Sætningsdigtere, top 8

Digtere der skriver i sætninger /sætning-ansamlinger - uprioriteret, generationelt organiseret - og 1 (rimelig tilfældig) sætning af hver:

Knud Steffen Nielsen
"Deres behov for det sidste ord/ tager plads op"

Peter Nielsen
"Du ligner jo et velskabt barn på benzinstationen, siger hun.
 
René Jean Jensen
"Glem det i en eller anden forstand."

Pejk Malinovski
"Digterens kanin hedder Klementin."

Majse Aymo-Boot
"Ruller man sig i sin egen tekst som en frygtelig hund?"

Josefine Graakjær Nielsen
"Har du prøvet at munden sover?"

Andreas Pedersen
"Man skænker mig et jag, så vi kan tænke anderledes, mig og katten, når vi tænker på life."
Sophia Handler
"Ryggen forbliver en plastikkælk."

Den pinedød parodiske læsning

Altså som skribent på Weekendavisen Bøger med 4 tekster i dagens avis, 1 kommentar og 3 anmeldelser (af en svensk roman og 2 x 2 danske digtsamlinger) er jeg i første omgang bare egomanisk irriteret over, at Berkeley UC-Fullbright Scholar Mette Høegs afsindigt dumme og hadefulde og bare afsindige forsideartikel, "Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans", selvfølgelig løber med al opmærksomheden. I anden omgang giver det ikke rigtig mening at polemisere mod så opkørt (for ikke at sige, nu kønsklicheerne bøjes i metrotunneler, så det kan hun da bare selv være: HYSTERISK) vrøvl. Der kører en skiftevis indigneret og bare måbende tråd under Lea Løppenthins FB-omtale af artiklen, hvor digteren Oskar Sjøgren har copypastet en greatest hits over yderliggående langt ude sound bites, og den kan jeg jo bare citere:

"josefine klougarts værker er eksemplariske for tendensen hos kvindelige forfattere til udskadelig svælgen i bløde vage temaer som kærlighed, sorg og tab."

eller hvad med der hvor kristina nya glaffey bliver omtalt som "ligeledes lesbisk".

eller: "de kvindelige (magtfulde litterater LB) får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger"

"det er typisk for denne litterære tendens, at den fremstår som det tilfældige individs selvoptagede forsøg på at hævde og performe sin egen, partikulære identitet under dække af at tale en større sag. forfatterne blander sig gerne i samfundsdebatten uden for værket, men også her fremstår teksterne som udtryk for den forvænte teenagers forkælede insisteren på at blive set og forstået fuldt og helt af sine omgivelser - ikke bare anerkendt eller respekteret eller forstået nogenlunde, men forstået helt præcist som vedkommende selv føler, at vedkommende er - i al sin uvedkommende kønslige og så videre partikularitet."

"mens de kvindelige forfattere således påstår kvindens undertrykkelse under den hvide heteroseksuelle mands dominans, modbeviser deres tekster påstanden gennem deres tydelige dominans i kulturen og udstiller dermed deres irrelevans og selvoptagethed"

"et væld af unge piger søger i disse år optagelse på forfatterskolen - alle tilhører de en generation, hvori hvert enkelt individ er blevet opmuntret i, at netop dét er noget helt specielt. der hersker hos disse yngre kvindelige forfattere en dyb optagethed af deres eget unikke indre følelsesliv og personlige historie; de føler en naturligvis relevans i ikke blot hævdelsen og fremstillingen af deres egen ordinære pigeeksistens, men også i udgivelsen heraf i bogform."

- jeg, LB, citerer den måske allerværste flovse:

Har man været indlagt på psykiatrisk afdeling eller medicineret, anses det som ekstra kvalificerende og adlende (som det blandt andet fremgår af rektor for Forfatterskolen Pablo Llambias' sammenligning af eget medicinforbrug med eleven Asta Oliva Nordenhofs i den selvbiografiske Monte Lema. Nordenhof er i øvrigt sidenhen blevet ansat som fast underviser på skolen).

- det er så offensivt og grotesk offensive at det fik først dig og så mig til at tro, at der simpelthen var tale om en situationistisk PARODISK tekst og en ikke ufremragende sådan. Jeg skrev i dagens korrespondance med WA Bøgers redaktør (der primært handlede om, at vi havde modtaget Nordbrandts nye digtsamling for sent til at få den anmeldt i dagens avis):

Og så behøver du ikke at svare på min til vished grænsende mistanke om, at forsideindlægget er en grum og skidegod PARODI - som alle lige nu på Facebook forarget hopper på.
 
Det har han ikke direkte afvist (og han behøver jo så heller ikke være in on the joke)! I Løppenthin-tråden præsenterer du, mit du, Cecilie Lind, i to tempi, parodi-teorien:

men jeg mistænker - altså det må næsten være en gimmick-text!? teksten er så dum og hadsk og udfoldet i sin idioti med alle grelle ord i verden (navlepillende, kvindelige forfatteres dominans, kønsmodne piger etc. etc.(???)) at jeg ikke kan tro andet end at det MÅ være en form for parodi på det mere usynlige idioti i litteraturdækningen - altså simpelthen måske et eksperiment HVAD det rent faktisk er muligt at få trykt af komplet håbløst ævl? Eller hvad???

jeg tænker – i tilfælde af at artiklen rent faktisk fucker med os – at det er et ret så vildt greb i forhold til at vise mig (jeg har gået og været ekstremt forarget i en time, indtil det dæmrede for mig) præcist HVOR meget pis jeg (som ”kvinde” og ”ung” og tidligere ”forfatterskoleelev” og bare som person der læser aviser) til daglig finder mig i at læse – jf. jes steins ”overvægt af kvindelige forfattere” i nordisk råd nomineringerne – jf. også Jonathan Swifts ”modest proposal” (børn af fattige mennesker som foder)

I givet fald er Harald Voetmanns ironiske kommentar et jo faktisk loyalt koncentrat af den rigeligt omstændelige besærkergang: 

Stakkels danske litteratur, sølle og forslået, væltet omkuld af bissende horder af kvinder, ude af stand til at vende sig mod verden, pint under Pablo Pilatus, gennemboret af stilethæle og kvast under irrelevant formfnidder. Måske er det på tide, vi gør en ende på dens lidelser, tager den af dage på human vis? Jeg er træt af at høre om dens lidelser, er nogen med på at dræbe det sølle kræ?

Spoilologi (tilegnet Josefine Graakjær: DET ER NAVNET PÅ KÆLKEN!)

New York Times' "Public Editor" Margaret Sullivan tager alvorligt stilling til NY SPOILERTEKNOLOGI apropos The Jinx:

Updated. For some of those enthralled with HBO’s documentary series “The Jinx,” the Sunday night news alert from The Times was the very definition of a spoiler.

Leaving nothing to the imagination, it read: “Breaking News: In Documentary, Robert Durst Says He ‘Killed Them All.’ ” And it linked to a just-published Times article about the high drama moment in the final episode of the six-part series, which had just aired. The real estate heir at the heart of multiple murder investigations had muttered some words, recorded on audio, that seemed to be a confession. The day before, in real life, that suspect, Robert Durst, had been arrested on a murder charge in New Orleans.

On Twitter and in my email, there was outrage, particularly from West Coast viewers who hadn’t even had a chance to watch the finale.

In this eerie convergence of police news and popular culture, where many weird questions arise, do these viewers have a point?

The Times’s Metro editor, Wendell Jamieson, told me The Times was on solid ground here because the show had aired.

“We published the story as the credits rolled,” he said, and that was when the news alert went out as well.

“This was news, and it would have been tweeted all over anyway,” he told me. “There’s a competitive element to this; it would have made no sense to hold back.”

(...)

Spoiler. I have no problem with The Times publishing an article that appears as the credits roll and in promoting that article. But in its breaking news tweet and especially in the “push alert” that flashes across your phone, a different issue arises. It’s worth thinking about.

I discussed this Monday with Emily Nussbaum, The New Yorker’s television critic, who has written perceptively both about “The Jinx” (managing, in the current issue, to write something that holds up, despite its being published before the arrest and possible confession) and, years ago, about spoilers. In an email, she put it this way:

The problem with the ethical line on TV spoilers is that, as William Hurt’s character puts it in “Broadcast News,” “They just keep moving the little sucker.” Every time the digital options shift, a new etiquette pops up. With push alerts, personally, I do see the problem, which is that there’s no way for subscribers to “opt out” — especially if the spoiler is in the headline. So for viewers, it’s like some guy throwing your window open and shouting, “Rosebud is his sled!” even if it’s justifiable as news.

So, yes, by all means report the news. Obviously, that’s the priority here. But given the unavoidably in-your-face nature of a “push alert,” a warning and some less specific wording could have eased the pain of “Jinx” devotees who didn’t see the show in real time.

Nåleøjne på stilke gennemfløjet i sejeste stil

Min søn er blevet optaget på Frederiksberg Gymnasium
&
5 af mine Hvedekornsdebutanter, Cecilie, Lea, Martin, Josefine, Ida (og 1 2007-debutant, Sarah, ud af i alt 9), er blevet optaget på Forfatterskolen.

Smukt brudt ind i de elevatorer! Jeg glæder mig til jeres næste kraftspring, om 3 og 2 år, ind i helikoptere og zeppelinere og jumbojets.