Du kan jo prøve med dig selv. Dig, der læser det her. Eller: Jer, der læser det her. Hvor mange er du? Hvor mange sider af dig, er dig? Der er måske arbejds-dig, og der er familie-dig. Der er sex-dig og grave-have-dig. Og efter tre glas vin er der måske også danse-dig?
De bor indeni dig, alle dem der er dig. I din krop. I dit sind. Du roterer personlighederne efter omstændighederne. Du kan mikse to eller flere af dem ved særlige lejligheder. Og du oplever ind imellem en helt ny dig, der måske bare har været lukket inde, siden du blev født.
Alle dem der er Line Knutzon har endelig skrevet en ny dansk forestilling. Her lader de seks skuespillere spille det samme menneske – på samme tid. Vi får seks versioner af det samme menneskes kærlighedsliv, musikalitet og vrede, når Elisa Kragerup, Betty Nansen Teatrets kunstneriske leder, møder Line Knutzon – moderne dansk dramatiks helt store reformator.
Har du talt, hvor mange der er dig? Du behøver heldigvis ikke købe billet til jer alle.
MEDVIRKENDE Niels Ellegaard, Ena Spottag, Elliott Crosset Hove, Tryggvi Sæberg Björnsson, Xenia Noetzelmann, Maria Rossing
MANUSKRIPT Line Knutzon
INSTRUKTION Elisa Kragerup
Ingen kommentarer:
Send en kommentar