Forbandet at han ikke er her med sin uterligt pertentlige pen og ubærligt at tænke på alle de værker, digtsamlinger, romaner, skuespil, han kunne ville have skrevet i de 8 år, der er gået siden han døde, tordnende ØV!
Jeg leder i sommerhuset efter en bog med Vizkitekst og finder antologien Museum midt på dagen fra 1991, hvor jeg selv har skrevet om "Sommerhusets mørke" (og jeg husker receptionen for den i København, der endte på Kap Horn, og det var første gang jeg mødte Morti og Thomas Boberg og Pia Juul (og Marianne Stidsen og Torben Madsen), og jeg husker, at Pia spurgte os, om vi kendte nogle slangord for at onanere til en en bog, hun var ved at oversætte, og overraskende nok kunne Morti slet ikke komme på bare et, mens jeg foreslog indtil flere ...), Mortis bidrag hedder "Hypnose", og det slutter så lysende og hårdt savnet umiskendeligt:
Hans fod ville ikke læge. Hans ildvogn havde samlet rust i al den tid han havde været væk. Hans værelse havde moren fået lavet om til spisestue. Drengen hørte sin far snorke, og begyndte at græde fordi han ikke kunne spørge ham om, hvordan det var at skulle ydmyge sig overfor andre dødsens mænd. For der var mange dødsens mænd, og de levede livet, og blandt deres fostre var drengen det nyeste. Samtidigt kunne han mærke at hans far havde en smerte som de ikke skulle dele, den der drejede sig om at arbejde hårdnakket. Og dog ville drengen også arbejde hårdnakket, de skulle bare ikke mødes. For det passer sikkert ikke at man skal mødes i det fælles, når det fælles er den trætte rytters ekko. Han vidste han ville få sin fars snorken.
Men det lille røde sår, det ville ikke læge.
Kun i universet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar