Alternativt spørgsmål til samfundsfagseksamen i morgen

Hvor mange

jeger

har Mick

Jagger?

Flere eller færre end en jet-

jager-

eskadrille?

2 generationer (anti-)anti-jeg-raser

Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at dette jeg, jeg, jeg er klæbet fast til mig, følger mig som en skygge. Det er der nu, det er der, når jeg falder i søvn (ikke uden sovepiller), det er der, når jeg vågner. det ser på mig, det smager på mig, det lugter til mig, det vurderer og dømmer mig. Hvem har overdraget dette plagsomme væsen til mig. En fangevogter, som jeg ikke undslipper? Og dog fodrer jeg dette evige jeg, jeg truer det, jeg trøster det og fylder det med behagesyg snak. Det er patetisk og ulideligt, det bor i det spejle, jeg ikke vil se, det bor i sproget, i tanken, i skyggen på væggen. Det er mit navn. Han og jeg, et dobbeltvæsen med de samme datoer, årstal og steder for fødsel og død, alligevel en splittelse, en spænding, en kamp. Eller tænker jeg forkert? Er der kun et eneste jeg, som til gengæld er fuldkommen kaotisk? Eller er der tværtimod et utal af dem, der hver for sig er anderledes end alle de andre?

Henning Mortensen (maskeret som Victor Seemann) i Slottet ved Det Liguriske Hav (udkommer på fredag, og yes, I kan glæde jer)

Mens værtinden betragtede de dybe sortblå og lilla mærker på Bjørns krop, som hun ikke kunne se, fordi de var dækket af gips, forklarede luderen: Han er syg af homoseksuel kærlighed. Han siger, han har dræbt sin hest, en kugle for panden, han fabler om Jesus Kristus, krigens væsen. Han siger, han er klar, parat, rede til at blive voksen, læs: at frastøde sig ungdomsdrømmen om en rolle som ambitiøs aktivist i kamp mod den kapitalistiske ide om det lykkelige jeg. Det dygtige jeg, det købedygtige jeg, det købte jeg. Det inficerede, det IKERA-ficerede, det producerede, det laminerede jeg. Det kønnede, det kernede, det kernesunde jeg. Det avokado-agtige jeg. det plejede jeg, det pansrede, det strandløve-agtige jeg. Det formfuldendte, det fuldbyrdede, det hele jeg, det jegede jeg. Det er den samme gamle historie. Han kom med halvanden liter gin og 27 hindbærsnitter i en pose, intet andet.

Bjørn Rasmussen i Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (den glade anmeldelse af hvilken burde kunne læses i næste fredags WA Bøger omsider)

Jegformler

rådvild trådløs
rastløs ratlås

utidig uting
distræt distrikt

Dagens jegudrensning

Jeg sad sjovt nok lige og anmeldte Viggo Madsens fænomenale digtsamling Jegløse digte (en miniature, fordi den skulle passe akkurat til den beskedne plads efterladt af Leonoreas anmeldelse af Suzanne Brøgger, og det skulle være den og ikke en anden af denne tids alt for mange anmeldelses-bøger i mit skød, fordi et digt af Viggo er ugens digt på bagsiden, så ved I og Viggo dét), da redaktøren i en mail forlangte min omtale af eget Testrup-foredrag om Krazy Krimi udrenset fra min anmeldelse af Henning Mortensens novellesamling Albert Colds drømme om dronningen, den slags er nemlig forbudt, som hun mente at have fortalt mig forlængst, men som jeg ikke mener at have fået at vide før.

Version med foredrag:

Jeg hørte krazy-krimien læst op ved en forrygende session, hvor også Pia Juul og Christian Dorph & Simon Pasternak stemte i med kriminelle detonationer, på Testrup Højskoles litterære sommerkursus med krimi-tema. Ved samme top-kursus holdt jeg selv foredrag om krazy-krimien har en kort og hektisk litteraturhistorie, der løber fra ca. 1925 til ca. 1950, med kendte navne som Storm P. og Hans Scherfig og ukendte navne (og pseudonymer) som Vilhelm Gros og Andrè Lenoir, og titler som Lige der faldt opad og Bølgelængde Nul; genredefinition i al korthed: fjantet-syret-eksperimentel meta-krimi-parodi. Den bedste kur mod kriminitis, jeg kender, og en vidunderlig, hygsomt galsindig genre i sin egen ret.

Men det var først da jeg læste ”Gesichte” sort på hvidt, at jeg opdagede, at det sgu da var en skinbarlig krazy-krimi; det havde åbenbart været for godt til at være sandt, at en fremragende senior-forfatter ved samme kursus, hvor jeg fikserede og relancerede kraz-krimien ville afprøve genrens flyvedygtighed i det 21. århundrede.

Version uden foredrag:

Jeg hørte krazy-krimien læst op ved en forrygende session, hvor også Pia Juul og Christian Dorph & Simon Pasternak stemte i med kriminelle detonationer, på Testrup Højskoles litterære sommerkursus med krimi-tema. Krazy-krimien har en kort og hektisk litteraturhistorie, der løber fra ca. 1925 til ca. 1950, med kendte navne som Storm P. og Hans Scherfig og ukendte navne (og pseudonymer) som Vilhelm Gros og Andrè Lenoir, og titler som Lige der faldt opad og Bølgelængde Nul; genredefinition i al korthed: fjantet-syret-eksperimentel meta-krimi-parodi. Den bedste kur mod kriminitis, jeg kender, og en vidunderlig, hygsomt galsindig genre i sin egen ret.

Men det var først da jeg læste ”Gesichte” sort på hvidt, at jeg opdagede, at det sgu da var en skinbarlig krazy-krimi; det havde åbenbart dér i spisesalen været for godt til at være sandt, at en fremragende senior-forfatter ville afprøve genrens flyvedygtighed i det 21. århundrede.