Er sprach - er sprak - er ist gesprochen

3 dagens digte af Ærbødigst (Viggo Barfoed) maj 1945

Særmelding den 5. maj

Hilsen til Winston,
Anthony, Willy,
Bernard og Harry,
Robert og Malcolm,
Geoffrey og Merrick,
Charles og Walter,
Percy og Derrick,
Richard og Spencer,
Arthur og Freddie,
Cecil og Henry,
Albert og Eddie,
Oxford og Cambridge,
Knightbridge og Tower,
Dempsey, Montgomery,
Eisenhower.
Barberen hopper,
Tandlægen springer,
Toldforvalteren danser,
Professoren swinger,
Afholdmanden
drikker en Bajer.
Fuglene synger,
Flagene vajer.
Det tredje Rige
er blevet Pærevælling.
Hermed slutter
denne særmelding.

Mandag den 6. maj skrev de vordende Studenter tysk Genfortælling

Es war einmal ein Bösewicht
mit ein sympatisches Gesicht,
mit Knurhaar und sene Nase,
som hat gezittert in Extase.
Før han blev til das grosse Tier
var han ein kleiner Tapetzier,
der tapetzierte Speisezimmer.
(Das hätte er nur sollen immer.)
Men noget gross er wollte sein,
der kleine Tapetzierelein.
Det blev han, for han var jo fleissig,
i Neunzehnhundertdreiunddreissig.
Er brüllte so im Sportpalast,
at alle Trommehinner brast.
Denn wenn er sprach zu seinen Nazi,
dann war er morderlig kurasig.
Bald war er Führer ikke blot,
men grösser als der liebe Gott.
Und alle seine Volkgenossen
han sendte mutig ud zu slaasen.
Und ging es gut, so war er kæk,
men ging es schlecht, så blev han fræk
und mehr hysterisch als der Kaiser,
denn Wilhelm war kein Teppichbeisser.
Er wollte nehmen Stalingrad,
der blev ein traurig Resultat.
Er wollte England ausradieren.
(Er hätte sollen tapetzieren.)
Zuletz kam Adolf nach Berlin,
wo Sjukov wollte grüssen ihn.
Und dann har er den Kopf verloren,
og så ging Adolf under Jorden.
Hr. Goebbels fik en lang Gesicht:
Ach warum sprich der Führer nicht?
Zwölf Uhr slog nu omsider Klokken.
Er sprach - er sprak - er ist gesprokken.

Den tyske Kommandant i Odder nægtede at kapitulere

I Odder sad en Kommandant,
det var Major von Schreckenbrand.
Han overgav sig ikke.
At kæmpe var hans Liv og Lyst,
der var Begejstring i hans Bryst
og Ildhu i hans Blikke.

Om hele Tysland er kaput,
saa skal det ikke være Slut
dér, hvor Majoren kæmper.
Han kryber ikke fejgt i Skjul,
for han kan holde sig til Jul,
subsidiært November.

Das Reich kun aanded med Besvær.
men selv om Situationen dér
blev stadig mer forværret,
saa vidste han den ene Ting:
"Grossdeutschland er nu Hads og Ning
og Vor og Hatting Herred."

Mens Tyskland svajed hid og did,
til forsvar af den sidste Bid
af Riget var han kaldet:
"Saa længe jeg, von Schreckenbrand,
har Odder fest in meiner Hand
er Tyskland ikke faldet."

Han raabte: "Jeg er tro og brav,
og hvis jeg Odder overgav,
var jeg en Lump, en Stodder.
Lieber Vaterland, magst ruhig sein,
fest steht und treu die Wacht am Rhein
så vel som an der Odder!"