Bliver vi mon nogensinde frigjorte?

Nu er de sidste "ikke-fine" bøger med Rifbjerg-dedikationer på det hollandske udsalg i Vangsgaards på Kultorvet nede på 15 kr. så jeg købte mig en pæn bunke, inkl. dedikationer fra jævnaldrende modernisme-nærlæsere og de nærmeste kritikervenner:

Finn Stein Larsen (Spanden, 1983 (parodier, herunder 1 på Rifbjerg, der begynder: "uden direkte at beskæftige mig med/ årsagen registreres intestinale/ signaler pulmen og boblen håndsved"), dedikation: "Til Klaus Rifbjerg/ med tak for mange dejlige/ sager gennem/ årene og venlig hilsen/ fra/ Finn Stein Larsen")

Finn Brandt Pedersen (Modernisme og pædagogik, 1966 (med analyse af Rifbjergs "Jern", den 60'er-Rif, Stein parodierer ovenfor), dedikation: "Til Klaus Rifbjerg/ med venlig hilsen/ Finn Brandt P")

Niels Barfoed (antologien Tværsnit. Europæisk modernisme efter krigen, 1965 (Borgen Billigbøger 33, forside ved Per Kirkeby) med oversigten "Tysk prosa efter anden verdenskrig" ved Barfoed), dedikation: "Sept 65/ Kære Ping,/ Tak fordi du kom (wow!)/ Kære Klaus/  her er Niels god igen!/ Jeres Bente og Niels")

Torben Brostrøm (antologien Frigørelse (festskrift til Aage Henriksen 1981, med Brostrøms blidt bidske artikel (om knækprosa) "Det mådelige umådehold"), dedikation: " Til Ping og Klaus/ Bliver vi mon/ nogensinde frigjorte?/ jeres/ Torben")

I På kanten skriver Brostrøm om Rifbjergs sidste tid og sit sidste besøg hos den store digterven, med teksthenvisninger som lommetørklæder:

"Men dér sad han ved kanten af livet, ved de lette taktslag og dønninger fra den strandbred, den havstok, han ikke kunne undvære synet af, realiseret i feriestederne, Rørvig i Isefjorden, anet i Livsfrisen (1979), og Kandestederne på en klit ved Vesterhavet, spejlet i Kandestedersuiten (1994). I lyrikken er det allertydeligst markeret i Stranden (1978), men anslået allerede i 'Nultime' fra Konfrontation (1960). Strandmystik! kaldte vi dette bånd til moderskødet og fantasiens binding til dybets forunderlige gåder.
  Går I allerede? udbrød han, sidste gang, vi besøgte dem. Allerede var så det sidste ord, vi hørte. Svært at glemme. Som stemplet med laksegl."

Peter Seebergs 90 års-dag i dag!

KLIMA

Et nyt vejr slår ikke med det igennem med sine virkninger.
  Solen skinner, men det er stadig køligt i vejret. I jorden gør dybdens temperatur sig gældende. Ja, undertiden er måske lovlig sent, at et højdepunkt af virkning nåes. En modsat tendens er da allerede sat ind med sin afdæmpende og senere ødelæggende virkning.
  Alt er overgangstid på overfladen og i dybet. Mangen sjæl, som har haft grund til håb, har ikke kunnet håbe af håbløsheds binding. Mangen desperat har dog kunnet tøve på en gammel glæde. Snedriverne ligger vist endnu i maj tilføget af støv på nordsiden af plantagerne.
  Lærken synger vel ofte straks efter jul en sen morgen.

- fra Om fjorten dage, 1981



- både Seeberg og Rifbjerg er borte, men Barfoed lever i bedste velgående, var i topform i fredags til åbning af den store Rif-udstilling i Den Sorte Diamant (der inkluderer rørende snapshot af Klaus og Niels som purke i strandkant og trøstebrev fra snart Heretica-debuterende N i Kbh. til til blue K på Princeton), hvor han fortalte, at Seeberg havde været hans og Rifbjergs manduktør, tror jeg ordet var, i Komparativ Litteratur

Nielsen i loop

2 andre fund i Helligåndshuset talte pludselig med hinanden, da jeg sad i i gårs IC3 og bladrede i dem.

I Kritik 201, 2011 (jeg køber og læser det blad for lidt (fordi jeg ikke får det gratis)), skriver Hans-Jørgen Nielsen i en 1968-korrespondance med Niels Barfoed (der åbenbart aldrig fik svaret på dette brev nr. 3) om en bittelille Peter Bichsel-tekst (ERKLÆRING/ Om morgenen lå der sne./ Man kunne have glædet sig. Man kunne have bygget snehytter eller lavet snemænd, man kunne have stillet dem op foran huset som vogtere./ Sneen er opmuntrende, det er, hvad den er - og den kan holde én varm, når man graver sig ned i den, siger man./ Men den trænger ind i skoene, blokerer bilerne, afsporer togene og gør afsides landsbyer ensomme.):

Du slipper hurtigt teksten som konkret sprogligt fænomen til fordel for nogle psykologiserende "perspektiveringer", uden hvilke teksten ikke får "sin fulde dimension som sammenhængende helhed". Ud af disse perspektiveringer kommer en tekst, der fremtræder som rekapitulation af den tidlige modernismes tragisk-deterministiske kriseideologi: Engang-var-vi-ét-med-moder-natur. Men-så-kom-splittelsen-og-teknikken. Og-den-er-vi-nu-tragiske-fanger-af, for-der-er-ikke-plads-til-det-emotionelle-og-fortroligt-vidende-forhold-til-naturen. Forholdt der sig sådan, ville jeg afvise teksten som både banal og sentimental. Det er ikke den slags perspektiveringer, der giver den værdi og dimension for mig.
  Jeg er i min læsning mere tilbøjelig til at fastholde teksten som sprogligt fænomen. Som grammatisk-eksistentiel maskine., bygget af spændinger og polariseringer mellem de forskellige eksistensmuligheder, der svarer til de anvendte grammatiske kategorier. For mig får teksten sin værdi, "sin fulde dimension som sammenhængende helhed" i sammenhængen mellem dens sprog- og virkelighedsbilleder. Det er dér dens kunstværdi ligger. Ikke i vidtspundne kulturessayistiske betragtninger hinsides ordene. Og det er altså denne sammenhæng, jeg mener en læsning bør oplede. En læsning der fører til en tekst med en helt anden mening end din, nemlig til et eksistentielt opgør med determinismen og den ufrivillige tragik med placering af ansvaret, hvor det hører hjemme: Hos det menneske der ikke vælger at  gøre noget ved sin verden, hvorfor det bliver verden, som løber af med det.

I Kamilla Löfströms interviewbog (ofre: Bo hr. Hansen, Pia Juul, Nicolaj Stochholm, Morti Vizki) Motorvej til Babylon siger Pia Juul på et tidspunkt - og dribler elegant bolden, hvis ikke faktisk foden fra Hans-Jørgen (mens Barfoed forsvinder helt i horisonten):

Jeg holder meget af læsning og analyser, men det kan stadig ikke forklare den der umiddelbare følelse man kan få. Man kan analysere sig fem til om noget eksempelvis er noget vrøvl, men selv vrøvlede ting vil kunne bibringe folk noget. Der er et digt af Hans-Jørgen Nielsen der på en måde virker som en ordleg. Det begynder "ikke blot hende men også den måde hun smiler på". Jeg får tårer i øjnene hver gang jeg læser det, og det skal man ikke underkende. Det kan han også godt have villet. Men han var alligevel bare så optaget af formen at jeg tænker: ha! Der snød poesien ham. Han kunne ikke undgå at bevæge, og det synes jeg er så fantastisk. Det er ikke sikkert at han ville undgå det, men det kunne jeg ikke lade være med at tænke første gang jeg så det. Det kunne så være et bevis på at han er digter.

Hovsa, jeg spilder lige biografisme ud over det hele

Bjørn Bredal anmelder Klaus Rifbjergs nye roman Nøleren, der udkommer mandag, på forsiden af Politikens 2. sektion og ret præcist halvvejs inde begynder han at læse massivt biografistisk, hvilket kan være en ærlig, men beskidt sag, men da ikke, når man som Bredal koketterer med, at det slet ikke er noget, man bryder sig om at gøre, men der er bare ikke nogen vej udenom, at man ikke kan lade være: Derfor "nøjes" han med to lange citater og et kort fra en erindringsbog af Niels Barfoed, der "har temmelig mange træk til fælles med figuren 'Nikolaj'", vs. et enkelt citat fra selve romanen, hvor personen NB hedder Nikolaj og ikke - som en person faktisk gør i Marts 1970 - Niels Barfoed, det er ikke at biografistisk nøjes, det er at gå biografistisk amok, og det er dermed en totalt forloren-mudret sag:

NU ER DET måske lidt tøset af fortælleren sådan at lade andre sige ' sandhederne', så vi surmuler lidt og forlader et øjeblik romanen for at træde ud i virkeligheden.  Her findes et menneske ved navn Niels Barfoed, kendt kritiker, litterat, doktor på en afhandling om Don Juan og forfatter til en lang rækker bøger i alle genrer, senest biografien ' Manden bag helten' om grønlandsfareren Knud Rasmussen. Niels Barfoed har sandt at sige temmelig mange træk til fælles med figuren ' Nikolaj' i ' Nøleren', mens ' Nøleren' selv har meget til fælles med Rifbjerg, uden at der selvfølgelig er et en til en-forhold mellem nogen af størrelserne. I hvert fald er der jo byttet lidt rundt på faktorernes orden, så kunstneren er ham, der har brudt forholdet, mens kritikeren er ham, der fortæller ( men altså derved egentlig alligevel er kunstneren).Nå, personligt har jeg aldrig fundet fornøjelse ved at gå rundt med skæg og blå briller og dirke nøgleromaner op, så jeg tror, jeg vil nøjes med et par citater fra Niels Barfoeds erindringsbog fra 2007 med den sigende titel ' Farvel så længe!'.