mandag den 20. december 2010

Du kan da selv være konservativ, Lilian!

Det er blevet meget trælst at deltage i diskussionen om indstillingerne til Nordisk Råds Litteraturpris, fordi den er blevet kidnappet af hys journalistik og reaktionær litteraturpolitik (jf. nylige kommentarer af Jens Andersen, Jakob Levinsen m.fl.), men det gør det jo på den anden side ikke rimeligt, at Lilian Munk Rösing vrænger "konservative" af alle os, der har fremført en rent litterær og litteraturPRISpolitisk (som jeg har skrevet på Martin Glaz' blog ville det jo også være fint, hvis de nominerede gik hen og VANDT) kritik af nomineringen af Josefine Klougarts Stigninger og fald, sådan som hun senest gjorde denne morgen i P1 i en (alt for kort) diskussion med Anne-Marie Mai, som ved gud da ikke er nogen reaktionær litteraturpolitiker (og det er da for fanden heller ikke jeg eller Mai Misfeldt). Jeg vil skyde den anklage direkte tilbage i hovedet på Lilian igen, for hvis man absolut skal vælge en bog fra et purungt forfatterskab, hvorfor så ikke tage Ida Marie Hedes Seancer eller Amalie Smidts De næste 5000 dage, begge debuter, eller allerhelst, den måske mest dramatiske læseoplevelse, jeg havde i år, Christina Hagens bog nr. 2, 71 breve til M, som alle tre er langt mere betimeligt og originalt og energisk (for ikke at sige AGGRESSIVT) forbumlede værkforsøg end den temmelig traditionelt lyrisk omstændelige og følsomme barndoms- og provinsdyl, der er Stigninger og fald (og jeg har hele vejen ned gennem blogposten tvunget mig til ikke kalde den Striglinger og stald), som inden for (generations)konteksten må siges at være et utroligt konservativt valg.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar