Alle skal være Tues venner

Jeg bliver lettere forbandet på blogmediets demokratiske vegne, når der udspiller sig kvalificerede (og idiotiske) litterære debatter på Facebook, fordi Facebook ikke er pivåbent for enhver ligesom en blog, Facebook er kun åbent for venner og venners pålinkede venner, eller hvis man selv åbner sin profil for alle og enhver (jf. kommentar nedenfor - men hvor er det så, man som ikke-ven (eller ven med alt for mange andre "venner", se parentes nedenfor) skal få nys om, at der bliver skrevet noget læseværdigt - vs. de smarte, opdaterende blogruller, fx på Kornkammeret)), som nu den ret fine diskussion apropos tidligere blogger Tue Andersen Nexøs Information-anmeldelse af Peder Frederik Jensens roman Læreår, der har kørt som tråd fra Tues eget status-link til anmeldelsen med deltagelse af bl.a. Jeppe Brixvold og forfatteren selv (og som jeg ikke selv opdagede i første omgang, men kun i anden omgang, via et link fra forfatter Jensen, som jeg lige så godt ikke kunne have set, det er og bliver et kommunikativt mudder) - jeg kan prøve at linke her, men jeg ved ikke, om det giver adgang for jer, der ikke er Tues venner, og alle skal være Tues venner, up front i helst en blog (der jo gerne kan være kollektiv - fx for informationanmeldere og som udgangspunkt bare med anmeldelses-links) er, hvad jeg mener, og lad mig simpelthen stjæle Tues sidste/seneste kommentar, så I, der ikke er (fx) Tues venner, får nys om, hvad I går glip af, og kan tilslutte jer kravet om universelt venskab med alle, der har noget på hjerte om litteratur: 

Hej Peder, tusind tak for kommentaren.
Jeg er meget enig i din analyse, det var det jeg prøvede at skrive i anmeldelsens indledning. Noget af håndens arbejde befolkes i dag (også) af den højere middelklasse, de har prestige, de er på mange måder udtryk for et livsvalg. Bl.a. bådebygger, men jo også dele af kokkebranchen. Andre glider ned mod det ufaglærte og den serie af konnotationer, det har idag. Du skriver (næsten kun) om det ene, Kristian Bang Foss om det andet. Mit forbehold går ikke så meget på den analyse, men snarere på hvor fortællerstemmen stiller sig i forhold til sin hovedperson og hans (nostalgiske) livsvalg. Den fylder dem med eksistentiel dybde, synes jeg, og gør det gennem nogle bestemte sproglige greb. Det betyder så også, at den så at sige overtager nostalgien i hans valg, at den beskriver dem med den her svage toning af højstemthed. Som jeg altså forbinder med halvtressernes litteratur. Men jeg kan tage fejl, det er altid en mulighed.