En egen nobel måde at sige tak på

Jeg tænkte, at udsagnet i digtet, jeg nærlæser i WA i dag, "DIGTOPLÆSNING I GHETTOEN", på en måde er parallelt med de sidste siders "Epilog" i Hærværk, som YH garanteret har læst, og især Jastraus og den evige Kjærs allersidste replikker:

"I de to kurvestole ved hotelindgangen sad Jastrau og den evige Kjær og betragtede livet, der gled forbi. Menneskene havde så underligt travlt.
  Med de rødsprængte bulne hoveder lignede de to dekorative dyr.
  Jastrau fløjtede letfærdigt.
  "Hold dog op med den grimme melodi," udbrød Kjær irriteret og tabte cigaraske ned ad sig.
  Jastrau standsede sin fløjten.
  Men Kjær rumsterede i kurvestolen. Han børstede sig, rystede jakkeskøderne og prustede og stønnede.
  "Jeg kan blive så ophidset. Den melodi også"
  "Hvad for en melodi?" spurgte Jastrau.
  "Du gode Gud!" udbrød Kjær fortivlet. "Og du aner ikke, hvad du fjøjter, og sidder ganske roligt og bringer mig i affekt. Det var Internationale , Jazz, det var Internationale."
  Det gav et ryk i Jastrau. Han havde ikke anet det. Men hvad betød nu det? Var det andet end en sentimental tone fra underbevidsheden? Stemningskommunisme? Han skubbede sig irriteret til rette i stolen. Stemninger endte altid med knuste ruder - til fire kroner.
  "Jeg skal til Berlin," sagde han over til Kjær.
  Kjær skuttede sig i stolen og lo. "Og Lille P. kommer i dag. Kommer og går. Kommer og går. Kun Jær består."
  "Men jeg har ingen penge."
  Og i det samme blev Kjær lydløs. Han sad stille med tungt hoved og lukket mund, mens Jastrau vred sig i stolen, urolig, forlegen, desperat.
  "Jeg har ikke rejsepenge."
  "Ja, jeg hører det."
  "Vil du låne mig dem?"
  Hurtigt! Hurtigt! Nu var det sagt. Men tavsheden var uheldsvanger. Larmen af gadens trafik styrtede ind over dem.
  "Det havde jeg ikke ventet af dig" savrede Kjær endelig med forarget sideblik. "Du skuffer mig - Jazz."
  "Jeg er ikke rig" kom det ondt fra Jastrau.
  Kjær drejede ryggen halvt til ham.
  "Det er noget kedeligt noget, Jazz. Du drikker dem bare op."
  Jastrau lo højt.
  "jamen det er noget kedeligt noget, Jazz." Og Kjær flyttede på sig, som om han havde kuldegysninger ned ad ryggen.
  "Portier!" råbte han pludselig.
  Portieren stak sin høflige moustache frem.
  "Kan de ikke sende en af piccoloerne hen til Bennett efter en billet til Berlin?"
  "Vil De rejse, hr. Kjær?"
  "Næ. gu vil jeg eh. Det var dog en uhyggelig tanke. Men jeg vil gerne have en sådan billet. Jeg samler på dem."
  Lidt efter stod en piccolo foran Kjær og fik instruksen og penge.
  Men da piccoloen skulle til at løbe, kaldte Jastrau ad ham.
  "Hvad er der nu?" spurgte Kjær gnavent.
  "Hør, jeg vil lige se de tikornesedler. Lad mig lige se. Det kunne være, de var flaske," udbrød Jastrau.
  Piccoloen rakte ham nølende pengene.
  "Er du gal?" udbrød Kjær og ville til at rejse sig.
 Mend Jatsrau sad med de brune tikronesedler i hånden. Han ville blot se dem. Det var de usle lapper, Kjær ikke turde betro ham. Skulle han rive dem i stykker? Og han stirrede og stirrede. Et hermeshoved i en oval. Og tre løver med kroner på hovederne.' 
  "Er du skrupgal?"
  Og med en træt bevægelse gav Jastrau pengene fra sig igen. 
  Kjær rystede på hovedet.
  "Er du ved at blive blød, Jazz?"
  "Jeg ville blot se pengene. Se pengene."
  "Nå!"
  Og lidt efter:
  "Kjær! Kender du det, at man en dag er i godt humør og så møder man en tigger med et hæsligt ansigt, hærget, et menneske, der virkelig lider nød, og så giver man ham penge - for at få lov til at glemme ham - for ikke at få sit gode humør ødelagt."
  Kjær rettede sig i stolen.
  "Du - du har nu - en egen nobel måde at sige tak på."

En egen nobel måde at sige tak på - er digtet også, ikke sandt?