Dobbelt Fibonacci-læsning

af  Helle Helles Hey Hafni (sidetal + ordantal (ikke nødvendigvis fra starten på siden) i Fibonacci-sekvens) 

0

1
Hey

1
Hafni

2
det er

3
Helle Helle Hey

5 
(siden tom)
() () () () () ()

8
Hafni vil imens få styr på sovesofaens mekanik.

13
Han smutter ud på badeværelset, fortsat nynnede. Hafni tager et stykke tyggegummi. Så 

21
Jack. Hafni siger ingenting.  Jeg kan godt savne Elisabeth noget, siger Jack lidt efter, og Hafni siger: Jeg savner ikke nogen. 

34
Sidste sommer stod varmen ud fra Bavnevangens husmure, og hendes armring brændte. Men selvom hun altid har været varmehader, bekom varmen hende godt. Hun lod ben være ben og sad på sin franske altan

55
(28 ord alt i alt på side 55)
ampler på forsiden, på facaden, en pub med røde petuniaer, forbi en pub med røde petuniaer i ampler, passerer en pub, mangefarvede petuniaer hænger fra amplerne. Utallige stengærde
(et bogstav bare på side 56, tæller som et ord, selvom det måske bare er en fortsættelse af sidste ord, "stengærde",  på side 55 (til gengæld er der intet punktum på side 56 heller, så der er tale om enten en eller to uafslutninger (måske er ordet heller ikke afsluttet efter "r", kunne være 'stengærderne')
r
(fortsætter på side 57)
Han havde bedt chaufføren om sige til ved The Street, som Monk's House ifølge kortet skulle ligge på, men givetvis på grund af dette meget

89
Han plukkede hyldeblomster i Grøndalsparken  og bar dem hjem til lejligheden i Brønshøj, dyppede dem i beignetdej og rygende olie, mens børnene sad ved spisebordet med hver sin bacheloropgave. Deres hår fedtede gradvist til. Hendes datter vendte sig og sagde: Det er rigtig sødt af dig, mor. Hafni åbnede den franske altandør, og datteren sagde: Hvor er du heldig, at du kan lufte dine dyne. Lufter I dyner? sagde Hafni, og de nikkede begge to. Næste morgen, mens de stadig sov, hængte hun sine dyne over altangelænderet; så vågnede

144
Hun sover i et værelse oppe under loftet og vågner, fordi det banker kort på døren. Udenfor på gulvet står en bakke med engelske muffins. Hun tager bakken med ind i seng og stabler puder op, der er også juice og kaffe og marmelade og der ligger en seddel under flødekanden, 'klokkereparatøren har meldt afbud, derfor bliver det en rolig dag smiley.' Hun har aldrig forstået engelsk kommatering, men så der skal altså komma foran derfor ligesom på dansk. Medmindre Our Billy ikke kan finde ud af at sætte kommaer. Selv er hun uhyre optaget af korrekt tegnsætning. Hun kan ikke lade være med at smile til smileyen, eller det tror hun i hvert fald, at hun gør, men af og til tro hun forkert, idet hendes efterhånden ret nedadvendte mundvige, som hun ikke er videre stolt af, nogle gange spiller hende et, med

Næste tal er 233, men Hey Hafni er kun på 180 sider, derfor må læsningen stoppe her. 

Cikaderne findes, men

FINDES CERUTTER?

Ida skriver holmmgaardsk (og Inger citeres christensensk) om adjektiver

- fra den gode, fine, kloge bog Look:

"Silke er et substantiv. Alle substantiver er meget ensomme. Sådan skriver Inger Chirstensen i sin tekst om silken. Og videre, senere: Måkse har silken været blå. Alle adjektiver er meget hjælpeløse. De er aldrig rigtig noget i sig selv. De må dag efter dag klynge sig til himlen og øjets iris, til cikorie, klokkeblomst og kobbersulfat, til himlens genepsjeling i have og søer. 

Blågrøn, råhvid, slitd. Åben. Gulvlang, trist, halvdød, rasende og bange, blød og enkel, koket, cremefarvet, koksgrå, hvalpeagtig, mørkeblå (med hvide prikker).

Alle disse hjælpeløse adjektiver, der klynger sig til substantiverne, måske ligefrem  som tøjet klynger sig til kroppen? Adjektiverne er både hjælpeløse og pyntesyge, de kiler sig ind i de stramme, enkle sætninger og gør dem svulstige, parfumerede, pompøse. Spørgsmålet om stil melder sig, om dårlig smag. Er der en pinlighed i adjektivernes hjælpeløshed og diretkhed, i deres måde at vise sig frem og søge kontakt?

Som nu hos Morti Vizki. Der er mange adjektiver i hans sætninger, nogle af dem store og sammensatte. Her, for eksempel, i Peters revolution:

I en tilstand af hjertets forstening kigger jeg ud i den uendelige sommernat som jeg ikke kan tage del i. Derhenne på den anden seng ligger en rummelig ungling med sine fødder klodset ud over fodenden. Derovre ligger en fremmed, der alrig vil vække mig ud af den onde drøm og bare tage mig i sine arme og grine. Søndag, søndag. Fuglene synger melankolsk udenfor i den dugsmykkede græshave, jeg vil gå i pigesko. 

Dugmsykket, uendelig, melankolsk, jeg tænker på de tillægsord som skinnende smykker, store og chunky, guld, platin, ædelsten og fjer, det hele på én gang. Midt i den ugengældte forelskelse.

Det erinligt ikke at ville være ensom. At gøre sig til for andre, at blive set, elsket, føle sig sexet og smuk. Vizkis hjælpeløse og pyntesyge tillægsord, de er overdressed, balancerende mellem sårbarhed og grandiositet.

Vizkis jeger er mænd, der vil gå i pigesko og fodbolduniformer. De forelsker sig i andre mænd og må leve med usikkerheder og udsatheder. Stilen smittes af kærlighedens pinlighed og skønhed, den er ikke bange for at blive set. Den tror ikke på, eller kan ikke leve med, usynlighed.

Inger Christensen skriver: Og silken, hvid eller blå, er allerede ved hjælp af det ene ller andet af disse hjælpeløse adjektiver blevet i stand til at orlade sin ensomhed som substantiv og er nu på vej hen mod sneen eller himlen, cikorien eller perlen og videre ud i det uendelige. Eller det uendelige er på vej ind i silken.

Kærlighedsversionen

af min anmeldelse i dag af Inger Christensens Essays, som blev lige lovlig egenknudret og citattung:

Pege-Inger. Inge Christensens intrikat tankedansende essays genudgives i ny, musikalsk, elegant sekvens, visdom fås ikke heftigere

Fugl Fønix: Findes stadigvæk ikke

Ingen Christensen: Essays – del af labyrinten & Hemmelighedstilstanden. 264 sider. 299,95 kr. Gyldendal

Af Lars Bukdahl

Efter endt, rundtosset læsning af sønnen Peter Borums re-komposition af essayene i Inger Christensens to navnkundige essaysamlinger, Del af labyrinten, 1982, og Hemmelighedstilstanden, 2000, til et samlet bind Essays og efterfølgende, adspredt bladren i sidste års kæmpebind med efterladte papirer, Verden ønsker at se sig selv, har jeg opdaget, at der er en uskrevet tekst af Inger Christensen, som vi fatalt mangler! Og som det forekommer yderst vigtigt at notere og begræde fraværet af:

  Christensen skrev til den såkaldte skriftrække Krise & Utopi, udgivet af Gyldendal og redigeret af IC, Niels I. Meyer og Ole Thyssen, i de første fire af de fem bind, der 1979-1981 nåede at udkomme, fire opslag til et ”Forsøg på utopisk ordbog”, ”Afrealisering”, ”Arbejde”, ”Energi”, og ”Broderskab”, som i deres frygtløst skarpsindige forfra- og gennemforgrubling af alt og det hele ville have elevateret hende til instant europæisk mesterfilosof,-status, hvis de var udkommet på fransk i et lille, nøgent Galimard-bind i stedet for skjult i en sen-70er-mudret såkaldt skriftrække.

  I de efterladte papirer optræder nemlig en utrykt tekst, ”Utopisk ordbog. Fortsatte brudstykker”, med små definitioner, der henviser til både systemdigtet alfabet, 1979 – ”frygt: angst, ængstelse,, uro, bekymring, skræk, panik, rædsel, forfærdelse, gru (se desuden terrorbalance/ Fugl Fønix: findes stadigvæk ikke” – og til de fire tekster i Krise & Utopi-bindene. Og nu kommer vi omsider til kriminalistikken: Under opslagsordet ”kærlighed” står der:

  ”(se Krise & Utopi nr. 6, endnu ikke udkommet)”

  Det vil sige, at hvis Gyldendal ikke havde stoppe skriftserien, så havde Inger Christensen fortalt os, hvad kærlighed er! Og det kunne vi jo nok have brug for at få at vide. Læs bare det sidste, hun skriver om det skrumlede, gamle ord ”broderskab”, som hun nemlig pudser helt nyt og lysende:

. ”Hvis det falder mig ind at sige ’jeg er en fisk’ – så er jeg selvfølgelig ikke nogen fisk, men det primære er at jeg med denne sætning kn få en viden ikke alene om fisken, men også om mig selv, som jeg ikke kan få på andre måder./ På en sær måde er det det samme, når jeg siger ’jeg er et menneske’. Jeg er selvfølgelig et menneske, jeg ligner et menneske, men ved at lytte til selve udsagnet, og denne lytten er en undren, fik jeg en viden om mig selv, men også om mennesket. Her begynder broderskabet, som en afrealisering af min undren over at være menneske.”

  Derfra skulle definitionen af kærlighed begynde. Stavekontrollen sætter en rød streg under ”afrealisering”, den utopiske ordbogs centrale og første ord, som Christensen har opfundet selv som en modsætning til tidens løsen om at realisere sig selv: ”Min selvrealisering, min magt til at lede og fordele min hverdag og dens uhyggelige tryghed bliver eksemplarisk for den vestlige kulturs realisering af alt, rub og stub, i billedet af den vilde vækst.”

  Christensens formuleringer er så højspændt, traktatagtigt koncentrerede og hendes formler for samfund og eksistens så suverænt marsbo-originale, at jeg virkelig ikke tør parafrasere. Dette er så tæt opslaget om afrealisering afslutningsvis når en definition af samme, hold tungen lige i hovedet:

  ”Med min særlige disposition (mine anlæg, som er det hvormed jeg henvender mig til andre) genkender jeg verden på én gang som den er og uophørligt finder sted og som den ikke har fundet sted. Ikke før. Det er dette ikke-sted, som hver gang et menneske fødes, med rette kan kaldes en utopi.// Hvis denne utopi er opbrugt den dag barnet træder ind i det vi kalder de voksnes rækker, begynder barnet at realisere sig selv, for at der dog skal være noget til stede, i stedet for at afrealisere sig selv, fordi alt allerede er til stede.”

  Så giver jeg lige min og læserens hjerne en kort pause!  

  Begge nu sammenbragte og ”sammenflettede” essaysamlinger er opsamlinger af tekster skrevet til alskens sammenhænge 1969-1994, i de seneste år fortrinsvis tyske sammenhænge, eftersom Christensen på den anden side af grænsen opnåede stor anerkendelse og måske faktisk større, på grund af anderledes selvfølgelig genirespekt, end hertillands. Den ufærdige serie af opslag til den utopiske ordbog ligner et fragment af det hele, fuldendte poetologsiek/filosofiske værk, Christensen aldrig fik skrevet. I deres lynblinkende brogethed kan de samlede essaysamlinger minde om Per Højholts essayopsamling, Stenvaskeriet, bortset fra at Højholt da allerede havde skrevet hele to boglange poetikker. Til gengæld ligner forfatterskabet som helhed, med den lille perlerække af poetiske mesterværker, det, Brev i april, alfabet, Sommerfugledalen, og så disse spredte, men brillante essays, slående T.S. Eliots forfatterskab (bortset fra at Eliot ikke skrev tre brandoriginale romaner oveni). Mens selve Christensens mix af poetisk tænkning og tænkende poesi i dag praktiseres familienært af Ursula Andkjær Olsen.

  Udover den utopiske ordbog tæller brillant-teksterne det store essay, bogens yngste, om den kunstneriske proces, ”Tilfældighedens ordnende virkning”, credo-essayet ”Terningens syvtal” (”Gud er ikke død, siger jeg til mig selv. Gud er den samtale mennesket fører med sig selv, eller omvendt: den samtale universet fører med mennesket for at komme til bevidsthed om sig selv”), inspirations-essayet ”Hemmelighedstilstanden” og den hypnotiske remse om Roms fontæner, ”Vandtrapper”, der virkelig ikke hører hjemme i en essaysamling, men det har den så besluttet at gøre alligevel.

  Blot fremragende er fodnoterne til det og alfabet, de alt for korte nærlæsninger af Dante, Ewald og Aarestrup, barok-præsentationen ””Jeg tænker, altså er jeg en del af labyrinten” og de mere traditionelle, men samtidigt ekstremt Christensensk tætvævede erindringsessays ”Frihed, lighed og broderskab i sommerhuset” og ”Samspil”.

  Men jeg vender forbistret fascineret tilbage til den utopiske ordbog, som samtidens økokritiske poesi stadig ikke er i nærheden at indhente. Den her smukke, vilde passage er ikke tænkt og set fra Mars, men fra Neptun mindst:

  ”(…) Således er vi med vores kroppe som dele af biologiske rum en slags afbøjning, en underdrejning af et brat og udifferentieret varmespild, en slags omvej, en rumlig forsinkelse af solens død, som er det vi kalder liv./ Sådan set er vi en slags plaster på en diskontinuitet, en krusning over et brud, sammensmeltede med de dampende sår vi prøver at hele ved ustandselig forvandling./ Vores trang til fremtid, vores forplantning og vores arbejde, hele vores utopiske funktion er vores evne til at transponere energi og formilde, måske ligefrem forskønne nedbrydningen ved vores blotte eksistens.”

  Hjertet bliver klogere af at læse Inger Christensen.

Inger, singer 3

- fra papirudvalget Verden ønsker at se sig selv

(trykt i Information som Sankt Hans-sang 23. juni 1990)

Dejlighedssang

(melodi: Hvor smiler fager ...)

Nu hænger jorden igen på skrå,
og det er sommer i verdensrummet.
Og solens stråler gør jorden blå,
den hviler henslængt og sorgforstummet,
imens den nikker
mod himlens pol,
og Danmark ligger
forlist i sol.

Et skib der ligner et strandet vrag,
de grønne stumper af ø og fastland,
som kun et storstilet uvejrsbrag
med et af urtidens terningkast kan
ha ladet falde
på dette sted,
så vi fik alle
slags lykke med.

Når kaos sender sin storm hertil
og river tagsten af gamle huse,
da går nationen til skuespil
og ser på stormflod ved Højer sluse.
Den onde lykke
er god at ha.
Et lærestykke,
vi næres af.

Nå orden råder blandt folk og fæ,
og der er grobund for symbiose,
er vi tilsammen et bøgetræ,
et rum der udfolder lysets rose.
Den gode lykke
kan ingen ta.
Det lånte smykke
vi stråler af.

Den onde lykke er god at ha,
hvis vi sku møde det der er værre.
Den gode lykke kan ingen ta,
hvis vi har delt den med fler end færre.
Da har vi blandet,
hvad før var spredt.
Da ligger landet,
som vi har redt.

Så driver Danmark en sommerdag
omkring på vandet som grønne flåder
og drømmer drømme der kommer af,
at vi har havblik for rummets gåder.
Her er vi drevet
fra ø til ø.
Her har vi levet
som stjernefrø.

Inger, singer 2 (med Morten S)

Ingerelever

I sin 6 stjerner-anmeldelse af Gyldendals julebog med efterladte Inger Christensen-tekster i Kristeligt Dagblad i dag udpeger Martin Gregersen med løs, men sikker hånd Christensen-påvirkede i yngre generationer - lister er vigtige, og det er en god liste:

"Dertil kommer - dem må man endelig ikke glemme - essaysamlingerne " Del af labyrinten" (1982) og " Hemmelighedstilstanden" (2000), hvor hun står frem som tænker, hvis ikke ligefrem filosof. Christensen er både digter og tænker, det mærker man tydeligt i alle kanter af forfatterskabet. Det er i det lys heller ikke så mærkeligt, at hun hører til blandt en af de helt store inspirationskilder for centrale dele af ny dansk litteratur (Amalie Smith, Morten Chemnitz, Signe Gjessing, Josefine Klougart, Martin Larsen, Lea Marie Løppenthin, Rasmus Halling Nielsen), ja, hun er måske en af de væsentligste digteriske forudsætninger for den udforskning af menneskets forhold til naturen, som vinder frem i dansk litteratur lige nu under overskrifter som økopoesi, klimalitteratur og økokritik. Tilsvarende udgør hun referencerammen for flere udenlandske forfattere, der har arbejdet inden for sådanne problemfelter, som svenskerne Ida Börjel og Agnar Lirhus/ Rune Markhus og amerikaneren Juliana Spahr."

Poesi lige til døren

- pludselig bankede det på midt i gudsforladtheden, det var postbuddet (tror ikke på gud, tror stadig på postbuddet, men tror mest på poesien), fordi postkassen var fyldt (må hellere få den tømt!) med en lille pakke, der som forudset viste sig at indeholde Gyldendals Julebog, Som var mit sind lidt græs der blev fortalt, en forsmag på det store, sensationelle bind med efterladte tekster (og tegninger og FORMLER!) af Inger Christensen, som kommer på Gyldendal, redigeret af Peter Borum og Marie Silkeberg, til foråret, og bare fx, HALLO, dette "digt fra arbejdet omkring alfabet (1981)" om et andet hav end det i dag besøgte, eller det samme hav en anden, fjern dag:

"aftenfalken fejer himlen ren

bølgeslaget vender sig i søvne

cirkler lidt om strandens gamle sten

det slidte græs der har så mange navne

er næsten anonymt igen af sand,

forliste børn der intet har at savne

går langsomt op til husene på land,

her lyder kun en fjern forsinket piben

i randen af det bølgeløse vand

jeg tror den samme lyd som viben

kaster rundt når ungerne bliver væk.

langt om længe trækker solen striben

med sig ned bag horisontens hæk

ned i verdensrummets sorte sæk"

Geniraptusfølgepligt

Selvfølgelig er Ursula Andkjær Olsen vor tids Inger Christensen, i sin kombi af poetisk naturtalent og passioneret intellektualitet og frygtløs ambition (Rasmus Nikolajsen kan så, på trods af de stadig bittesmå bøger, være vor tids Klaus Høeck - bortset fra at Klaus Høeck, og må han længe leve, stadig er vor tids Klaus Høeck!), og bare fordi hendes produktivitet foreløbig har modsat fortegn, den maximalt expanderer i stedet for cæsur-voksende at minimalisere, betyder det jo ikke, at litterater og poesiinteresserede er mindre FORPLIGTEDE til at dagligt at tjekke hendes blog UD, og ja, jeg er heller ikke for god til det, og jeg skammer mig såre, men måske vi bare allesammen skal gøre det til en regel, at det er det FØRSTE, vi gør, når vi åbner vores computer hver morgen, ingen news har et væsentligere breakbeat, og her er seneste H.C. Andersenske (tænk, hvis han havde haft en blog?) depeche:

Kanonkremten INGERHURRA!

I ly af natten er der sket ændringer tvangskanon for folkeskolen og gymnasiet: ud ryger Martin A. Hansen og Klaus Rifbjerg, ind kommer Henrik Ibsen og Tove Ditlevsen. Good riddance til Martin A, han har altid været en traurig litterær misforståelse, men Rifbjerg er altså helt ærligt en større og vigtigere forfatter end Tove Ditlevsen, der så til gengæld er kvinde (hvilket angiveligt ER en væsentlig årsag til hendes optagelse), og selvfølgelig er Ibsen en større forfatter end Hansen og Rifbjerg og Ditlevsen tilsammen, men til gengæld er han norsk - hvorfor kunne dog ikke Inger Christensen, der ville være fyldt 80 i dag, være rykket op fra den vejledende gymnasiekanon (Ibsen kommer også fra vejl-gym-kanon, Ditlevsen fra vejl-folke-kanon), hun fortjener det rent faktisk! Her er første og sidste afsnit af hendes forunderlige "rejsebrev" fra Rom, "Vandtrapper" (første gang trykt i Vagn Lundbyes antologi Texter, 1969):

Fontænen på Piazza Nicosia blev bygget i 1572. Jacopo della Porto var den tids modearkitekt.

Piazza Nicosia er egentlig ikke en plads. Det er via di Monte Brianzo der vider sig ud i nordvestlig retning.

Jeg sidder ved et bord med kuverter og glas. de begynder først at servere kl. 1.

En rød Jaguar kører ind på pladsen. Den forsvinder gennem via Leccosa.

Solen skinner. Vandet kaster lyset tilbage. Lakken på den røde Jaguar kastede lyset tilbage da den kørte forbi.

*

Melder at delfinerne sidder ved et bord og og drikker vand:
della Porta Nicoisa del Popolo

Melder at delfinerne kører i en rød Jaguar:
dei Rosso Colonna di Spagna

Melder at maskerne dufter af sukker og hvidvin:
Jaguar Campitelli Barberini

Melder at maskerne kører i en rød Jaguar:
del Progresso Venezia

Melder at løverne læser den røde jaguar som et brev:
Rainaldi Farbese Repubblica

Delfiner masker og løver af marmor
Røde jaguarer af marmor

Breve af marmor

Vand af marmor

- det er den slags, børn har brug for at blive tvunget til at lære udenad!

2 forbifarende Vejleomtaler

Asger Schnack, FB-opdatering:

TOGTUR: Jeg kørte igennem Vejle i går og tænkte igen på Inger Christensen. Inger Christensen blev født og voksede op i Vejle. Hun fortalte mig engang, hvordan hun mødte verdenskunsten som gymnasiast i Vejle – i form af reproduktioner. Der var ikke noget Internet, og verdenskunsten løb man ikke lige på i Vejle, men kunsten fandt hende.

Line Knutzon, fra mobil via FB om Hvedekorn-korrektur (hun har EN SANG med i nr. 4, 2014, om en KVIST!):

• Line Knutzon
  

  
  

  Sidder i tog til århus.
  
  Lars Bukdahl
• 
  

  Sad i tog til Aarhus i går, det er et kedeligt teater
  

  
  

  Line Knutzon
  

  
  

  Den kan ikke downloade. Er i noget krat ved vejle området

Sverige-glæde ved UKON

i Arenas antologi Ny svensk poesi:

Jeg er glad når det er sjovt og ked af det når det er kedeligt.

Idealet havde været at alt var enkelt og rart.

Når det er på den måde ved man at det er sådan.

En dag fandtes Ceylon og Begge Sicililier ikke, en dag fandtes Sovjetunionen ikke.

Cikaderne fandtes ikke længere, ikke cikorie, chrom og citrontræer, cikaderne fandtes ikke længere, cikaderne fandtes ikke, ikke ceder, cypres, cerebellum.

En dag forsvandt tohundredetusind frøarter, en dag forsvandt tohundredetusind insektarter, en dag forsvandt hundredehalvtredstuisnd kvadratkilometer regnskov.

En dag forsvandt freden og folkemordene.

Mash-up af Inger C og Birte K

Inger Christensen: Et samfund kan være så stenet/ at alt er en eneste blok/ Og indbyggermassen så benet/ At livet er gået i chok/ Og hjertet er helt i skygge/Og hjertet er næsten hørt op/ Til nogen begynder at bygge/ En by der er blød som en krop

+

Birthe Kjær/Keld Heick:  Vi maler byen rød og himlen hvid af stjerneskær/ Det grå og triste får en ekstra farveklat/ Så gi’r vi nattens tøj et penselstrøg og gerne fler’/ Og først når solen si’r go’ morgen og ta’r fat/ ja, først når solen si’r go’ morgen og ta’r fat/ Si’r vi go'nat
 
=

VI MALER BYEN BLØD

nej

VI MÅLER BYEN BLØD

nej

VI MELER BYEN BLØD

ja, vi gør

Og hjertet er helt i skygge

McIngers

Den udvidede og nyindrettede McDonalds på Hovedbanegården er dekoreret med forstørrede, udtværede skrivemaskinetyper ligesom titlen på forsiden af Inger Christensens Det, måske er det faktisk bogstaver fra Det, de har blowet op, det er HELT SIKKERT bogstaver fra denne tekst, "HANDLINGEN/ extensioner / 8", de har blowet op:

hej clown/ stop/ det hele er tilgængeligt/ stop/ scenen/ stop/ klar/ stop/ har aldrig været så stor/ stop/ hej/ stop

Digteres digteres kanon 1980-2010

Jeg opstillede min indflydelses-kanon på KUA-seminaret i samtidslyrik torsdag; alle universitetslitteraterne brugte power point, men jeg krævede en old school-tavle, sådan nogle findes imidlertid ikke på enemærkerne, så jeg måtte stille mig tilfreds med et whiteboard og en sort tusch. Først oplistede jeg forskellige påvirkningsfunktioner: Påvirkningsagenter, Idoler, Rollemodeller, Mentorer, Importører, Dagsordenssættere, Kuglelyn (anfægtere), Drømmeaktører (jf, Helle Helles drømmereferater og Janus Kodals lille hæfte med drømme om Peter Laugesen). Så lavede jeg et løst fejende listeri indenfor de tre årtier, som jeg ikke vil gentage her (jeg skal lave en artikel-versionering til en antologi, der udkommer senere på året hos Spring, hvor navnefygningen nok skal blive tæt og argumentationen labyrintisk). Og endelig prentede jeg selve kanonen, bestemt efter positiv indflydelses styrke og varighed (og diversitet måske også?); hvem fylder mest og bedst i danske digteres hænder, hoveder og hjerter:

1. Peter Laugesen

2. Pia Juul

3. Niels Frank

4. Dan Turèll

5. Klaus Høeck

6. Inger Christensen

7. Per Højholt (aftagende)

8. Per Aage Brandt (aftagende)

9. Poul Borum (aftagende)

10. Morti Vizki (tiltagende)

11. Mette Moestrup (tiltagende)

12. Lars Skinnebach (tiltagende)

Læg mærke til de to dominerende generationer: 70'er-avantgardister (Laugesen, Turèll, Høeck, Brandt) og sen-80'er-særlinge (Juul, Frank, Vizki) Forudsigeligt nok blev der protestreret imod Søren Ulrik Thomsens fravær. Han havde påvirket helt enormt, hævdede Marianne Stidsen. Hvem? spurgte jeg. Thomas Boberg, blev der svaret, og det var åbenbart det. Svendsen mente, at det var for pussenusset en påvirkning, jeg opererede med, i forhold til Harold Blooms brydekampe af frygt for indflydelse, og jep, mange af os i 90'er-generationen kæmpede en overgang med og mod SUT's indflydelse (han hjalp os ikke med at blive os selv, han forhindrede os i det), men af de yngre læses han simpelthen bare ikke. Til gengæld er han den eneste digter de sidste 20 år, der med navns nævnelse er blevet gået hårdt op imod, ergo kan jeg opstille følgende meget korte, negative contra-kanon:

1. Søren Ulrik Thomsen

Lille efterskrift, fredag morgen:
Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at det er GODE digteres digteres kanon - og vel særligt GODE UNGE digteres digteres kanon, eftersom unge digtere er de mest påvirkelige - hvis det var en kanon for hvilke digtere, der påvirkede det samlede lyriske output i Danmark, som det vel ret præcist kommer til udtryk i det samlede indhold af Hvedekorns postkasse, ville top 3 se sådan her ud:

1. Tove Ditlevsen
2. Michel Strunge
3. Benny Andersen