Debutdebat: Ingen debutdebit (KME osv.)

Professor Anne Marie Mai og forfatter Stine Pilgaard og Litteratursiden-redaktør Lise Vandborg og jeg diskuterede debutanter på en Litteratursidens lille BogForum scene i går (tidligere havde jeg interviewet de modtagere af debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat (det første kvarter uden vand) Caspar Eric og Ina Munch Christensen på Bellascenen og Ina afrundede smukt seancen med følgende overskrift for hendes og Caspars generation: Angst og Dankort), og vi var bare åndssvagt overstrømmende glade over de fede debutant-tider, vi lever i lige nu, og som en hallucination, men det var rigtig nokt, så fik jeg, lige før vi gik i gang og jeg blev spurgt til mit dictum om, at man debuterer som som læser  hver gang, man læsere en fremragende debutant, øje på den første debutant, jeg anmelder-overrumpledes af, tilbage i 1989, Karen Marie Edelfeldt, der ligesom jeg var 26 år ældre og stod få meter væk klædt helt i lilla og var fortabt i en bog, så jeg syntes ikke, jeg kunne kalde hende ud, da jeg eksemplificerede debut-overrumplinger og nævnte i stedet Lars Frost, 2000, og Yahya Hassan, 2013. Et digt dér i Tysh, som samlingen paradoksalt og profetisk hed, slutter autoritativt:

fremtid løfter hånd
lægger lys til morgenfruer i en krydret
brand
så tal dog
henad morgen forstår jeg
at midt i blodorgiet
klækkedes sommerfugle snigende og sjældne
ud af den fremmedes hjerte

- tre yderligere bøger kun, har Edelfeldt udgivet, mens hun har uddannet sig til hypnotisør og fødselscoach, den seneste, Sollyset i åbne hænder, som jeg var halvt begejstret for, halvt beskæmmet over, kom efter 10 års pause i 2005 - på noget, der hedder Forfatterviden.dk. har jeg fundet følgende statement:

Derfor skriver jeg:

At skrive digte hænger nøje sammen med fravalg af ord. Den yderste konsekvens er helt at udelade dem i det offentlige rum. Og det gør jeg i lange perioder for at skåne min plads og mit hjerte.

Jeg skriver, fordi det er vidunderligt at mærke skaberkraften i forhold til den verden, jeg lever i... Når jeg aktivt vælger den skønneste udgave af alting og dermed højner kvaliteten af virkeligheden. Skabelsen består i at fintune virkeligheden og udøve min indflydelse via ordvalget til at skabe det, der er den reneste skønhed, som jeg kan få frem. Jeg tager aktivt stilling til virkelighedskonstruktionen på den mest frugtbare og sensuelle måde. Derved er processen i sig selv omgivet af skønhed, ordene bliver skønne og sammenhængen mellem dem bliver til en endnu større skønhed. Det er denne fornemmelse af på en og samme tid at være og nære skønheden/sandheden, der gør at jeg skriver, når jeg altså skriver. Dette aspekt af digterkunsten - at højne og fremelske - lader sig nemlig langtfra begrænse til det skrevne ord.

Karen Marie Edelfeldt, januar 2014
 

Fortsæt begyndelsen yderligere og yderligtgående snarligst!