TS burde være nr. 1 - også dér

HVORFOR HAR TS HØEG IKKE UDGIVET EN HELT eller halvt eller en fjerdedel eller bare en ottendedel HÅNDSKREVET BOG, THI DE SMUKKESTE OG PERFEKEST PERSONLIGE HIEROGLYFFER ER OG BLIVER HANS (Dan vinder jo kun som publiceret håndskriftpoet!) - manus til de første bøger er i flere omgange håndskrevne, kan ESCHO ikke bare udgive renskriften til landskab ruller zone NU!?


 

Vi giver hinanden vores sande navne

- fra T.S. Høegs fødselsdagstak (og 2017-musik-top 17 - den må I blive venner og læse!) på FB - navngivning er et tykt TEMA i Korshøjen (kan jeg stoppe med TEMATISK at fortolke min bog):

"Tak for de mange tillykkende tilkendegivelser & som lars bukkiwukkidahl skrev, blev jeg 16 på hovedet
(...)

*
see you med honnør & flyvehop ind i atten fra hawk"

Professionelle anarkister

top 3 - danske digtere-udgaven

1. Peter Laugesen

2. Ursula Andkjær Olsen

3. T.S. Høeg

15. Donald J. Trump ‏@realDonaldTrump 3. feb.
Professional anarchists, thugs and paid protesters are proving the point of the millions of people who voted to MAKE AMERICA GREAT AGAIN!
42.522 svar 42.073 retweets 167.170 likes

inderst i marven synger instinktet - young TS

- første tekst i TS Høegs debutbog Amokoma, 1981 (de 2 første linjer er titlen)

går grundtonen gennem mennesket
eller hviler den i systematik

- erindringen er spundet sammen i upålidelige ruller, sløret af praktiske forholdsregler, de lange dage set forfalsket fint.

- vi blev hjemløse, det viste sig, de første år i den afgrænsede skolegård, så afgrænset som indsigten. vi stod med asfaltens genialiteter skinnende formørket op i vores ansigter, stødvist skrigende til ti.

- så ned i åens plumrede vand, hvor tiden holdes flydende, hvor det bølger frem & tilbage i væltende bølger.

- vi stod senere i ventesalen med matblåt loft over ventilatoren, så på de to ure, som hver viste noget forskelligt. den ene vej væk altid en time foran & den vej hjem for sent.

- faldt ubeslutsomt rundt, sådan som de mindste blade også gør det, alt blev blev løgn på en eller anden måde.

- nerven har ingen hørlig lyd, men noget hyler. inderst i marven synger instinktet, sangen arresteret af tanken.

- jeg skriver ikke ord. paradokset holder tiden i spænd.

- fremskridt er mere vand end rum, dagevis faldet om imellem stridende mål: at holde fast ved eller tage ved lære."

Fra Strunge-portrættet i Trés 60:

"... men efter utallige forlag havde afslået mit "amokoma"-manus: Gyldendal: Gyldendal, hvor Rifbjerg bag et stort mahogni-skrivebord mente, at jeg skulle skrive om en bestemt ting eller efter tidens "plastic fantastic"", Arena & Centrums uendelige nølen & andres trækken på skuldrene, sagde Michael: "kom med mig" & sent ud på efteråret gik vi sammen ud til Gl. Kongevej, hvor dette Borgens Forlag havde til huse ... vi kom direkte ind til selveste denne Jarl-boss, hvor han fine, lille ansigt lyste mildt imellem to høje manusstabler ... Michael skred & jeg blev tilbage for at prøve at forklare mig ... efter at have ventet i henved 2 år & i trods havde skrevet og stenciltrykt: træer vinkler vandstråle i kort forvintret sommer, gik der ikke mere end kort tid før jul, hvor Jarl sagde god for produktet (...)"

TS Spurvehøeg 60 i dag

 
Tillykke til TS Høeg, Danmarks sødeste og sjoveste livstidsavantgardist.

Glemmer aldrig, da han til Borgen-reception inviterede mig og Jens B hjem til sig næste dag, hvilket, da jeg ringede op, Xenia virkelig ikke havde hørt om, og måske havde Thorsten også glemt det rent, da vi topgenerte troppede op i den eneste ægte kunstnerlejlighed, jeg har opholdt mig i, dér over hotellet på Frederiksberg Allé, men uden at blinke bød han os indenfor og agerede den perfekteste vært og patroniserede os viist og nysgerrigt og kærligt i øjenhøjde, og det gør han sgu stadigvæk, bare med den grad højere, gensidige hyl.

Han spiller mest på saxofon, MEN HAN ER IKKE MINDST DIGTER! Som skrevet står (af mig) i Danske Digtere i det 20. århundrede. Og i dag udkommer også en ny bog, Trés 60 (på Escho, der har overtaget loppecirkustjansen som udgiver fra Borgen), et farveægte hybridværk ligesom debuten Amokoma, 1982, denne her kunne så til gengæld få det halvpalindromiske kælenavn

Nærværræven
I min anmeldelse i WA i dag citerer jeg begyndelsen på neo-råberemsen (elsker hans hans krattede prosa, men råberemserne er og blive yndlings-TS-genren) "inde ude varm kold elsket", her er den in toto:

"a) jeg b)  c) hvem
står op & falder
af, hen, i, om, til,
hvis ingen vegne

eller er bare:

inde     inde     inde
      ude      ude
varm      varm      varm
        kold       kold       kold
elsket        elsket        elsket
         glemt        glemt

hvis dette skal have nogen mening
så kommer noget fra noget
som skal bringes videre
til enhver til hver en tid
& hvor er a) b) c) imens
hvis dette skal have nogen mening

a) jeg b) kunstneren c) hvem

står op & letter
videre, rammer måske muren
ramler, men lever af det: livet

jo, fat materialet & gå i gang værende på tæerne:
kunst er at udtrykke tilværelsens puls, tilstand & ånd

a) jeg b) kunstneren c) hvem

protestanter såvel mod- som medgang
katolicerer såvel magt- som misbrug
muslimer blot øjne & ører
buddhister bitterhed
hinduer ligegyldighed
ateister såvel selvfedme som -led

jeg voodooer jer & mig selv
kunstneren voodooer jeg & sigselv
hvem voodooer mig & jer

søger dybder, sprækker & udveje
afstår nu til: jorden være lovet"

HØRT OG ATTER ØRT!

V & TS - tavshedstricket

I dag udkommer omsider en ny bog af musikeren, men i den finvredne grad også digteren T.S. Høeg, en rejsemursten umiskendeligt betitlet Rundet af jordens rotation - her et lille klip fra afsnittet om Cairo, hvor Thorstens bofælle er digteren Viggo Madsen:

"Sent tilbage på værelset gik Viggo i en af sine første ud af mange følgende monologer, som handlede om Vollsmoses historie, da han netop dér tilbragte årevis som bibliotekar. Hvordan han kunne styre rødderne ved ikke at være hverken påtalende eller indladende, men bare gav den gas som den finurlige og underfundige digtermand, han nu er. For ham var det mere spændende end bare sidde der eller at skulle finde sig i sine kollegaer, der stort set aldrig fik grejet ham. Måske er han bims i låget, men sygemeldt var han aldrig, så af med ham kom de ikke.
  Thi han ved jo også noget om sagerne.
  Eller at hans søn samler på hængelåse, uindspillede kassettebånd og billeder af brandhaner.
  Det skulle gå op for mig, at den eneste måde at stoppe hans talestrøm på et at begynde at skrive, hvilket han har ovenud respekt for, mens han så pacer ordløs frem og tilbage i rummet i en venten på, at jeg helst snart skal blive færdog, så han atter kan tage en eller anden tråd op."


 - covermaleri: Chr. Schmidt-Rasmussen

Guldhornene var saxofoner (tilegnet Thorsten)

Fordi jeg som ung har skrevet en roman, der hedder Guldhornene, følte jeg, at jeg var nødt til at læse Ulrik Langens Tyven. Den utrolige historie om manden der stjal guldhornene, og det er virkelig en utroligt vild og underholdende historisk bog - også det hårdeste FÆNGSELSDRAMA! - som for min skyld gerne måtte have været WA-litteraturprisvindende, hvis Langen altså ikke skrev anmeldelser for avisen. Den for mig mest overrumplende, mest illuminerende, rent guldhornsmæssige info:

""Men", skriver Miranda (venezuelansk eventyrer, selvfølgelig LB), "hvad der overgår alle disse kuriositeter, er to berømte guldhorn, Tønderhornene kaldet, gjort af det pure guld; det ene vejer mere end 100 unzer (gammel vægtenhed for ædelmetaller UL) - jeg tror, at det har tjent som musikinstrument, der lød ved offerfesterne, thi når man blæser ganske let deri og holder de to mundstykker åbne, giver det en høj lyd. " Miranda er meget optaget af de mærkværdige "figurer og hieroglyffer, der går helt rundt om det, af menneskeofringer og andet ... De minder i et og alt meget om de monumenter af samme slags, der er os overleveret fra mexicanerne (dermed også tilegnet Ib Michael! LB). Det er højst mærkværdigt, at man herved kan se ligheden i kultur mellem disse folk". En tankevækkende transkulturel iagttagelse.
  Hvad der også er iøjnefaldende ved Mirandas dagbogsnotater om hornene, er, at det tydeligvis er almindeligt for besøgende at få tilladelse til at blæse i hornene. Det samme ses af en anden notits om et besøg i samlingerne. En museumsgæst fortæller nogle år senere, at han, efter at have haft Absalons bispehue på hovedet og et scepter i hånden, forsøger at blæse i det store guldhorn, ligesom en ansat ved biblioteket husker, at man med jævne mellemrum kunne høre den "gennemtrængende lyd", når der blev blæst i hornet oppe i kunstkammeret. En anden erindrer, at hornene altid blev taget ud af deres skab og givet de besøgende i hænderne, så man kunne løfte på dem og mærke, hvor tunge de var. "Dertil brugte man at blæse i det ene, der gav lyd som et jagthorn."
  Mon Niels Heidenreich (tyven LB) blæste i hornene, når han med familien besøgte Kunstkammeret med Gall som omviser? "

Kæmpe-Escho bliver Major League!

Endnu et yngre forlag er på vej til eksplodere på scenen, ESCHO:



der også og først og fremmest er et pladeelskab (ICEAGE! SYND OG SKAM!), har foreløbig udgivet en T.S. Høeg-opsamling, Lykke er noget, man har om halsen, for som sagt, under træet er skygge mange ting, en Vagn E- Olsson-tekstsamling, Mondo Culo, og musikerne Simon Latz og Claus Haxholms digtbog Trigger zoner/ den babyloniske champagne/ afvikling af nite-walkers/ jeg har det som om jeg har set dig før - den sidste indstillet til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2015. 

Nu har koncernen, ved deres ivrigt idealistiske forlagsmand Anders Jørgen Mogensen, annonceret både en NY mursten af T.S. Høeg, en NY roman af Bo Reinholdt med titlen Almester og en NY samling fortællinger af Preben Major Sørensen - alle tre sære mestre har vi inderligt savnet NYE bøger af, det bliver så vedkvægende vildt! Læs bare den røbede bid fra Major-samlingen:

8 eller Abels grav

Manden med de otte hjerner trådte tungt ud på terrassen hvorfra han havde udsyn til blå, grønne, røde og gule landskaber, som strakte sig til alle sider og var fulde af græssende kvæg, voldsomme ryttere, kvinder med meget brede hofter, bærende på byrder hans øjne havde svært ved at skelne.Sammen lagde de otte hjerner en dæmper på hans bevægelighed og fik ham til tider til at vakle. Det var tungt at slæbe rundt på et så umådeligt cerebralt potentiale. Men det gik. Dog, når overvejelserne kolliderede, når koordinatsystemerne skød sig ind over hinanden og impulserne forvirredes, når kortslutning mellem det nærved infinite antal synapser truede, trådte han et skridt tilbage og hamrede med stor kraft de otte blottede bristefærdige hjerner ned i balustraden, og slanger af rygende blod slyngede sig ud over de blå, grønne, røde og gule landskaber. Så skulle man jo tro at han havde gjort det af både med de otte hjerner og sin blodbebyrdede krop. Men dette var så langt fra at være tilfældet. Blodstyrtningerne, som var blevet udløst da han forsøgte at befri sig for sin cerebrale byrde, ophørte som ved et trylleslag, og et stort hvidt, strålende ansigt uden mund og øjne kom til syne på husmuren over terrassen hvor han stod og netop havde forsøgt at befri sig fra sine otte hjerner. En overmåde kraftigt lysende stjerne kæntrede på daghimlen over ham og svang sig med betydelig fart ned mod det ubehageligt lysende åsyn på husmuren bag ham. Med et øredøvende skrig klaskede de to blændende åsyn mod hinanden, og i samme øjeblik brast de otte hjerner som æg der slås ud i en skål i hurtig rækkefølge på hinanden som når man laver omelet. Betaget og befriet betragtede den hovedløse mylderet af blodslanger der slyngede sig ud over de fjollede landskaber.

Småforlag er nu om stunder GRANDIOSE forlag, velkommen til Eschos præcise storhedsvanvid!

En Høeg booker et face-off

Forleden dag kom musikeren & digteren TS Høeg på Facebook og kunne ikke holde sin måbende, hieroglyfiske mund, han for rundt på skærmen skriblende manisk lysteligt genstridigt umiskendeligt som om den, skærmen, var et nodepapir, i både opdateringer og svar på alle alskens venskabelig hilsener; Thorsten er mester i venskabelighed, så inge hører mere hjemme og aldrig vil FB være det samme - ymtninger fra 12. og 13. februar udelukkende:

oprob from an inglish keyboard:
fra hestekaerre til en form for
bugatti eller dusenberg er jeg nu
med jer derude, inden det snart
er for sent ... hilsen fra hawk

• Thorsten Sehested Høeg hey, boogiewoogie, keep up the spirit på høeg(h)'s alle, men kan man aldrig komme omkring eller likewise?
Thorsten Sehested Høeg selvom tegnet ? altid har voldt mig problemer

Thorsten Sehested Høeg dear dougie ... thanx for getting me into this whirlwind of fb, for some screening of the invisible bullet and have a good trip to istanbul ... heart from hawk

Thorsten Sehested Høeg som jeg siger til ungdommen: dig, nulle & hugo holder livslinierne på plads fra velkommen gang i den (til Ole Fessor Lindgreen LB)

Thorsten Sehested Høeg du modtager hermed min aller-1. fb-henv. i håbet om at det går dig fair i det la & omegnske ... optræder lidt & skriver meget ... mere fra begge kontinenter må vente ... hjerte fra høeg

ohh my gosh, efter at have været rykket ind i et par timer, kan jeg fornemme,
hvad dette indebærer: At kaste sig ind i en yderligere kamp med sin viljestyrke,
men in/out eller varm/kold ... det bedste ved at prøve noget nyt, er at se, hvad det vil, så hermed godnat & honnør fra høeg

• Thorsten Sehested Høeg yes, gamle ven ... når foråret ramler med vitaminer indtil de sidste pakker sammen indfinder jeg mig helst alene på bellevue for at
Thorsten Sehested Høeg glo, skue, læse, måske notere mig en note og så igen ind til byen ... men hvergang vender jeg mig altid om til huset, hvorfra jeg stadigvæk mindes tider ... funky forgangne ...

til alle jer fb'ere: har nu været på i over et døgn, hvor ellers langt over 1/2-delen af mit liv er gået med at være omkring ude i samfundet, hvis ikke hjemme-, øvelokale- eller studio-kreerende, så denne for mig nye fb-mening med at skaffe venner + never ending scrollin' giver en helt ny mening ... fra hestekærren til bugatti er jeg slet ikke i nærheden af nogen form for selvudkapslet metro endnu, så I derude må bære over med mine første skriblerier udi dette medie ... indtager meget lidt, har mixet album og skriver på så avantgardedaws som en tyk bog ... men har netop lige været altosax-gæst med min brother kresten osgoods' tribute til ornette colemans primetime band med oc's bassist jamaladeen tacuma, hvor essensen er: to af hver instrumenter: tromme (kresten & anja selvhenter), bas: jamaladeen & ac, guitar: jørgen teller og jonas snøleoparden og blæserne: laura toxværd (min fine alto-kollega) & svenske-trombonisten peter hängsel (horse orch, tjek) ... oc's originale prime time-band var 3 af hver tromme, bas & guitar, som så udvirker 2 trioer, der via oc's såkaldt harmolodiske system skal interagere uden at træde hinanden over tæerne hverken melodisk, harmonisk eller rytmisk med dog farmand i midten ... altså være hver for sig, men dog sammen ... det er enkelt & uhyre indviklet eller omvendt ... det giver i hvert fald 2 trioer (6) + en samlende farmand (7), men idag var gruppen jo på 8, dvs 4 kvartetter, så da jeg kom ind, havde jeg regnestykket ultraklart: 2 + 4 kvartetter, hvor jeg så kunne finde min 9'ende plads ... jeg tror ikke at fb er til essays eller excesser .. men den harmolodiske opfattelse er til videre granskning, sålænge det forbliver med en hvis form for funkyness ... ohh,
i have to get out of here .. see or fb you all ... heart from hawk

Thorsten Sehested Høeg i lige måde & som nu ovenlands-vegetar: æg- og kartoffelmad, men som skabs ditto: fiskefrikadelle, thi vandet er mig stadig fremmed ...

på nu 36. time er jeg på fb, men er jeg ikke helt sikker,
så kom med nogle tips, tricks & where abouts ...
hilsen fra høeg

nu på 42. time: nåja, klikke ind på koryfæet selv,
men hvem (jeg) kunne vide det, da alle vrænger
på næsen over at være her eller ikke, so what's
the point? selvom tegnet ? giver mig gåsehud ...
hyggehøeg

nåja, nu på 57'ende time troede jeg, at de kun to ethiopien-billeder bare kunne ligge i et arkiv og ikke sådan skulle ud ... men learning by doing ... miss it out load or loud eller nu på andendagen med dette her, må jeg sove, inden moodiepal vækker mig til te, før morten søkilde kommer med et ligeså moderne usb-stik med sin meget flotte indtil videre stumfilm, som jeg skal musicere, men han mangler likvidier, men er det her, man foretager sig dette: give him some kleingeld ... ups, nu ramler min allerede fb-hjerne ---x---xx---xxx--- 

 

Mit yndlingsbogobjekt er lyserødt

Jeg har anmeldt den generøse telefonbog Danske kunstnerbøger til Kritik, men jeg glemte helt at nævne mit uoffficielle (officielt er det selvfølgelig Punkter og på en andenplads Svanesøsonetterne og på en tredjeplads min store eksklusive Thykier-kuvert med indhold) yndlingsbogobjekt:

Programmet/librettoen til Morti Vizkis og T.S. Høegs og Jacob F. Schokkings opera Soap Opera, opførte på Den 2. Opera (med bl.a. Master Fatman) tilbage i 1995 - der nemlig er en sub-Pixi-lillebitte bog gemt inde i en lyserød plastic-sæbeæske, der altid ligget oven på mine Vizki-bøger (nogle mænd har har whisky-bøger, andre har Vizki-bøger), den er så tough og stolt i sin miniature-pinkness og med årene bare et absolut uundværligt bogobjekt, der nægter at blive væk i flyttekasser (til forskel fra langt monstrøsere Svanesøsonetterne, der lige nu gemmer sig for mig) - 2 tekstklip:

Paul:
Jeg ville ønske det var vinter
For lyset minder om dig.

Jeg ville ønske det var vinter
Der er indført undtagelsestilstand

Jeg ville ønske det ALDRIG BLEV WEEKEND
Så jeg havde lov at være nul

Jeg ville ønske det var vinter
Lyset er strygejern imod min hud.

Jeg ville ønske det var vinter
Jeg ville ønske det var vinter.

(...)

Flammekongen:
Ja, jeg stjæler fra dig
Fordi du har det skræmmende
Hvide lys

Og jeg ved
Noget om
POSITIONERING
Til gengæld.
Med det skræmmende hvide lys
Det hvide lys
Den ægte vare
Er ikke det samme
Som POSITIONERING.
Jeg kommer aldrig herfra. Jeg tjener
penge. Men,
Jeg kommer aldrig herfra.

Intimiderende sjove kolleger MED HATTE

Aldrig har jeg været så beklemt grænsende til rædselslagen over at skulle læse ops om til sidst i andet sæt, det private sæt (første sæt var lutter Storm P.-tekster, 3 fortællinger ved Thorsten, Jens og mig, og det klarede jeg rimeligt, følte jeg, men havde også øvet mig flere ÅR mere end de andre - og løs, råbende og skrålende nummermandsvitsen og -sang ved Line (se ovenfor)), kulturnatligt på Storm P.-Museet, fordi Line, Thorsten og Jens var så pågående, skræmmende gode, Thorsten med et klassiker-potpourri, inkl. "Du danske knold", Line med et Guitaristerne-uddrag inkl en spoken word-version af "Hvor er min lighter", Jens med en nyskrevet Storm P.-hyldest, inkl. hans far (se ovenfor), og selvfølgelig var de det, fordi de er de bedste digtere overhovedet i Kongeriget til at performe live, mine 3 absolutte yndlingsperformere, det var jo for helvede derfor, jeg havde samlet dem denne aften, men hvad, oh, hvad lavede spagfærdige mig i dette fyrstelige selskab? spurgte jeg desperat mig selv under Jens' veloplagt uendelige tekst, som det var fuldstændig umuligt at regne ud hvornår sluttede , men pludselig var den jo slut, og så sprang jeg op og rablede nogle alfabeter af mig, og det gik ikke fantastisk, og slet ikke i sammenligning, men det gik i sammenligning måske faktisk okay, og det var alt andet lige alt nok, og gad vide, om det ikke er den lykkeligste litterære performance, jeg har overværet, og deltaget i, jeg tror det, som jeg tror på Per Højholt, og stakkels forbandede idioter derude, der ikke var til stede (og ikke deltog)! OG HATTENE GJORDE KUN DET HALVE! RESTEN VAR OS!

(foto: fx Shirley Windridge)

Helt utidig reklame, fordi - DRUKNEHØJT SKUM!

ALLE KONTRAKTER ER PÅ PLADS:
PÅ KULTURNATTEN FREDAG 12. OKTOBER OPTRÆDER
PÅ STORM P. MUSEET
JENS BLENDSTRUP, LARS BUKDAHL OG T.S. HØEG
SOM DE TRE SMÅ MÆND
OG LINE KNUTZON
SOM NUMMERDAMEN
HVAD DET HELT PRÆCIS INDEBÆRER OG BETYDER
I SIG SELV OG FOR VERDENSSITUATIONEN
HAR VI ENDNU INGEN ANELSE OM
MEN DER HAR ALDRIG VÆRET NOGEN VEJ UDENOM

Jeg er også William S. Burroughs' oversvømmede, henkogte lort

Jeg faldt sidelæns ind i Steen Møller Rasmussen og Lars Movins gode Burroughs-film, Words of Advice - William S. Burroughs on the Road, og før jeg vidste af det fremviste en Kansas-nabo et henkogningsglas med en af mesterens lorte, der var kommer flydende mod ham i en oversvømmet kælder, og jeg tænkte:

VI ER ALLE WILLIAM S. BURROUGHS' OVERSVØMMEDE, HENKOGTE LORTE!

Mig og Steen og Lars og - på de gamle filmstumper fra The Book Trader i Skindergade i 1984, hvor Burroughs tålmodigt signerer (også falske) bøger og interviewes, smerteligt akavet, af sin største, danske fan og adept - Dan og Henrik (Bjelke) og Sam (Fleischer) og Steen (Jørgensen) og Knud (Odde) og Thorsten (S. Høeg, nulevende største, danske fan og adept)!

PS: T.S.!

I bunken af ferieulæste kulturttillæg skipper jeg gladelig sladderhistorierne om ballet på kokain og alle jazzanmeldelserne og koncentrerer mig om T.S. Høegs festivalklumme i Politiken "Jazz Hawk Down", og hvilken læselise! jeg havde helt glemt, hvor meget jeg savnede hans skæve og præcise NÆB af en pen, og straks skal han have skrevet en ny bog, og hvis han allerede har gjort det, skal et forlag, post-Borgen, straks bide på, og er det virkelig rigtigt, at han spiller med Laugesen på Testrup i næste uge, ja, det er virkelig rigtigt! Her en klummebegyndelse om at forberede sig på optræden:

Hvis jeg, og en del andre, skal spille koncert om eftermiddagen, er der mange faktorer, der gør sig gældende udi forberedelser. Selvfølgelig at have øvet praktisk eller oralt, alt efter modenhedsgraden og sammenholdet med ens kumpaner. Og så er der lige: Hvordan var det lige, du kom hjem om natten og i hvilken tilstand? Nåh, klokken er jo kun 03, så den er ikke helt slem. Men nattetimer og diverse grader af indtagelse er en kun kamp med ens viljestyrke, der kan optræde som det stolte egetræ eller et vagt siv for vinden. Men godt hjemme kan blodet stadigvæk koge, så der skal lige hænges, indtil brædtet endelig rammer baghovedet. Søvn er godt, men ikke med stressdrømme om sløje musikere, der skal med på job, eller hvor er mit instrument? I Timbuktu, som så skal spores. Et bad, måske morgenmad, tjekke instrument, og noder, hvis det er med den på, eller i hvert fald flere hukommelsestjeks. Og sørg altid for en funky påklædning og skiftetøj. At sørge for at intet kommer bagfra. Fordi: freeze, jeg glemte vist dit/dat. Af sted i helst god tid. Og også at ankomme likewise. Snak ikke til mig (om andet end praktikaliteter), fordi jeg er allerede wired up. Højst en banan og kaffe og masser af vand, også på scenen inden start. Jeg kender mange, som har deres helt egne pekulariteter, og de må gøre, hvad de vil, bare de ikke fucker op.

Da Sort Sol-Steen et kort øjeblik var Arena-forfatter

"Giv mig kødet!!"

Med hovedet på sømmet foran herredømmets cirkel ligger han. Med halvt udslukket blik følger han sin iturevne skikkelse skikkelse udvandre, ..... snart sort, snart hvid ..... ind i det hinsidige. Hjernestof og åndsolie ..... hvirvler ..... hvid glødende. ledsaget af sfærens øredøvende buldren på tromme styrter erkendelsens rygrad til jorden ........ Omkring sømmet drejer et tandhjul af kød.
Imidlertid slår et klarhedens lyn ned. Først i det øjeblik hele verden, samtidig, trænger ind i cirklen er ekstasen fuldstændig. Der træder selve TI(NGENE frem. Uden forklædning. Der blir det yderste ét med det inderste. O ræk da armene i vejret kære børn ....... for slutningen er begyndelsen. I begyndelsen var ordet. Måske det ord, han læber aldrig magtede ............... Over ham brister de sidste stråler og himlen udånder .......... under ham, ærkeenglen blødende fra næse og mund.
Resten er for os ikke synligt. Men asken har fortalt, at han nu lever i et ørkenområde vestpå, hvor han tjener en eller anden guru.

Er det ham således bebudet, i al evighed at forkynde disse svimlende og mere eller mindre løgnagtige spil? ---- årh. .... gå ad helvede til.

- Steen Jørgensen i Redaktion Arenas antologi For historiens skyld, 1987, redigeret af Arena Redaktionsmedlem T.S. Høeg (og ikke med i det angiveligt komplette register i Peter Seeberg & Hald), blandt de øvrige bidragydere er Henrik Bjelke, Bo hr. Hansen, Peer Hultberg, Camilla Højbye, Peter Laugesen, Vagn Lundbye, Klaus Lynggaard, Bent Vinn, Vagn Olsson, Poul Vad!! Storslået hardcore-prosaisk 80'er-Arena-alliance - på forlagets/redaktionens faldereb! Det taler jeg også om i dag.

Vandringer med Walken

A few blocks farther on, he walked up to the front of his father’s old bakery, now a hardware store, pausing to point out a travel agency. “This was a coffee shop,” he said. “The owner was the biggest bookie in the neighborhood.” He opened the door of the hardware store. He hadn’t been inside since he was a boy. “I’m a little nervous,” he said. When he walked in, a young Korean man came over and beamed. He was Tae Kyung, one of the store’s owners. “Hey! Man! Wow! This is Christopher Walken!” he said. “People come in here all the time and ask us, ‘Is this where Christopher Walken grew up?’ ” “Really?” Walken said. He looked up. “It still has the same ceiling, and the same floor, look at that. Hey! My father had a great big walk-in icebox downstairs. Is it still there?” “No, it’s all our inventory,” Kyung said. “Wow. It’s crazy how small it is,” Walken said. “Everybody who worked here spoke German. In the front were the women who sold the stuff, and in the back were the men who made it.” Kyung called over an employee. “You know who this is, Mario? This is Christopher Walken! ‘Batman’? ‘The Deer Hunter’?” Mario gave a polite nod. “This is a legend!” Kyung said. “A powerhouse—right here!”
Walken said, “You people are great. You’re the best.” Then he headed to the car and climbed in. “O.K., Alonzo, let’s go back to New York.”
Read more: http://www.newyorker.com/talk/2010/04/19/100419ta_talk_stevenson#ixzz0l2wS49it

- fra The New Yorkers hjemmeside

... XX, Hawk, Goodiepal og Tordis bliver ledsaget af en cool og galant, men alligevel kæresteløs Christopher Walken på en slags tidsrejse-odyssé gennem Europa./ I begyndelsen rejser dette selskab med et ganske velhavende sortiment af ædeltræsfine dragkister med guldhåndtag, velourede hatteæsker og andre omfangsrige pakkenelliker./ I nogle Dickens-agtige logikældre bliver lasede dværge ved med at låne remedier af selskabet, men de returnerer dem ikke, så Hawk og Goodiepal afstraffer de lasede dværge med svirpende pisk, men de griner bare satanisk tilbage. Til gengæld har de mere respekt for Christopher Walken, så da han træder til, får selskabet nogle af tingene tilbage igen./ Senere under Anden Verdenskrig placerer de selsvsamme dværge, blot klædt som uniformerede dragere, selskabets nu læderkufferter og vadsække direkte ude på togsporene, og i det fjerne kommer et lokomotiv brusende. men hvor er Christopher Walken nu, hvor de atter har brug for ham?/ Men lige idet lokomotivet er ved at brase ind i selskabets bagage, dukker Christopher Walken alligevel op i det samme og får dog en anelse for langsomt standset lokomotivet med sine bare hænder, så desværre kun halvdelen af bagagen bliver reddet, glædesstråler de ham./ Selskabet er da på et luset beatnik-hotel engang i 1950'erne, hvor de atter dværgede, nu second hand-klædte piccoloer aldrig kommer op med resterne af selskabets efterhånden minimale bagage./ Til sidst sidder de alle fem i en gummibåd med Christopher Walken ved årerne, og de omfavner ham, hvorefter han får dem basket sikkert ud over den brusende brænding./ Selskabet har intet tilbage, men Christopher Walken prøver at holde bundgejsten oppe ved at bede dem holde øje med Queen Mary-damperen, men intet viser sig i horisonten.

- fra T.S. Høegs En drøm af en bog, 2006