KÆRE YAHYA - jøderedaktørens tale

Gyldendal-redaktør Simon Pasternaks tale ved uddelingen af Weekendavisens Litteraturpris til Yahya Hassan i går aftes - endnu et Blogdahl-scoop (tak, Simon):

Kære Yahya

I tirsdags blev vi på Gyldendal ringet op af en journalist, der spurgte, om vi kunne skaffe en kommentar fra Yahya på en historie, de ville køre senere på dagen UANSET HVAD. Her ville – det her er et citat – Yahya Hassans tidligere kontaktpersons fraskilte mands FÆTTER, som hun ikke ville afsløre navnet på, men han var ”kendt fra flere reality-programmer,” afsløre, at Yahya aldrig havde læst Knausgaard, men kun havde set dem på sin tidligere kontaktpersons reol. Kunne jeg få Yahya til at verificere, at han havde læst Min kamp 1-6, eller var han en litteratursvindler? Selvom jeg gerne ville se Sidney Lee binde krølle på bandanaen og diskutere autofiktion med Yahya Hassan over en bacardi breezer, og selvom det jo er skønt og ikke bare sjældent, det sker ALDRIG, at en digtsamling når ud til både Paradise Hotel og Wall Street Journal og kloge tyske forlag, siger det også noget om, hvad der er sket siden Yahya Hassan udgav ”Yahya Hassan” 17. oktober 2013 - og hvor langt ude det er blevet. Yahya Hassan er blevet et fænomen med hvinende teenagere (overhørt på oplæsning: ”Se, han har løst hår!”), en helt egen stalkerlitteratur med ledsagende hidsige diskussioner, sure svenskere, dagsordener i Folketinget og PET-livvagter. Du er vist en af de ret få digtere, der både har fået lukket luftrummet over Fyn og fået det notorisk mest ulæsende segment, nemlig drenge mellem 12 og 18, til at synes at poesi er cool, du har fået et hav af gode anmeldelser, bliver oversat til indtil videre svensk, norsk, tysk, hollandsk, italiensk og lige om lidt spansk og du har haft et enormt salg, 100.000 styks er blevet langet over disken, det er den hurtigst sælgende digtsamling i danmarkshistorien og den bedst sælgende bog i 2013, et faktum, der fik en redaktør på Gyldendal til at foreslå, at nu skulle der satses på lyrikken, ”for det er der pengene ligger!” – så får man også bare lyst til med et citat fra dig, Yahya, at sige, at ”de skal holde deres kæft”. For man får indtryk af, at bare en begivenhed bliver stor nok, får man ikke bare alle mulige meninger om den, men at alle de ting, det overhovedet er MULIGT at mene og sige om den, også bliver ment eller sagt af en eller anden. Faktisk virker det, som om alle mener, at de SKAL mene eller sige noget om Yahya – fra det mest absurde og irrelevante, som de - som Yahya siger - ”skulle holde deres kæft” med til de debatter, der går lige i hjertet på det, der gør os til dem vi er – uanset hvor vi kommer fra eller hvad vi kommer med.

Det store slagsmål lige nu er, om du overhovedet skulle have skrevet bogen og fortalt din historie. Den svenske forfatter og kritiker Athena Farrokhzad skrev i Aftonbladet for en uge siden: ”Fandens, tænker jeg. En ung poesidebutant med palæstinensisk baggrund som anklager den muslimske diaspora for hykleri, misogyni og almindeligt barbari, hvilken gave til Dansk Folkeparti.” Åh, ja, hvis vi ikke havde svenskerne … for skal du mon være ansvarlig for, hvordan du KAN læses? Skal man opstille regler for, hvordan der tales og hvem der må tale om hvad? Kan man først åbne munden hvis man taler fra den rigtige position – gerne som offer? Men så har vi jo ikke længere et offentligt rum, hvor vi kan fortælle hinanden vores sandheder. Og selvom samme Farrokhzad siger: ”At hævde at alt er tilladt i den kunstneriske friheds navn så længe meningen er god, er ikke bare en kliche som bruges for at lukke munden på dem, der ikke lide det, der fortælles. Det siger også noget om borgerlighedens syn på litteratur som et i grunden virkningsløst nydelsesmiddel” – så vil jeg gerne slå et slag for dette virkningsløse rusmiddel, litteraturen – det er efter min mening det eneste sted, hvor vi kan tale sammen på lige fod fra hvert vores sted og med hver vores næb. Og der er det ligegyldigt om du er forbryder, babbelab, hashoman, palæstinenser, jøde, gul, rød, blå, lilla eller en talehandicappet torso uden arme og ben – bare du har talent og en historie at fortælle. Og du har - kan man vist roligt sige - begge dele – ikke som ghettodigter, digter med anden etnisk baggrund eller hvad har vi af modificerende og nedladende udtryk, men som dansk digter. Eller bare digter, måske. For det er det, det for mig handler om – og som gør mig så glad for at du får alle de her priser og er ved at være en ganske holden teenager. At du ikke bare er en mand med en god historie, men at du er en god digter – og at du ikke har ansvar for andet end det: At være en god digter.

Og ”Yahya Hassan” er en god poesibog – der ikke bare er 1:1 hård barndom og hashrygning, overfald og politijagter, men et ekspanderende, karismatisk, brutalt, hylende morsomt, gribende, desperat og hårdt formeksperimentarium. Den begynder som knaldhård og kuldslået knækprosa uden dikkedarer a la Vita Andersen om en opvækst i Århus med pøle af pis, tæv med trælameller, angst for julemanden, indbrud, røgtelefoner og brutale pædagoger. Derefter slår den over på et  mere hallucinatorisk og metaforisk spor, hvor der skides roser og hvor barnekroppene ligger ved bjergets fod. For til sidst at ende i det fantastiske topstykke ”Langdigt”, der over 35 sider modulerer ud i et vildt syntaksdestruerende amokløb a la Hassan Khemiri eller måske endda Lars Skinnebach, der på et – hvad? århusiansk, perkerdansk – eller måske på lyrisk - brænder det hele af og opsuger al fortid, alt liv og alle tematikker ind i et vildt lyrisk nu, hvor sprogmaskinen bare kører af sig selv – og som slutter sådan her:

OG UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER JEG STIKKER JER NED

EN EFTER EN

MIG JEG ER DEN SKØRE SØN

MIG JEG HAR SKIFTET JOGGINGBUKSER UD

MED CIVILISERET OG TILPAS STRAM COWBOYBUKSER

MIG JEG BEKRIGER JER MED ORD

OG JER I VIL SVARE TILBAGE MED ILD

MIG JEG ER KAFIR MIG JEG ER MUNAFIQ

MIG JEG ER HUND

MIG JEG ER BESKIDT MIN SJÆL ER FATTIG

OG OVENPÅ UGERNINGEN JEG DØSER HEN I FORÅRSSOLEN

Og hvad er den ugerning mon? Andet end at have noget så forkasteligt som et talent og modet til at forsvare sit territorium – sproget og poesien.

Tillykke Y, du har fortjent det hele – og en hel del mere til. Og nu oven på fire måneders fuldstændig vild eksponering – at du har stået det igennem på en så cool og intelligent og ja, Yahya-agtig måde, beundrer jeg dig virkelig for, jeg kender ikke andre, der ville overleve den tur – hvis du skulle få lyst til at døse lidt i forårssolen, er det o.k. med os.

Bare ikke for længe, vel?

For du skal da skrive noget mere god poesi, ikke?

Tak til Weekendavisen for at have valgt så klogt – og tillykke til dig Yahya med det hele fra alle os på Gyldendal. Og så skal jeg nok holde min kæft.

Bare lige en sidste ting:

Skal vi så sige skål til Yahya?