fra 1998:
Eske K. Mathiesen: Den blå kyst. 29 sider. Uden pris. Eget forlag.
AT Eske K. Mathiesens lille
nytårshilsen af en digtsamling »Den blå kyst«
ikke er i handelen, skal ikke forhindre mig i at anmelde den, det er den
simpelthen for god til. Den livligt barokke og groteske stil, der
præger Mathiesens sidste samling, »Skoledage«, 1993, samt nylige bidrag
til »Brøndums encyklopædi« og diverse
tidsskrifter, er i den nye ikke-bog afløst af en tilbagevenden til en
helt klar og enkel naturpoesi, skøn finurlighed og finurlig skønhed, her
og dér klinger det veritabelt haikuagtigt igennem, 'Svalen': »Helt
stille, ikke en lyd/ ikke en vind.
Pludselig kommer/ den jagende, pibende/ lige over os, væk,//
efterladende et svaleformet hul/ i stilheden.« Og lad os også lige tage
vipstjerten i øjesyn: »Nu brast skydækket/ aftensolen bløder vildt ned
over/ fiskerlejet og strandengen// og
vipstjerten, der straks/ begynder at prikke hul/ på de røde pletter
mellem klipperne.« (Mathiesen
fabrikerer de fineste metaforer (»Engang var vi alle kommaer, / som
haletudserne i pytten«), men læg mærke til hvordan de to citerede digte
på korrekt
haikuvis vælger metaforikken fra til fordel for det konkrete billede (og
efter-billede)) Engang ville man patroniserende have betegnet sådanne
lynende miniaturer som en højere form for bagateller (bogen henviser
selv direkte til traditionen ved at
inkludere oversættelser af tre muntre oldgræske epigrammer), men i dag
ved vi bedre og kan se, at det er akkurat lige så stor kunst, hvis ikke
større, end diverse strømmende hymner og filosofiske arabesker, der gør
et stort nummer ud af deres storhed,
ikke mindst på grund af fokuseringen på, og praktiseringen af,
lidenheden.
Den ene bog efter den anden med fuglemotiv ved Eske K. Mathiesen.
Eske K. Mathiesen: Den forklædte Priapos. Af fugleskræmslets historie. 38 sider. KunstCentret Silkeborg Bad.
Eske K. Mathiesen: Danske lokkefugle. 113 sider. KunstCentret Silkeborg Bad.
Hieronymus Justesen Ranch: Fuglevise. Ved Eske K. Mathiesen. Tegninger af Jens Gregersen. 42 sider. KunstCentret Silkeborg Bad.
Fuglespor i ældre dansk litteratur. En mosaik af Eske K. Mathiesen. Tegninger af John Olsen. 112 sider. KunstCentret Silkeborg Bad.
eSKE K. Mathiesen
er ikke bare en af vore fineste digtere, han er også en af vore
fremmeste folkemindeforskere; begge hverv varetages, som de skal, med
højt humør og dyb ansvarsfølelse. Vi anmeldte for nylig det lille
lyriske privattryk Den blå kyst, nu
står Mester Mathiesens andet jeg for en hel lille buket af tryksager,
en-to-tre-fire bøger med fuglemotiv, udsendt i anledning af åbningen af
KunstCentret Sikeborg Bad og deres første udstilling »Fuglefri« midt i
denne måned. Første bog er betitlet Den
forklædte Priapos, Af fugleskræmslets historie og giver en teori til
bedste, der kort fortalt går ud på, at de totalt unyttige fugleskræmsler
måske kunne tænkes at være i familie med den gamle romerske
frugtbarhedsgud Priapos, der fallisk strittende
vogtede mangen en antik køkkenhave, derfor fugleskræmslets påklædthed i
dag, det skjuler noget. Mathiesen
har ikke skyggen af bevis, han har bare sin videnskabelige intuition,
og teorien er jo smuk. Anden bog koncentrerer sig om det stik modsatte
fugleobjekt: Danske lokkefugle er titlen. Efter en klog og
informationsmættet introduktion (med særlig fremhævelse af
lokkefugle-mesteren, »Urmageren« Martin Christensen fra Rudkøbing) lader
bogen den ene fornemme, hjemmelavede fugl efter den anden
passere revy for vore øjne, i farver og på glittet papir; Mathiesen
diskuterer i sit essay fuglenes status som folkekunst, og da det
forholder sig sådan, at jo mere lokkefugle ligner, desto bedre virker
de, kan han konkludere, at det ikke er »unødvendig
pynt at lave dem graciøse som levende fugle og med yndefuldt stiliseret
fjerdragt - skønheden og funktionen er gået op i en højere enhed i en
grad som er sjælden i det, man sædvanligvis kalder folkekunst.« Tredje
bog er en kommenteret udgave af digteren
Hieronymus Justesen Ranchs Fuglevise fra ca. 1600, små, klodsede
opbyggelige vers, som ærlig talt ikke er videre spændende eller
charmerende; der buses lige på, med en befriende mangel på fine poetiske
fornemmelser: »Skovknarren og den grove spætte/ må
jeg for ingen del forgætte/ du skriver, det ej forglem;/ kan du ikke
synge, så kan du knarre,/ du kan og gøre en skrækkelig blarr/ når du
kommer drukken hjem.« Fjerde bog er antologien Fuglespor i ældre dansk
litteratur, der klipper alskens tekster om
fugle, småt og stort, kendt og ukendt, allegori og anekdote, sammen til
en kaotisk og tæt flaksende collage; noget af det mest indtagende er
folkemindegenren fuglesangsfortolkning, f.eks. finder man midt imellem
citater af Martin A. Hansen og
Oehlenschläger denne »tolkning af skovduens kurren optegnet 15.10. 1908
af H. Johansen efter Andrea Andersen, Rønne«: »Skaddajn t^au min goa
goa ko, ko, ko, /så l^aude hajn å byjggja et huz, huz, huz,/ så l^a hajn
to pijnja ^auer kors, kors, kors,/ så
t^au hajn maiin ko å flöj, flöj, flöj.« Lokke, skræmme, aflytte fuglene;
de basale poetiske funktioner? Han kan selv være en fugl, ham Eske, en sjælden en.
