Viser opslag med etiketten farvel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten farvel. Vis alle opslag

fredag den 18. juli 2025

Superman vs. Hyperman (VIGGO, MAND!)

 

(foto: Janu Kodal - mange sweet Viggo-portrætter på inkinc.dk !) 

VIGGO MADSEN ER VÆK!!

Det giver nul mening, ikke minus mening, der er der masser af hans poesi, men nul mening! 

I anledning af Superman-premiere er her det det perfekt længselsfulde, melankolske digt "Vinter" fra Samlejeg,, 1969: 

VINTER

En hvid tornado går gennem verden.
Det er bidende koldt. Og morgenen er
bilerne kun frosne klumper i gaderne
som ikke kan bruges til noget.
Her stå de små mennesker med deres
alt for store følelser, og den uro
de ikke ved hvor de skal skjule,
raser i dem som orkaner.
De venter på Superman. Hans varmesyn
er det eneste som kan frelse dem.
Men han står stivfrossen ved siden af dem
i skikkelse af journalisten Clark Kent.

I Selvbeflyvning, 1980, op finder Viggo sin egen superhelt:

HYPERMAN

Ja, jeg blev vaccineret mod mig selv
og kunne derfor ikke gøre mig noget ondt
om jeg så skulle bide tungen af mig
eller flække en arm på langs
Jeg er også vaccineret imod de andre
ergo er jeg uangribelig
uimodtagelig for enhver fornuft

Men hvad skal jeg gøre
når der ikke er noget at gøre
og jeg alligevel ikke kan lade være?

SOM GJORT: SKRIVE POESI SOM EN BESAT! Uhjælpeligt savner vi en stor digter akut!

(begge digte skrevet af fra mit (med efterskrift udstyrede) udvalg Viggo Madsens åbenbaring. Udvalgte digte 1963-2002, som stadig kan købes i boghandlen og som jeg aldeles inhabilt vil anbefale på det varmeste!)

onsdag den 9. juni 2021

2 poesiafskeder

Bidrag til Kortprosa 1999:

Digteren tager afsked med poesien

Digtere har tit så klistrede fingre, de tager så vammelt og skabagtigt på tingende. De piggede slåen, de rødflammende æbler, de blændende hvide klipper og det knaldblå hav i oktobersolen var friske før digteren rørte ved dem, befamlede dem, syltede dem ind i et digt, et halvreligiøst tonefald, en dosis såkaldt livsklogskab eller fjollethed eller hittepåsomhed. Hvad skal vi med denne oplunknethed, som kaldes poesi og den bøcede andægtighed, som er dens element? Jeg foretrækker til enhver tid de endnu ikke frostslagne slåens snerpethed.

Fra samlingen Noter, 1990:

POESIEN

Poesien er et lighus
for afdøde fraser. Men lyset,
det milde lys, der falder gennem
det lille vindue helt oppe under loftet
og rammer gulvet i en aflang firkant.
Jeg ruller den sammen
og tager den med mig under armen,
da jeg går.

e-Ske

Kan en eller anden ung, poetisk
iværksætter - de må findes jo -
som homage til K. Mathiesen
opfinde en e-Ske, vi kan opbevare
i lommen sammen med nøglerne
til lyst- og ishuset og digtsamlingen
Her og som smager lykkeligt og
tydeligt af jordbær og fløde

søndag den 6. juni 2021

Digterzoom

 






















































EKM-trekant

 Mens jeg hører This is Satie-playlisten på Spotify


SATIRE             SATYR

               SATIE

En Mathiesen-poetik (fx)

 Fra Skoledage, 1993:

ALVOR

Alvor hedder en brun hoppe, der går
bag det forblæste hegn lige efter
Brugsen. Som oftest står den med
bøjet hoved og det ene bagben løftet.
Det har været en smuk hoppe engang.
Nu plasker vandet fra den i en tyk
gul stråle. På marken bagved, nede
ved søen, lå engang et kloster.
Folk, siger, at den sidste prior
hver aften, når solen går ned
kommer sejlende over søen, ridende
på en tam sort svane. De siger også,
at for hvert år, der går, bliver
han lidt mindre. Men det gør deres
ord ogs¨. Efterhånden er de ikke meget
større end de skarnbasser, der trimler
forædte rundt mellem hestepærerne.

Eskebøger på stuebordet i samme nu (flere er kommet til)

 












Et mindedigt er et findedigt er et påsindedigt

Min søn øver sig dagligt
i sin skovbørnehave
på at finde og få øje
på bænkebidere og co.
han er med andre ord
i Eskelære, det glæder
mig og ikke mindst i dag.

2 urfugleanmeldelser

 fra 1998:

Eske K. Mathiesen: Den blå kyst. 29 sider. Uden pris. Eget forlag. AT Eske K. Mathiesens lille nytårshilsen af en digtsamling »Den blå kyst« ikke er i handelen, skal ikke forhindre mig i at anmelde den, det er den simpelthen for god til. Den livligt barokke og groteske stil, der præger Mathiesens sidste samling, »Skoledage«, 1993, samt nylige bidrag til »Brøndums encyklopædi« og diverse tidsskrifter, er i den nye ikke-bog afløst af en tilbagevenden til en helt klar og enkel naturpoesi, skøn finurlighed og finurlig skønhed, her og dér klinger det veritabelt haikuagtigt igennem, 'Svalen': »Helt stille, ikke en lyd/ ikke en vind. Pludselig kommer/ den jagende, pibende/ lige over os, væk,// efterladende et svaleformet hul/ i stilheden.« Og lad os også lige tage vipstjerten i øjesyn: »Nu brast skydækket/ aftensolen bløder vildt ned over/ fiskerlejet og strandengen// og vipstjerten, der straks/ begynder at prikke hul/ på de røde pletter mellem klipperne.« (Mathiesen fabrikerer de fineste metaforer (»Engang var vi alle kommaer, / som haletudserne i pytten«), men læg mærke til hvordan de to citerede digte på korrekt haikuvis vælger metaforikken fra til fordel for det konkrete billede (og efter-billede)) Engang ville man patroniserende have betegnet sådanne lynende miniaturer som en højere form for bagateller (bogen henviser selv direkte til traditionen ved at inkludere oversættelser af tre muntre oldgræske epigrammer), men i dag ved vi bedre og kan se, at det er akkurat lige så stor kunst, hvis ikke større, end diverse strømmende hymner og filosofiske arabesker, der gør et stort nummer ud af deres storhed, ikke mindst på grund af fokuseringen på, og praktiseringen af, lidenheden.

Hvad betyder pip?

Den ene bog efter den anden med fuglemotiv ved Eske K. Mathiesen.

Eske K. Mathiesen: Den forklædte Priapos. Af fugleskræmslets historie. 38 sider. KunstCentret Silkeborg Bad. Eske K. Mathiesen: Danske lokkefugle. 113 sider. KunstCentret Silkeborg Bad. Hieronymus Justesen Ranch: Fuglevise. Ved Eske K. Mathiesen. Tegninger af Jens Gregersen. 42 sider. KunstCentret Silkeborg Bad. Fuglespor i ældre dansk litteratur. En mosaik af Eske K. Mathiesen. Tegninger af John Olsen. 112 sider. KunstCentret Silkeborg Bad. eSKE K. Mathiesen er ikke bare en af vore fineste digtere, han er også en af vore fremmeste folkemindeforskere; begge hverv varetages, som de skal, med højt humør og dyb ansvarsfølelse. Vi anmeldte for nylig det lille lyriske privattryk Den blå kyst, nu står Mester Mathiesens andet jeg for en hel lille buket af tryksager, en-to-tre-fire bøger med fuglemotiv, udsendt i anledning af åbningen af KunstCentret Sikeborg Bad og deres første udstilling »Fuglefri« midt i denne måned. Første bog er betitlet Den forklædte Priapos, Af fugleskræmslets historie og giver en teori til bedste, der kort fortalt går ud på, at de totalt unyttige fugleskræmsler måske kunne tænkes at være i familie med den gamle romerske frugtbarhedsgud Priapos, der fallisk strittende vogtede mangen en antik køkkenhave, derfor fugleskræmslets påklædthed i dag, det skjuler noget. Mathiesen har ikke skyggen af bevis, han har bare sin videnskabelige intuition, og teorien er jo smuk. Anden bog koncentrerer sig om det stik modsatte fugleobjekt: Danske lokkefugle er titlen. Efter en klog og informationsmættet introduktion (med særlig fremhævelse af lokkefugle-mesteren, »Urmageren« Martin Christensen fra Rudkøbing) lader bogen den ene fornemme, hjemmelavede fugl efter den anden passere revy for vore øjne, i farver og på glittet papir; Mathiesen diskuterer i sit essay fuglenes status som folkekunst, og da det forholder sig sådan, at jo mere lokkefugle ligner, desto bedre virker de, kan han konkludere, at det ikke er »unødvendig pynt at lave dem graciøse som levende fugle og med yndefuldt stiliseret fjerdragt - skønheden og funktionen er gået op i en højere enhed i en grad som er sjælden i det, man sædvanligvis kalder folkekunst.« Tredje bog er en kommenteret udgave af digteren Hieronymus Justesen Ranchs Fuglevise fra ca. 1600, små, klodsede opbyggelige vers, som ærlig talt ikke er videre spændende eller charmerende; der buses lige på, med en befriende mangel på fine poetiske fornemmelser: »Skovknarren og den grove spætte/ må jeg for ingen del forgætte/ du skriver, det ej forglem;/ kan du ikke synge, så kan du knarre,/ du kan og gøre en skrækkelig blarr/ når du kommer drukken hjem.« Fjerde bog er antologien Fuglespor i ældre dansk litteratur, der klipper alskens tekster om fugle, småt og stort, kendt og ukendt, allegori og anekdote, sammen til en kaotisk og tæt flaksende collage; noget af det mest indtagende er folkemindegenren fuglesangsfortolkning, f.eks. finder man midt imellem citater af Martin A. Hansen og Oehlenschläger denne »tolkning af skovduens kurren optegnet 15.10. 1908 af H. Johansen efter Andrea Andersen, Rønne«: »Skaddajn t^au min goa goa ko, ko, ko, /så l^aude hajn å byjggja et huz, huz, huz,/ så l^a hajn to pijnja ^auer kors, kors, kors,/ så t^au hajn maiin ko å flöj, flöj, flöj.« Lokke, skræmme, aflytte fuglene; de basale poetiske funktioner? Han kan selv være en fugl, ham Eske, en sjælden en.

tirsdag den 9. marts 2021

En syvhundrede og seksogtredvte gang


 

Den forkerte debut blev den rigtige

 Jeg opdager, at jeg sendte Louis Jensen en tekst fra det forkerte bidrag til Hvedekorn, da jeg inviterede ham til at deltage i Hvedekorns jubilæumsnummer, 3-4, 2020,  fordi han var raptusd-attak i sit debut-år, med bidrag i både nr. 2, 3 og 4, 1970 - og jeg kom til at vælge en digtserie fra nr. 3, denne Louis'sk skønne:

Naaleøjet

 

1

foran

naaleøjet

er der kø

paa begge

       sider

 

det gør det ikke lettere

 

2

kom

gennem

naale

øjet

                   og

og saa mig om

 

maa ha kravlet den forkerte vej

 

3

er

det

muligt

at fare vild i et naaleøje

 

4

dine naaleøjne

elskede

klarer jeg aldrig

 

født kamel

Her hele bidraget fra nr. 3:













Og her et digt (som jeg nok muligvis havde valgt hvis jeg havde bladret rigtigt) fra den rigtige debut og hele bidragetm ( i omvendt rækkefølge):























 











Og her Louis' brutalt hvasse svardigt til den forkerte debuttekst, som jo ikke ville være blevet til, hvis jeg havde givet ham en rigtig, fx den med smilene:

 













Og her korrespondancen om bidraget:

Kære Lars,
tak for invitationen. Fin ide at fejre Hvedekorns store jubilæum. Jeg deltager gerne,
Louis

Dejligt, Louis! Ser frem (min 2-årige søn Samuel er lige nu intenst optaget af Milles Malebog!) kh red. Lars 
 
En stor hilsen til Samuel. Husk han skal passe på papirskrokodillerne.

Så er det tid. Her mit bidrag, hils Samuel!
Louis

(svar på korrektur)

Kære Lars,
Teksten har mistet sin grafiske skønhed. Jeg sender den igen,
Louis

Tak, Louis, jeg får skønheden på plads! kh red. L


mandag den 8. marts 2021

En syvhundrede og femogtredvte gang

 


NONSENS TOP 5 rekalibreret

 den sædvanlige top 5 over betydelige, originale, danske  nonsens-indsatser

1. Halfdans børnerim + ABC (+ Tosserier)

2. Louis Jensens 10 x 100 firkantede historier

3. Per Højholts Show (æg og perioder)

4. Dan Turèlls rime & remse-raptus

5. Jesper Elvings ordlister

men nu synes jeg sgu jeg flytter Louis i front:

1.  Louis Jensens 10 x 100 firkantede historier

2. Halfdans børnerim + ABC (+ Tosserier)

3. Per Højholts Show (æg og perioder)

4. Dan Turèlls rime & remse-raptus

5. Jesper Elvings ordlister

søndag den 13. december 2020

TB - en elsker, ikke en kriger

Jeg troede, jeg citerede Michael Jackson, da jeg i min WA-nekrolog kaldte Torben Brostrøm - der på musikomådet var alt andet end absolut moderne (og postmoderne), han var vist ikke engang til jazz, men holdt sig til kammermusik, correct me if I'm wrong - for "a lover not a fighter". Men det var vist faktisk unge, geniale Eddie Murphys MJ-parodi, jeg citerede. Til gengæld har Kinks - F.P. Jacs idoler, især jo forsanger og sangskriver Ray Davies, og Jac havde Brostrøm fin sans for - på deres første plade et (cover)nummer, der hedder "I'm a Lover Not a Fighter", så lad os sige, at det er det, jeg citerer!:


fredag den 11. december 2020

Brostrøm som Rifbjerg

Fra parodi/pastiche-samlingen Poesien i spejlet, 1981/1982 (med Inf-serier 1967 og 1980):

Fra 'Kongelundsdigte'

Dette skulle have været et digt
om hvor forslugen jeg var som barn
det skulle egentlig have været to
i betragtning af den særlige interesse
men de kunne godt slås sammen til et
så digtet kom til at handle
om flere ting på en gang

Det skulle foregår på Kongelundsvej
og på hospitalet hvor gummitavse hænder
fjernede mine uforglemmelige mandler.
Det vil sige jeg kom til at sluge dem
og siden er kampen mellem de indre mandler
ikke ophørt.

På Kongelundsvej en helt anden gang
ville jeg fjerne min søster
men en betragterskare tvang mig
til at tage hende i mig igen
og siden er kampen med den indre søster
ikke ophørt.

Det skulle digtet handle om.
Men jeg kom til at brække mig
da jeg tog søster-mandlen frem
så jeg fortrængte den igen
til senere opstandelse.

Jeg skriver noget ande tnu.
Digt blir det hele jo alligevel.

Fod på en skitse til et manifest

Før det afgørende manifest, "Det umådelige mådehold" i Vindrosen 1, 1959 (omtalt og citeret i min nekrolog i WA Bøger i dag) skrev Brostrøm denne leder i Hvedekorn 1, 1959, hans sidste årgang som redaktør, lige som poesien skulle til rent faktisk at eksplodere):

Lyrik og fodpleje

Tillad på denne plads beretningen om en personlig lidelseshistorie, som udspillede sig i tiden før jul. Man søgte læge for en gådefuld krampelignende fornemmelse i benregionerne. Efter indgående undersøgelser med tilhørende blodaftapninger erklæredes tilfældet for uforklarligt og henvistes til hypokondriens overdrev; man var dermed overladt til egne gisninger. Ved selvbestaltet psykoanalytisk efterforskning kom årsagen til for en dag, og man døbte på stedet sygdommen lyricitis pedestris, fremkaldt under læsningen af efterårssæsonens danske versbøger, hvor man ufrivilligt og ganske ofte havde krummet tæer i skoene af skamfølelse over at blive på så mange flove og ligegyldige poesier.
  Som den nøjeregnende 10-års-konstruktør man er, kan man ikke alde være med under sukke at sammenligne med året 1948, hvor en længere række betydelig digtsamlinger så dagens og læselampens lys. I ventetiden på en ny florissant periode kan man passende udstrække sin læsning til udlandet. Det er værd at bemærke, at især Sverige stadig kan leve op til 40ernes poetiske udbrud, og som en demonstration heraf vil man finde næste nummer af Hvedekorn helt helliget den unge svenske lyrik - som sædvanlig akkompagneret af grafik.
  Et ledsagefænomen til den tydelige mattelse i den hjemlige lyriske produktion er den så småt voksende interesse for oversat poesi. Har stilstanden virkelig bidraget hertil, har den dog haft nogen funktion. I denne forbindelse kan det nævnes, at ARENA LYRIKKREDS, som tidligere omtalt, til foråret udsender to bind fremmed digtning, nemlig udvalg af Ezra Pund og René Char.
  En af vejen til fornyelse af dansk lyrik går gennem større kendskab til europæisk tradition i vid forstnd, og det er da et oplivende tegn at se, at den aldersklasse, som præger Hvedekorns lyriske sider, har sans herfor. Var der ikke gennem dette forhold håb for, at dansk lyrik ved lejlighed fik nye ben at gå på, kunne man se hen til en smertefuld manddom af versificerede muskelinfiltrationer.
T.B.

 

(forside: Vera Myhre)