- fra Dorrit
Willumsens hybrid-bog Modellen Coppelia,
1973 (fundet af dig, men jo ikke = dig (du hat fx ikke fede kinder))
Født i 53
trykker jeg
bamsen
mod mine fede
kinder
Værelset er rosa
På gulvet står
Gyngehesten
bambien
og tøjdyr
med
uudgrundelige glasøjne
Siden fyldes
værelset
af vampyrer
flagermus
pludselige styrt
og mærkelige
drømme
siden igen af
filmshelte
Jeg spilder ikke
tiden
som syttenårig
har jeg været
ringforlovet
tre gange
Mine planer for
fremtiden:
At blive
heltinde
i en
kærlighedshistorie
der er upraktisk
umoralsk
og blottet for
biologi
Ganske
umusikalsk
ser jeg operaer
betaget af
handlingen
Julie får ikke
sin første rynke
Isolde oplever
ikke det første skænderi
Kærligheden er
en sygdom
en akut smerte
lukket inde i en
glasklokke
I eventyrene
er der ingen
alder
intet støv
kun de elskende
Når de forenes
er alt forbi
Jeg tænker på
hunedderkoppen
der efter akten
ganske langsomt
æder
sin tavse
elskedes
lange
ufordøjelige ben
Og jeg søger
partneren
med den høje blå
tone
hver eneste
sommer på stranden
i mine t-shirts
og bikinier
de blå de røde de
orange
og dem af
havannabrun bast
Jeg ryster ikke
mine sprayflasker
Med våde
plastickamme
reder jeg mine
parykker
og retter på
mine blomster
af gummi og
syntetisk tyll
Jeg lukker ikke
et øje
bag mine lune
solbriller
En dag siger de
en er druknet
at dykkere
nærmer sig kysten
slæbende på et
lig
For mig har
vandet altid været
et stykke hvidt
og levende fløjl
Jeg hørte til
de unge
de smukke
de solbrændte
Til frokost
henter jeg
bøfsandwich
som jeg spiser
direkte af
papiret
mens jeg tænker
på
hvor vidt tungen
på en druknet
sidder fast
eller
er meget løs
Ind imellem
bliver jeg
tørstig
og tænker på
coca-colaen
den kølige
hvidvin
og de mange appelsinvand
rundt om
i vore køleskabe
Men ingen af os
forlader
stranden
selv om huden
skaller
og vi trænger
til
tørre badedragter
Den dag
eksisterer
Både grillristen
og de lådne
cashimirsweatre
forgæves
Vi spiser kiks
og svøber os i
våde
håndklæder
mens vi stadig
ser
ud over vandet
Det bliver mørkt
Men vi tager
ikke
på diskotek
vore biler
står tomme
på stranden
Vi åbner for
vore hundrede
transistorer
Vi danser
Vi holder
hinanden
i hænderne
Og på vore
bryster
flagrer
sommerfugle
af blå silke
Om morgenen er
vore kroppe
tusind spor
af hvide snegle
i sandet
Jeg er sulten
jeg henter brød
og avis
jeg læser datoen
d. 17 august 72
har jeg endnu
engang
været forgæves
på stranden
I et anfald af
akut ungdom
svømmer jeg ud
og bliver væk i
en bølge
dorrit!
SvarSlet