fredag den 6. maj 2011
Hvor er de pengestærke bogsamlere med halsklud?
Jeg var forleden til gallerimiddag, og der var spækket med kunstsamlere, gamle og halvgamle, som jeg ikke kendte, men som virkede seriøst velbeslåede, og jeg kom til at tænke på, at der jo ikke er bogsamlere til stede, når jeg er til litterære middage eller receptioner, fordi nye bøger ikke er noget, det giver mening at investere mange penge i, de er ikke unikke, og de er ikke noget værd, og de er ikke noget at vise frem, men hvad nu hvis et forlag og en digter tilbød en samler hele første oplag på de 300-750 eksemplarer af en smal bog, til en rimelig pris, 50.000 give and take, det er ca. det samme som et pænt stort, men ikke alt for stort billede af en populær 80'er-maler, således at det kun er 2. oplag, der går ud i boghandlerne, og bogsamleren kan så have sit første oplag som en stor (men jo ikke SÅ stor), forseglet bog-palle at prale med (flere paller kan placeres oven på hinanden til en hel mur af første oplag): Dette er HELE første oplag af Henrik Nordbrandts 2017-digtsamling Et spejl er et svin, og hvis han vil, kan samleren på et tidspunkt lade eksemplarer sive 1 ad gangen ud på det til den tid vild lukrative bibliofile marked, eller han kan sælge hele oplaget på én gang til ti gange købsprisen, hvad siger du, Stig Andersen, er det ikke en idé?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Helt forrygende koncept! Man kunne f.eks. også forestille sig en bibliofil pendant til Art Basel: Biblio Basel - med særligt dyre paller. Så mangler vi bare lige nogle lækre bibliofile magasiner, a la Artforum og Frieze, der mest bør bestå af reklamer for særligt eftertragtede digtere ... og deres paller.
SvarSletVi får fat i palle sigsgaard som første palle.
SvarSletHerligt, god idé! Og pallen vil blot forøge sin værdi des mere glitrende støv den samler, tænk på det, og dans.
SvarSletDet er nok de færreste bogsamlere, der ville være interesseret i en hel palle med ens bøger. Men nogle nyere bøger er blevet temmelig dyre. Bruun-Rasmussen solgte et eksemplar af Turèlls "Changes of Light" (håndskrevet i ca. ti eks.) for 15.000 kr. "City Slang" koster et par tusinde. Andre bøger i den højere prisklasse er Heinesens og Højholts første digtsamlinger. Skal man højere op, skal man til udlandet. "The Great Gatsby" med originalt omslag koster omkring 750.000 kr., Graham Greenes "Brighton Rock" 250.000, førsteudgaven af "Ulysses" en million. Eller også skal man tilbage i tiden. HC Andersens eventyr 1835 koster mindst 100.000. Kunne man finde et originaleksemplar af "Genfærdet ved Palnatokes Grav" ville det koste endnu mere. Shakespeare First Folio koster 100-125 millioner. Gutenberg-biblen omkring 150 millioner.
SvarSletJeg melder mig frivilligt som stærk bogsamler, pengene lader dog vente på sig ..... for fanden
SvarSlet