Printsammensværgelsen

Pakker foredragsbøger og slæber aviser i container på ret nøjagtigt samme tid og spørger som altid mig selv, hvordan dog papirobjekter - bøger & aviser - der er så forfinet raffineret letfærdige i hænderne, ikke så snart de antræffes i flok og kompagni bliver så forbandet ondt tyngdekraftfremkaldende i lange, lange, lange arme, på ømme, ømme, ømme skuldre? Det gør det alt, alt, alt for nemt for e-bøger og internet, gør det. gør det, gør det.

Fortsat bog vs. blogforgrubling

Når jeg har genlæst (hvis jeg overhovedet har læst dem i 1. omgang!?) mine gamle unge blogposter og blev (selv)glad for, hvad jeg læste, har jeg automatisk tænkt: det kunne da godt stå i en eller anden opsamlingsBOG engang, men straks taget mig i det, for hvad skulle egentlig pointen være i at optrykke blogposter i en bog, der sandsynligvis vil få langt færre læsere end bloggen har på 1 enkelt dag (lige i disse dage er der så ikke synderligt mange læsere, og det kan jeg godt forstå), og bloggen står på spring på alles computere og smart phones hele tiden og til evig tid (hvor kort den tid så end bliver iflg. Lars Skinnebach), mens bogen mugner bort på nogle få eksklusive reoler, men så tager jeg mig i DEN tanke, for hvordan hænger det sammen, at jeg disser bogen, når jeg elsker bøger som de skønne værktingester, de som bedst er, og lever af og for at skrive om dem (og spenderer det meste af min tid omgivet af eksklusive, muggenbogbugnende reoler), også selvom opsamlingsbøger i en vis forstand er lavværkelige værktingester - men det er nok faktisk en dum forstand, for hvorfor skulle de bedste opsamlinger (og antologier) ikke være lige så stærkværkelige som de bedste ikke-opsamlinger (Rifs Rif er blandt hans 5 bedste bøger, og måske er mine egne bedste bøger mine opsamlinger, af andre, af Johs. L. og Eske K. og Viggo M og Susanne J, og antologier, drengedigte og raptekster) - og bare fordi bloggen er blevet en primær skrivepraksis, behøver bogen jo ikke blive en sekundær skrivepraksis, og dårlig tid er altid en dårlig undskyldning, og kort sagt er mit nytårsforsæt at skrive mindst 1 bog 1 2012, fag- eller skønlitterær, helst 1 af hver (og meget gerne de 2 faglige jeg har lovet henholdsvis Arena og Gy), jeg må også gerne samle noget op til en bog, men det tæller ikke, jeg skal skrive mindst 1 hel bog (eller 1 bog hel), for min og dens egen skyld, og åh, allerhelst en digtbog, der skal trykkes i minus 20.000 eksemplarer.

Hvor er de pengestærke bogsamlere med halsklud?

Jeg var forleden til gallerimiddag, og der var spækket med kunstsamlere, gamle og halvgamle, som jeg ikke kendte, men som virkede seriøst velbeslåede, og jeg kom til at tænke på, at der jo ikke er bogsamlere til stede, når jeg er til litterære middage eller receptioner, fordi nye bøger ikke er noget, det giver mening at investere mange penge i, de er ikke unikke, og de er ikke noget værd, og de er ikke noget at vise frem, men hvad nu hvis et forlag og en digter tilbød en samler hele første oplag på de 300-750 eksemplarer af en smal bog, til en rimelig pris, 50.000 give and take, det er ca. det samme som et pænt stort, men ikke alt for stort billede af en populær 80'er-maler, således at det kun er 2. oplag, der går ud i boghandlerne, og bogsamleren kan så have sit første oplag som en stor (men jo ikke SÅ stor), forseglet bog-palle at prale med (flere paller kan placeres oven på hinanden til en hel mur af første oplag): Dette er HELE første oplag af Henrik Nordbrandts 2017-digtsamling Et spejl er et svin, og hvis han vil, kan samleren på et tidspunkt lade eksemplarer sive 1 ad gangen ud på det til den tid vild lukrative bibliofile marked, eller han kan sælge hele oplaget på én gang til ti gange købsprisen, hvad siger du, Stig Andersen, er det ikke en idé?