Det var OK, at medier blev ved med at ringe dér torsdag eftermiddag og aften, fordi så kunne jeg forsøge at tale og tale og tale mig fra det urimelige og forfærdelige faktum, at Yahya var død. Og det, jeg igen og igen og igen forsøgte at sige og sige og sige, og som journalisterne kun fik med kvart og halvt var, at jeg ikke ville finde mig i, at det var skrevet i stjernerne over Trillegården, at Yahya skulle dø ung, for det var skervet sort på hvidt OG MED STORE BOGSTAVER i hans digte, for den som kan læse - og der er meget jeg er elendig til i dette liv, men jeg kan godt læse - at der var talent til mange, mange, mange års crazy broget forfatterskab. I den ene avis siger jeg, at jeg glædede mig til , at han blev gammel og gråhåret og skrev en slægtsroman og i den anden avis, at jeg glædede mig til, at han blev gammel og hvidhåret og skrev vise sufi-digte. Og jeg tænker, at det er rigtigt nok, at han først skulle skrive slægtsromanen og så skrive sufi-digtene, og så måske efter sufi-digtene skulle han skrive et kort, symbolsk, no-inspiretet læsedrama. Eller hvad ved jeg! Mulighederne var legio, fordi talentet var umådeligt. Det var poesien og litteraturen han havde viet sig til, men for at blive virkelig fri i den, poesien og litteraturen, var han nødt til fucking alkymistisk at smede sit liv, den barndom, han var blevet katapulteret ud af, og den ungdom, der blev ved at eksplodere og implodere, til akkurat poesi og litteratur. I anden halvdel af debuten og hele nr. 2 løber han skrivende om kap med livet for omsider at komme foran og få ro og overblik, men det vil forbandet nok ikke lykkes, hvor meget han end besværger og vrænger ironisk og patetisk. Der er så mange forjættende sære og fine spor i nr. to af, at en ekspansion af rummet og udtrykket står og tripper; der er de koncise, skarpe portrætter af medfangerne i fængselsafsnittene, der er de danmarkshistoriske udsyringer i psykoseafsnittet ("Slumroyal"!). Det var helt klart planen for ham og med ham, at han skulle blive en rigtig nationaldigter, skrive et historisk, fandenivoldsk epos, der ville få Bjørn Nørgaards gobeliner til at blegne i afmagt. Lige efter den hårdkogte, personmyldrende kriminalroman, der ville give genren poetisk stil for første gang siden Dan Turèll. Og hvad ved jeg! Men jeg ved, at det ville og skulle og kunne blive til mere og videre og yderligere og endnu mere yderliggående. Fordi sproget og poesien og litteraturen ville ham, lige så meget som han ville sproget og poesien og litteraturen. Han optog alverdens dansk som en svamp og sprøjtede sirlig, excentrisk, præcis, legesyg, kraftfuld skrift ud. Og fordi han lige dér, når han skrev, lige meget hvad fanden der ellers pågik af flammende lort, var suveræn, og vidste og glædede sig ved, at han var det. Det var uafvendeligt, at han skulle skrive, og at han skulle skrive ting, der ville vare og vare og vare, det var ikke uafvendeligt, at han skulle dø, inden han overhovedet var kommet i gang for alvor. Nr. to skulle være broen eller tunnelen måske snarere til de nye ting, der skulle ske, den skulle ikke være det sidste, forpulede kapitel af bare to (uforlignelige). Jeg husker de to oplæsninger på Bogforum. Den første triumferende anmassende i 2013 på Gyldendals stand med Hassans Preislers elektroniske ledsage-musik på en konkurrerende stand som afmægtig muzak under den rullende, taktfaste torden fra Yahyas strube. Den anden indædt hvirvlende på Gyldendals stand i 2019, mens jeg løb rundt med min søn, der havde fået fingre i en reklame-ballon med pind, to balloner med pinde vist faktisk. og publikum omkring mig stod og blev synligt berørt af at blive erindret om, hvor vild mandens poetiske karisma og power dog var og blev. Vi stødte ind i Yahya, Cecilie og jeg, dér i 2013, i døren til Bella Center, og han var så sød og sjov og cool, så prinseligt sikker på og kun den mindste smule måbende over, at han var blevet den stjerne, som det altid var meningen, han skulle være, og som det altid var meningen, insisterer jeg på, at han skulle være blevet ved at være, på gedigen, betydelig livstid. Det var aldrig meningen, at han skulle dø purung. Det var meningen, at han skulle skrive sig tudsegammel. Det er skammeligt og for galt og kriminelt begrædeligt, at han ikke er her mere.
