Moderligt medicinkabintet

(fra Dorrit Willumsens nye roman Nær og fjern, der udkommer på fredag - hun ud-ørnsboer sgu næsten Ørnsbo dér i 1. afsnit)

Lugten af medicin bredte sig stuen, og det var ikke ordinær håndkøbsmedicin, men et eventyr om aldrig udtalte lidelser og helbredende midler med utallige bivirkninger som svimmelhed, bløde hår i ansigtet, udvikling af fedtdepoter i nakken og på maven eller forbigående døvhed.
  Det var fornemme, stærke gifte, der på et øjeblik kunne forvandle en hovedpine til en lille, tør susen i hjernen. Der var blå øjendråber i en lille flaske med en pipette. bare en eneste dråbe ville øjeblikkeligt give tågesyn. Men når man havde blinket et par gange, ville tågen lette, og man ville møde verden med et blik som et dårdyr i det øjeblik, det bliver ramt.
  Der var fede, bedøvende salver, der skulle smøres ind i smertende led, og en hvid plasticskinne fra engang, hun havde overanstrengt ved gardinvask. I seks uger hvilede armen i denne skinne, graciøst bundet op med et tomatrødt silketørklæde. Hun viftede med tørklædet.
  der var flere slags piller mod depression. tårer og modløshed kunne forvandles til latter og små pjattede dansetrin.
  Der var midler mod solskoldning, eksem, bygkorn og uklædelig rødme. Moderen kælede med sine tuber og glas, men især med lageret af sovepiller. Så stærke, at de brutalt vælter én om på sengen, og søvnen folder sig ud som en mat hvid blomst.