-->
Ursula Andkjær Olsens Udgående
fartøj er mange ting: vredesudbrud og filosofisk skrift, klage og hymne, metafysikkritik,
samtidskritik og fremtidsutopi.
Den er en massiv monolit
af en bog – for nu at bruge af dens eget vokabular. Og med sit sorte omslag er
den en mørk makker til Det 3. årtusindes hjerte fra 2012 med det hvide
omslag.
Men lad mig prøve at gøre det
kort:
Udgående fartøj er først og fremmest digte om “at tabe/ at have tabt/ at være taber”, som det
lyder et sted. Men det er vel at mærke ikke tabet – og sorgen over tabet – som
passende afstemt følsomhed, bogen beskæftiger sig med. Det er en rasende, arrig
sorg:
TABET ER DEN PISSE SOMMERFUGL HVIS PUPPE ER
RUND OG
HÅRD SOM EN KUGLE
jeg
er en stenhård kuglebærer
jeg
er en stenhård kuglebærer
jeg
er en stenhård kuglebærer
kom
ikke til mig med jeres bløde shit
Der insisteres med andre ord
på sorgen som helt igennem uproduktiv følelse. Bogens jeg er gennemført knudekvinde
– “rovdyr og fæstning i ét” med en af dets karakteristisk aggressive proklameringer
Dét er digtningen som udfald,
og den skider – for at sige det, som det er – på tidsånden. Ikke mindst tidsånden,
som den inkarneres af den positive psykologi og dens endeløse fordringer om nærvær,
positivitet og produktivitet. Det står ganske klart:
jeg
er ikke i kontakt med min eksistens hver dag
jeg
er ikke til stede i min krop
ingen
verdens fucking ting kommer til mig i drømme
nu
skal det fyres af
At noget skal fyres af, er
helt centralt. Det annonceres på bogens første side. Som titlen peger på,
handler Udgående fartøj ikke kun om at bevæge sig IND i sorgen, men også
om en bevægelse UD. Om en transformation, måske, der går gennem sorgens
og selvhadets nulpunkt.
Det kaldes i hvert fald “øvelser
i selvdestruktion”. Det kaldes:
den bevægelse
hvori taberen bliver til vinder
bliver
til
den bevægelse
hvori vinderen igen bliver til taber bliver til hævner
bliver
til
det
nye menneske
I den bevægelse går sorgens hårde
kugle fra at være massivt sort hul til en slags kosmisk krystalkugle med hele
verden indeni: “en kugle med touch screen/looking glass”, som der står.
Der ligger en utopi i den bevægelse
UD, eller med bogens egne ord, en hyperdrøm: “mit mål er at omstøde AL ensomhed/ mit mål er at kommunikere med ALT”, står der og
videre:
jeg
er begyndt at arbejde med mine blødere dele
jeg
er begyndt at kommunikere gennem kropslige udvidelser
touch screen
looking glass
touch screen
looking glass
/kugle
Her kan jeg passende huske på,
at Through the Looking-Glass
er titlen på Lewis Carrolls opfølger til Alice i Eventyrland – Bag
spejlet på dansk – om en omvendt verden på den anden side af et spejl, en
spejlverden, der måske er en drøm.
I Udgående fartøj er
den drøm dels en teknologisk utopi, en transhumanistisk og posthumanistisk drøm
om at bevæge sig udover det menneskelige og “kommunikere med ALT”, “gennem
kropslige udvidelser”: På samme tid en mystisk fantasi om menneskets ophævelse
som noget, vi reelt – med teknologiens konstante fremskridt – oplever allerede.
Men drømmen er også, helt
enkelt, en social utopi. Sorg er grundlæggende et vidnesbyrd om, at
individer ikke eksisterer i et tomrum, men bliver til gennem sine bindinger til
andre. Og bevægelsen UD i Udgående fartøj er netop også en drøm om at række
udover sin egen grænse og “omstøde AL ensomhed”.
Hvis kroppen, som det foreslås,
er en voldgrav rundt om selvet, så må vi, som der står, “FLETTE VOLDGRAVENE SAMMEN”: “I er nødt til at åbne jeres voldgrave for
min/ række jeres kanaler ind i min afgrund”.
Der er en særlig samklang
mellem hjerne og hjerte i Udgående fartøj. På den ene side er digtene næsten
filosofi, på den anden virker de helt ur-poetisk kropsligt gribende i al deres
affekt.
Det lange, serielle forløb i
bogen er én lang opbygning af spænding, en fortætning drevet frem af vrede versaler og messende gentagelser.
Selvfølgelig må det – som den
fysiske kosmologi foreskriver – ende i en eksplosiv ekspansion, et big bang,
og det gør det. Mod slut slår det ud i et fremmedartet, men strømmende, strålende og sprængt sprog og en nærmest barok jubel:
At
græde sammen,
danse
i vindtårne.
En
anden holder øjnene i hjertet,
og
du kan eksplodere mit hjerte så stort!
Udgående fartøj er en mørk bog, ja, men den har også et vildt og
skønt lys dér i sin hyperdrøm.
Det er lige nøjagtig i bevægelsen fra den tunge sorgs anspændte, hidsige
besværgelser til utopiens ekstatisk henførte tungetale, at der opstår noget helt sublimt. Noget, der føles lidt som
at bevæge sig fra et koldt mørkt værelse ud
i højsommerens skinnende lys.
Jeg vil gerne sige tillykke –
tillykke Ursula med Kritikerprisen 2015 – men jeg vil også gerne bare sige tak,
for denne bog, mange tak!
