Autofiktiv Vejledning, The Blendstrup Desk

Der var et skønt, spørgsmålsløst interview med Jens Blendstrup i Politiken i søndags eksekveret af Nils Thorsen, men jeg føler, jeg bør gøre opmærksom på, at Jens (der udkommer med en samling helst ikke sandfærdige barndomshistorier, Luskefisefortællinger, på fredag) ikke rigtig opererer med grænser mellem fiktion og virkelighed, ikke af princip og æstetik, men af instinkt og - hvad skal man kalde det? - sproglig løftelse; nogle eksempler efter min bedste ekspertviden og -fornemmelse apropos hans far, Uffe B AKA Gud:

uden videre sandt:

Jeg var meget bange for min far, da jeg var lille. I weekenden var han fuld. Om mandagen og tirsdagen skulle man sørge for at forsvinde, inden han kom hjem, for da havde han så mange nerver, at hvis skoene stod forkert, blev han sindssyg, så vores mor låste os inde på vores værelse, indtil han havde fået en dæmpeøl.

tvivlsomt:

Min far var psykolog, men malede hele sit liv på et billede. Der er så mange lag i det billede. På et tidspunkt var der en galge med en kvindeskikkelse. Så blev det hele mørkt. Og så var der en yppig kvinde. Nogle gange nærmest skreg han ind i stuen: »Nu har jeg ødelagt det!«. Jeg arvede billedet, og da jeg vendte det om, stod der ’Til evig forfølgelse, 1966’. Længe tænkte jeg, at det nok var til ham selv. Men sandheden er nok, at den, der arver det, aldrig vil blive færdig med maleren.

helt sikkert ikke sandt:

Min far havde en underlig opblomstring i den sidste uge, før han døde, og sagde pludselig, at vi skulle huske at gå mod det lille lys oppe i himlen i stedet for mod det store. For det store lys var fup, hvorimod det lille lys førte hen til en bar.

- men det kunne være sandt, og måske er det faktisk sandest, og det er i hvert fald virkeligst, nu, ikke kun for Jens, (og Uff).