af Jens' bog Luskefisefortællinger (som han holdt reception for på Husets Teater sidste onsdag og læste op fra og ikke kunne holde op med at læse op fra, og han lovede, at han ville nå frem til pubertetsfortællinger, men hele tiden var der liiiiige én mindreårig fortælling til og 1 til og 1 til og 1 til) -
rent positivt anmelder Jon Helt Haarder til 5 stjerner i JP:
Børns nuttede guldkorn er uendeligt interessante for deres nærmeste, men kan næppe drive en roman.
Det
kan derimod barndommen erobret med litteraturens kunstgreb, som f. eks.
at lille, snart unge Jens hen mod slutningen forudser, at han engang
skal fortælle historien om den scene, han sidder midt i sammen med den
anderledes praktisk indstillede ven ved navn Klunke - der skal være
klejnsmed.På sin vis er denne unge og semifiktive Jens den virkelige far til forfatteren Jens Blendstrup, i hvert fald til ham, der har skrevet "Luske-fisefortællinger". Blendstrup har
siddet der og fedtet med sin roman og sin midtvejskrise og ikke kunnet
få det til, kan man forestille sig (i hvert fald når man har læst
taksigelserne bag i romanen). Og så har lille Jens fra sin bopæl i sproget tilbudt sig som barndom og sæddonor. Heldigvis!
Søren Kasserbeer i Berlingske giver også 5 stjerner og kan som de øvrige anmeldere ikke lade være med at citere løs, kort og langt:
(...) som der står i samme prologs refleksioner over kontakten mellem voksne,
der var børn sammen: »Når vi ringer til hinanden, sidder vi i vores huse
og snakker om livets spil. Med dybe stemmer og svingende kondition
lader vi som om at legen den er slut, men det er den ikke. Halstørklædet klør.« Ja, halstørklædet klør, og Jens Blendstrup ville ikke være Jens Blendstrup,
hvis ikke netop det præcist sansede og beskrevne var her, der og alle
vegne i hans tekst. Voksen-Jens skriver med skæv præcision og sans for
det skøre om drengen Jens (ham selv) og om alle de andre rødder og
luskefise i barndommens Århus, om Neger Thomas, Klunke, Mumi, Mikael,
Finn og dværgen Ellen, og han gør det med et suverænt dobbeltgreb, med
både den voksnes blik og i gakket øjenhøjde med sig selv som før.
Formmæssigt forløber det som små nedslag, der med en fin antydning af
kronologi tegner billeder af ungdommelig almindelighed på kanten af og
med det voksne.
Lilian Munk Rösing anmelder til sølle 4 hjerter i Politiken og er glad, fordi Jens' fortællinger minder om hendes (aarhusianske) fars, og sikke dog en dårlig grund til at være - kritisk - glad (og gladere gør det hende så heller ikke, ærgerligt nok for hendes far) og sikke en sentimental-privat reduktion af den ubændige poetiske ENERGI i (selv miniature-indkapslinger af) den blendstrupske skrift (vs. fx den sympatiske billed-klimpren i Mia Degners Kort over himlen, som Lilian gav 5 hjerter dagen før. fordi den er "Sprogfødt og billedfødt, avlet af historien og fantasien, blodet og sproget,
nedarvet både fra slægten og kulturen", som om Mia er Martin A.!? hvilket hun heldigvis, for hende og os. ikke er):
Når jeg har så stor en svaghed for Jens Blendstrups fortællinger, er det
måske, fordi de minder mig om min fars, og det er jo absurd at skrive,
for Blendstrup og jeg er lige gamle. Men
jeg er vokset op med min fars røverhistoriske barndomserindringer fra
Aarhus og omegn, og det er deres stil og tonefald, jeg latterbevæget
hører, når jeg læser Blendstrup. Når Blendstrup fortæller
om »gummerfrisøren« på Nordre Strandvej og hans selvfabrikerede
reklameskilt for kondomer i udstillingsvinduet: »Sæt nøkken på pløkken,
det er lykken«, er det for mig et ekko af min fars frisørreklamecitat:
»Lad håret klippe og tørre i Jægergårdsgade 47« (begge rimer mest
klangfuldt på aarhusiansk!). Og når Jens'
kammerater hedder Neger-Thomas, Smukke Jan og Klunke, er disse epiteter
for mig mere heroiske end Homers, for de minder mig om persongalleriet i
min fars epos: Cirkus-Jens, Anker Kanin og Bellahøjsmeden (med tryk på
høj). Blendstrups fortællinger excellerer
måske ikke i dybsindighed, men de får storartet komik ud af barnets
poetisk-absurdistiske forhold til verdens sprog og billeder.
Nej, og GUDskelov for det dybsindighedsexcelleringsfravær, det er en kvalitet, ikke det modsatte vs. fx Kort over himlen)!
I Kristeligt Dagblad savner Liselotte Wiemer vistnok også dybde, af en eller anden uklart art:
Far (Gud) er kun sporadisk til stede i disse " Luskefisefortællinger". Ligesom den vibrerende galskab. Voksenskabet er placeret i forordet, og vi kommer aldrig rigtig på tomandshånd med det igen.I
det hele taget falder ordet " sporadisk" ned på tastaturet, når man
læser den nye samling fra Blendstrups aarhusianske gader. Alt er
midlertidigt. Ligesom barndommen er det.
Teksterne er brudstykker, begivenheder der ikke altid hænger sammen, men
alligevel gør det med drengelogik. Og hvor den store far-bog var fyldt
med bizar lattergas og syre i såret, er efterfølgeren langt mere
helgarderet. Bortset fra det formidable anslag i forordet, hvor vi altså
får lov at kigge ind i skabet. Og bortset
fra det dybt alvorlige udgangspunkt, der strømmer som et urråb under
det alt sammen, fordi voksenlivet af mange grunde må skræmme ethvert
normalt barn fra vid og sans. Og bortset fra slutningens stigende
desperation, da konfirmationsalderen nærmer sig: " Jeg skal skubbes,
far." Så der er faktisk en del fine " bortset fra'er"! Selvom det ikke
er Blendstrup i den uforbeholdne topform, jeg bliver ved med at ane. Og ane og ane.
Mens Tue Nexø, der også som sådan er pænt glad, synes, der er for meget voksen melankolsk/nostalgisk dybedevirkning på drengen, men han eksemplificerer ikke med andet end den selvsamme prolog, Wimer er så glad for. Jens' Risskov- og barndomsskildringer har da altid, lige siden debuten, været hjemsøgt og gennemsyret af melankoli og nostalgi og såmænd også sentimentalitet, det er sandelig ikke nogen ny virus, og slet ikke ondartet, men tværtimod i den grad fantasiproduktiv og simpelthen inspirationsgrundlæggende, Jens har altid længtes efter Risskov, grådkvalt og lattermildt, selv da jeg lærte ham at kende, og han var 16 år og BOEDE i Risskov:
Nå. Når der er en mislyd i skriften denne gang, og det er der, så
skyldes det dels, at den overstyrede galskab aldrig folder sig ud. Det
er som om teksten holder igen hele tiden. Man savner - det troede jeg
aldrig, jeg skulle sige om en bog af Jens Blendstrup - at den går planken ud. Men
det skyldes også den svagt sentimentale tone, der løber gennem
Luskefisefortællinger. Som bog er den uheldigt bevidst om at være et
tilbageblik. Det er som om, voksne Jens dukker op i teksterne med let
blanke øjne og ligesom svømmer hen ved tanken om dette tabte land. »Luften
var kold, men ikke ubehagelig, livet var langt, men ikke evigt. Det var
sådan det var at være barn. Og de kunne ikke kalde os ind, snoren til
de gamle var knækket, den jullede rundt, det var kun når vi selv tog den
op vi gik hjem. Nogle gange gik vi bare hjem til hinanden.« Hvem er
det, der på den måde udlægger barnets tid, hvis ikke den alt for voksne,
der længes tilbage? Men den fordobling, denne trang til at give sin
fortid et ekstra ord med på vejen, den er ny og klæder ikke Blendstrups
skrift. Jeg mener, i hans tidligere bøger
skrev han med en naiv logik om død og tragedie, satte voksne katastrofer
i gang som et barnligt og absurd, amokløbende kaos. Det var en vild og komisk leg. Den blanding var der mere dynamit i.
- og nej, den går ikke planken ud, skriften, den hopper på planken, små og sære og søde og umiskendeligt skæve og suveræne spring, og dem har man også bare at være hysterisk taknemlig for, synes jeg ikke overraskende, men vent så bare til Bagerkoner og slagterenker, det er totaleksploderende padehatteskysovs, I tell you!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar