Min tale
-->
Tale ved
uddelingen af debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat til
Ursula Scavenius for Fjer på Vejle
Bibliotek 30. september 2016
Fugleforgiftning
Et vigtigt og centralt engelsk ord, som det er svært at finde en dansk pendant
til, er weird, w-e-i-r-d. Nettet
foreslår en sværm af oversættelser: Underlig, mærkelig, forskruet, uhyggelig,
overnaturlig, besynderlig, ejendommelig, gal, sær. Ingen af dem rammer plet, og
det gør de heller ikke tilsammen; der mangler den her ekstrabetydning eller
ekstrastemning af noget foruroligende, truende, smittende, kvælende.
Ursula Scavenius får i dag tildelt den ene
halvdel af Danmark største debutantpris, fordi hendes debutbog Fjer, der indeholder tre store
fortællinger, ”Majinski”, ”Luna Secunda” og ”Fugleland”, er så kvalificeret og
umanerlig weird, dvs. underlig, mærkelig,
forskruet, uhyggelig, overnaturlig, besynderlig, ejendommelig, gal, sær,
foruroligende, truende, smittende, kvælende - mindst!
I engelsktalende lande er weird fiction en decideret genre. Ægteparret Ann og Jeff Vandermeers eminent
læseværdige antologi The Weird. A
Compendium of Strange and Dark Stories fylder i min e-bogs-udgave 2596
sider og indeholder fortællinger af både finlitterære helteskikkelser som Franz
Kafka og Jorge Luis Borges og underlødige genreforfattere som Daphne du Maurier
og Stephen King, og så en hel masse vilde folk, jeg aldrig har hørt om før.
Opfinderne og navngiveren af weird-genren
er den virkelig weirde amerikaner
H.P. Lovecraft, og hans definition lyder cirka sådan:
En weird
fortælling har overnaturlige elementer, men er noget andet end en traditionel
spøgelses- eller gyserhistorie, den genererer (citat) ”en særlig atmosfære af
åndeløs og uforklarlig rædsel (…) gennem en ond og specifik suspension eller
overvindelse af naturkræfterne.”
Ingen danske forfattere er inviteret med i
hr. og fru Vandermeers antologi, hvilket både er for galt og fuldt forståeligt.
Der er glimt af weirdness hos Knud
Hjortø, Ernesto Dalgas, Johannes V., og med et ordentligt tidsspring hos Preben
Major, Vagn Lundbye, Ulla Ryum og måske Charlotte Weitze. Men jeg planlægger at
sende Vandermeer’erne en mail og insistere på, at Ursula Scavenius kommer med i
næste udgave med for eksempel ”Fugleland”.
Den fortælling er eksemplarisk weird ved som de to andre fortællinger
at nægte at være plotdrevet eller levere veltimede forskrækkelser og ved at
selve det overnaturlige – at der vokser fjer på den fugleglade dreng Anton –
kvantitativt fylder meget, meget lidt forhold til den naturlige og
stillestående, tungt stemningsfulde ikke-handling:
Den mandlige jegfortæller, Antons far, driver
rundt på sin plantage i Hornbæk og mindes sorgfuldt sin afdøde kone, mens han
har gang i et nyt, distræt forhold til nabokonen. Intet sker rigtigt i evige, sørgmodige
nutids- og fortidscirkler, afbrudt med
lange mellemrum af disse umulige fjer på Anton. Her har Anton lige forsøgt at
redde en hejre fri af et pigtrådshegn:
”Da jeg kom hjem stod han allerede og vaskede
sig under bruseren. Bagefter gik jeg ud i badet, hvor der stank sødligt. Den
lugt kendte jeg fra dengang, Anton var lille. Der lå fjer i brusebadet,
blodige. Små og store. De næste par dage holdt jeg øje med ham. Han lugtede af
sved, og han dækkede sine arme med lange vanter. Han fældede dun, som skød ud
af hans nakke. Jeg overraskede ham med en klud og tørrede ham i nakken, men
fjerene hang fast. Så løb han fra mig. Dagen efter havde han taget sin
hættetrøje på.”
Her er mulighed for at beundre, hvor intenst og
selvfølgeligt Scavenius fremmaner den forunderlige underlighed. Det er også
intensiteten og selvfølgeligheden, der forhindrer fjervæksten i at blive plat,
dybsindig symbolik. Fjerene kan ikke oversættes, læseren må uhjælpeligt acceptere
dem som simpelthen fjer og finde sig at lade sig hjemsøge af dem resten af sine
dage – og vågne op midt om natten og mærke efter om, hun selv er blevet
smittet, for hvad nu hvis fugleforgiftningen også lader sig overføre gennem
læsning, det er ikke umuligt- og nu er I advaret!
Hvis de små overnaturligheder og de store
stemningsfuldheder absolut skal handle om noget andet end dem selv og deres weird effekt – og det behøver de altså
ikke! – så handler de om, at der det går helt skævt med naturen og vores
behandling af den. At det allerede er gået helt galt. At vi for længst lever
efter katastrofen. Hvor de gamle, weird
fortællinger var metafysiske og surrealistiske, er de nye snarere fysiske og
realistiske. Weird er bare noget,
verden er, og bliver mere og mere. Jævnfør også, hvordan det måske allermest
mærkværdige og foruroligende i de tre fortællinger bliver ikke særlig avanceret
(eller overnaturlig) sex og mad.
Det er til syvende og sidst alt andet end weird, at Ursula Scavenius om et øjeblik
træder herop og modtager penge og blomster og et stort tillykke, men det ville
på den anden side heller ikke undre mig, hvis hun lettede en lillebitte smule.
(foto: AMM)
