MARIKA NORDEN ER VIRKELIG VIRKELIG!

Et skrift på min skyggefulde biografi over "(Mikkel Thykiers [skrifter] /i LB's bibliotek]" i det nye nummer 5 af Trappe Tusind og på bloggen her, er det lille hæfte

[Mikkel Thykier]: PAPIRKLIP/ VERDENS HERRER: Marika Norden, Lapidarskrift/ Gotama-Norden-Publ.; angiveligt fragment af roman skrevet af Marika Norden 1933 eller 1938, pressemeddelelsen dateret "4.juli 01"

I appendikset til bibliografien i Trappe Tusind omtaler jeg hæftet således:

Et enkelt værk [ved siden af gruppen af anonyme værker], der sandsynligvis er skrevet af MT, er sandsynligvis pseudonymt, PAPIRKLIP: / VERDENS HERRER: Maria Norden, 2001 (for øvrigt det første værk i i bibliografien (på begge tidsakser, værket er dateret 1933/1938!), hvor titlen står foran et kolon og forfatternavnet/fortælleren/hovedpersonen bagefter) (...).

Og for at det ikke skal være løgn citerer jeg sidelangt fra hæftet som et af "4 eksklusive udklip".

Til grund for tilskrivningen af hæftet til Mikkel Thykier ligger dels omvendingen af titel og forfatternavn og dels forlagsnavnet Gotama (...) Publ., som Thykier benyttede året efter til den ubetvivleligt selvforfattede, men anonyme udgivelse POLICE LINE DO NOT CROSS (trykt i 2 eksemplarer) sammenholdt med at fragmenterne i hæftet og slutnotens præsentation simpelthen lyder for længere ude, end rimeligt er:

I alt 312 sider roman i dét tonefald á la en rødstrømpe Thomas Bern[h]ard, men som breve; i alt 4 kapitler, dvs. 4 breve på hver ca. 80 sider til 4 mænd, hvert brev sønderrivende analyse af fortællerskens og adressatens forhold; undervejs lange, pinlige passager, som begyndelsen her, der gør det svært at tro andet end at det er autentisk, et kunstgreb der virker; efterhånden mere og mere om skandaløs bog, der åbenbart er mere end meget lig den bog, der læses. Tidligere udkom: THE GENTLE MEN. The Obelisk Press., Paris 1935; SJELELEGEN. Lapidarskrift, Oslo 1937; KJÆRLIGHET-ÅND. Ibidem 1938. Leksikonopslag om Marika Norden forgæves.

Men lo and behold! som englænderne siger: I går modtager jeg i en konvolut uden afsender den 312 sider tykke, sort indbundne, totalt autentisk udseende roman Verdens Herrer af Marika Norden, udgivet af forlaget Lapidarskrift, 1938, som altså, med mindre Thykier også er en ualmindelig dygtig falsktrykker, er virkelig nok! På et vedlagt postkort med en anonym, smilende s/h-model på forsiden står skrevet med noget, der godt kan være Mikkels håndskrift (den ru overflade forvrænger en smule): "dec. 10/ [rød stjerne]/ Glædelig jul fra/ frk Norden// med en hilsen/ fra tiden mellem/ D.H. Lawrence/ og Thomas Bernhard/ [hjerte]".

Jeg orker ikke lige nu at påbegynde en gennemlæsning af Verdens Herrer, men her er et lille afsnit fra romanens første del, brevet til Tony (linket til nutidens skrift-furiøse kvinder er oplagt):

Til en begynnelse skulde jeg like å undersøke de metoder dere bruker, dere engelske sportsmenn som roser dere av å ha lært oss andre fair play i games.
Dere behandler også kjærligheten som en sport. Men hvordan forholder det sig med fair play her? - Du skjønner, at selv kvinner som jeg, der ikke er sportskyndige, vilde ikke ha noe imot å være med på et game siden der ikke lot til å være noet alternativ - men et game skal være ærlig å reelt, særlig når det er menneskelige hjerter der spilles med ...
Vi er alle på det rene med at et game ikke kan vare evig, men det kan være et godt game mens det varer - endog om man til slutt taper - og verd sin møie. Kvinner er ikke slike "bad losers" som du øiensynlig tror; livet lærer oss forholdsvis hurtig til å "leke leken og tåle steken" ...
Nu kan det være så temmlig ett fett om man betrakter livet som et game eller noe annet, for det er bare ånden vi legger i det som betyr noe. Der er således ingen som helst grunn til at engelske menn ikke skulde se på livet som en sport om de ønsker det, men spillemåten burde forbedres i en del retninger, kvinnenes tap gjøres littt mindre fryktelige, og - om muligt - menns seire litt mindre skjendige ....

Men ingen snyder Google: i en anmeldelse i Times Literary Suppplement af en biografi om manden bag skandaleforlaget Obelisk Press, Jack Kahane, er Marika Norden akkurat nævnt, og ikke for det gode:

However, through his lively “Author Biographies”, he undercuts his own argument, demonstrating why Kahane is unlikely to command the respect shown to the others (to speak of him as “comprehensively forgotten” is plainly wrong). Sleeveless Errand is a “deeply terrible book”. The Gentle Men by Marika Norden is the work of a “non-writer”. Jam To-Day by Marjorie Firminger, who was briefly courted by Wyndham Lewis and left an unpublished memoir of his bad behaviour, is “not so much a book as an arbitrary collection of mildly salacious prattle”. Storm Tarn by Princess Paul Troubetzkoy is “a sort of Wuthering Heights but without the laughs”.

- God nytår til Marika og tak for julegaven. Jeg føler mig velsignet snydt!