Jeg talte om sandhedsprocenter i Jens Blendstrups forfatterskab på Husets Teater i fredags, og nu har de sørme lagt interviewet, ved teaterchef Simon K. Boberg, hørbart ud på nettet, link her. Jeg påpegede, at før Gud taler ud spøgte Jens' far, Gud, Åff, Uffe Blendstrup, i diverse forklædninger i hans tekster, og bl.a. som "Den natterunde" i fortællingen af samme navn fra debutbogen Mennesker i en mistbænk, 1994, for tyyyyyyyyyve år siden, der begynder sådan her:
Asken var længere end cigaretten. Om ganske få øjeblikke ville August smide den fra sig eller også ville han bande og blive forstyrret.
For satan!
Han blev forstyrret. Gløden havde lavet en lysning i den tynde hus mellem lange- og pegefingeren.
Han bøjede sig langsomt frem og lyttede sig tilbage til natradioens dybe stemme. Altid ventede han at høre Lulu Ziegler*, "Den sidste turist i Europa". det var derfor, han sad der, aften efter aften. Tobakståge efter tobakståge. Det var ikke kun derfor, men det var i høj grad derfor. Mens han ventede, måtte han holde rytmen. Ofte gjorde hans bevægelser og lytten nemlig et stort indtryk på radioens retning. Faktisk var en enkelt sitren med hjemmeskoen, et velplaceret host eller et negleskrab på flaskeetiketten tilstrækkeligt til, at melodierne mistede deres ondskab.
August lænede sig frem for at finde rytmen. Han rettede på pudebjerget i ryggen, den grønstribede manglede, og det forstyrrede højre ribben, men måske hvis han lagde den brune dobbelt ... Nej, den grønstribede manglede så afgjort. Vreden fik hans tindinger til at klikke, men han beherskede sig. Han vidste, hvem skyldneren var. Han havde set, hvordan puden et par timer forinden var bælevet sløbt bort af hans trofaste hund.
Mærkeligt at sidde og skrive dette af, for det gjorde jeg også i sin tid, på min Amstrad-computer efter Jens' håbløst maskinskrifttilkrattede og kuglepentilrettede og (det er de stadigvæk, men det er (som regel) ikke længere mit problem) bizart under- og overtegnsatte og decideret surrealistisk vrangstavede manuskripter - og nu er det ham, der er den store hardware-fetichist ...
* fun fact: Lulu Ziegler er farmor til Line Knutzon, der er nr 1 på top 3'en, hvor Jens er nr. 2, over Danmarks sjoveste, nulevende forfattere.
Lulu
onsdag den 22. januar 2014
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar