800 kr., der nemlig bærer denne dedikation (BREAKING: Vangsgaards har ifølge besked til mig nu lagt brevet ind i Skæve stjerner, hvor det hører til - ved ikke, hvad priserne henholdsvis er nu):
"1000000000 radiatorer til Jan fra Peter 22 år senere"
Her er den fulde ordlyd af brevet fra PL til JS:
"Kære Jan, Som du kan se på side 47 var der ikke bare en, men millioner af radiatorer. Skrevet før rektor Franks udtalelse, idet det var det digt han udtalte sig om, og for øvrigt af forskellige grunde anbragt i en tekstmasse af overhængende surrealistisk snit. 1978. Jeg skriver lige et par ord i den, så den vil være en million radiatorer værd engang, når både du og jeg er fjernvarme
Med kærlig hilsen/ Peter Laugesen"
(Sonnergaard fik jo sin titel fra Niels Franks misforståede modvilje (og ikke forbud NB) mod at bruge ordet "radiator" i et digt, hvilket han nemlig lige havde oplevet Laugesen lykkes med at gøre og ifølge brevet altså i nedenstående digt ...!?))
Digtet på side 47 i Skæve stjerner (udgivet året før Tohuvabohu blev skrevet):
"frem i direkte sansningers
væren alt der er
stedet tiden og personen
skrøbelige mure
omkring tomhed
fjernvarmen kommer susende
ind gennem millioner
af radiatorer
smelter sneen i striber
langs ad gaderne
sidder tør og gold
i pandehulebetændelsen
og spreder nys og gys"
onsdag den 23. november 2016
Det slutter ikke med et brag, men med en herreparfume, hvor hovedbestanddelen er kanel
- slutningen på den sidste, nyklassiske novelle, "Immatrikuleret 1.9 1982, spøgelse", i Radiator, lige efter Voll har fortalt historien om "the human hotwater bottle":
"Der kommer spredte klapsalver og nogle fulderikker råber "hørt" og "dacapo". Voll modtager deres hyldest og bliver stående et par minutter.
Og jeg skynder mig ned til baren for at hente to-tropedrinks. Og så prøver jeg også selv at fortælle noget spændende, og jeg spørger, hvordan man kan overleve alt det her duen at blive indlagt. Jeg lægger også en lille madding ud om en lærer, vi begge kender, for at om han vil være med til rigtigt at bagtale ham.
- Findes der noget så dejligt som sladder? - griner jeg, men så opdager jeg, at han sidder og ryster på hovedet. Han ser opgivende på mig og siger medfølende:
- Nu skal du jo ikke tro, at vi ikke kan se, hvad der er galt med dig! -
- Du er jo helt ude i tovene. Dét er til at se med et halvt øje. -
- Hvorfor i alverden dyrker du dog den melankoli? -
- Du skal sgu da ikke sidde her og sygne hen! Gå dog hen og snak med nogen piger ... -
- Kik lidt på det der ... hvad er det nu piger har? ... Nå ja: OVARIER! -
Det ser ud som om bare ordet får ham til at savne pigerne. Og den spinkle pige med makeuppen opdager det øjeblikkeligt, så hun skynder sig op med mere Urquell, og hun hvisker noget til ham, og så går hun tilbage til sine veninder. Han kikker ømt efter hende, og enhver kan se, at hun fortalte ham noget, han blev glad for.
Han klukker til mig, for der vil ske noget. Noget, der rummer muligheder.
- Det var aftenens fjerde invitation. - fortæller han begejstret. - Vil du med? -
- Festen ligger lige om hjørnet, og der kommer et hav af mennesker ... -
Det kommer bag på mig, at jeg sådan uden videre bliver inviteret med til noget. Så jeg tøver og trækker på det. Men netop dét irriterer ham ud over alle grænser. Han tåler ikke, at jeg så langsom og hele tiden nøler og ikke har andet end dårligt at sige om alt, så han råber:
- Du skal muntres op! det nytter ikke noget! Tag dig sammen! -
Han læner sig ind over bordet, og hans stemme går over i en sagte hvisken:
- Tag dog med. Drik noget øl, få nogle piger til at varme dine dyner op ... Mand dig dog op!-
Han rejser sig og undskylder. Og knap er han gået før pigen med udskæringen kommer op og oprigtigt gentager invitationen og fortæller mig, at hun blev overrasket over at høre, at jeg var så bedrøvet.
- Dét holder hurtigt op, - siger hun trøstende, og så ler hun på sådan en behagelig og imødekommende måde, der får mig til at tro, jeg sagtens kunne blive gode venner med hende.
Og måske skulle jeg overveje at se lidt mere lyst på tingene. Livet er startet. Der sker faktisk inidmellem noget glædeligt. Blot man er væk fra de ambitiøse små skiderikker og holder sig fra miljøer, hvor man altid risikerer, at en eller anden stikker en kæp i hjulet, så snart man har det mindste at være glad over. Men jeg ér jo væk nu, og de kan ikke ramme mig. Så hvad er jeg bange for?
Eventyret er lige om hjørnet. Ingen tvinger mig til at leve som dengang på universitetet. jeg spildte en masse år, men det betyder jo ikke, at livet er forbi. Selvfølgelig kan man ændre på tingene, og der findes jo også andre mennesker end alle de her ondskabsfulde små taktikere.
Eventyret Ligger Lige Om Hjørnet!
Voll har ret. Det er ulideligt, at jeg bare sidder og sygner hen. Det er meget bedre at tage sig sammen. Så jeg stikker mine cigarer og cigaretter i lommen, og det går allerede meget bedre. Jeg glæder mi. Alt tyder på, at der vil ske noget i aften.
Jeg drikker retsen af tropedrinken og hælder det sidste Urquell i glasset. Og jeg har det anderledes nu. Men så falder der en skygge hen over bordet, og der lyder en mærkværdig, indeklemt latter. Jeg mærker med det samme, at det ikke er Volll - og ganske langsomt, i små bølger, lugter jeg noget, der ikke kan være andet end en herreparfume, hvor hovedbestanddelen er kanel.
"Der kommer spredte klapsalver og nogle fulderikker råber "hørt" og "dacapo". Voll modtager deres hyldest og bliver stående et par minutter.
Og jeg skynder mig ned til baren for at hente to-tropedrinks. Og så prøver jeg også selv at fortælle noget spændende, og jeg spørger, hvordan man kan overleve alt det her duen at blive indlagt. Jeg lægger også en lille madding ud om en lærer, vi begge kender, for at om han vil være med til rigtigt at bagtale ham.
- Findes der noget så dejligt som sladder? - griner jeg, men så opdager jeg, at han sidder og ryster på hovedet. Han ser opgivende på mig og siger medfølende:
- Nu skal du jo ikke tro, at vi ikke kan se, hvad der er galt med dig! -
- Du er jo helt ude i tovene. Dét er til at se med et halvt øje. -
- Hvorfor i alverden dyrker du dog den melankoli? -
- Du skal sgu da ikke sidde her og sygne hen! Gå dog hen og snak med nogen piger ... -
- Kik lidt på det der ... hvad er det nu piger har? ... Nå ja: OVARIER! -
Det ser ud som om bare ordet får ham til at savne pigerne. Og den spinkle pige med makeuppen opdager det øjeblikkeligt, så hun skynder sig op med mere Urquell, og hun hvisker noget til ham, og så går hun tilbage til sine veninder. Han kikker ømt efter hende, og enhver kan se, at hun fortalte ham noget, han blev glad for.
Han klukker til mig, for der vil ske noget. Noget, der rummer muligheder.
- Det var aftenens fjerde invitation. - fortæller han begejstret. - Vil du med? -
- Festen ligger lige om hjørnet, og der kommer et hav af mennesker ... -
Det kommer bag på mig, at jeg sådan uden videre bliver inviteret med til noget. Så jeg tøver og trækker på det. Men netop dét irriterer ham ud over alle grænser. Han tåler ikke, at jeg så langsom og hele tiden nøler og ikke har andet end dårligt at sige om alt, så han råber:
- Du skal muntres op! det nytter ikke noget! Tag dig sammen! -
Han læner sig ind over bordet, og hans stemme går over i en sagte hvisken:
- Tag dog med. Drik noget øl, få nogle piger til at varme dine dyner op ... Mand dig dog op!-
Han rejser sig og undskylder. Og knap er han gået før pigen med udskæringen kommer op og oprigtigt gentager invitationen og fortæller mig, at hun blev overrasket over at høre, at jeg var så bedrøvet.
- Dét holder hurtigt op, - siger hun trøstende, og så ler hun på sådan en behagelig og imødekommende måde, der får mig til at tro, jeg sagtens kunne blive gode venner med hende.
Og måske skulle jeg overveje at se lidt mere lyst på tingene. Livet er startet. Der sker faktisk inidmellem noget glædeligt. Blot man er væk fra de ambitiøse små skiderikker og holder sig fra miljøer, hvor man altid risikerer, at en eller anden stikker en kæp i hjulet, så snart man har det mindste at være glad over. Men jeg ér jo væk nu, og de kan ikke ramme mig. Så hvad er jeg bange for?
Eventyret er lige om hjørnet. Ingen tvinger mig til at leve som dengang på universitetet. jeg spildte en masse år, men det betyder jo ikke, at livet er forbi. Selvfølgelig kan man ændre på tingene, og der findes jo også andre mennesker end alle de her ondskabsfulde små taktikere.
Eventyret Ligger Lige Om Hjørnet!
Voll har ret. Det er ulideligt, at jeg bare sidder og sygner hen. Det er meget bedre at tage sig sammen. Så jeg stikker mine cigarer og cigaretter i lommen, og det går allerede meget bedre. Jeg glæder mi. Alt tyder på, at der vil ske noget i aften.
Jeg drikker retsen af tropedrinken og hælder det sidste Urquell i glasset. Og jeg har det anderledes nu. Men så falder der en skygge hen over bordet, og der lyder en mærkværdig, indeklemt latter. Jeg mærker med det samme, at det ikke er Volll - og ganske langsomt, i små bølger, lugter jeg noget, der ikke kan være andet end en herreparfume, hvor hovedbestanddelen er kanel.
mandag den 21. november 2016
Spark os et requiem på Nordvests iskolde radiatorer - Jan Sonnergaard 1963-2016
Jan Sonnergaard er død alt for tidligt, forbandet også. Jeg var og forblev alt for glad for vildt overrumplende Radiator til ikke at blive mere og mere skuffet over de senere bøger, og det kan jeg godt forstå, at han selv blev stadig mere muggen over. Vi skulle have forsonet os over hans suveræne, 1350 sider lange slægtsroman om 25 år, skulle vi. Her er min fuldstændig purt positive anmeldelse af debuten fra forsiden af Weekendavisen Bøger, maj 1997 (jeg indstillede ham til avisens Litteraturpris, men inden afgørelsen blev han fyret som kommentator af chefredaktør Peter Wivel (fordi han i Politiken havde rost McDonalds-hærværk), og Bøger-redaktør Bo Bjørnvig og jeg var kriminelt tæt på at fifle ham til at vinde i stedet for Knud Sørensen; desværre mødte Sonnergaard ikke op til festen på den italienske restaurant, hvor hans plads stod rungende tom, indtil Bertel Haarder med prosaisk retfærdighed kom og satte sig på den), jeg mener stadig hvert et ord, den bog er forpulet god:
Humorens fjernvarme
Talent. Jan Sonnergaards noveller har en mirakuløs og præcis sans for humor.
Jan Sonnergaard: Radiator. 227 sider. Kr. 275,00. Gyldendal
Og så hedder den »Radiator«,
Jan Sonnergaards debutbog, ikke bare klukker eller klikker man højt af
grin under læsningen, den hedder også kort og godt og ærligt og ironisk »Radiator«,
hvilket
jo var det ord Rifbjerg m.fl. mente, at Niels Frank mente, man ikke
kunne anvende i poesi, fordi det i sin klodsede og håbløse konkrethed
var et eksempel på det absolute upoetiske:
lige netop, svarer Sonnergaard, og tøver derefter ikke med at bruge radiatoren symbolsk i den afsluttende novelle »Immatrikuleret 1.9.1982, spøgelse« om den langstidsstuderende, der efter at have fået 6 for sit speciale bittert driver rundt og mindes,
hen mod novellens slutning støder han ind i studiekammeraten Voll, der fortæller historien om den menneskelige radiator:
»
- Barbara Hutton var hypotermisk, - siger han - hun var hypotermisk,
hun frøs simpelthen hele tiden, Da han konstaterer, at jeg ér med, går
stemmen over i en skinger råben:
- Hun var millionær og boede i Tanger, og Truman Capote fortæller, at
hun måske også var søvngænger. Hun var hypotermisk, og det var måske en
form for hysterisk lidelse, men hun var millionær, og hun boede i
Tanger, og den lokale doktors kone var
hypertermisk.
- Hun var overophedet, - oversætter han.
- Doktorens kone hedder Helen Little, og Hutton får så tvunget eller
bestukket hende til at komme ud til hendes palads i Tanger og varme
dynerne op!«
Hvilket beviser, at selv symbolik kan humor puste liv i, hvis den er
opgaven voksen. Det er mellem den konkrete og den symbolske radiator
Sonnergaards noveller slår sig løs, og med humoren som eneste
ufravigelige æstetiske princip, der kort kunne kaldes
distancens overskud.
sOM f.eks. i novellen med den umådelige titel »Historie om en ung mand,
der tvinges ind i et klædeskab, fordi et ubehageligt væsen bryder ind i
hans kærlighedsliv på de mest umulige og ubelejlige tidspunkter«, hvor
væsenet er en universitetslærer, som
den unge mands kæreste har haft en affære med, og den unge mand må på
klassisk vittighedsmanér gemme sig for i klædeskabet, når lektoren møder
op på uanmeldte besøg; ved simpelthen at insistere historien større end
dens farcekarakter kan bære, på
humorens betingelser og ikke patetikkens eller psykologiens, opnår Sonnergaard
en letfærdig monstrøsitet, der fremfor alt giver de tre personer
mulighed for at virre sig frem til at blive noget nær tredimensionelle,
toenhalvdimensionelle måske.
Ligesom i den næstfølgende historie, »Tyveri«, der bruger 37 sider på at
fortælle om en gruppe unge mænds hærge- og chikanetur gennem København,
som et eller andet sted er ret sørgelig, og sikkert også ville være ret
sørgelig at læse om, hvis ikke
Sonnergaard var gået til
sådanne detaljerede, vitale yderligheder i sit referat, at det lige så
meget bliver personernes vilde og opfindsomme trods, der kommer i
centrum og søreme i sidste ende på tværs af al moraliseren får lov til
at triumfere.
Humor er ikke bare en holdning, det er også et talent, og et eller andet
meget væsentligt sted er Jan Sonnegaard uden videre benådet med en
fantastisk sikker humoristisk sans og stemme og timing, det swinger
slående rigtigt både i dialogen og hos
fortælleren, men optimalt skarpt og blødt slår det jo sgu da kun, fordi
han ved, at det også er et spørgsmål om holdning, til hele materialet,
sproget og verden, og om hårdt arbejde, finslibning, at det ikke bare er
et billigt trick til at spæde alt det
sædvanlige sentimentale og psykologiske pis op med, sådan som det f.eks.
er tilfældet i Kim Fupz Aakesons anstrengende forfatterskab.
Sonnergaard minder mere om
muntert ironiske generationsfæller som Thomas Bruun og Lars R. Stadil,
og så på ét centralt punkt ikke helt, for Sonnergaard
er realist, med en passion for præcis gengivelse af måderne,
virkeligheden taler og gebærder sig på,
og på alle tingene som sådan, alle radiatorene, deres navne og deres
priser: penge spiller en enorm rolle i Sonnergaards tekster, som det da
vistnok også gør i virkeligheden. Og når man har at gøre med en
humorist med passion for realisme, plejer man
at kalde ham for en satiriker, og det kan man for min skyld gerne, for
det er en æresbetegnelse.
De store noveller »NETTO og Fakta«, om den arbejdsløses hverdag, og »Immatrikuleret
1.9.1982, spøgelse«, om den trøstesløse kandidat, har begge i
hovedrollen en ung mand på forfatterens alder (f. 1963), og med en
fortid i tidligfirsernes punkmiljø, og
begge spekulerer de en del over dengang og nu, hvilket jo tilsammen
kunne synes at bringe dem uhyggeligt tæt på spøgelsesgenren
Generationsromanen, som nyligst praktiseret af Jesper Uhrup og Benn Q.
Holm, men her kommer akkurat humoren til hjælp, den
dynamiske antisentimentalitet, og også den realistiske passion, der ikke
er generationsromanskribenternes triste kuponhæfte fra 1984, men en
springsk glæde over at fange et nu på kornet (og snarere et nu end et
da, eller da'et badet i nu'ets skarpe
laserlys, satirens pointe overfor søvnrealismens); jeg mindes i hvert
fald ikke at have set hverken arbejdsløshedens eller universitetets
rivaliserende limboer sandere eller skarpere portrætteret på skrift
(hep, hep, ned med de lede lektorer), og kun hos
sidste års debutant Pablo Henrik Llambias synes jeg man finder en
nutidig satirisk åre, overhovedet der tåler sammenligning med
Sonnergaards.
Der er grusomme og gådefulde skygger i satiren i et par småhistorier om
mobning og polterabend, og så er der novellen »Lotte«, som helt
bogstaveligt lader satiren udvikle sig til den rene horror, efterhånden
som tekstens og hovedpersonens interesse
flytter sig fra hans intense småsnyderi bag bardisken til hans
fascination af den næsten for perfekte Lotte, en helt umulig og rigtig
god fortælling.
Den unge mand, kvababbet jaloux i klædeskabet, kommer tæt på at være
samlingens mest positive aktør, for ellers er det ensomhed og bitterhed
og magtbrynde og ondskabsfuldhed og simpel træthed, der præger billedet,
og så denne store humor, der ikke ændrer
en tøddel, men sætter det hele i bevægelse, på papiret og i vores
hoveder. Som Niels Frank i sin artikel om Radiator
i Brøndums Encyklopædi skriver om sådanne tingesters intervention i
litteraturen:
»Er digtet på den anden side i stand til at bibeholde sin styrke trods
fremmedordet, skyldes det givetvis, at digtet fra udgangspunktet har
taget forbehold for sin modsætning (patos hhv. ironi) eller endog
direkte har indopereret den. I så fald har
digtet godtaget vores første antagelse om poesien som det lykkelige
menneskes gråd, hvis digtet da ikke helt har vendt forholdet om og i
stedet antaget poesien som det ulykkelige menneskes latter«.
onsdag den 9. december 2015
En skarp, parentetisk iagttagelse om kursiv
som jeg er af hjertet misundelig på - åh, formalisme:
side 175, bind II af Den ny mimesis:
"De mange kursiveringer (i Niels Franks Små guder LB), som også blev brugt i (BF's LB) Tabernakel (og som i parentes bemærket tillige er at finde i Sonnergaards Radiator!) (...)"
side 175, bind II af Den ny mimesis:
"De mange kursiveringer (i Niels Franks Små guder LB), som også blev brugt i (BF's LB) Tabernakel (og som i parentes bemærket tillige er at finde i Sonnergaards Radiator!) (...)"
søndag den 7. december 2014
Korruptionsfortrydelse
Jeg ville jo ønske, at Jan
Sonnergaard havde be-
stukket mig til at være
begejstret for Radiator*,
så jeg ikke behøvede at
martres af denne forfærd-
elige vished om forspildt
talent, forspildtere og for-
spildtere, indtil det bare,
talentet, er en rent negativ
kilde i Hawaiiskjortens blå
og menneskeforladte paradis.
* . men jeg var det ganske gratis og frivilligt, på forsiden af WA Bøger i maj 1997 :
af LARS BUKDAHL
Jan Sonnergaard Radiator. 227 sider. Kr. 275,00. Gyldendal
OG så hedder den »Radiator«, Jan Sonnergaards debutbog, ikke bare klukker eller klikker man højt af grin under læsningen, den hedder også kort og godt og ærligt og ironisk »Radiator«, hvilket jo var det ord Rifbjerg m.fl. mente, at Niels Frank mente, man ikke kunne anvende i poesi, fordi det i sin klodsede og håbløse konkrethed var et eksempel på det absolute upoetiske: lige netop, svarer Sonnergaard, og tøver derefter ikke med at bruge radiatoren symbolsk i den afsluttende novelle »Immatrikuleret 1.9.1982, spøgelse« om den langstidsstuderende, der efter at have fået 6 for sit speciale bittert driver rundt og mindes, hen mod novellens slutning støder han ind i studiekammeraten Voll, der fortæller historien om den menneskelige radiator: » - Barbara Hutton var hypotermisk, - siger han - hun var hypotermisk, hun frøs simpelthen hele tiden, Da han konstaterer, at jeg ér med, går stemmen over i en skinger råben: - Hun var millionær og boede i Tanger, og Truman Capote fortæller, at hun måske også var søvngænger. Hun var hypotermisk, og det var måske en form for hysterisk lidelse, men hun var millionær, og hun boede i Tanger, og den lokale doktors kone var hypertermisk. - Hun var overophedet, - oversætter han. - Doktorens kone hedder Helen Little, og Hutton får så tvunget eller bestukket hende til at komme ud til hendes palads i Tanger og varme dynerne op!« Hvilket beviser, at selv symbolik kan humor puste liv i, hvis den er opgaven voksen. Det er mellem den konkrete og den symbolske radiator Sonnergaards noveller slår sig løs, og med humoren som eneste ufravigelige æstetiske princip, der kort kunne kaldes distancens overskud. som f.eks. i novellen med den umådelige titel »Historie om en ung mand, der tvinges ind i et klædeskab, fordi et ubehageligt væsen bryder ind i hans kærlighedsliv på de mest umulige og ubelejlige tidspunkter«, hvor væsenet er en universitetslærer, som den unge mands kæreste har haft en affære med, og den unge mand på klassisk vittighedsmanér må gemme sig for i klædeskabet, når lektoren møder op på uanmeldte besøg; ved simpelthen at insistere historien større end dens farcekarakter kan bære, på humorens betingelser og ikke patetikkens eller psykologiens, opnår Sonnergaard en letfærdig monstrøsitet, der fremfor alt giver de tre personer mulighed for at virre sig frem til at blive noget nær tredimensionelle, toenhalvdimensionelle måske. Ligesom i den næstfølgende historie, »Tyveri«, der bruger 37 sider på at fortælle om en gruppe unge mænds hærge- og chikanetur gennem København, som et eller andet sted er ret sørgelig, og sikkert også ville være ret sørgelig at læse om, hvis ikke Sonnergaard var gået til sådanne detaljerede, vitale yderligheder i sit referat, at det lige så meget bliver personernes vilde og opfindsomme trods, der kommer i centrum og søreme i sidste ende på tværs af al moraliseren får lov til at triumfere. Humor er ikke bare en holdning, det er også et talent, og et eller andet meget væsentligt sted er Jan Sonnegaard uden videre benådet med en fantastisk sikker humoristisk sans og stemme og timing, det swinger slående rigtigt både i dialogen og hos fortælleren, men optimalt skarpt og blødt slår det jo sgu da kun, fordi han ved, at det også er et spørgsmål om holdning, til hele materialet, sproget og verden, og om hårdt arbejde, finslibning, at det ikke bare er et billigt trick til at spæde alt det sædvanlige sentimentale og psykologiske pis op med, sådan som det f.eks. er tilfældet i Kim Fupz Aakesons anstrengende forfatterskab. Sonnergaard minder mere om muntert ironiske generationsfæller som Thomas Bruun og Lars R. Stadil, og så på ét centralt punkt ikke helt, for Sonnergaard er realist, med en passion for præcis gengivelse af måderne, virkeligheden taler og gebærder sig på, og på alle tingene som sådan, alle radiatorene, deres navne og deres priser: penge spiller en enorm rolle i Sonnergaards tekster, som det da vistnok også gør i virkeligheden. Og når man har at gøre med en humorist med passion for realisme, plejer man at kalde ham for en satiriker, og det kan man for min skyld gerne, for det er en æresbetegnelse. De store noveller »NETTO og Fakta«, om den arbejdsløses hverdag, og »Immatrikuleret 1.9.1982, spøgelse«, om den trøstesløse kandidat, har begge i hovedrollen en ung mand på forfatterens alder (f. 1963), og med en fortid i tidligfirsernes punkmiljø, og begge spekulerer de en del over dengang og nu, hvilket jo tilsammen kunne synes at bringe dem uhyggeligt tæt på spøgelsesgenren Generationsromanen, som nyligst praktiseret af Jesper Uhrup og Benn Q. Holm, men her kommer akkurat humoren til hjælp, den dynamiske antisentimentalitet, og også den realistiske passion, der ikke er generationsromanskribenternes triste kuponhæfte fra 1984, men en springsk glæde over at fange et nu på kornet (og snarere et nu end et da, eller da'et badet i nu'ets skarpe laserlys, satirens pointe overfor søvnrealismens); jeg mindes i hvert fald ikke at have set hverken arbejdsløshedens eller universitetets rivaliserende limboer sandere eller skarpere portrætteret på skrift (hep, hep, ned med de lede lektorer), og kun hos sidste års debutant Pablo Henrik Llambías synes jeg man finder en nutidig satirisk åre, overhovedet der tåler sammenligning med Sonnergaards. Der er grusomme og gådefulde skygger i satiren i et par småhistorier om mobning og polterabend, og så er der novellen »Lotte«, som helt bogstaveligt lader satiren udvikle sig til den rene horror, efterhånden som tekstens og hovedpersonens interesse flytter sig fra hans intense småsnyderi bag bardisken til hans fascination af den næsten for perfekte Lotte, en hel umulig og rigtig god fortælling. Den unge mand, kvababbet jaloux i klædeskabet, kommer tæt på at være samlingens mest positive aktør, for ellers er det ensomhed og bitterhed og magtbrynde og ondskabsfuldhed og simpel træthed, der præger billedet, og så denne store humor, der ikke ændrer en tøddel, men sætter det hele i bevægelse, på papiret og i vores hoveder. Som Niels Frank i sin artikel om Radiator i Brøndums Encyklopædi skriver om sådanne tingesters intervention i litteraturen: »Er digtet på den anden side i stand til at bibeholde sin styrke trods fremmedordet, skyldes det givetvis, at digtet fra udgangspunktet har taget forbehold for sin modsætning (patos hhv. ironi) eller endog direkte har indopereret den. I så fald har digtet godtaget vores første antagelse om poesien som det lykkelige menneskes gråd, hvis digtet da ikke helt har vendt forholdet om og i stedet antaget poesien som det ulykkelige menneskes latter«.
Sonnergaard havde be-
stukket mig til at være
begejstret for Radiator*,
så jeg ikke behøvede at
martres af denne forfærd-
elige vished om forspildt
talent, forspildtere og for-
spildtere, indtil det bare,
talentet, er en rent negativ
kilde i Hawaiiskjortens blå
og menneskeforladte paradis.
* . men jeg var det ganske gratis og frivilligt, på forsiden af WA Bøger i maj 1997 :
Humorens fjernvarme
Talent. Jan Sonnergaards noveller har en mirakuløs og præcis sans for humor.
Jan Sonnergaard Radiator. 227 sider. Kr. 275,00. Gyldendal
OG så hedder den »Radiator«, Jan Sonnergaards debutbog, ikke bare klukker eller klikker man højt af grin under læsningen, den hedder også kort og godt og ærligt og ironisk »Radiator«, hvilket jo var det ord Rifbjerg m.fl. mente, at Niels Frank mente, man ikke kunne anvende i poesi, fordi det i sin klodsede og håbløse konkrethed var et eksempel på det absolute upoetiske: lige netop, svarer Sonnergaard, og tøver derefter ikke med at bruge radiatoren symbolsk i den afsluttende novelle »Immatrikuleret 1.9.1982, spøgelse« om den langstidsstuderende, der efter at have fået 6 for sit speciale bittert driver rundt og mindes, hen mod novellens slutning støder han ind i studiekammeraten Voll, der fortæller historien om den menneskelige radiator: » - Barbara Hutton var hypotermisk, - siger han - hun var hypotermisk, hun frøs simpelthen hele tiden, Da han konstaterer, at jeg ér med, går stemmen over i en skinger råben: - Hun var millionær og boede i Tanger, og Truman Capote fortæller, at hun måske også var søvngænger. Hun var hypotermisk, og det var måske en form for hysterisk lidelse, men hun var millionær, og hun boede i Tanger, og den lokale doktors kone var hypertermisk. - Hun var overophedet, - oversætter han. - Doktorens kone hedder Helen Little, og Hutton får så tvunget eller bestukket hende til at komme ud til hendes palads i Tanger og varme dynerne op!« Hvilket beviser, at selv symbolik kan humor puste liv i, hvis den er opgaven voksen. Det er mellem den konkrete og den symbolske radiator Sonnergaards noveller slår sig løs, og med humoren som eneste ufravigelige æstetiske princip, der kort kunne kaldes distancens overskud. som f.eks. i novellen med den umådelige titel »Historie om en ung mand, der tvinges ind i et klædeskab, fordi et ubehageligt væsen bryder ind i hans kærlighedsliv på de mest umulige og ubelejlige tidspunkter«, hvor væsenet er en universitetslærer, som den unge mands kæreste har haft en affære med, og den unge mand på klassisk vittighedsmanér må gemme sig for i klædeskabet, når lektoren møder op på uanmeldte besøg; ved simpelthen at insistere historien større end dens farcekarakter kan bære, på humorens betingelser og ikke patetikkens eller psykologiens, opnår Sonnergaard en letfærdig monstrøsitet, der fremfor alt giver de tre personer mulighed for at virre sig frem til at blive noget nær tredimensionelle, toenhalvdimensionelle måske. Ligesom i den næstfølgende historie, »Tyveri«, der bruger 37 sider på at fortælle om en gruppe unge mænds hærge- og chikanetur gennem København, som et eller andet sted er ret sørgelig, og sikkert også ville være ret sørgelig at læse om, hvis ikke Sonnergaard var gået til sådanne detaljerede, vitale yderligheder i sit referat, at det lige så meget bliver personernes vilde og opfindsomme trods, der kommer i centrum og søreme i sidste ende på tværs af al moraliseren får lov til at triumfere. Humor er ikke bare en holdning, det er også et talent, og et eller andet meget væsentligt sted er Jan Sonnegaard uden videre benådet med en fantastisk sikker humoristisk sans og stemme og timing, det swinger slående rigtigt både i dialogen og hos fortælleren, men optimalt skarpt og blødt slår det jo sgu da kun, fordi han ved, at det også er et spørgsmål om holdning, til hele materialet, sproget og verden, og om hårdt arbejde, finslibning, at det ikke bare er et billigt trick til at spæde alt det sædvanlige sentimentale og psykologiske pis op med, sådan som det f.eks. er tilfældet i Kim Fupz Aakesons anstrengende forfatterskab. Sonnergaard minder mere om muntert ironiske generationsfæller som Thomas Bruun og Lars R. Stadil, og så på ét centralt punkt ikke helt, for Sonnergaard er realist, med en passion for præcis gengivelse af måderne, virkeligheden taler og gebærder sig på, og på alle tingene som sådan, alle radiatorene, deres navne og deres priser: penge spiller en enorm rolle i Sonnergaards tekster, som det da vistnok også gør i virkeligheden. Og når man har at gøre med en humorist med passion for realisme, plejer man at kalde ham for en satiriker, og det kan man for min skyld gerne, for det er en æresbetegnelse. De store noveller »NETTO og Fakta«, om den arbejdsløses hverdag, og »Immatrikuleret 1.9.1982, spøgelse«, om den trøstesløse kandidat, har begge i hovedrollen en ung mand på forfatterens alder (f. 1963), og med en fortid i tidligfirsernes punkmiljø, og begge spekulerer de en del over dengang og nu, hvilket jo tilsammen kunne synes at bringe dem uhyggeligt tæt på spøgelsesgenren Generationsromanen, som nyligst praktiseret af Jesper Uhrup og Benn Q. Holm, men her kommer akkurat humoren til hjælp, den dynamiske antisentimentalitet, og også den realistiske passion, der ikke er generationsromanskribenternes triste kuponhæfte fra 1984, men en springsk glæde over at fange et nu på kornet (og snarere et nu end et da, eller da'et badet i nu'ets skarpe laserlys, satirens pointe overfor søvnrealismens); jeg mindes i hvert fald ikke at have set hverken arbejdsløshedens eller universitetets rivaliserende limboer sandere eller skarpere portrætteret på skrift (hep, hep, ned med de lede lektorer), og kun hos sidste års debutant Pablo Henrik Llambías synes jeg man finder en nutidig satirisk åre, overhovedet der tåler sammenligning med Sonnergaards. Der er grusomme og gådefulde skygger i satiren i et par småhistorier om mobning og polterabend, og så er der novellen »Lotte«, som helt bogstaveligt lader satiren udvikle sig til den rene horror, efterhånden som tekstens og hovedpersonens interesse flytter sig fra hans intense småsnyderi bag bardisken til hans fascination af den næsten for perfekte Lotte, en hel umulig og rigtig god fortælling. Den unge mand, kvababbet jaloux i klædeskabet, kommer tæt på at være samlingens mest positive aktør, for ellers er det ensomhed og bitterhed og magtbrynde og ondskabsfuldhed og simpel træthed, der præger billedet, og så denne store humor, der ikke ændrer en tøddel, men sætter det hele i bevægelse, på papiret og i vores hoveder. Som Niels Frank i sin artikel om Radiator i Brøndums Encyklopædi skriver om sådanne tingesters intervention i litteraturen: »Er digtet på den anden side i stand til at bibeholde sin styrke trods fremmedordet, skyldes det givetvis, at digtet fra udgangspunktet har taget forbehold for sin modsætning (patos hhv. ironi) eller endog direkte har indopereret den. I så fald har digtet godtaget vores første antagelse om poesien som det lykkelige menneskes gråd, hvis digtet da ikke helt har vendt forholdet om og i stedet antaget poesien som det ulykkelige menneskes latter«.
tirsdag den 24. september 2013
Argument for radiator
Pia Juul har på Facebook fundet en 5 år gammel udspørgning af Christina Hagen frem; alle mulige kommenterer på hendes disning af - hvad hedder han? - Paulo Coelho, så lad mig citere svaret på, hvilken bog, der har betydet mest for hende - den gode og vigtige bog har vist ikke haft bedre eller vigtige læser, og når nu Sonnergaard ikke kunne finde ud af eksspandere kvalitativt fra den, er det jo lykkeligt, at Hagen har kunnet:
"Jeg er vokset op i 'de gule blokke' med Se og Hør og kylletter og grøn sodavand fra Netto. Det første kulturinput måtte derfor være et mildt et, for at jeg kunne fordøje det. Det var Jan Sonnergaards Radiator, som ændrede alt. Jeg havde aldrig før læst en hel bog, og jeg var vanvittigt fascineret af manden, der, som jeg så det, formåede at smøre virkeligheden ud med ord. Han havde ikke det litterære filter, som er så dræbende kedeligt, men samtidig så svært at undgå. Jeg følte, at jeg havde fundet min soulmate - et lige så kynisk og dumt svin som mig selv. Radiator handlede om ondskaben og elendigheden og ensomheden. Alle de ulovlige ting, der optog mig mere end de burde."
"Jeg er vokset op i 'de gule blokke' med Se og Hør og kylletter og grøn sodavand fra Netto. Det første kulturinput måtte derfor være et mildt et, for at jeg kunne fordøje det. Det var Jan Sonnergaards Radiator, som ændrede alt. Jeg havde aldrig før læst en hel bog, og jeg var vanvittigt fascineret af manden, der, som jeg så det, formåede at smøre virkeligheden ud med ord. Han havde ikke det litterære filter, som er så dræbende kedeligt, men samtidig så svært at undgå. Jeg følte, at jeg havde fundet min soulmate - et lige så kynisk og dumt svin som mig selv. Radiator handlede om ondskaben og elendigheden og ensomheden. Alle de ulovlige ting, der optog mig mere end de burde."
Abonner på:
Opslag (Atom)
