2 RIGTIGE Ursula-sange

Lulus sange og taler hedder debuten, selvom der ingen rigtige sange er i, men Ursula har spillet klaver og er uddannet i musikvidenskab, så selvfølgelig har hun også skrevet RIGTIGE sange (og operalibrettoer) , to favortitter, hvoraf jeg massivt jar hørt den ene, men kun har LÆST den anden:

POP-SANGEN - så ufortjent ikke et faktisk HIT - "Lykken (c)" på den skønne plade Andersens drømme med tekster (over HCA's drømme) af digtere udvalgt af Naja Marie Aidt sat til musik og arrangeret af Nikolaj Nørlund fra HCA-jubi-året 2005 ,perfekt duet-sunget af Solvej Sandness og John Guldbaerg, nogle linjer Spotify-aflyttet lige nu (hvor cd'en er må guderne vide!):

Jeg klæder mig ud som din blå blå blomst (...)
måske så jeg bedre kan spise dine safttige blade

Og så falder du ned i mine øjne
du falder ned i mine øjne
og så gemmer du dig dér (...)

Så tager vi hinandens overhånd
vi tager hinandens overhånd
og går og går og går

HØJSKOLESANGEN, "skrevet til maratonsang i Vartov 2011", "De blå og grønne nætter", nr. 596 i den nye højskolesangbog (og med hele 2 melodier, af Frans Bak og Katrine Muff Enevoldsen), lige så perfekt højskolende, som "Lykken (C) er perfekt poppet, og lige så perfekt Ursulask:

Jeg sidder de blå og grønne nætter,
mens jeg er vågen, drømmer jeg en drøm
som flyder ind i nattens sorte pletter.
Sov, lille land, sov længe,
bliv stort nok
og lyst nok
til latter.

Min nat er hverken påklædt eller nøgen,
min nater er ikke sort og ikke hvid,
nu danser jeg mit bål på elverhøjen.
Sov lille land, sov længe,
bliv tæt nok
og mørkt nok
til ilddåb.

Og ser du nu har bålet pyntet natten,
og vi blir ikke ét, nu blir vi alt,
dit øje blir en del af sommerskatten.
Sov lille land, sov længe,
bli højt nok
og hårdt nok
til stormløb.

Tag fat i mine blå og grønne hænder
for nat og bølge sir det li'så klart:
Gå ud og brænd dit syn i begge ender.
Sov lille land, sov længe,
bliv grønt nok
og blåt nok
til alle.

Kultursula og Natursula bliver 50! Engang var hun kun en god anelse!

Som Ursula Andkjær Olsen skriver tidligt i den mirakuløse debut Lulus sange og taler, 2000:

FORSTAND FORNUFT
GODDAG FARVEL
KULTUR NATUR
TRAGIK KOMIK
NOK

Og det var heldigvis ikke på nogen som helst måde NOK!

Og hvor tit er genier rektorer, og hvor aldrig er genier succesfulde, herunder succesfuldt praktisk administrerende, rektorer!!???

Jeg fik anelsen af Ursula i løbet 1999, da hun blev færdig på Forfatterskolen (før da kunne jeg have læst hendes klassiske musik-anmeldelser i Berlingske, men det ved jeg ikke af at have gjort!?), vistnok først i det lille tidsskrift Det 3. Årtusind og så i enquete-antologien Kortprosa 1999 og derpå i Forfatterskolens Afgangsantologi, i hvert fald omtaler jeg hende i mit præmature generationsportræt i (af den unge kritiker Solvej Daugaard og den ung forfatter (fra samme årgang som Ursula) Marius Nørup-Nielsen redigerede) Dansk Noter 1, 2000, hvor hun selv bidrager med uddrag fra debuten og den af mig højtelskede poetik-tekst "Se at få at ord på!", en oprømt hyldest til polyfonien:

"Kigger man nærmere på et par af de mest talentfulde yngste, opdager man en flerstemmighed, der ikke bare er (mere eller mindre monotont) hvirvlende og pludrende, men også er prægnant, eksperimentelt/konceptuelt springende, i og mellem projekterne. Der er Ursula Andkjær Olsen, der hvirvler mesterligt, men som til afgangsantologien Farvel & Goddag har kreeret noget så eksotisk som et (japansk inspireret) NO-spil om (Leibniz') monader (...) (den anden jeg nævner er Harald Voetmann og hans "tre mono-rimede oversættelser af den samme Shakespeare-sonet" i Banana Split)"

Her er Ursulas tekst fra kortprosa-antologien, bandsat umiskendeligt genialt allerede, og nedenunder den forfatterportrættet i Dansk Noter:

TRÆ. VERSION NR. 1

"Overalt var kærlighed, og alt var kærlighed". Den første og den sidste eller den nederste eller den største og den mindste eller den længst til højre og den længst til venstre eller måske den inderste og den yderste og man skal ikke prøve at tælle, for tallet er i vejen, og i foråret stiger utælleligheden, mens regnkuglerne triller. "Nogle elskede glidende, nogle elskede grædende, asymmetrisk elskov, agtværdig elskov, hyggelig elskov, lysegrøn, gennemsigtig, mørkegrøn, blomstret, vissen, forblæst, i frø." Utælleligheden skygger, vinden blæser på den sidste og den øverste og den nederste, det bobler meget præcist af fylde, for ingen er helt den samme, og alle drypper hver især på omgangsformerne. Hverdagsligt, men virkeligt til at tage og føle på; mit bryst har runding og kaffen er god (det gode er ukorrumperbart) og duften er helt nøjagtig. Danper på afstand og slår persiennerne ned, så visse sekunder kom i klemme og måtte vente lidt. Så den længst til højre og den længst til venstre, stiger han op mod overfladen ekker hun ned mo jordbunden og sluger gruset omkring rødderne. Så den inderste. "På et tidspunkt spurgte man hinanden, hvor følelsens væsen var" (for sure tæer). Og den yderste og den største og den mindste og den og til sidst dem alle og de er beslægtede "og" kan forbindes i ranker, den første med den sidste og den øverste med den nederste og den længst til højre med den op ad rulletrapper løber andre slags sætninger, måske har de torne og hvor er din brod og der står en lind i in faders gård og synger. "På et tidspunkt ventede alle på opfyldelsens time". Og de kan spises og gør de godt eller smager de surt, og hvordan de smelter på tungen. Vinen er årsag, virkningen er rus. Smagen sidder på tungen, og er den nu årsag eller virkning, når den sidder dér midt imellem på tungen? Men hvad siger jeg dig, når jeg siger dit navn og tager dig i munden? Fyldtop, fyldt ud, man synger og udtømmer denne time som helt fyldt op folder mæthed i min mund. "Kom den overhovedet?" Jeg tilspørger bare (gnidningsfuldt). Spis langsomt, og du gør dig ingen forestillinger om, hvor du kan opfylde dig med den første og den sidste og den største og den mindste og andre. Din længsel er gemt et sted mellem "op" og "ned" og hver har sin kvist, hvortil den indædt kan håbes. Marguerittens blade er nærmest ens, men gør en forskel, og de kan falde som engle og fylde et efterår, så det bliver sart og stolt som glas, men dybt som Aladdins hule. Hvortil dette "fyld"-begreb (når en rose er en rose osv.) hvis det alligevel er tomt og hvorhen - op? Den ene elskov var af rosafarvet papir og den anden af røgblåt og den tredje af falmet-gult, og de var alle udpræget for store. De blæste også for vinden og imens læste rødderne noget under jorden og måske gik netop de i opfyldelse (opad?) "Men hvordan og hvornår skulle en følelse gå i opfyldelse, når den ikke er et ønske, men bare vokser og falder ned?" Den fjerde blir grøn og af glas og den femte har form som en kugle og den sjette og den syvende og hvorfra ved man de alle har dét til fælles, denne beruselse er til at brække sig over, og man dansede en slow-waltz i opkast, den sprøjtede blødt og snøvlede sølv for den ottende var måske af sølv eller guld, mit hjerte, og hvordan vil du have at de skulle gå i opfyldelse, når de selv fylder op (i bunker) om man må være så fri som en fugl? Og den niende af stål, og det lyder så hårdt, men er rustfrit og blir ikke til støv som de andre og til vinter klistres et lag af kulørt konfetti på top til tå. "Opfyldelsens time faldt af, én efter én, for at begynde forfra ved næstkommende lejlighed." Fyld timen op, hvis det skummer over, så hvad, men uden at udstoppe sjælens skema. Vi ville så gerne at sætningen flød fra nederst til øverst som vand og mælk imod tyngdekraften. "Hvem kom?

Jeg - en dødelighedsmeditationsanledning

hvis altså Lars i dette digt fra Martin Glaz Serups nye, fine digtbog og konceptopsamling Uendelige sommer er nærværende Lars:

“Alle fylder 50 år
for tiden og de fejrer det
Hans og Claus og Rune og
Pablo og Elin og Lars og
engang var man gammel
når man blev 50
så var det pludselig ingen alder
men nu er det gammelt igen”

Kaspar er stadig poesiens fremtid

I anledning af Kaspar (nogen gange også: Kaum) Bonnéns 50 års fødselsdag i går et genoptryk af en anmeldelse fra 2000 i WA Bøger for at erindre os og ham om, hvilken stærk og vigtig digter, han -  ved siden af sin fortjent kanoniserede billedkunst - i al for stor hemmelighed var og til stadighed er og bliver:

Fortalte abstraktioner

25. februar 2000

Rum. Kaspar Kaum Bonnén er det nye årtusindes elektriske Aladdin, appelsinerne falder og falder ned på hans forskruede turban.

Kaspar Kaum Bonnén: Træning - øvelser for rum. 59 sider, 162 kr. Borgen. 

JEG har set poesiens fremtid, og den hedder Kaspar Kaum Bonnén. Tror jeg nok! Da jeg læste Kaspar Bonnéns første bog, Vælg alt fra 1997, glædede jeg mig over dens kantede kaos. Da jeg læste Kaspar Bonnéns anden bog, Det nye kvarter fra 1998, blev jeg begejstret over dens sejlende rod. Og da jeg læste Kaspar Bonnéns nye bog, Træning, med undertilen »- øvelser for rum« blev jeg - jeg ved ikke, hvad der er det rette ord, men måske er det faktisk: betaget over dens flydende uorden. Der er dét besværlige ved Bonnén, som har en hel del med det betagende at gøre, at han er umulig at fastholde, elegant undflyer han ethvert forsøg på fiksering. Selv da han i de to første afsnit i Det nye kvarter« forsøgte at overholde en vis motivisk centrering, blev pointen i høj grad netop ufastholdeligheden, henholdsvis utopiens og den elskedes, hvilket jo så til gengæld med sin tydelige utydelighed var en ret klar og nærmest pædagogisk pointe, den var med andre ord til at skrive ud, i f.eks. en anmeldelse. Sådan er det ikke med den nye bog, den er ganske vist også udstyret med noget, der ligner en motivisk centrering, nemlig det her med det trænende, øvende rum.

Systemet er indrettet på den intrikate måde, at der er 11 tilsyneladende overordnede afsnit med titler som »Så mange døre, så få rum« og »Interview af de nære omgivelser,« som består af rimeligt ens udseende, flosset lyriske tekster af forskellig længde, men uden sideskift; på tværs af den overordnede inddeling løber imidlertid to andre organiseringer, en der på ikke uden videre indlysende tidspunkter tæller op fra I til XXXVI og en, der lige så lidet indlysende inddeler i følgende rum, »Entre« (herimellem kommer det eneste rent og nøgternt rumligt betitlede afsnit, »Suite, balkon, kammer,« hvis status dermed bliver prekær), »Hall,« »Atelier,« »Altan,« »Gang,« »Telt,« »Veranda,« »Stue.
Køkken,« altså bortset fra teltet en udmåling af (noget af) et forholdsvis normalt hus. Og flere af teksterne, eller rettere meget af teksten, tager rigtignok også udgangspunkt i digterjegets omgivelser, men ikke specielt mange og ikke specielt specielt, fra den formelle rumorganisation udgår sådan cirka nul styring (det samme gælder den romerske optælling, og jeg skal huske at sige, at det synes jeg er helt i orden og helt fedt). I stedet tages der udgangspunkt hvor som helst når som helst. Der står godt nok meget »jeg,« og det ville være forkert at kalde det et anonymt eller opløst jeg, man måtte måske snarere oprette et næsten totalt adspredt og rastløst jeg, der i sin glidende og fortumlede undersøgelse af sig selv og verden, eksistentialerne og abstraktionerne ikke skal bruge mere end to linier for umærkeligt at nå fra den køligste, nærnaive nøgternhed til den skæveste, mest hårrejsende hallucinatorik. Det meste foregår naturligvis i mellemtiden som en slags klarøjet overgivelse til selve den snublende bevægelighed på tastaturet og i livet og alle de lykkelige, frie og fro formuleringer, den kaster af sig. Hvis jeg må have lov til at udtrykke det så uklart, for man aner måske mit problem med den ærede håndsæbe. Man kunne også tale om en blanding af Jørgen Leth og John Ashbery, men det hjælper vist heller ikke. Jeg vil straks hente et ekstensivt citat ind til eftersyn, og jeg tror, jeg vil slå helt tilfældigt op, for det tror jeg, at man kan, bladre, bladre, nederst side 36 og øverst side 37: cMEN min verden sover håbløst, grene og vind/ bevæger sig gennem luften,/ monstre af ubetydelig størrelse, der sniger sig mellem/ husene med den genstandsløse kærlighed./ Jeg siger kærligheden er et hus i mit hoved,/ som ikke vil forlades. Derfor fylder jeg det med glæde./ Af øjne hvilende mod hinanden, som om det var noget nyt,/ at jeg elsker at stå og se på dig, dine bukser og alt hvad de gemmer./ Dine øjne og alt hvad de råber efter folk på gaden. Dit køn,/ der tårner sig op mod mit ansigt og ikke lader ordene passere.//XXII/ Genstande er uden betydning for mit liv. Jeg bryder/ mig ikke om noget som helst, min ånd trives bedst/ i ensomheden, men ensomheden øver sig også uden mig,/ jeg driver rundt på gaden med anklager til alle og enhver./ Jeg tigger folks penge og kysser deres munde med foragt,/ imens sted efter sted driver forbi, som var de til stede i en endeløs diskussion. Hvad er rummet/ andet end en diskussion? Hvad er begæret, når det genstandsløst raser fra flade til flade og skaber sine egne/ billeder, sine egne tilstande af højtspillende lirekasser,/ skørt materiale, klingende koklokker og ølklirren?/ Vi kan lade solen stå op eller månen dø her et sted,/ som hverken er vores ben eller nat. Det er lyset, som/ trækker forbi. Det er årstiderne, som kører i ring./ Det er motorvejen, som jeg endelig har opfundet.« Ja, Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe! Og apropos Kingo, kan vi i denne eksemplariske samling sludder og skønhed og sandhed og vrøvl få øje på et af Bonnéns yndlingstricks, den rigtig barokke ting, at billedliggøre, nej fabulisere abstrakterne: Kærlighedens hus i hans hoved, ensomheden der øver sig for sig selv og begæret, der skaber sin egen tilstand af højtspillende lirekasser. At Bonnén, en halvflippet kunstakademielev, slentrer lige ind på centrallyrikkens mølædte scene og opfinder poesien på ny, som om det var den letteste sag i verden, forekommer faktisk helt rimeligt. Mærkeligere ting er (næsten ikke) sket, og/men hvordan skal vi komme videre uden mindst én sublim fejltagelse. Han hedder Kaspar, hvad er rummet andet end en diskussion, og det er motorvejen, som han endelig har opfundet.

Hvem kan jeg være nu?

- Young Americans-outtake 1:

WHO CAN I BE NOW?

Everybody's raised in blindness
Everbody know's it's true
Everybody feels that everything is real
Anbody's point of you
Nobody can break their bondage
Everyone can feel their chains
But even in my life I knew you found your sight
And nothing would be quite the same
Please help me

Whoooo, can I be nooow you found me
Oooo, can I be held apart, you found me
Nooow can I be, nooow you found me
Nooow can I be real
Can I be real
(Backing singers: "Sombody real")

If it's all a vast creation
Putting on a face that's new
Someone has to see
A role for him and me
Someone might as well be you

Up in heaven any angel
Writes a special game to play
Oh ho, could we, could we make a start
To snatch their Angels part
A major role for everyday
Please help me

Whoooo, can I be nooow you found me
Oooo, can I be held apart, you found me
Nooow can I be nooow you found me
Nooow can I be real(Can I be)

Whooo, can I be Nooow you found me
Whoooo, can I be held apart you found me
Nooow can I be, nooow you found me

Noooow can I, can I be real
Can I be
Can I be
You found me
Who can I be real
Ye ye yeah
Can I be
You found Love
Can I be real
Can, can I

Privat 50 års-humør

- fotos jeg på forespørgsel indsendte til Politiken/JP, Belingske i dagens anledning:

Fotograf: Cecilie. location: Samuels oldefars have, Karlslunde

Officielt 50 års-humør

Fotos illustrerende fødselsdagsportrætter i Politiken, Jyllands-Posten og diverse små lokalaviser:

(fotos: Linda Kastrup)

Mine gaver sover

Jeg sidder her alene
på min fødselsdag,
men jeg er ikke alene,
du sover inde i sengen,
Samuel sover i sin slyngevugge

I ER GAVERNE

jeg har høretelefoner på
og hører 'Babies' med Pulp,
jeg er komplet rastløs,
men også rigtig glad,
hvilket jeg er rigtig glad for,
at jeg er, hvem fanden ved,
hvilket skørt humør man vågner
op til sådan en skør dag?

JEG ER SÅ GLAD FOR JER

jeg burde skrive anmeldelse
eller jeg burde genlæse bog
og skrive anmeldelse, men
kan ikke tage mig sammen,
derfor skriver jeg et følsomt
digt, der ligner en bleg kopi
af digtene i den bog, jeg
i stedet burde anmelde

I ER POESIEN

nu hører jeg Bowie selvfølgelig
'It's no game', det er ikke
noget spil, men hvad er det
så? og jeg har altid hadet spil,
bortset fra at så spillede vi
det der spil, der ikke var
Uno, med Rolf og Vera den
anden dag i deres gård, og
det var virkelig sjovt, og
det er det her spil også,
virkelig virkeligt og virkelig
sjovt, joyful er ordet

I GLÆDER MIG

Samuel slås lidt med søvnen
i sin vugge, jeg giver ham
hans sut, og så falder han til ro,
jeg ønsker os meget ro og
endnu mere uro, darlings

JEG GLÆDER MIG TIL I VÅGNER

Scoop: Redaktørtalen - til Ventegodt Godhavns lille øgle

- Forlagsredaktør og -direktør Jakob Malling Lamberts tale ved fødselsdagsreceptionen i går på forlaget:

Tale ved Jens Blendstrups 50 års fødselsdag.

Jeg mødte tilfældigt Jens Blendstrup for 12 år siden. Han var ved at køre mig ned på sin cykel da jeg fuldstændig sagesløs var på vej ud ad Ørstedsparken. På det tidspunkt havde Jens’ redaktør gennem godt 13 år besluttet sig for at forlade Samlerens Forlag.  Så jeg tænkte jeg ville gribe chancen og invitere på en kop kaffe med den skumle hensigt at byde mig til som den nye redaktør. Joh, sagde Jens over kaffen, vi kunne da forsøge. Og han havde -nu vi talte om det - faktisk en novellesamling på tegnebrættet. Et par dage senere modtog jeg en email med en håndfuld tekster:

”Hej Jakob,

jeg er fanget af en frygtelig smertefuld modus. Jeg bliver ved og ved med at skrive disse tekster. Det er en frygtelig, frygtelig lidelse. Nedgroede ord! Vankelmodige malteserdrops, men hvad kan jeg dog gøre?

Deres, Tuttemand Ibsen”

Hvis man kan se et menneske for sig som et levende spørgsmålstegn, så var det hvad jeg lignede nu. Men jeg kastede mig ud i det og læste teksterne og noterede mig omgående forfatterens særlige kommatering som et sted hvor jeg kunne sætte ind med synlig effekt. Her havde jeg en tydelig mission og berettigelse. Han skulle ikke skuffes. Men knap havde jeg læst teksterne færdig og formet en plan for en gennemgribende omkommatering før nye noveller landede i indbakken, som salver fra et stalinorgel.

”Hej du,

jeg synes vi mangler en hårdt tilskåret sag med rytme og bløde og blødende kanter. Hvis nu den i går ikke duede, så gør den her helt sikkert. Den er da rørende og poetisk, er den ikk?! Ja, jeg ved godt det er nærmest umenneskeligt med alle disse pytter jeg sender dig, men den her tager jo ikke mere end 5 minutter før du skal sove, og så slipper du og din kone MED GARANTI for at skulle se udsendelser om Ausschwitz og Entlösung og 11. september – for denne gang.

Venligst , Cykelhandler Mørke”

Jeg padlede for fuld kraft og det bedste jeg havde lært op mod den rivende strøm af emails og tekster. En brevveksling der mere og mere mindede om en tenniskamp med Jens i angreb ved nettet:

”Hej Hardy,

er du snart tilbage fra samba i Korinth?! Skal vi snart mødes? Er verden gul eller er den blå? Hvem var damen med de mystiske blomster? Har Jorden en farvekode? Er digtere kolosser på versefødder? Har biblen en studs?

Deres, Thumlinge-Lazarus (født Lundme).”

Parti, sæt og match: Jens Blendstrup. Og mens I for jer ser mig besejret, skakmat, foran computeren, bedes I bemærke tiltalen af redaktøren som tog form under vores mailudveksling. Spørg mig ikke hvordan det gik for sig, men på et tidspunkt er mit fornavn i Blendstrups semantiske smeltedigel blevet forvandlet til Hardy. Siden har jeg stort set ikke heddet andet. Med en enkelt undtagelse, dog, i en mail da vi nærmede os afslutningen på vores udmattende første samarbejde:

”Kære Isenkræmmer Habasut Henriksen, åååååååååååååååååååååååårr. Hold kæft hvor jeg er træt! Søvnens æter der ikke siver. Men ­ som sjovt nok ­altid ­får det syge til at pible ud, ­ pipette pipette, ­ åårh næ nej, må jeg så be om Ninette? Og så skal jeg gudhjælpe mig til Asnæs i aften. Og læse op for russere. Jeg vil smile, vil jeg, ­ massemorderens smil.

Deres, Pegasus Knivsæg

Men mens jeg altid er den samme Hardy, er Jens – bemærker man - altid en anden. Jeg har sat mig for en gang ad åre at udgive en bog med portrætter over alle de personager som har sendt mails til mig fra Jens’ emailkonto. Her er blot et lille kig ind i min kostbare samling af Blendstrup-aliasser, alle de mennesker som gennem det seneste årti har skrevet til mig.

1.    Rodolphus Tempelløve

2.    Umtata Eriksen

3.    Krøsus Thomsen

4.    Osama bin Erik

5.    Swinitze Charles

6.    Ventegodt Godhavs Lille Øgle

7.    Opklaringseskadronens Konge a.k.a. Wingbritt Kaale

8.    Leifs Ven Prikke-Palle

9.    Vinkelmand Carstensen

10.Hultafors Redebom

11.Sixten Mannikin Pist

12.Tyttebær Fåreklæde

13.Tempelform Ole

14.Ingmar Glans

Man siger at kært barn har mange navne. Og hvis det er rigtigt, så må Jens Blendstrup have gjort sig til det kæreste af dem alle.

Og det var det første jeg lærte af vores første samarbejde: At Jens er det kæreste barn med de fleste navne. 

Det andet jeg lærte var at Blendstrup er en ordblender. Eller en drøm. Drømmen er spontant skabende, den bliver bare ved og ved med at skabe sine forunderlige billeder indtil man vågner. Ligesom en drøm er Jens et spontant skabende evighedshjul, som uophørligt skaber fiktioner, ned i det mindste ordspil, den mindste email og sms. Og jeg tilføjer: utroligt præcise fiktioner. Det ligner ikke noget. Men selvom det ikke ligner noget, er det alligevel så præcist. Nogle gange forestiller jeg mig Jens’ hjerne som et raflebæger fuldt af ord, der hele tiden rafler. Rafle-rafle-rafle. Og ud på raflemåtten kommer en yatzy: de mest originale og forunderlige ord og sætninger.

Kære fødselar! Du er den sjoveste og mest ord-originale forfatter jeg kender. En ordginal. Det er en sjælden ære og fornøjelse at være din redaktør og forlægger. Og det er en ære og fornøjelse at fejre din 50 års fødselsdag. Hvor du i parentes bemærket ved denne festlige lejlighed går i dit 25. år som udgivet forfatter. Det skal vi også huske at råbe et hurra for.

Jeg håber at jeg undervejs har kunnet bidrage med lidt. Om ikke andet med et komma hist og her. I en nytårs hilsen skrev Jens i al fald til mig:

Kære Hardy,

vær vel komma herrens år! PS JEG HAR DINE BUKSER!!  ... jeg har også dine kondisokker ...

Deres Tumling Kalibali-Kaj.

Det vil føre for vidt at komme ind på hvordan Jens kom i besiddelse af mine bukser og mine kondisokker. Men man bemærker en vis, næsten religiøs åbning for kommaets gåde -som jeg gerne vil have æren for.

Til lykke Jens, det kæreste fødselsdagsbarn med de fleste navne.

-->

Overskriftalternativ

I stedet for

Litteraturens gøgler 

som overskriften fantasiløst lød på Politiken fødselsdagsportræt af Jens B

kunne der have stået 

Litteraturens øgler opgejlet
helt uden hoveddørsnøgler 

Definition af surrealisme 8/8 18

I dag fylder mine 2 bedste venner, forfatter og entertainer Jens Blendstrup og trommeslager og forlagsdirektør Johnnie McCoy begge 50 -

og på tirsdag gør jeg det samme -

det er i sandhed overvirkelighedsafbildende

Hvepsekrone i lys lue - Nicolaj 50!

Der er heldigvis Rimbauder, der får lov til at blive ældre end unge. I dag fylder uforbederligt romantisk og modernistisk og bare POETISK blåøjede Nicolaj Stochholm guddødeme 50. TILLYKKE! Jeg har zigzag-anmeldt ham gennem årene, men jeg er og bliver inkarneret fan af NS som hovedløst vildest og visionærest. Her forvandles han fra yndlingsaversion til yndlingsperversion lige for øjnene af mig - i min WA-anmeldelse af hans tredje bog, Rekonstruktion, 1998:

"Tidseltunge

Klassisk. Nicolaj Stochholm gør comeback med ubændigt frembusende patos.

Nicolaj Stochholm: Rekonstruktion. 83 sider, 158.00 kroner. Lindhardt og Ringhof. 

At man skulle høre sig selv sige det: Det er da godt, at nogen står fast på deres patos, slår alt for store brød op og tramper heftigt rundt i krummerne, det skal jo da for fanden ikke være til lyst det hele, vi har pinedød brug for kvalificeret hysteriske mørkemænd, manende modernister som vor mor lavede dem. Sådan én var Nicolaj Stochholm i sine to første samlinger, Biografi, 1991 og især Sammenfald, 1992, som jeg virkelig fik ondt i hovedet af, hvilket jeg i dag kan se var et meget godt tegn. Til gengæld havde kritikeren Marianne Stidsen ikke læst noget bedre siden Schack Staffeldt, og så blev det rasende talent pludselig tavst, fik Kunstfondets tre-årige legat og rejste ud i verden, kun efterladende denne drabelige definition i Brøndums Encyklopædi:

»Jeg: Jeg kommer fra helvede«. 

  Nu omsider er han tilbage hos os med den store samling, Rekonstruktion og han er heldigvis stadigvæk sådan en hysterisk mørkemand og manende modernist, dette er det første digt, fint betitlet »Kolofonengel«: 

  "Fanget/ af bussens torden/ gennem gaden med frost/ taxaernes hvide snit i mørket/ til højre og klokkerne der ringer/ til messe for det øde centrum/ ved lygtepælen hænger et/ sammenføjet sind, en uden/ ansigt gennem byen, optrin/ og jeget mellem fire heste/ i bevægelse over himlens tag«. 

  Dette er seriøst, venner, dæmonisk ladet storbylandskab - det er ikke den bus, Kirsten Hammann og Katrine Marie Guldager stiger på - og afsluttende drastisk og absolut symbolsk action, jeget mellem fire heste over himlens tag, det er så utrolig tæt på klicheen, men ved selve sin stolte og flossede kraftfuldhed redder det sig akkurat i land. Dette digt hører så også til de mere nydelige i samlingen, i langt de fleste får energien og fragmenteringen på en langt mere radikal facon frit spil, billeder og erklæringer haster hovedløst af sted, mens de af deres lungers fulde kraft råber hinanden ind i hovedet og skubber til med albuen, »en magtfuld forsvinden hvor billedet brænder et øjeblik« står der meget præcist et sted. 

  Eksemplarisk for det fineste og flotteste i Stochholms poesi er denne større sag, »Tilegnelse«, der starter i (næsten for) klassisk retorisk stil og med stadig større fart flænser sig op til alle sider (her er det den omvendte bevægelse af indledningsdigtet, fra tung abstraktion til eksploderende konkreter): 

  »Fra hvilke uantastelige højder/ falder dråben ned på det blad/ der driver løst med den styrke/ strømmen fra regnen skaber:/ jeg er fejet med støvet fra mit ark/ drivende ad brøndens tunger forbi/ hvidkalkede huse halvt under vand/ og min hånd en kost af olivengrene/ ind gennem kolde, frostsprængte rør/ ud til broens brændte båre, et greb/ lyset fra gaden, der synker og synker/ i kvadratet mellem brosten og papir/ malede fortøjningspæle på Fisketorvet/ en sveder i kabyssen, den sorte kasse/ flydende køreplan for en rusten rute/ stenuglens skrig fra et tag tre gange/ nationalprodukt og Sankt Thomas Plads«.  

  Stochholm er utrolig god til at få gang i den, »min hånd en kost af olivengrene/ ind gennem kolde, frostsprængte rør ud til broens brændte båre«, det er så for meget for meget, at det bare er for fedt; kun rimeligt, at han i en af bogens få formelle øvelser tager konkurrencen op med selveste S.U. Thomsen og skriver sin poetiske version af Beaufort-skalaen for vindstyrker: »løbende folketælling af voksende hvide heste lægger murene ned« (Thomsens kan findes i et gammelt nummer af Den blå port).
  De enkelte figurer, udsagn og sætstykker er hele vejen igennem typisk modernistiske, det er splittede og flerdobbelte jeger med hænderne triumferende fulde af sprængte billeder, en gang imellem kønt reddet af eller henvendende sig til kærligheden, og så vil jeg bare nedlægge det pragmatisk æstetiske vurderingskriterium, jo mere kant, jo vildere postyr, jo højere hastighed jo bedre, for det er sådan en hård, tæt, næsten mættet måde, Stochholm går amok på, det samler sig, som det spreder sig, samtidig med, at der hele tiden lyder denne her helt drengeagtige hujen gennem brokkerne, når det går højt, et digt hedder direkte »Rid med mig«. Jeg bryder mig bedst om de store hvirvlende klumper og om de helt stramme små energibomber, jeg vil have ingen sammenhæng eller pur enkelhed (som i kærlighedsdigtene, som f.eks. »Spejlets invitation«), men allerbedst er måske kombinationen som i det storslået søndersplittende kærlighedsdigt "En kærlighedsbuket for alle vinde"; det tretten sider lange langdigt »Dagsrejse« er en for tyk tåge gennemstrålet af for få stjerner efter min øjeblikkelige mening, og en håndfuld andre steder står digteren rigeligt længe og beundrer og fortolker sine egne tegn og gerninger, inden han pligtskyldigt jager videre, et par modernistiske klicheer er bare modernistiske klicheer, men skide være med det, når rosen råber: »kron mig i en ørken med rasende hvepse« (da jeg i sin tid så dette udråb i poesiantologien »I det åbne« opfattede jeg det som et emblem på de allerværste patetiske manerer, hvad det jo lige præcis frydefuldt er).
  Jeg vil slutte med at citere det digt, der programmatisk hedder »Gud dør hver dag«, og som jeg synes er forbandet godt, det hærger frem med vilde fagter i sin beskrivelse af blot og bar solnedgang, hver eneste dag og hvert eneste digt er verdens og poesiens rekonstruktion, velkommen tilbage, lille, stridbare sol: 

  »Så mange omkring mig, jeg havde/ ikke troet I var samlet som luft/ vinden kan ikke komme frem/ før den skiller jer ad, mægtige/ vogtere og bestøvere, alle dage/ føjet til en, se mig uden form/ en sommers korstog gemt i et/ tørt brød, bøndernes samling/ af sten imellem hvide aks, den/ blinde pige på vej ind i digtet/ over marker der blot kværner/ de levende fra de døde, grønne/ øjne taget som slaver af lyset/ for solen er den indadvendte/ mester fra hedenold, et levned/ på skrømt fra hullet i maven/ som tidsler med spisevægring/ rækker fra markers sandede/ jord, fra havet er det kommet,/ kongen der alene brænder sin/ rutefart før havet fryser til en/ dansehal af fravær med gulve/ poleret af en sprængt blind/ tarm, en orm fra sandet taler/ med fiskenes blink i mørket/ fra havet skal det igen opstå«."

(foto: Susanne Mertz)

50 Helle Helle-sætninger i alfabetisk rækkefølge

(fra alle bøger og visse skrevne tekster (med en vis forholdsmæssighed i ratioen bøger vs. andet))

1.
At fryse ham ud/ var en fejl/ men natten var blevet så kølig/ og kroppen var så træt

2.
Bankdirektøren, der fylder 2 bænke/ blir opstemt af himlenes blå/ og pifter en gang efter Pedersens enke/ der taber sin sidste skrå

3.
Bortset fra et par turister, der stiger ud af en grøn bil, er torvet næsten affolket nu.

4.
Buller fik elefantfoden.

5.
Chokolade eller skintonic.

6.
Der var et hul under armen på hendes tweedfrakke.

7.
De var gået baglæns hele vejen ned ad bjerget i skam.

8.
Det, hun skulle, kan ikke gøres uden sko.

9.
Det varme vand brænder, og skal hele tiden blandes med koldt.

10.
Døden fandtes ikke, det fik jeg pludselig at vide til en familiefest.

11.
Edith ser op fra skærmen og nikker mod gavekassen, som Jeanette holder om med begge hænder.

12.
En pude er revet ned fra sofaen, og den er våd af hundens spyt.

13.
En sætning og et svar og et kort svar.

14.
Faktisk havde han ikke tænkt sig et kirkebryllup, men til gengæld var hun gået med til, at deres første barn ikke skulle døbes.

15.
Fasanen er en fasan, gryden er en gryde.

16.
Fire mænd i korte lærredsbukser spiller happyjazz, og rundt omkring på pladsen står folk i små grupper og råber til hinanden.

17.
færgerne de sejled og der skete ikk en skid/ somrene var varme og julen den var hvid

18.
Han hed Bjarne.

19.
Han spørger, hvordan jeg har det sådan generelt.

20.
Hendes læber bevægede sig, mens hun talte byttepenge.

21.
Holdt pause i tygningen og lyttede.

22.
Hun sad og var glad for sin undertrøje fra Aalborg Zoo, det meste af tøjet i sportstaskerne var mere lyserødt i det og med lynlåse, en del stumpede ved navlen. 

23.
Hun stillede sig selv forskellige spørgsmål og optog dem på båndet med pauser imellem, så hun kunne nå at svare.

24.
- Hvad om vi delte et grillspyd? sagde han.

25.
Hvor tit sad jeg ikke og fantaserede, når I var kørt.

26.
Høje stemmer fra et hus, og ellers ingenting. 

27.
I dag fungerer hun.

28.
I sprækken mellem blokkene kunne man se guirlanden nede på hovedgaden.

29.
- Ja, hej, sagde Susanne.

30.
Jeg er så dårlig til sko.

31.
Jeg er nødt til at lyne jakken op i halsen og komme helt ind under trøjen via rullekraven.

32.
Jeg husker ikke, at jeg lagde fem fnugruller i kufferten, men der må have været en bagtanke.

33.
Jeg kan se ham ude ved tørrestativet, måske synger han, hans mund bevæger sig.

34.
Jeg spiste også et stykke cheesecake, bagefter gik jeg ind i biblioteket og rundt mellem reolerne, jeg tog et hæfte om kommaregler og satte mig med det.

35.
Josefine Klougart besøger mig med sin grønne mynde.

36.
Køkkenet leverede så ostetallerkenen.

37.
- Man kan da ikke have en urtepotte på hovedet, det er alt for tungt, sagde jeg til Tine.

38.
Men så havde de ikke fået andet hjem end uklædelige oilskinfrakker.

39.
Mennesker med et stort ordforråd har tendens til at mene, at de fåmælte er mindre begavede og uden nogen mening om noget.

40.
Monas lille hånd med bjældearmbåndet ringlede og dinglede gennem larmen fra kunderne.

41.
Mon mormor bryder i brand på Bisserup Strand?

42.
Når jeg ligger på siden, falder lyset ind i min bog.

43.
- Nå, okay, siger hun med opspilede øjne, det drypper lidt fra piskerisene ned på hendes underarm.

44.
På et tidspunkt havde de deres egen mode, maosko med skisokker uden på bukserne.

45.
Så havner jeg i en grøn BMW med Sten og Britta.

46.
Så kom jeg og betog ham, dér blev han snydt.

47.
- Taler du hollandsk og alting?

48.
To gader længere væk står en blind mand uden for et supermarked. 

49.
Tårerne står i kø ved Pedersborg Sø.

50.
Tøjet kunne lige netop være på snoren, hvis jeg hængte det op på den korte led.