Sorgfuld pastiche 2 eller 3

Det kan jo ikke være første
gang jeg mødte hende,
for det var så sent som 1991,
kan jeg se, ved en reception
for erindringsantologien
Museum midt på dagen,
og det, jeg kan huske,
var under middagen bagefter
et sted på Nyhavn, da Pia
spurgte mig og Morti,
som jeg heller ikke husker at
have mødt før, og jeg var ret præcis
lige starstruck over at møde
ham og hende, om vi, til
brug for en oversættelse, kunne
nævne synonymer / slangord
for onani, jeg kan huske, at
Morti ingen bud havde, og
at det forbavsede mig, men
jeg kan ikke huske, hvad
min egne bud var, og det
gør mig lidt ked af det,
hvorfor kan vi aldrig
huske helt?

Når den ene bortgangne digter skriver om den anden

er det dobbelt hjerteskærende (er det det bedste mindedigt i dansk poesi? ja, det er - Tom K go home):

Pia Juuls digt blev første gang bragt i Den Blå Port 65, 2004 (MV døde spetember 2004, 41 år ung), siden optrykt i antologien Digteren Morti Vizki)

Morti Mark

Hver morgen har den ændret sig.
Den er indhyllet i dis i dag;
den er langhåret i totter af
græs; det er gult og vådt, det
damper. Den er som den film
vi så i Palads; kan du huske
den hovedløse rytter; du elskede
ham; du ville have mere
hovedløs rytter, ham glemmer du aldrig.

I går var den grøn og leende,
som dengang du dækkede bord med
det hele, med dug og sølvtøj og
kandelabre, en pianør spillede
i hjørnet, en damme
havde taget vores frakker. DU
spiddede alting omkring os, så
blidt, og dér kom den fagre
balletdanser farende forbi
vores bord. Jeg besvimer,
sagde du, men du besvimede ikke.

Metalgrå i regnvejr lå den en mandag,
stilren og bidende, ædende ond. Jeg skævede
til den på vejen forbi, skulle ikke
nyde noget, men endte med at gå
en runde alligevel. Gylden om torsdagen,
solbeskinnet, så skøn at jeg ikke
kunne bære at se den, opfyldt af glæde løb jeg
igennem med lukkede øjne.

I tusmørket var den fortryllet forleden
befolket af væsener uden navne; den var et eventyr.
Og dog: Enøjlil og Treøjlil,
var det ikke os? Du ringer,
din stemme så tæt på i røret, jeg råber:
Kom nu og se den, det er din mark!
Jeg ser den hver gang du nævner den, siger du;
nu er den gul,nu er den grøn, gylden, grå,
ædende ond, fortryllet, dampende, leende, levende,
skøn, du har ret, men jeg kan se mere, jeg har et
øje og to g tre øjne, jeg kan se dobbelt, jeg kan
se farver du ikke kan se, jeg kan trylle og synge
kastratsang og ralle og hoste og hikke og grine af
ting kun jeg syns er sjove,  og I vil le med,

Ida skriver holmmgaardsk (og Inger citeres christensensk) om adjektiver

- fra den gode, fine, kloge bog Look:

"Silke er et substantiv. Alle substantiver er meget ensomme. Sådan skriver Inger Chirstensen i sin tekst om silken. Og videre, senere: Måkse har silken været blå. Alle adjektiver er meget hjælpeløse. De er aldrig rigtig noget i sig selv. De må dag efter dag klynge sig til himlen og øjets iris, til cikorie, klokkeblomst og kobbersulfat, til himlens genepsjeling i have og søer. 

Blågrøn, råhvid, slitd. Åben. Gulvlang, trist, halvdød, rasende og bange, blød og enkel, koket, cremefarvet, koksgrå, hvalpeagtig, mørkeblå (med hvide prikker).

Alle disse hjælpeløse adjektiver, der klynger sig til substantiverne, måske ligefrem  som tøjet klynger sig til kroppen? Adjektiverne er både hjælpeløse og pyntesyge, de kiler sig ind i de stramme, enkle sætninger og gør dem svulstige, parfumerede, pompøse. Spørgsmålet om stil melder sig, om dårlig smag. Er der en pinlighed i adjektivernes hjælpeløshed og diretkhed, i deres måde at vise sig frem og søge kontakt?

Som nu hos Morti Vizki. Der er mange adjektiver i hans sætninger, nogle af dem store og sammensatte. Her, for eksempel, i Peters revolution:

I en tilstand af hjertets forstening kigger jeg ud i den uendelige sommernat som jeg ikke kan tage del i. Derhenne på den anden seng ligger en rummelig ungling med sine fødder klodset ud over fodenden. Derovre ligger en fremmed, der alrig vil vække mig ud af den onde drøm og bare tage mig i sine arme og grine. Søndag, søndag. Fuglene synger melankolsk udenfor i den dugsmykkede græshave, jeg vil gå i pigesko. 

Dugmsykket, uendelig, melankolsk, jeg tænker på de tillægsord som skinnende smykker, store og chunky, guld, platin, ædelsten og fjer, det hele på én gang. Midt i den ugengældte forelskelse.

Det erinligt ikke at ville være ensom. At gøre sig til for andre, at blive set, elsket, føle sig sexet og smuk. Vizkis hjælpeløse og pyntesyge tillægsord, de er overdressed, balancerende mellem sårbarhed og grandiositet.

Vizkis jeger er mænd, der vil gå i pigesko og fodbolduniformer. De forelsker sig i andre mænd og må leve med usikkerheder og udsatheder. Stilen smittes af kærlighedens pinlighed og skønhed, den er ikke bange for at blive set. Den tror ikke på, eller kan ikke leve med, usynlighed.

Inger Christensen skriver: Og silken, hvid eller blå, er allerede ved hjælp af det ene ller andet af disse hjælpeløse adjektiver blevet i stand til at orlade sin ensomhed som substantiv og er nu på vej hen mod sneen eller himlen, cikorien eller perlen og videre ud i det uendelige. Eller det uendelige er på vej ind i silken.

Mortis yderligere alter egoer

(fra det fantastiske bonus til Morti Vizkis Dit hjerte. Samlet dramatik 1985-2004, . red. Fine Graabøl & Kamilla Löfström, ude snart, som er ""Notater og illustrationer (...) fra Morti Vizkis efterladte papirer (acc. 2009/64), Håndskriftafdelingen, Det Kgl. Bibliotek" stukket ind mellem dramaerne, en liste ved start, en liste til slut:

APPEARANCE

Morti
Mowgli
Mortimer
Moriarty
Krishna Morti
Morti Graf von Vizki
More-Teq?
Morten
Sporty Morti
Naughty Morti
VizKid
MUJI
Morti Fourty
mrt vzk

Morti
Mowgli
Mortimer
Moriarty
Krishna Morti
Morti Graf von Vizki
More-Tra?
Morten
Sporty Morti
Naughty Morti
VizKid
Mozart Vinzent

Vi kom til at snakke om Borum og Morti

Morti Vizkis bidrag til Det forklædte hjerte. Festskrift til Poul Borum, 1994:

Morti til Poul

jeg drømte i nat
at det hele ikke var som det var
at du havde købt et par guldbukser til mig
og vi begge var enormt unge

jeg drømte det
i nat

det her kan du aldrig lære videre
for det er skrevet til dig
og ikke til din magt for alverden

jeg drømte at du stadigvæk havde din søvn
og at jeg stadigvæk var en panda
og at du stadigvæk kunne græde

selvom vi som sagt
var unge

Morti, kors, du levede i aftes

da Lea Løppenthin ved receptionen for Ida Holmegaards debutroman Emma Emma i eventyrligt og  rungende østerbrosk villa-fritidshjem læste kongenialt klukkende op af din roman nr, 2 Begge ben (fra 1990 ligesom Ida), som åbenbart både er veninde-kultbog for Lea og Ida m.fl. og en primær inspiration for debutromanen, og gæsterne, hvoraf de fleste sad på villagulvet, var så meget med, os inklusive, det flød over med smil, du vil have syntes, det var gloriøst mindst  (at det er DIG og ikke Strunge eller SUT, der FOR UNGE DIGTERE er den centrale 80'er-digter) - Lea læste hele første kapitel, der som bekendt slutter SÅ overgivent:

Vi skulle blot slå et slag indenom en butik for at købe vin, så ville Dina tage sig af resten. Mik så ikke særlig opstemt ud, når han talte om hende, eller også var det kun noget jeg foregøglede mig. Ellers var han et stort smil den eftermiddag, og lidt mindre bekymret for mig. Men det anede mig at vi begge var bekymrede for noget helt tredje, noget der kom.
  I forretningen hvor vi købte vin, købte vi også en liter sødmælk, som vi tømte på vejen. Vi sagde at det var vores fars ånd, vores fars sæd- Og at vi ikke kunne vente med at pisse den ud igen, en gang for alle i det nærmeste buskads.
  Og pludselig var der en forståelse. Vi krøllede sødmælkskartonen sammen og smed den væk. Og vi kiggede på hinanden. Vi aftalte, at vi ville ikke åbne for Dina, når hun ringede på. Sikke, desværre, en skamløs alliance.
  Inden vi nåede hjem, havde vi tømt en halv flaske vin. Vi købte brød og den slags til at spise i belejringstilstanden der kom, for vi ville være alene.

Jeg holder mit ordspil

Det må være sidst i 80'erne, jeg første gang talte med Pia Juul og Morti Vizki, på èn gang, på vistnok Kap Horn i Nyhavn i anledning af en erindrinsgantologi, og de begge to, eller var det bare Morti, klagede sig over de idelige ordspil på deres navne, og jeg lovede mig selv, jeg tror ikke jeg sagde det højt, at jeg aldrig ville HOLDE OP med at lave ordspil på dem, det blev jeg jo desværre tvunget til, da Morti Vizki døde alt for tåbeligt tidligt, jeg havde stadig indtil flere på lager, Vizki Sour, Vizkibæltet (hvor jeg nu selv bor), Juul har jeg været tvunget til at pauserere mine ordspil på, i hvert fald i avisen (pauseringen fik sin egen pause med fotografportrættet Et liv med lys), indtil nu, hvor forfatterskabet er tilbage i mit dueslag, omsider, og jeg røber ikke mine ordspil her, dem må I selv betale de (hvor meget?) 49 KRONER! for, og jeg tror på, at i hvert fald det ene, trompetordspillet, er nyt, men her er tre tidligere: JUULPISKER og LØBEJUUL og JUULELYS -

og nå ja, anmeldelsen havde oprindeligt overskriften (et forkortet citat):

Onkel Tage blev født på Tagensvej

Deadlinedæmoners rekordoverskridelser

De to tekster, jeg længst har haft liggende i limbo, udkommer nu tilsyneladende, hvilket jo er en virkelig god ting, men også lidt en trist ting, fordi de har været gode at skæve til, når jeg igen og igen ikke har nået mine deadlines, og mine deadlines blive ved med ikke at blive nået af mig: Se, deadlineudstedere (også kaldet deadlinedæmoner) tager også deres skandaløse tid (især de akademiske af slagsen, de har al tid i verden (undtagen når de laver festskrifter (hvilket er en af de få gode grunde, der findes, til at lave festskrifter: de får akademia til at skynde sig))):

Kære Lars Bukdahl,

Jeg vedhæfter din artikel om Vagn Steen, som er blevet oversat til engelsk. Vi håber, at du kan godkende oversættelsen. Vi har enkelte spørgsmål til teksten, som er indsat som kommentarer. Derudover mangler der en litteraturliste, som vi vil bede dig om at tilføje. Jeg vedhæfter forlagets stylesheet, hvor retningslinierne for litteraturlisten er beskrevet.

Manuskriptet til A Cultural History of the Avant-Garde in the Nordic Countries 1950-1975 er stort set klart til at blive sendt videre til sproglig revision, så vi vil bede dig om at svare hurtigt, meget gerne inden for en uge.

Kære bidragydere,

Det er mig en stor glæde at meddele, at vi nu sætter gang i produktionen af bogen om Morti Vizki. Udgivelsen er berammet til oktober måned, lige inden bogmessen i Bella Center den 7.-9. november, og jeg håber, at vi sammen vil kunne præsentere den ved et arrangement der.

Mit yndlingsbogobjekt er lyserødt

Jeg har anmeldt den generøse telefonbog Danske kunstnerbøger til Kritik, men jeg glemte helt at nævne mit uoffficielle (officielt er det selvfølgelig Punkter og på en andenplads Svanesøsonetterne og på en tredjeplads min store eksklusive Thykier-kuvert med indhold) yndlingsbogobjekt:

Programmet/librettoen til Morti Vizkis og T.S. Høegs og Jacob F. Schokkings opera Soap Opera, opførte på Den 2. Opera (med bl.a. Master Fatman) tilbage i 1995 - der nemlig er en sub-Pixi-lillebitte bog gemt inde i en lyserød plastic-sæbeæske, der altid ligget oven på mine Vizki-bøger (nogle mænd har har whisky-bøger, andre har Vizki-bøger), den er så tough og stolt i sin miniature-pinkness og med årene bare et absolut uundværligt bogobjekt, der nægter at blive væk i flyttekasser (til forskel fra langt monstrøsere Svanesøsonetterne, der lige nu gemmer sig for mig) - 2 tekstklip:

Paul:
Jeg ville ønske det var vinter
For lyset minder om dig.

Jeg ville ønske det var vinter
Der er indført undtagelsestilstand

Jeg ville ønske det ALDRIG BLEV WEEKEND
Så jeg havde lov at være nul

Jeg ville ønske det var vinter
Lyset er strygejern imod min hud.

Jeg ville ønske det var vinter
Jeg ville ønske det var vinter.

(...)

Flammekongen:
Ja, jeg stjæler fra dig
Fordi du har det skræmmende
Hvide lys

Og jeg ved
Noget om
POSITIONERING
Til gengæld.
Med det skræmmende hvide lys
Det hvide lys
Den ægte vare
Er ikke det samme
Som POSITIONERING.
Jeg kommer aldrig herfra. Jeg tjener
penge. Men,
Jeg kommer aldrig herfra.

I stedet for anmeldelse: Lige nu i Elysium

er Poul Borum, Michael Strunge og Morti Vizki også lige blevet færdige med at gennemlytte den nye Bowie på og GENNEM deres lyserøde i-Cloud - og glade og forvirrede over, hvad de har hørt, er også de klar til at høre den igen.

Den bog der burde være udkommet i dag

og som jeg foreløbig kun har liggende i min DROPBOX, et ord Morti kunne have fået meget ud af: Kamilla Löfströms og Birgitte Hesselaas Morti Vizki-antologi med (arbejds?)titlen (en ofte anvendt NV-signatur) VIZKID - den har skullet udkomme alle mulige steder, senest Vandkunsten, som det heller ikke gik med, og nu givetvis After Hand, og her er den blærede indholdsfortegnelse:

På tværs af genrer I 

Thomas Boberg: De siger: Morti! Dit efternavn lyder ligesom det man drikker Når man er ked af det

Jørgen Gustava Brandt: Indstilling af Morti Vizki til Det Danske Akademis Store Pris

Digtene

Steinar Opstad: Er der noget som livet/Ja, døden

Lars Bukdahl: Nr. 1, 1982

Peter Stein Larsen: Jeg kan spille baglæns Mozart med min visne tunge

Niels Frank: Palindromos

René Jean Jensen: Er jeg bare en listebaron?

På tværs af genrer II

Kamilla Löfström: Portræt af digteren som 40-årig

Morten Kirkskov: En kamæleon ved navn Bob

Christian Skeel: De unge milde

Dramatikken

Torben Madsen: Lad det storme lidt

Per Theil: Lyden tilbage til haven

Pia Juul: Med Morti i kulissen

Birgitte Hesselaa: Fra Wilde til Vizki

Villy Sørensen: Tale til Morti Vizki i anledning af overrækkelsen af Kjeld Abell-prisen

Prosaen

Marianne Stidsen: Postmodernist – på godt og ondt

Tilegnet Morti Vizki

Alexander Zimmermann: Im Garten Hamm/I Haven Hamm

Pia Juul: Mortis Mark

Thomas Boberg: Nu er du til begravelse …

Niels Frank: Først skulle du finde lykken …

Rolf Steensig: Til Morti Vizki (naivt farvel)

Rasmus Halling Nielsen: eiiklrs/stadig ved jeg ingenting om blink – sampling og re-sampling af Morti Vizki til Morti Vizki

To af de bedste, skarpest bevægende tekster tør jeg godt citere, digtene af Pia Juul og Niels Frank, fordi de har været trykt før, i henholdsvis Den Blå Port og Små guder:

Mortis Mark

Af Pia Juul

Hver morgen har den ændret sig.

Den er indhyllet i dis i dag,

den er langhåret i totter af

græs, det er gult og vådt, det

damper. Den er som den film

vi så i Palads, kan du huske

den hovedløse rytter, du elskede

ham, du ville have mere

hovedløs rytter, ham glemmer du aldrig.

I går var den grøn og leende,

som dengang du dækkede bord med

det hele, med dug og sølvtøj og

kandelabre, en pianør spillede

i hjørnet, en dame

havde taget vores frakker. Du

spiddede alting omkring os, så

blidt, og dér kom den fagre

balletdanser farende hen forbi

vores bord. Jeg besvimer,

sagde du, men du besvimede ikke.

Metalgrå i regnvejr lå den en mandag,

stilren og bidende, ædende ond. Jeg skævede

til den på vejen forbi, skulle ikke

nyde noget, men endte med at gå

en runde alligevel. Gylden om torsdagen,

solbeskinnet, så skøn at jeg ikke

kunne bære at se den, opfyldt af glæde løb jeg

igennem med lukkede øjne.

I tusmørket var den fortryllet forleden

befolket af væsner uden navne; den var et eventyr.

Og dog: Enøjelil og Treøjelil,

var det ikke os? Du ringer,

din stemme så tæt på i røret, jeg råber:
Kom nu og se den, det er din mark!

Jeg ser den hver gang du nævner den, siger du,

nu er den gul, nu er den grøn, gylden, grå,

ædende ond, fortryllet, dampende, leende, levende,

skøn, du har ret, men jeg kan se mere, jeg har et

øje og to og tre øjne, jeg kan se dobbelt, jeg kan

se farver du ikke kan se, jeg kan trylle og synge

kastratsang og ralle og hoste og hikke og grine af

ting kun jeg syns er sjove, og I vil le med.

Først skulle du finde lykken

af Niels Frank

Først skulle du finde lykken i de grønne skove,

hvor ingen lykke gror, ingen træer.

Først … Men der kom ikke noget Bagefter.

Først iklædte du dig en uskyld, en helt ny natur,

med barbermaskine og eyeliner og en stemme

der hele tiden røg ved siden af sig selv

på en meget sigende måde. Først skulle sommerdagene

fyldes med brændenælder. Først skulle du ligge

på stranden med den anden dreng.

Den anden dreng. Sandet blev siddende

mellem tæerne i årevis, hans ryg var et grumset spejl

som du kunne skimte barndommen i. Men først

skulle du opfinde et plaster, der kunne kysse hans lår,

og rense ryggens små blinde pletter med spyt.

Så løb spandene fulde af regnvand, og han

forsvandt. Og dan han forsvandt, forsvandt

også hans del af dig. Nu var du for alvor alene.

Først begydte fingrene deres trommen

i bordet, levende råd blev sjældnere og sjældnere

ligesom vellykkede samlejer. Når du så ned ad dig selv,

hang det hele og ventede på at få lov at dø.

Først skulle du dø. Først skulle du være eneboer

i evigheden. Og bag hvert brændenældeblad,

hver avis udfoldet på bordet, bag hver halvrustne cykel

lænet op ad en mur, gemte sig en spejlstump

udformet som en tåre. Hvem skulle græde den?

Skulle han? Skulle du? Men det var

eftertidens problem, den højeste magt! Først

skulle han. Først

skulle du.

VIVA MORTI! 50 I DAG!

Forbandet at han ikke er her med sin uterligt pertentlige pen og ubærligt at tænke på alle de værker, digtsamlinger, romaner, skuespil, han kunne ville have skrevet i de 8 år, der er gået siden han døde, tordnende ØV!

Jeg leder i sommerhuset efter en bog med Vizkitekst og finder antologien Museum midt på dagen fra 1991, hvor jeg selv har skrevet om "Sommerhusets mørke" (og jeg husker receptionen  for den i København, der endte på Kap Horn, og det var første gang jeg mødte Morti og Thomas Boberg og Pia Juul (og Marianne Stidsen og Torben Madsen), og jeg husker, at Pia spurgte os, om vi kendte nogle slangord for at onanere til en en bog, hun var ved at oversætte, og overraskende nok kunne Morti slet ikke komme på bare et, mens jeg foreslog indtil flere ...), Mortis bidrag hedder "Hypnose", og det slutter så lysende og hårdt savnet umiskendeligt:

Hans fod ville ikke læge. Hans ildvogn havde samlet rust i al den tid han havde været væk. Hans værelse havde moren fået lavet om til spisestue. Drengen hørte sin far snorke, og begyndte at græde fordi han ikke kunne spørge ham om, hvordan det var at skulle ydmyge sig overfor andre dødsens mænd. For der var mange dødsens mænd, og de levede livet, og blandt deres fostre var drengen det nyeste. Samtidigt kunne han mærke at hans far havde en smerte som de ikke skulle dele, den der drejede sig om at arbejde hårdnakket. Og dog ville drengen også arbejde hårdnakket, de skulle bare ikke mødes. For det passer sikkert ikke at man skal mødes i det fælles, når det fælles er den trætte rytters ekko. Han vidste han ville få sin fars snorken.
  Men det lille røde sår, det ville ikke læge.
  Kun i universet.

Blakket om blogs og viskost om Vizki

Jeg har læst 2 artikler i det nye 25 års-jubilæumsnummer af Standart, den ene af pligt og den anden af lyst.

Artiklen, jeg har læst af pligt, selvom jeg helst havde læst den af lyst, er Thomas Hvid Kromanns og Martin Glaz Serups "Den litterære blog", som jo burde have den allerstørste egocentriske interesse for Blogdahl, især da tre blogs særligt highlightes, Blogdahl, Glaz Serups Kornkammeret og Glaz Serup & co's Promenaden, men netop fordi den ene af forfatterne selv-highlightende er stor-blogger, undrer det mig, at teksten ikke er mere lystfuld, ikke fordi der ikke står og citeres en hel masse kvikt og dybsindigt, men fordi der står og citeres en hel masse kvikt og dybsindigt, men ikke begejstret og henført og forjættende. Bedste pointe - men hvorfor ikke SYNGE den ud!?`- er bloggen som tidsskriftsagtigt mulighedsarkiv (men alligevel også en sær fremtidsudkastet musealisering, hvorfor må bloggen ikke være cool og vild nu?):

Der er måske endnu (er alt afgjort? næppe) ikke tale om at nogle danske blogs for alvor og gennem længere tid får et større publikum i tale, men hvilket litterært tidsskrift gør egentlig det i dag? Måske man kan se bloggen som en art tidsskrift. Tidsskrifter har historisk set spillet en vigtig rolle i den litterære offentlighed, fordi man savnede et knudepunkt, der kunne nytte lokale positioner sammen i en større helhed. Endvidere har de ofte fungeret som platforme for teori og praksis ift. nye kunst. og litteraturretninger. Alliegevel har et tidsskift som 'ta (1967-1968) næppe fyldt noget særligt i sin samtid, selvom dets litteraturhistoriske rolle siden har vist sig at være overordentlig vigtig. Som den amerikanske kunsthistoriker Gwen Allen  har påpeget, er tidsskrift vigtige som mulighedsarkiver, dvs. som arkiver for det sammensurium af diskurser, der ofte eksisterer i samtiden, men som kunst- og litteraturhistorieskrivningen ofte stryger i en nødvendig, men derfor ikke nødvendigvis rimelig eller repræsentativ kompleksistetsreduktion. Måske blog i fremtiden vil fungere som sådanne mulighedsarkiver og kontrastere eller supplere den herskende litteraturhistorieskrivning, forudsat at Det Kongelige Bibiloteks høstninger af disse hjemmesider vil kunne lokaliseres om et givent antal år.

Vi blogger for måske at blive høstet af det Kgl. Bibliotek!? Næppe!? Og hvorfor ikke bare en enkelt liste over favorit-blogs, hvorfor ikke bare en eller anden liste over litterære blogs lige nu (de blomstrer ivrigt, jf. bare disse 4 nye nævnt på Hvedekorns hjemmeside), hvorfor ikke nævne de to originaleste (flittige) litterære bloggere (hvis PRIMÆRE og fremragende litterære output er blogs) lige nu, Caspar Eric Christensen og Bue P. Peitersen!!??

Nå, men den artikel, jeg læste af lyst, er skrevet af en af mine yndlingsHvedekornsdigtere Lea Løppenthin, der ligesom andre unge skribenter født i Standarts fødeår 1987 (spædbarn! Hvedekorn oprettedes (som Klinte) 1920!) er blevet bedt om at genanmelde en bog, der blev anmeldt i Standarts første årgang, Lea har valgt Morti Vizkis debutroman Peters revolution, det kan jeg godt forstå, og min største ros af hendes kloge og legesyge og ømme tekst er, at den sagtens kunne være en blogpost (på den blog hun desværre ikke skriver længere), her er slutningen:

Jeg er virkelig ked af, at du er død. Du sejler ikke i luftballon du reder ikke din seng som nogen lille soldat du er et jakkesæt med knæ og skulderpuder i mit værelse. Et kærligt jakkesæt der helt klart hjælper min søvn. Du truer søvnen til at få eget liv. Men du er ikke en varme. Du er din hårde ansigtshud støbt. Måske troede du dine bøger var voodoo-dukker, at hvis mennesker behandlede dem nænsomt, opmærksomt, ville du også mærke det. Kan du mærke det? Du løb den risiko at tage den chance. Du lytter ikke til myrerne, du lyttede til myrerne. Jeg knægtes ved din stemme. Jeg knægtes, bliver knægt og vil ikke være andet. Vi blive knægt med mine venner og veninder. Vil gå med en alvorligt halsklud. Du kan ikke gøre mere skade på dine billeder./ Kærlig hilsen fra mig, Lea/ Odins Tværgade 2012

Monografik

Grundlæggende og principielt har man jo bare at være totalt begejstret og taknemlig for Arenas monografi-serie, der i sidste uge omsider blev skudt i gang med Asger Schnacks bind om Morti Vizki (med undertitlen og (genrebetegnelsen?) "En kærlighedserklæring") og Elisabeth Friis' bind om Pia Juul - når man nu i et par årtier har hylet op over manglen på monografier om de sidste tre-fire generationer af danske forfattere og ikke selv har nosset sig sammen til at levere sit eget bind i serien (endnu); og Vizki og Juul er absolut ikke dem, der mindst trænger til at blive monografiseret (der har i langt tid være en for længst færdig antologi om Morti Vizki (som bl.a. jeg har bidraget til) på bedding, redigeret af Kamilla Löfström og Birgitte Hesselaa; jeg ved ikke, hvad status er lige nu, men det kan Kamilla, hvis hun læser med, måske oplyse). Og de to monografier er som udgangspunkt eksemplarisk forskellige; jeg selv ligger vel et sted midt i mellem med den monografi, jeg har skrevet om F.P. Jac, og dem. jeg har sagt ja til at skrive (og derfor på et eller andet tidspunkt, der altid er SNART, bliver NØDT til at skrive), om Hans Otto Jørgensen (til Arena) og Per Højholt (til Gyldendal (jeg mener så, jeg burde skrive mindst 4-5 om Højholt foruden de 2-3 om Laugesen, som ingen har bestilt, som alt har bestilt, og de 1-2 om Turèll, hvortil kommer monografierne om Madsen, Mathiesen, Mortensen, M. Larsen m.fl ...)): Schnacks monografi optæller systematisk-kronologisk og karakteriserer lyrisk-impressionistisk den komplette produktion (der så alligevel ikke er komplet, se nedenfor), Friis fokuserer på tværs af kronologi, genre og værker på 2 1/2 motiv/teknik i forfatterskabet, gåde/kriminalistik, død/spøgelser, stemme/intertekst/navneleg. Og så kommer jeg ikke udenom smagsdom og mandejævning: Friis' monografi er mange gange bedre end Schnacks, som jeg ikke kan forstå, at redaktørerne (Friis og Tue Nexø) ikke har været skrappere ved. Selve den Schnackske bogholderagtige, digressive, lyriserende metode må man jo nok take or leave, men hvorfor har de ikke bedt ham om at rette op på det skandaløst mangelfulde og overfladiske, fire og en halv side korte afsnit om Vizkis dramatik; man kan jo ikke tvinge Schnack til at sætte dramatikken lige så højt som Vizki selv (og mange med ham -  og i hvert fald er det noget vrøvl, vil jeg mene, at det som sådan og uden videre er kunstnerisk diskvalificerende for dramatikken, at den sprogligt opfører sig relativt mindre excentrisk), men når nu alle andre Vizki-produkter, inkl. lp-plader og kortfilm, pligtskyldigt registreres og kommenteres, holder det jo ikke, at 9 ud af 13 radiospil (2, medregnet i de 4 undtagelser, er parallel-værker til kommenterede skuespil) og de 2 operalibrettoer (begge trykt i teaterprogrammer) ikke får et eneste ord med på vejen; det er ikke nogen undskyldning, at radiospillene ikke er publicerede, de burde ikke være svære at få fingre i, slet ikke for en dygtig sporhund som Schnack (og F.P. Jacs radiospil (særdeles centrale i min monografi) har han ikke noget problem med at henvise til). For fanden da for en misere! Jeg har det besværligt med at kritisere den Schnackske metode, fordi jeg selv helst og gerne gør mig skyldig i bogholderi, digression og lyrisering. Hos Schnack har alle tre faconer bare en tendens (og nogle gange helt bevidst, oplever man) til at undvige og undergrave læsningens præcision frem for at styrke og slibe den (digressionerne ved at være (vilkårligt) bogholderagtige). Jeg kan godt forstå, at redaktørerne (hvis det er deres valg) på bagsiden citerer Schnacks "portræt" af Vizkis digtsamling nr. 2, Vokseværk, for den viser eksemplarisk, hvad lyrisk karakteristik kan som bedst, nuancere spændstigt og øjeåbnende (nu lyder jeg som Schnack!) og er et højdepunkt i bogen: "Sådan følger digtene, selvbevidste, legende, ikke til at skyde fra sig som entydige eller nu snart tømte, for de blinker og glitrer og sitrer og simrer. Og skinne, og skåner ikke sig selv, for de åbner for kramper og kropslige svimmelheder og ubehag og angstanfald og lethed igen og nærmest en ballet lidt efter. Sådan er disse digte uberegnelige, men ægte. Dvs. oprigtige i deres leg med attituderne." Men sammenlign så med dette billede, der måske nok har en vis poetisk værdi i sig selv, men intet, så vidt jeg kan se, har at skaffe med den bog og det digt ("Et digt om selve livet" fra Mange boliger, Schnack har gang i noget løs, men OK religiøs fortolkning), der behandles: "Der er tale om en mystisk sammensmeltning såvel som et jordisk fællesskab. Og det sidste er det, hvorfra digtene henter deres næring - via et rodnet af flere retninger på én gang, som var det en underjordisk stjerne, der brød op i digtform!" !!?? Lidt over 2 sider bruges på Mange boliger, mens Vizkis sidste, posthume digtsamling, Almanak, som Schnack øjensynligt (og med rette) ikke sætter mindre højt, overstås på en halv side, der siger så godt som ingenting (munch-petersen-sammenligningen synes jeg ikke holder, intet imagistisk ved Vizkis digte): "Det er en vildt smuk samling, som udmærker sig - lidt ligesom en af de vigtigste digtsamlinger fra det 20. århundrede, Gustaf Munch-Petersens Nitten digte - ved at rumme digte, der slår ned som lynet, og andre, der siger ligeud det, digteren gerne vil sige om menneskelivet." Det er sgu en sølle (karakteriseret) typologi! Og nu har jeg brugt alt for meget plads på Schnacks svage, flimrende monografi, for langt hellere burde jeg jo have rost løs på Friis' stærke, distinkte monografi. Der ikke mindst, i forhold til Schnack, udmærker sig ved at udlæse og oprette nogle centrale karakterstika ved Juuls forfatterskab, personer der er "kommunikationsnægtere" fx og (fantastisk godt set) "sammenknytningen af et vagt henvisningsniveau og en stærk poetisk stemme", og udfolde dem og sætte dem i spil (med hinanden) via minutiøse nærlæsninger. Især i anden del er flere af de centrale karakteristika måske ikke mere originale end som så (og rimeligt nok), fx flerstemmigheden, men beundr her Friis ekstremt lydhørt sætte polyfonien i det klassiske Juul-digt "Men jeg ville heller ikke det jeg ville" på noder i bogens mesterlæsning, der begynder sådan her: "Men jeg ville heller ikke det jeg ville (trodsig - indikation: men)/ Og det jeg ville vidste jeg ikke hvad var (resignation - indikation: rytmisk lukket sætning)/ Jeg ville så gerne ha dig (melankolsk - indikation: så gerne - troskyldigt og ærligt stilleje")/ Så fik jeg minsandten det/ jeg ville ha, og hvad gør man så (ironisk - indikation: "ha" (både som idiolekt og latter-udråbsord, dertil minsandten)". Schnacks monografi blev jeg som Vizki-fan frustreret af: hvorfor må jeg ikke få nogle reelle, ambitiøse bud på, hvad der gør Vizki særlig og væsentlig? Friis' monografi blev jeg som Juul-fan klogere af: generøst giver hun en række (uden at påstå at det er alle) bud på karakteren af Juuls særlighed og væsentlighed, hvoraf flere er splinternye og alle underbygges med nærlæsninger - så får man sit lykkelige monografiX.

Aftenfrembladret zkoop

i Asger Schnacks Morti Vizki-monografi: 8 ikke før trykte engelsksprogede digte, bla. dette sære og klare:

BENJAMIN BRITTEN

I remember a good cry but I cannot.
She is still.
In my bed.
Smirk and slash and sneak.
Mastered the language
         "That day was loss"
         "This cloud is possible"
She lurks on, lately in another fashion like olives
Like hell. By the name of sensationally morbid hearts.
Riddling in the sun. She
Is
Still
Blue
And
Red
And
Red
And
Blue

De 2 tekster jeg efter bedste beskub læste op i aften

(inden jeg tog de 2 cool nysselige monografier, Schnack om Vizki, Friis om Juul, i hver sin lomme; Juul læste sit skønne, triste digt om "Mortis mark", Boberg læste Vizki og Juul, Andkjær O læste Juul, Frank læste Juul, og det gjorde de alle sammen bedst)

. . . .
En da vil du sætte mig op på dine skuldre
Du vil "ride" mig ud til havnefronten mens nogen hælder regn ud over os
Ud til havnefronten hvor jeg vil elske dig
Og du vil smelte sukkeret af mig
Tilfreds med den labile på dine skuldre
Tilfreds hver gang din tenor udspiler cementspalterne
Lade mig kigge optoget. Udsigten bliver ikke bedre.
Du vil udpege en strimmel måger men jeg vil ned
Du skal lige til at udpege fugledyrene men jeg vil ned til dig
Og nogen vil hælde regn ud over os men de vil allerede lang tid i forvejen
Have fortalt mig om dig og om det sorte bælte
Da vil du smelte sukkeret af mig
Byen vil ligge derinde og være et glas vand
Renslikket alt sukker våger jeg over din søvn
Jeg vil stryge dit hår men du forvandles til en mågefjer på bænken
Og jeg må gå hjem til mit arbejde med en tyvefjer i hånden
Så folk kan sige: nu er han også begyndt at skrive med fjer

- fra Morti Vizkis Fire raketter, fire prikker, 1989

Engang på Hotel du Nord i Hobro, i Den Skandinaviske suite, holdt jeg om dagen digtersalon, og om natten ankom en dværg med en drøm. Han var kun dværg, fordi jeg var kæmpe, han kærlige ord var dog helt monstrøse. Jeg erklærer dig min uhyre kærlighed, fremstammede han, og jeg lod mig glide ned ad væggen, indtil hans voldsomme mund var ud for min. Jeg så ind i hans kuløjne og sugede til. Du är så vacker, jag går sönder, græd han, og tårerne funklede i de øjne. Jeg lukkede mine egne i et svimmelt øjeblik, men så kan det nok være, piben fik en anden lyd. Du er en simpel togkonduktør, fnyste han. Hvad mere er, du kan ikke tiderne. Hvad bestiller du her i kupeen, ud med dig, ud. Jeg havde holdt digtersalon hele dagen, så det kom som et chok, at vi stod i et tog. Når du har læst køreplanen, kan vi måske tales ved. Dermed drejede han om på hælen og gik.

- fra afsnittet "Fra min dagbog" i Pia Juuls Helt i skoven, 2005.

Monografier maner til opflammende efterslæb

Og så af sted til Møllegades Boghandel og reception for de to nye, allerførste Arena-monografier, Elisabeth Friis' Pia Juul og Asger Schnacks Morti Vizki, og de er garanteret på hver deres henholdsvis elisabethske og schnackske måde smaddergode begge to, og jeg kan så, ud over at oplæse et Juul-digt og et Vizki-digt, hvilket jeg gør med udelt glæde, bare stå og skamme mig i skammekrogen, sådan en bør enhver boghandel have, over, at jeg endnu ikke har skrevet min bestilte monografi (der ikke bare skulle hedde) Hans Otto Jørgensen (men en bog, der ikke findes, hedder slet ikke noget), skamme, skamme, skamme!

Fortolkningens malstrømhvirvler

Det skræmmende ved fortolkningens nedadsugende og jo SIRUPSSØDE, evigt potentielle og, hver gang jeg atter forsøger mig, REELLE endeløshed i litterære artikler og essays og (åh, alle de bestilte (og betalte)) monografier, og desto dybere skræmmende nu anmeldelserne efter ordre har effektiviseret sig kortere og klarere og (desværre også for mig) overskueligere: i små, svimle ryk fortaber jeg mig uhjælpeligt i et digt fra Hvedekorn nr. 1, 1982: "mine bevægelser/ består af hændernes vindomfavnelse"

Digteres digteres kanon 1980-2010

Jeg opstillede min indflydelses-kanon på KUA-seminaret i samtidslyrik torsdag; alle universitetslitteraterne brugte power point, men jeg krævede en old school-tavle, sådan nogle findes imidlertid ikke på enemærkerne, så jeg måtte stille mig tilfreds med et whiteboard og en sort tusch. Først oplistede jeg forskellige påvirkningsfunktioner: Påvirkningsagenter, Idoler, Rollemodeller, Mentorer, Importører, Dagsordenssættere, Kuglelyn (anfægtere), Drømmeaktører (jf, Helle Helles drømmereferater og Janus Kodals lille hæfte med drømme om Peter Laugesen). Så lavede jeg et løst fejende listeri indenfor de tre årtier, som jeg ikke vil gentage her (jeg skal lave en artikel-versionering til en antologi, der udkommer senere på året hos Spring, hvor navnefygningen nok skal blive tæt og argumentationen labyrintisk). Og endelig prentede jeg selve kanonen, bestemt efter positiv indflydelses styrke og varighed (og diversitet måske også?); hvem fylder mest og bedst i danske digteres hænder, hoveder og hjerter:

1. Peter Laugesen

2. Pia Juul

3. Niels Frank

4. Dan Turèll

5. Klaus Høeck

6. Inger Christensen

7. Per Højholt (aftagende)

8. Per Aage Brandt (aftagende)

9. Poul Borum (aftagende)

10. Morti Vizki (tiltagende)

11. Mette Moestrup (tiltagende)

12. Lars Skinnebach (tiltagende)

Læg mærke til de to dominerende generationer: 70'er-avantgardister (Laugesen, Turèll, Høeck, Brandt) og sen-80'er-særlinge (Juul, Frank, Vizki) Forudsigeligt nok blev der protestreret imod Søren Ulrik Thomsens fravær. Han havde påvirket helt enormt, hævdede Marianne Stidsen. Hvem? spurgte jeg. Thomas Boberg, blev der svaret, og det var åbenbart det. Svendsen mente, at det var for pussenusset en påvirkning, jeg opererede med, i forhold til Harold Blooms brydekampe af frygt for indflydelse, og jep, mange af os i 90'er-generationen kæmpede en overgang med og mod SUT's indflydelse (han hjalp os ikke med at blive os selv, han forhindrede os i det), men af de yngre læses han simpelthen bare ikke. Til gengæld er han den eneste digter de sidste 20 år, der med navns nævnelse er blevet gået hårdt op imod, ergo kan jeg opstille følgende meget korte, negative contra-kanon:

1. Søren Ulrik Thomsen

Lille efterskrift, fredag morgen:
Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at det er GODE digteres digteres kanon - og vel særligt GODE UNGE digteres digteres kanon, eftersom unge digtere er de mest påvirkelige - hvis det var en kanon for hvilke digtere, der påvirkede det samlede lyriske output i Danmark, som det vel ret præcist kommer til udtryk i det samlede indhold af Hvedekorns postkasse, ville top 3 se sådan her ud:

1. Tove Ditlevsen
2. Michel Strunge
3. Benny Andersen

I.T-Rom, palindromiker

Jeg skrev omsider min anmeldelse af Pedersens og Fredslunds palindrom-tegnserie Seks nøgne sirener i seng ønskes i sidste uge, og på fredag kommer den forhåbentlig i avisen. Anmeldelsen hævder, at ingen af de OULIPO-inspirerede unge digtere, Adoplphsen, Larsen, Nicolajsen & co., har forsøgt sig med palindromer, og det er også rigtigt nok, men Mikkel Thykier gør i sin nye Anblik-bog Refleksioner i guld og bly opmærksom på, at Morti Vizkis debutbog Digtsamling, indeholder 1 semi-palindromisk digt, hvis titel er 2 palindromer efter hinanden "Som mos (rå år"); kun digtets sidste linje er et ægte palindrom, ens forfra og bagfra, de øvrige linjer¨er mere (eller mindre?) raffineret linjer, der kan læses forfra og bagfra, men IKKE er de samme (til gengæld er et ord et ord, både bagfra og forfra, hvilket sjældent er tilfældet i ægte palindromer) [mine klammer]:

som i gud, som i ræv [vær i mos, dug i mos]
som i marts, som i skov [voks i mos, stram i mos]
som steril i den nemme dom [mod emmen ned i lirets mos]

nedrev i rum [mur i verden]
som verden nedrev mos [som verden nedrev mos]

-Top-pot!