April Lauring kører det her utroligt fortjenstfulde Opdigtet Onsdag-skoleprojekt, hvor hun trykker nye udgaver af moderne klassikere, bl.a. Pablo Llambias' Hun har en altan, Lars Frosts Allermest undrer det mig at vi kan glemme, Helle Helles Rødby-Puttgarden, Ursula Andkjær Olsens Lulus sange og taler, Bo Hr. Hansens De skrigende halse, Cecilie Linds Dughærget pupil accelererer tusmørke og Daniels Dalgaards Vi er ikke konger foruden eksklusive udvalg af Thomas Bobergs digte og Harald Voetmanns fortællinger (selvfølgelig betitlet Nænsom afkæbning), får gymnasieklasser, via deres dansklærere, til at læse og diskutere dem og stille forfatterne spørgsmål. April er bristefærdigt gravid, så hun lod mig afløse sig som vært for en Q&A med Jens Blendstrup, hvis Gud taler ud er blandt de udvalgte værker. Jeg forsøger at holde mig til elevernes spørgsmål, men hele tiden forsludres vi håbløst venskabeligt, thi også jeg har mødt Gud, den (pga. bogen ikke kun i Risskov) legendariske Uffe Blendstrup:
link HER
Viser opslag med etiketten Gud taler ud. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gud taler ud. Vis alle opslag
mandag den 14. april 2014
onsdag den 22. januar 2014
Gud er den natterunde
Jeg talte om sandhedsprocenter i Jens Blendstrups forfatterskab på Husets Teater i fredags, og nu har de sørme lagt interviewet, ved teaterchef Simon K. Boberg, hørbart ud på nettet, link her. Jeg påpegede, at før Gud taler ud spøgte Jens' far, Gud, Åff, Uffe Blendstrup, i diverse forklædninger i hans tekster, og bl.a. som "Den natterunde" i fortællingen af samme navn fra debutbogen Mennesker i en mistbænk, 1994, for tyyyyyyyyyve år siden, der begynder sådan her:
Asken var længere end cigaretten. Om ganske få øjeblikke ville August smide den fra sig eller også ville han bande og blive forstyrret.
For satan!
Han blev forstyrret. Gløden havde lavet en lysning i den tynde hus mellem lange- og pegefingeren.
Han bøjede sig langsomt frem og lyttede sig tilbage til natradioens dybe stemme. Altid ventede han at høre Lulu Ziegler*, "Den sidste turist i Europa". det var derfor, han sad der, aften efter aften. Tobakståge efter tobakståge. Det var ikke kun derfor, men det var i høj grad derfor. Mens han ventede, måtte han holde rytmen. Ofte gjorde hans bevægelser og lytten nemlig et stort indtryk på radioens retning. Faktisk var en enkelt sitren med hjemmeskoen, et velplaceret host eller et negleskrab på flaskeetiketten tilstrækkeligt til, at melodierne mistede deres ondskab.
August lænede sig frem for at finde rytmen. Han rettede på pudebjerget i ryggen, den grønstribede manglede, og det forstyrrede højre ribben, men måske hvis han lagde den brune dobbelt ... Nej, den grønstribede manglede så afgjort. Vreden fik hans tindinger til at klikke, men han beherskede sig. Han vidste, hvem skyldneren var. Han havde set, hvordan puden et par timer forinden var bælevet sløbt bort af hans trofaste hund.
Mærkeligt at sidde og skrive dette af, for det gjorde jeg også i sin tid, på min Amstrad-computer efter Jens' håbløst maskinskrifttilkrattede og kuglepentilrettede og (det er de stadigvæk, men det er (som regel) ikke længere mit problem) bizart under- og overtegnsatte og decideret surrealistisk vrangstavede manuskripter - og nu er det ham, der er den store hardware-fetichist ...
* fun fact: Lulu Ziegler er farmor til Line Knutzon, der er nr 1 på top 3'en, hvor Jens er nr. 2, over Danmarks sjoveste, nulevende forfattere.
Lulu
Asken var længere end cigaretten. Om ganske få øjeblikke ville August smide den fra sig eller også ville han bande og blive forstyrret.
For satan!
Han blev forstyrret. Gløden havde lavet en lysning i den tynde hus mellem lange- og pegefingeren.
Han bøjede sig langsomt frem og lyttede sig tilbage til natradioens dybe stemme. Altid ventede han at høre Lulu Ziegler*, "Den sidste turist i Europa". det var derfor, han sad der, aften efter aften. Tobakståge efter tobakståge. Det var ikke kun derfor, men det var i høj grad derfor. Mens han ventede, måtte han holde rytmen. Ofte gjorde hans bevægelser og lytten nemlig et stort indtryk på radioens retning. Faktisk var en enkelt sitren med hjemmeskoen, et velplaceret host eller et negleskrab på flaskeetiketten tilstrækkeligt til, at melodierne mistede deres ondskab.
August lænede sig frem for at finde rytmen. Han rettede på pudebjerget i ryggen, den grønstribede manglede, og det forstyrrede højre ribben, men måske hvis han lagde den brune dobbelt ... Nej, den grønstribede manglede så afgjort. Vreden fik hans tindinger til at klikke, men han beherskede sig. Han vidste, hvem skyldneren var. Han havde set, hvordan puden et par timer forinden var bælevet sløbt bort af hans trofaste hund.
Mærkeligt at sidde og skrive dette af, for det gjorde jeg også i sin tid, på min Amstrad-computer efter Jens' håbløst maskinskrifttilkrattede og kuglepentilrettede og (det er de stadigvæk, men det er (som regel) ikke længere mit problem) bizart under- og overtegnsatte og decideret surrealistisk vrangstavede manuskripter - og nu er det ham, der er den store hardware-fetichist ...
* fun fact: Lulu Ziegler er farmor til Line Knutzon, der er nr 1 på top 3'en, hvor Jens er nr. 2, over Danmarks sjoveste, nulevende forfattere.
Lulu
fredag den 17. januar 2014
Jeg bagtaler min ven i aften
Husets Teater har genoptaget deres skramlende skønne dramatisering af Jens Blendstrups Gud taler ud, og i den anledning taler jeg i aften med teaterdirektør Simon K. Boberg under det faste fredagspunkt:
Som noget nyt i denne sæson, kan du nu høre tidligere udgaver af CHEFENS BORD via SoundCloud. Hør Chefens Bord her (sidste uge sad Jens ved bordet)
CHEFENS BORD
Fredag d. 17. januar kl. 19.10 er der CHEFENS BORD igen - denne gang med digter og litteraturkritiker Lars Bukdahl.Som noget nyt i denne sæson, kan du nu høre tidligere udgaver af CHEFENS BORD via SoundCloud. Hør Chefens Bord her (sidste uge sad Jens ved bordet)
fredag den 8. november 2013
Og så af sted til Sodoma
og godmorgen!
(ordspil stjålet fra Gud taler ud)
og Hassan er allerede ankommet og ser imponerende frisk ud:
(ordspil stjålet fra Gud taler ud)
og Hassan er allerede ankommet og ser imponerende frisk ud:
mandag den 14. maj 2012
Censureret Blendstrupcentrisk sætning
(fra min "anmeldelse" til onsdagsavisen (fordi Mr. Micawber er en viderefabuleret udgave af Dickens' far))
På den led er David Coppefield Dickens’ Gud taler ud - der ikke behøvede at have været 980 sider lang som DC, 425 sider havde været alt nok, det er 148 sider ikke.
På den led er David Coppefield Dickens’ Gud taler ud - der ikke behøvede at have været 980 sider lang som DC, 425 sider havde været alt nok, det er 148 sider ikke.
søndag den 15. april 2012
Endnu et digt af Gud til mig
Skarn- og græmmelsesdigt. Risskov 6/2 - 87
tilegnet Lars
"Borgens Forlag!"
"Navarones kanoner - og Borums
og da slet ikke ikke Dine's
kan huske mit jeg's bastiones
Gen-iniativet's Es."
Trumf!!
Talent - eller ikke talenter -
Herregud-da - i Evigheden's navn,
"Titusind vrag på en bakke"
har forsøgt sig, for at finde et navn
Gjorde de gavn?
Digter på din trones højde
lad os, mig, du - de
"I Faderen's, Sønnens og den heliga ande's
namn - skrible - udfylde vort savn.
Din bedstefar - og fader med iøvrigt
er endnu ikke glemt
"Vips" - Salig-Madsen Enke,
- om ældet - husked såre nemt:"
på vegne af / i poetens navn
B
stort
tilegnet Lars
"Borgens Forlag!"
"Navarones kanoner - og Borums
og da slet ikke ikke Dine's
kan huske mit jeg's bastiones
Gen-iniativet's Es."
Trumf!!
Talent - eller ikke talenter -
Herregud-da - i Evigheden's navn,
"Titusind vrag på en bakke"
har forsøgt sig, for at finde et navn
Gjorde de gavn?
Digter på din trones højde
lad os, mig, du - de
"I Faderen's, Sønnens og den heliga ande's
namn - skrible - udfylde vort savn.
Din bedstefar - og fader med iøvrigt
er endnu ikke glemt
"Vips" - Salig-Madsen Enke,
- om ældet - husked såre nemt:"
på vegne af / i poetens navn
B
stort
Et digt af Gud til mig
Lars in vivo
"O
Spræng dog dine grænser,
f.x. - og erkend dit fine
jeg, når det er der.
Når du fx - fx med dine taster
sætter andres ord på print
Men, der skal være rav
- i dit røde hav,
blodet der pulses igennem
"årene" -; ikke luskes
i småmænds 13-karakter
vh Uf.
(skrevet med rødt bag på konvolut fra Magistrenes Pensionskasse, dateret 19.12.86)
"O
Spræng dog dine grænser,
f.x. - og erkend dit fine
jeg, når det er der.
Når du fx - fx med dine taster
sætter andres ord på print
Men, der skal være rav
- i dit røde hav,
blodet der pulses igennem
"årene" -; ikke luskes
i småmænds 13-karakter
vh Uf.
(skrevet med rødt bag på konvolut fra Magistrenes Pensionskasse, dateret 19.12.86)
Gud holder ikke kæft
Jeg var i aftes inde og se premieren på instruktør Simon K. Bobergs og komponist/musiker Bebe Risenfors' og skuespiller Mads Willes imponerende agile og loyale, sjove og bevægende versionering af Jens B's hellige nyklassiker Gud taler ud på Huset teater - en succes parallel med Mungo-Park-versioneringen af Helle Helles Dette burde skrives i nutid, derved at brødteksten tages i munden af skuespilleren/skuespillerne, med samt regi/jegfortælling, som den verbatim står på siden, uden dramaturgiserende omskrivninger, og årsagen til, at det (ikke)greb virker åndssvagt godt, er selvfølgelig ikke kun scenekunstnernes kunst, men også at der er så meget fint og sært liv i originalteksternes stemme pga. forfatternes utrolige talent.
Der sidder også gode, proffe folk og vil lave en SPILLEFILM ud af Gud taler ud. og jeg tænker på, hvor tilfreds den virkelige gud, jens' far mag. art. Uffe Blendstrup, ville være med at få sin udødelighed sikret gennem en decideret franchise, en flermedial Gud-industri, tv-serie, tegnefilm, musical, dukketeater, kun fantasien sætter grænser, med at være en af de få, store, originale KARAKTERER i ny, dansk litteratur; det var lige før, jeg kunne se ham sidde ved siden af lykkeligt forfjamskede og tryllebundne Jens i det som lummer natcabarat forklædte teaterrum og nikke værdigt til rekonstruktionen af sin Risskov-suverænitet.
To sekvenser er nyskrevet/arkivgenopvakt til forestillingen, det fulde manus til hvilket befinder sig i programmet, denne her er allerede nynyklassisk:
Gud er kravlet ned i den svenske dragkiste for at synge Kingos salme. "Her vil ties, her vil bies", men nu er låsen gået i baglås, og Gud kan ikke komme op, og der er ingen der vil lukke ham ud. For han har råbt for meget og været ud til bens, og Gerd Lilian er ikke hjemme. Drengen sidder i hver deres Wegnerstol. Endelig har de ham. Og Gud har været dum, for det er den svenske dragkiste med den tunge lås, som Gerd Lilian plejer at holde åben med en trøje. Med hvad ved Gud om svenske dragkister? Hvad ved Gud om børnetøj? Han vil bare synge fra en ny position. Nede fra dybet. Han vil være som en Farao i sin pyramide, nej, endnu bedre, som Herluf Trolle i sin sarkofag. Han lægger sig med armene på brystet. Mumificeret af tre dagens druk. Og først er der kraft i "Her skal ties, her skal bies, her vil ..." og så videre ... Men så falder han i søvn og vågner i mørket, på en grantrisse og sin gamle uniform, og så bliver der fumlet, og så bliver der grædt- "luk mig ud, unger, far er herinde! Det er lillefar!" Men ungerne vil ikke. De er derude, men de åbner ikke den skide kiste. Og Gud bliver mere og mere ædru og trøstig. "Aaargh! Menneskehed, så luk mig da ud af det her svenske monstrum fra 1600 og hvidkål!" OG Gud ser for sig tiden gå, og huden løsner sig fra hans knogler. Gud ser for sig sit hus forsvinde, bræer skyde op, og dale blive dannet. Han ser det ske. "For helvede i satan! Er der nogen!?" Ungerne åbner først, da Gerd Lilians indkøbsvogn når frem til hoveddøren. "Goed, bring mig i seng, bliv hos mig, og lad lyset brænde!"
Der sidder også gode, proffe folk og vil lave en SPILLEFILM ud af Gud taler ud. og jeg tænker på, hvor tilfreds den virkelige gud, jens' far mag. art. Uffe Blendstrup, ville være med at få sin udødelighed sikret gennem en decideret franchise, en flermedial Gud-industri, tv-serie, tegnefilm, musical, dukketeater, kun fantasien sætter grænser, med at være en af de få, store, originale KARAKTERER i ny, dansk litteratur; det var lige før, jeg kunne se ham sidde ved siden af lykkeligt forfjamskede og tryllebundne Jens i det som lummer natcabarat forklædte teaterrum og nikke værdigt til rekonstruktionen af sin Risskov-suverænitet.
To sekvenser er nyskrevet/arkivgenopvakt til forestillingen, det fulde manus til hvilket befinder sig i programmet, denne her er allerede nynyklassisk:
Gud er kravlet ned i den svenske dragkiste for at synge Kingos salme. "Her vil ties, her vil bies", men nu er låsen gået i baglås, og Gud kan ikke komme op, og der er ingen der vil lukke ham ud. For han har råbt for meget og været ud til bens, og Gerd Lilian er ikke hjemme. Drengen sidder i hver deres Wegnerstol. Endelig har de ham. Og Gud har været dum, for det er den svenske dragkiste med den tunge lås, som Gerd Lilian plejer at holde åben med en trøje. Med hvad ved Gud om svenske dragkister? Hvad ved Gud om børnetøj? Han vil bare synge fra en ny position. Nede fra dybet. Han vil være som en Farao i sin pyramide, nej, endnu bedre, som Herluf Trolle i sin sarkofag. Han lægger sig med armene på brystet. Mumificeret af tre dagens druk. Og først er der kraft i "Her skal ties, her skal bies, her vil ..." og så videre ... Men så falder han i søvn og vågner i mørket, på en grantrisse og sin gamle uniform, og så bliver der fumlet, og så bliver der grædt- "luk mig ud, unger, far er herinde! Det er lillefar!" Men ungerne vil ikke. De er derude, men de åbner ikke den skide kiste. Og Gud bliver mere og mere ædru og trøstig. "Aaargh! Menneskehed, så luk mig da ud af det her svenske monstrum fra 1600 og hvidkål!" OG Gud ser for sig tiden gå, og huden løsner sig fra hans knogler. Gud ser for sig sit hus forsvinde, bræer skyde op, og dale blive dannet. Han ser det ske. "For helvede i satan! Er der nogen!?" Ungerne åbner først, da Gerd Lilians indkøbsvogn når frem til hoveddøren. "Goed, bring mig i seng, bliv hos mig, og lad lyset brænde!"
Abonner på:
Opslag (Atom)
