Det skyldsplagede samfund

Yahya Hassan har sagt i flere interviews, at det ikke kun er samfundets skyld, det er også ret meget hans forældres (generations) og hans egen skyld.

Athena Farrokzhad siger til sidst i sin YH-tekst, at det er samfundets skyld:

”Hej Yahya, jag har läst dina dikter. Jag beundrar ditt språk och ditt mod, men jag är kritisk till dina förklaringsmodeller. I dina ögon kanske jag sällar mig till de som är ’världens bästa kritiker när det kommer till krig i Mellanöstern’, men tiger kring sin egen bakgård. Förstår du att jag är rädd att din bok matar den eld som vill förgöra oss? Hur känns det att ha poliseskort efter alla dödshot? Vad ska du skriva om härnäst? Kan vi inte ses i Stockholm när den svenska översättningen kommer till våren? Jag kan inte sluta tänka på vad det här samhället har gjort mot oss och vad vi ska göra med det.”

2013-romandebutanten Jacob Skyggebjerg, hvis bog jeg endnu ikke har læst, siger i et interview i Lorry (link her), eksplicit apropos YH, at det er samfundets skyld (med de ord og tilsyneladende uden spor af ironi).

Steffen Brandt siger i en gammel TV2-sang, at det er samfundets skyld (han er ironiker (undtagen når han pinligt ikke er det), det er det ikke så in at være længere, hvilket han sikkert har skrevet en anden sang om, jeg følger ikke med lige dér): 

Jeg sidder her på Viby Torv og sumper med en guldøl
og en drøm der forlængst er forbi
Jeg er træf af mig selv, mit liv, min hund, min kat
min kone har forladt mig. Hun er syg oveni
Jeg kan ikke klare at leve. Jeg kan ikke klare at dø
Jeg kan slet ikke klare mig selv
Jeg keder mig ad helvedes til, jeg tror jeg går ud
og slår en eller anden tilfældig ihjel
Det' samfundets skyld
Ja, det er samfundets skyld
Samfundets skyld!

Jeg sidder i din radio. Jeg kommer ind i stuen
Det er mig fra fjernsynet af
Det er mig der er showet. Det er mig der er stjernen
Det er mig idioterne vil ha
Jeg snakker mest om ingenting, mig selv og så mig selv
og nogen gange får jeg det næsten helt skidt
Jeg mener hvor dum kan man blive. Hvordan kan så
mange mennesker i længden være tilfreds med så lidt?
Det er samfundets skyld
Ja, det er samfundets skyld
Samfundets skyld!
Det er et nødråb. Et ægte nødråb. S.O.S. Nødråb!