Niviaq Korneliussens splintrende hårde roman
Blomsterdalen er OGSÅ, fik jeg ikke sagt i min anmeldelse, ligesom sidelæns af sin grumt nedtællende handling en roman, der for fuld, klartseende kraft, punket pædagogisk demonstrerer, hvad racisme, mikro og makro, er, hvor plat og subtilt den udøver sin terror i hverdagen (og det modsatte af hverdagen) -
men romanen forstår også at bide tilbage, denne sene passage gør særligt ondt på nærværende storsnudede anmelder:
"Jeg lukker mine øjne og kommer i tanke om et bestemt sted, vi ofte sejlede til, da jeg var barn. En lille, hemmelig bugt bag ved et fjeld, der ligner en kæmpe dansk næse."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar