We had a good run, Katrine!

9. februar udkommer Katrine Marie Guldagers nye roman Lille hjerte. og for første gang siden hendes debut, digtsamlingen Dagene skifter hænder, 1994, skal jeg ikke anmelde Guldagers nye voksenbog, og det er lidt vemodigt, men også temmelig okay, eftersom bogen er en efterfølger til Ulven fra 2010. som jeg virkelig ikke brød om, allerførste Guldager-bog, jeg virkelig ikke brød mig, bogen før, novellesamlingen Nu er vi så bare her, kedede mig bare, hvilket var ubehageligt nok, men Ulven syntes jeg decideret var dårlig, og det var sgu alligevel et chok, for Guldagers hovedværker er jeg stadig helt utrolig glad for, de 5 vidt forskellige, men i hvert sit hjørne renfærdigt excentriske pletskud: Styrt, 1995, Blank, 1996, Det grønne øje (ingen andre elsker Det grønne øje så højt som mig, slet ikke forfatteren), 1998, Ankomst, Husumgade, 2001, København, 2004 - men så begyndte det at blive besværligt at være 100 % med, Kilimanjaro, 2005, Lysgrænsen, 2008, En plads i historien, 2009, før det begyndte at gå helt galt, og måske skal jeg slet ikke læse den nye bog, ikke lige med det samme i hvert fald, det gør simpelthen for ondt at se en yndling (yngling må man finde sig at en digter holder op med at være, selvom det også er svært) gråmeleres så græsseligt, men de 5 gode bøger er stadigvæk nogle af min generations bedste, aldrig vil jeg holde op med at blinke med og til Det grønne øje. Take care, Katrine, og gør comeback snarligst!