Det her er forfærdeligt sjovt som sådan

 
Komikeren Sarah Cooper der (på/som tic toc, som jeg virkelig ikke ved hvad er) lip-syncher til Præsident Trump et forunderligt uhyggelig (sjovt) sted hinsides parodi, fordi jo det han siger (og måden han siger det) er hinsides parodierbart)

Sjovt er alt

- fra interview med Chris Rock om hans ven og komikerkollega Aziz Ansari (anden sæson af Ansaris meget overskudsskønne tv-serie Master of None kan nu ses på Netflix - og er anmeldt til ***** af mig i det nye nummer af Ekko)

"He mentioned being inspired by the stuff you’ve done to help out Leslie Jones and W. Kamau Bell, and how it’s made him work harder to boost young Indian-American talent in comedy. Is that something you specifically encouraged?Hey, you’ve got to look out for people that aren’t normally looked out for. And that doesn’t mean embracing anybody that’s inferior, but that does mean — what am I trying to say tastefully? — I’ve learned, when you’re performing to an audience that looks like you and is from a place like you, you have an advantage. You just do. And when you’re dealing with networks and studios, some people have an advantage. Aziz does not have an advantage.

I’ve been in Hollywood a long time and I’ve never had a meeting with an Indian person. Maybe one. Not that white people get hired because of that. I’m not saying that at all. But what I’m saying is that when you and the person you’re selling something to are not from the same place, there’s a translation going on to make whatever you’re selling or saying, for them to understand it. So Aziz, being that he’s Indian, can cut through the red tape for some other Indian guys, I believe.

Think about it, he doesn’t fall into any clique. There’s no precursor to Aziz. I guess you could say Russell Peters a little bit, but Russell really made his bones on the road. He’s one of the great road guys of our time. Aziz is in this whole other world — there’s just him.

Where does that put Aziz in the world of top-tier stand-ups?He’s one of the best. He’s one of the best there is. You know, he’s at the big boy and big girl table. He’s right there. Aziz is as good as anybody. I mean, with us stand-ups — I don’t want to act like we’re perfect and we don’t look at color. We do. But it’s all about funny, man. It really is.

I’m not going to say this guy’s name, but I’m sitting there the other night — me, Arsenio [Hall], and Chappelle, talking about this white comic we love who we know is racist, but we’re like, “This guy is so funny!” [Laughs.] Like, we know he’s racist. He makes no qualms of his racism and his ultraconservatism, and all three of us are like, “That motherfucker’s funny!” That’s just how stand-ups are. Aziz is one of the best. He’s as good as they are.

Still, it’s impressive to come up from where he did and not have a predecessor. It’s hard for anybody. There’s no easy path to stand-up. But Indian kid from South Carolina? That is some journey. That is like, ‘Okay.” He had to be really funny. He wasn’t going to get where he is being in the pack. He had to be ahead of the pack.

Any other fun facts I should know about him, other than his uncanny ability to pick restaurants?He is really good with the restaurants. We are both obsessed with Kanye. We could literally talk Kanye for hours. It’s the closest we come to religion, is Kanye. We really love Kanye. It’s sad!

As both a friend and a figure?As both a friend and a figure! I’m scared Kanye’s going to read this, but we just love Kanye! I could defend Kanye against anything. No matter what he does, if you put me and Aziz in a room — if Kanye ever has to go to trial, he should put us on his legal team, honestly. Because we know how to defend Kanye."

En latter større end Forum (ni elleve-fornægtere)

140 minutters absolut sjov var Louis CK's stand up-optræden i Forum i aftes. Jeg prøver panisk at huske alle bits og jokes og rutiner og måske-improvisationer (skredet fra Acilleus' hæl (hvorfor ikke bare dyppe hælen bagefter, men børn skal altid have noget at klage over: MAAAAAM, why didn't you ...) til Jesus, der, hvis han var blevet dyppet, stod som en traurig, midaldrende profet, ingen længere gad høre på), og det er lidt at ødelægge det totale humoristiske nærvær, han etablerede (efter de første 10 minutter var jeg bange for, min kæbe ikke ville klare det), men lad mig nævne en af de sjoveste og mest udsyrede påfund:

Louis' datter havde hørt udtrykket 9/11-deniers på fjernsynet, spurgte, hvad det var, Louis forsøgte at forklare, men forstod så, at hun havde hørte det som ni benægtere af tallet 11, en lille flok, der protesterede foran Det Hvide Hus imod tallet 11 og holdt en lang, indigneret tale (sixteen, fifteen, fourteen, thirteen, hvad happened to oneteen?) en sådan en parodieret sort preacher-stemme, afbryder sig selv og siger, jeg ved ikke, hvorfor han skulle tale som en mexicaner (eller var det en kineser?),

og kaster sig så direkte ud i at fortælle, hvordan tale-stereotyper er forkerte, men sjove, og at han brugte dem til at more sine børn, men uden at forbinde dem med race, en sort stemme blev Den Højrøstede Mand, en asiatisk stemme blev Den Stille Mand (et godt eksempel på politisk korrekt humor, der uhelligt tager den hvide, privilegerede forfjamskelse og panik på sig som primært komisk (ligesom da han blev behandlet dårligt af af en hotelansat, som kunne høre han var hvid, og hvis de behandlede hvide sådan ...)), og videre var han i sin storm af sjov...

Tale sjovt

Apropos alt muligt,'
og lige nu først og fremmest apropos
at tale om litteratur som litteratur,
i avisen og på tv, i et forpulet litteraturprogram,
her er 4 hysterisk sjove komikere,
der taler forbandet formalistisk
og sjovt, fordi formalisme ER sjovt,
om komik (sitting on a cock 'cause I'm gay):

Hvad jeg mener med vild og radikal sjov

(Mick Øgendahl er ingen Will Ferrell, mens Mia Lyhne i lyse og sorte stunder, især på Klovn, godt kan ligne en Kristen Wiig)

Leonora har humor!

Jeg var ikke sikker, og frygtede det værste, da hun skulle WA-anmelde Stine Pilgaards radikalt sjove debut Min mor siger, men lo' and behold! Her underrubrikken:

Debuterende Stine Pilgaard har skrevet vinterens must read. En original og vittig roman om et mor-datter forhold, en kærestesorg og en ung kvinde i livskrise.

Også Kamilla Löfström i Information, som jeg godt vidste havde humor, er pligtskyldigt glad for bogen, men spøjst sigende, hvordan både Kamilla og Leonora skal besværge, at selvom bogen er sjov, er den god - underrubrik i Information:

Der er smæk for skillingen i Stine Pilgaards debut om de nære relationer, der minder lidt om stand-up, hvilket, må jeg tilføje, er positivt ment.

Og andet afsnit i WA-anmeldelsen:

(...) hendes debutroman, Min mor siger, er en fornøjelse fra ende til anden. Jeg har vredet min hjerne for at finde et superlativ, der kan beskrive hendes stil. Pudsig er for puttenuttet. Quirky er for smart. Morsom får hendes roman til at lyde som en falde-på-halen-komedie, men faktum er , at hendes tone er original. På én gang vittig, rørende og alvorlig.

Hvorfor er det ikke den største ros i verden uden videre at sige, at en bog er sjov og morsom - meget gerne som de bedste (amerikanske) stand-up-komikere, og lad mig for en gangs skyld nævne en kvinde: Sarah Silverman!?

(og lad mig slet ikke nævne Sarah Skarums håbløst traurige 3 stjerner-anmeldelse i Berlingske, hun har så i hvert fald ikke humor eller bare sans for litterær stemmefærdighed, Stine er så meget et talent på spring, suk dog: "Men man kan ikke mærke, hvor det gør ondt. Det er som om bogen ikke tager sorgen sådan helt alvorligt, men holder en let ironisk afstand. Sprogets glatte overflade bliver et lag mellem læser og historie, ikke en forbindelse, og dermed bliver man underligt ligeglad med hovedpersonen, hvis liv virker uendelig banalt." Uendelig banal kan du sgu selv være, Sarah!)

(og ok, jeg bliver også nødt til at himle over begyndelsen på Leonoras anmeldelse: "Der er al mulig grund til at tage godt imod debuterende Stine Pilgaard (f. 1984). Hun har ganske vist gået på Forfatterskolen, hvilket ikke umiddelbart lyder som en anbefaling i mine ører, selvom Josefine Klougart, Olga Ravn og Olivia Nordenhof gik på samme årgang som hende." JAMENFORHELVEDEDA! Rent logisk kan det blive nødt til at være en anbefaling, at hun har gået på samme årgang som hele 3 åbenbart anbefalelsesværdige forfattere! Hvad er det for et (her helt formelt) irrationelt Forfatterskolehad!? Hvem er de forfærdelige digtere, som har givet Forfatterskolen et ondt ry i Leonora Christina Skovs hoved!? Hun nævner dem aldrig! Men hun roser den ene afgåede elev efter den anden!? Kan hun ikke holde inde med sin hadtale NU!?)

Google-billed-søgninger i dag (febril søgning)

Helle Helle

Henriette Kjær

Helle Thorning

mammut

olieplatform

mobiltelefon

Jens August Schade

thai mad

Gaston la Gaffe

24syv

Kedsommelig tvangs-konsekvens

Det er ikke spor
sjovt
at være
sjov
når man SKAL være
sjov
(hvilket ikke betyder at man ikke er det,
sjov
altså).

Til gengæld er det vildt
kedeligt
at være
kedelig
når man SKAL være
kedelig
(hvilket altid betyder at man er det,
kedelig
altså).

Autoritative kanoner for sjov

(fordi jeg i formiddags var inde i DR-byen (i den den modsatte retning af castingen til "familie-drama", sikke melankolske børn!) og blive interviewet om noget så trist som humor til et program om sjove mænd i litteraturen til DR K, der bliver sendt i næste uge, og jeg fattede så slet ikke det med sjove mænd, jeg synes kvinderne er lige så sjove, hvis ikke sjovere, og i hvert fald er ingen sjovere end Line, ikke engang Jens - eller røvsjovere, som hun selv plejer at formulere det)

De 5 røvsjoveste døde danske digtere

1. Gustav Wied
2. Per Højholt
3. Storm P.
4. P. Sørensen Fugholm (Per Barfoed)
5. Hans Scherfig / Anton Melbye & Axel Henriques

De 5 røvsjoveste levende danske digtere

1. Line Knutzon
2. Jens Blendstrup
3. Peter Laugesen
4. Jess Ørnsbo
5. Helle Helle/ Malk de Koijn