Fryden ved late night ondskab

Hvad er er bedre end lige efter midnat at opdage en frydefuldt ond anmeldelse af Suzanne Brøggers nye roman i Information ved Erik Skyum-Nielsen - ikke fordi jeg synes, det er frydefuldt eller vigtigt i sig selv at være ond overfor Suzanne Brøggers(s skrift), men fordi Skyum er så god, the greatest, til at være ond, og han er det, ligesom jeg selv, ikke så tit længere, men her har djævleskaben virkelig fået tag i ham og vil ikke give slip, lige meget hvor meget hans bedre, englelige kritikerjeg forsøger at lande anmeldelsen godmodigt til sidst. Her et smukt og sort citat:

"Arven fra Dekameron består i ideen med fælles geografisk isolation kombineret med liv i luksus. Det blixenske ligger mest i skæbnetanken og i en tro på, at »hvor historien er, dér vil personerne samle sig« , hos Brøgger desværre omdefineret til, at hvor personerne møder op og plaprer, falder deres historier fra hinanden.
Det vil føre for vidt her at opregne og beskrive gruppens medlemmer, blandt hvilke man bemærker en Shulamith, som har træk til fælles med bogens forfatter, og Potifar, libertiner plus diplomat, vistnok kalkeret over Suzanne Brøggers mentor og første elsker i ungdomsårenes Indokina. Som en etnisk og social kontrast til alle de komplicerede skæbnemønstre er der indsat en illegal afrikansk immigrant, som er sluppet helskindet »over hegnet« og nu iagttager gruppen fra en campingvogn.
Romanens på én gang individuelt forankrede og kollektivt baserede beretning kaldes i undertitlen »bekendelser« , hvad der virker misvisende, for så vidt som Mischling i funktionen som jegfortæller forekommer spændingsforladt. Havde hans historie været bekendelse, måtte dette have forudsat en modstand af en eller anden slags, men en sådan mærker læseren ikke, stemmen skvulper blot over af umådeholden meddelelsesiver."

Jo, en ting er bedre: At Skyum citerer mig; LB, for gammel, af mig selv rent glemt gedigen ondskab!: 

"Hvor der ellers kunne være opstået en nysgerrighed hos læseren, høres kun det, som Lars Bukdahl i en anmeldelse af Jette A. Kaarsbøls Den lukkede bog (2003) rammende kaldte Den Alvadende Fortæller."

Ulrik Høy, høyere, høyest 1945-2019

Kær, filuragtig kollega på WA gennem mange år, menende alt muligt sort, men elskende poesi og skrivende som en energisk drøm - her en opsang til blandt andre mig fra 2009 (på akkurat min 41 års fødseslsdag), stadig hørt med ørt forført øre, akut savnet:

Anmelderiet har taget overhånd

Kritik skal være »ond«, blottet for behagesyge, åndelig bekvemmelighed og trang til at please forfatter, publikum og forlag.

I de seneste uger har medierne svælget i kulturlivet, mindre i kunstlivet og slet ikke i kritiklivet. Begrebet være hermed introduceret, men lad os tage kunstlivet først, hvor jeg ud fra en æstetisk betragtning har tre forventninger til et givet kunstværk: Det skal have herlighedsværdi, forfærdelighedsværdi og mærkværdighedsværdi, gerne elementer af alle tre dele, og da jeg føler mig bedre tilpas med angiveligt mærkværdige kunstværker end med evident mærkværdige it-installationer, mobiltilbud, digitale opfindelser, rumraketter og diverse finanspakker, ja, så stiller jeg ikke spørgsmål af typen »skal det være kunst?«, men sætter hellere spørgsmålstegn ved alt det andet: »skal det være fremskridt?«.

Set i det perspektiv er det angiveligt uforståelige kunstværk både indtagende, rørende og purt begribeligt. Hvad har det stakkels uforståelighedsvæsen dog gjort, siden det skal skammes ud på den måde? Hvem kan det genere? Som et skrøbeligt væsen ankommer det fra en fremmed klode og kalder på al sensibilitet og imødekommenhed. Jeg føler mig nok så tryg ved det og i samme ombæring ganske tilpas med et glas syltede vintage-heste fra Bjørn Nørgaards længst henfarne slagterbutik.

Så mærkværdighedsværdi, tak, det kan da kun provokere den, som intet har lært og intet glemt. Og så skal kritikken kvalificere min oplevelse af mærkværdighed, så jeg ikke stamper løs på de ostinate motiver »flot«, »fantastisk« og »det siger mig ikke noget«, for det motiv hører hjemme i kulturlivet.

Der er så få kunstnere med talent og så få kritikere med talent! De sidste er en truet art. Jeg har kun kendskab til en lille håndfuld talentfulde kritikere pr. kunstnerisk genre i dette land, selvom der er flere, mange flere, til at bedømme kunsten. Hvad der igen handler om den gamle relation mellem kritik og anmelderi, mellem det at være kritiker og det at være anmelder. For at sige det: Kan vi ikke få nogle flere kritikere og færre anmeldere, og kan vi ikke bede kritikeren skære ned på sin indre anmelder og træde frem som kritiker: sagkyndig, velskrivende, skarp, kompromisløs, kategorisk, når det kræves, eksklusiv, når det er nødvendigt, kort sagt som noget, der ligger lige langt fra kommunikation og formidling?!

Det er så vigtigt med kritikken, den kritiske instans, den kvalificerede vurdering, fordi der er tale om en vurdering på den absolutte målestok. Som findes! Sådan en skal man da have og spørge til råds, for det er slet ikke individuelt for den enkelte hver for sig, hvad der er god kunst, selvom det er sandheden for tiden. Selvfølgelig skal kritikeren med på råd - som gyldigt supplement til den trivielle treenighed af »flot«, »fantastisk« og »det siger mig ikke noget«. Og gerne fra det medlevende og impressionistiske hjørne af modersmålet. Så lad os opgradere kritikken og nedtone anmelderiet, især den del, som er nabo til anprisningen og den facile præsentation.

Som det er nu, er der for lidt kritik og for meget anmelderi/præsentation i dagspressen, og så er det jo godt, at vi har tidsskrifter med kræsen kritik. Det er dog i avis, radio og tv, at kritikere bør skærpe det kritiske apparatur. Jamen er det ikke udtryk for åndshovmod? Nej, det er åndshovmod at fable om »verdens bedste folkeskole«, det er ikke åndshovmod at sætte sig høje mål i kritikken. Selvfølgelig skal vi have kritikere i verdensklasse. De skal bare fremelskes, hvad de ikke bliver for øjeblikket, hvor kulturlivet breder sig som svampe efter regn, og sproget bliver derefter - svampet.

Kritiker eller anmelder? Forfatter, kritiker eller anmelder? For at sætte navn på problemstillingen: Jeg sætter stor pris på Carsten Jensen - som kritiker! Han er evig skarp, klar, polemisk i skrift og tale, hvorimod han som forfatter er snakkesalig som de skipperskrøner, der skaffer ham stor læserskare og stort publikum. Kan det være bedre? Ja! Carsten Jensens virksomhed som både forfatter og kritiker siger - næsten - alt om forholdet mellem kulturlivet på den ene side og kunst- og kritiklivet på den anden.

Jamen hør, er Carsten Jensen ikke forfatter og som sådan en rigtig sand og ægte kunstner? Tjo, men den kunst, han bedriver, er en florissant og ordrig sekundavare, og den type kunst er der rigtig meget af, hvorimod vi kun har få kritikere - og ingen som Carsten Jensen! En biskop kaldte ham ligefrem »ond«, og større kompliment kan man ikke få som kritiker, hverken fra gudelige eller ugudelige kredse.

For det er så vigtigt, at kritikken er »ond«, dvs. blottet for behagesyge, åndelig bekvemmelighed og trang til at please forfatter, publikum og forlag. Derfor: Den gode kritiker er ond, og han hader kulturlivet! Undertiden er haderen en hun, men for tiden har vi kun få gode onde kvindelige kritikere; så godt, at Weekendavisen nyder godt af netop en af dem! Leonora Christina Skov er, når hun er bedst, fuldendt ond i den gode betydning. Desværre vil hun hellere skrive romaner, men det gør jo alle begavede kvinder for tiden, så det er en afvigelse fra den egentlige bestemmelse! Lars Bukdahl? Vær kritiker, kritiker og atter kritiker, for vi har så få vanvidsskønne kritiske sjæle til vurdering af intrikate fænomener som æstetisk herlighedsværdi, forfærdelighedsværdi OG mærkværdighedsværdi

Hvad de menneskelige omkostninger er for denne virksomhed? Det er en mild version af social udstødning, kollegial fremmedgørelse, politisk partiløshed, rimeligt fravær af familieliv og generel abdikation. Værre er det ikke, vi er alle danskere, så den smule Skæbne burde flere tage sig på. Indrømmet: Kommercielt er det hårde odds, for romanen sælger i tusindvis, værker om kritik kun i få hundrede eksemplarer, hvis de overhovedet bringes i handelen. Finder man for resten ét eneste genuint værk om netop kritik, kritikere og kritikliv i dette efterårs righoldige katalog af udgivelser?"

Jeg er blid som et lam, sagde han bloddryppende

Jeg er godt tilfreds med, at herren ved siden af mig i IC3-toget ikke læser BT fra i går (Overskrift: "Slagteren fra Pilestræde", billedtekst: "den onde mand") Og med at jeg ikke ser nogen læse Weekendavisen Bøger i dag, fordi de læste BT i går, for så ville deres splatter-forventninger desværre blive opfyldt: Mine to sådan cirka hårdeste 2103-anmeldelser, den ene selvfølgelig af en debutant, er begge på, og i Blæksprutten polemiserer jeg manisk mod både Moestrup og Jalving (ja,ja, bloggenbrug) - så meget for ikke at leve op til sit idiotiske (tudsegamle) hype ...

Årtiets bedste dårlige anmeldelse

må være René Jean Jensens anmeldelse af Henrik Dahls roman NT i Information, så fantastisk lysfuldt perlende ond, men det ondeste er jo, judoagtigt, at det ondeste er citaterne fra bogens selv: Se via nøje udvalgte zooms, hvordan denne bog grusomt slår SIG SELV ihjel: ligesom RJJ længe var den bedste tavse digter i sin generation, indtil han omsider udgav to fremragende bind med poesi og kortprosa, har han længe være den bedste tavse kritiker (der kun i små livelige live-glimt, fx på Ta' og læs på Testrup H, har flashet sit skarpe blik) nu er der heller ikke her nogen vej tilbage! Vi kræver, at han bliver fast hoved-Inf-anmelder og fyrsteligt betalt for det; dette er lammetævningens suverænt nådesløse afslutning:

Henrik Dahl skriver et særligt uskønt revisordansk: »Han var en højt estimeret foregangsmand inden for professionaliseringen af det økologiske landbrug, som hun i mange år havde dannet par med.« Ikke just elegant, vel? Eller: »Resten af dagen var gået slag i slag med kontaktsøgende børn og madlavning og oprydning, og der havde ikke været tid til at snakke om den mulige sigtelse for overtrædelse af den milde terrorparagraf«. Det er jo næsten sjovt i al sin klodsethed. Faktisk skraldgrinede jeg mange gange i løbet af de første 30-40 sider. Vantro og næppe, hvor Henrik Dahl vil have mig til det. Som satire er N. T. nemlig bovlam, selvgod og mildest talt forstenet, hvad kønsroller angår, jeg mener, er pointen virkelig, at kvinder er kontrolfreaks med økodiktatoriske tilbøjeligheder og mænd nogle ultra konfliktsky vatpikke, der først i sidste øjeblik finder ud af hvor befriende det kan være at slå konen? Det er sgu nok en metasatire, tænkte jeg, da gassen var gået af morskabsballonen og romanens flad-og fadhed havde sat sig tungt på mig. Måske vil Henrik Dahl teste hvor elendigt han kan skrive og stadig blive inviteret i morgen-tv for at debattere helsefanatisme og økodogmatisme på baggrund af et påskud af en bog? Det vil vise sig.


- René prøver at se lige så superskurk-bad ass ud, som han fra i dag er

Er der spørgsmålsnyt? Er det virkelig restaurantudgaven?

Jeg skulle have været i Kulturen På News i aften og have fortalt om anmeldelser med selvstændig æstetisk værdi, den eneste slags der jo burde findes, med udgangspunkt i en fantastisk restaurantanmeldelse i New York Times af en vis Pete Wells, men jeg er jo deep deep undercover i Jylland lige nu, så derfor må jeg i stearinlysets skær nøjes med at aftrykke begyndelsen af anmeldelsen, der virtuost og kosteligt ondsindet består af lutter spørgsmål til restaurantens ejer, og linke til spørgsmålsbølgen i ny dansk litteratur, fra Spørgespil til Spørgsmålene:

GUY FIERI, have you eaten at your new restaurant in Times Square? Have you pulled up one of the 500 seats at Guy’s American Kitchen & Bar and ordered a meal? Did you eat the food? Did it live up to your expectations?

Did panic grip your soul as you stared into the whirling hypno wheel of the menu, where adjectives and nouns spin in a crazy vortex? When you saw the burger described as “Guy’s Pat LaFrieda custom blend, all-natural Creekstone Farm Black Angus beef patty, LTOP (lettuce, tomato, onion + pickle), SMC (super-melty-cheese) and a slathering of Donkey Sauce on garlic-buttered brioche,” did your mind touch the void for a minute?

Did you notice that the menu was an unreliable predictor of what actually came to the table? Were the “bourbon butter crunch chips” missing from your Almond Joy cocktail, too? Was your deep-fried “boulder” of ice cream the size of a standard scoop?

What exactly about a small salad with four or five miniature croutons makes Guy’s Famous Big Bite Caesar (a) big (b) famous or (c) Guy’s, in any meaningful sense?

Were you struck by how very far from awesome the Awesome Pretzel Chicken Tenders are? If you hadn’t come up with the recipe yourself, would you ever guess that the shiny tissue of breading that exudes grease onto the plate contains either pretzels or smoked almonds? Did you discern any buttermilk or brine in the white meat, or did you think it tasted like chewy air?

Why is one of the few things on your menu that can be eaten without fear or regret — a lunch-only sandwich of chopped soy-glazed pork with coleslaw and cucumbers — called a Roasted Pork Bahn Mi, when it resembles that item about as much as you resemble Emily Dickinson?

When you have a second, Mr. Fieri, would you see what happened to the black bean and roasted squash soup we ordered?

Hey, did you try that blue drink, the one that glows like nuclear waste? The watermelon margarita? Any idea why it tastes like some combination of radiator fluid and formaldehyde?

Tillykke med ondskab

Information 9. maj, 1986 

Blævrende følsom

Stig Dalager: Århus-elegi. Digte

Hvad skal man stille op, spurgte jeg engang en erfaren anmelderkollega, hvis en bog er så jamrende elendig, at man allerhelst vil forbigå den i tavshed?
 "Begynd med det positive", svarede hun. "Der vil altid være et eller andet i en bog, som du kan rose. Hus på, at det er et medmenneske, der har siddet og udgydet sit hjerteblod."
  Omslaget til Århus-elegi er ret pænt- Og på s. 31-32 optræder der en tekst - en tætsanset barndomsoplevelse . som jeg uden forbehold vil kalde et godt digt.
  Resten er så håbløst, at det nærmest unddrager sig samlende karakteristik. En klump gelé på størrelse med en bybus? En ørkenvandring i ambitiøst ævl - jeg opgiver opg holder mig til adjektiverne: diffust, kropsløst, patetisk, manieret, sentimentalt. Som poesi værdiløst, som bog en fatal misforståelse.
  Måske er det allerstørste minus ved bogen dette: at man ikke kan sætte fingeren på noget bestemt som er dårligst. der er næppe rettet meget i disse digte, for de oparbejder ingen indre konsekvens. på hvis baggrund mislydene evt. kunne høres. ingen rytme, ingen klangfornemmelse, ingen tone, ingen syntaktisk tydelighed, ingen orden, kort sagt - den være sig nok så tilfældig - der kunne forlene de mange associationer med poetisk nødvendighed. I hvert af de fem hovedafsnit, i hvert digt, ja ofte helt ned i den enkelte passage, arbejdes der i indbyrdes uforbundne sætstykker uden sans for rekapitulering og videreudvikling af betydning og motiver.
  Jeg tror det er her, i de ubearbejdede kladders mangel på klarhed og kohærens, at man skal søge forklaringen på Dalagers intensive anvendelse af store abstrakte armbevægelser. Netop fordi hans blævrende skrift næsten intet kan artikulere, søger han stedse at forankre og dermed legitimere den i stedet (Århus, Europa), tiden (fra efterkrig til 80'erne), den store følelse (ensomhed og gådåtynget længsel), samt, først og sidst: naturen, der jo så tit har måttet holde for.
  Specielt har han en forkærlighed for fuglene, selv så eksotiske arter som lomvie og pirol. Ja, han opfinder sågar en fugleart selv - "strandpiber" s. 180.
  Eksemplet kan stå som en illustration af hvor sløret og upræcist Dalager omgås det sproglige materiale. Men lad mig som yderligere dokumentation citere en stribe utydelige og frem for alt sprogligt usikre passager: "deres stemmer itser (s 25)/ et blad er sluppet løs/ svæver ligegyldigt blank (s. 30)/ hun kommer ind af havelågen/ og jeg gemmer mig/ stadig et maskepi (...) yderst ved grenen når han mig (s. 41) / og vi går/ altid voksne/ våd af feber/ (s. 54) vibrende let (s. 7+) / Udenfor til helvede med dette (d. 75) / I blæsten ligger skibe til (s- 91) / overalt det nedladne skrig fra natur (s. 93) / krummerne / fra et par timer siden (s. 187). Hvad er trykfejl og hvad er bevidst nydannende? Digtene er for udflydende til at svare bevidst herpå.
  Heller ikke de poetiske billeder i bogen tåler nærmere analyse. Dalager lader f.eks. fugle ligge bedøvede af nektar (s. 73) skønt det sædvanligvis er insekter, der hengiver sig til denne last, eller han alder i et digt jeg'et høre sit navn "forsvinde/ som et skud i ryggen" (s. 77). det ene indfald dementerer det andet. Helt grotesk bliver billedbrugen når Dalager s. 198 hævder at kærligheden ikke vil mere: "den kører baglæns/ som et tog." det fungerer ikke - de tider er længst forbi hvor man undrede sig når et tog kørte baglæns.
  Et sidste billede, s. 233, behøver næppe kommentar: " de hårde slag fra ugjorte ting der trævler jorden/ op."
  En regulær anmeldelse burde vel gøre omhyggelig rede for Dalagers skiftende udsigelsesmodeller (det hullede, det fortællende og det ultrakorte digt) og med indlevelse karakterisere samlingens billeder af opvækst og parforhold. Man burde beskrive by-scenariet og undersøge den almene kultur-kritik. Påvise genfødsels-temaet og dødens centrale rolle. Man burde diskutere "virkelighedsproblematikken" og se subjekt-opfattelsen i relation til dén modernistiske tradition, som 256 sider formelig trygler om optagelse i. - Men hvorfor levere et så indgående modspil til noget, der ikke kvalificerer forudsætningerne herfor? Hvorfor ikke bare tage til efterretning, at Stig Dalager har udsendt sin tredje digtsamling og for trdje gang vist at han ikke er lyriker? - Samt for retfærdigheds skyld tilføje, at forlaget har kvajet sig mindst lige så grundigt som forfatteren?

(optrykt i Ordet fanger, der udkom for 10 år siden på 50 årsdagen)