Hvad Philip Guston citerer Dickens for på sin aterliervæg (wandering about in my old wild way)

 

(fyldigere citat - fra et brev til Mrs Winter 3. april, 1855 - for 170 år siden - gælder også kritikere lige præcis, og i går uddelte vi i Kritikerlavet Kritikerprisen til Christel Wiinblad, der takkede inderligt på telefon, og Georg Brandes prisen til Jørn Erslev Andersen, der (u)takkede spidst in person, og de ville begge selvfølgelig helst have skrevet videre i stedet for (Christel fortalte, at hun havde skrevet en ny bog, AT GLÆDE SIG!)) 

 “A necessity is upon me now — as at most times — of wandering about in my old wild way, to think. I could no more resist this on Sunday or yesterday than a man can dispense with food, or a horse can help himself from being driven. I hold my inventive capacity on the stern condition that it must master my whole life, often have complete possession of me, make its own demands upon me, and sometimes, for months together, put everything else away from me. If I had not known long ago that my place could never be held, unless I were at any moment ready to devote myself to it entirely, I should have dropped out of it very soon. All this I can hardly expect you to understand — or the restlessness and waywardness of an author’s mind. You have never seen it before you, or lived with it, or had occasion to think or care about it, and you cannot have the necessary consideration for it. “It is only half an hour,” —  “It is only an afternoon,” — “It is only an evening,” people say to me over and over again; but they don’t know that it is impossible to command one’s self sometimes to any stipulated and set disposal of five minutes, — or that the mere consciousness of an engagement will sometimes worry a whole day. These are the penalties paid for writing books. Whoever is devoted to an art must be content to deliver himself wholly up to it, and to find his recompense in it. I am grieved if you suspect me of not wanting to see you, but I can’t help it; I must go my way whether or no.”

Præcist adjektiv om Cecilies bog

Mit barn er lige så rimeligt som dejlig også på shortlisten til Kritikerprisen sammen med 27 år ældre Pablo Llambías Zombieværtshus og endnu 27 år ældre Jørgen Leths Det bliver ikke væk - 3 GENERATIONER SPILLER GUD! - til en glimrende Kritikersalon om de tre bøger på Brøg Litteraturcafé den anden dag brugte Mikkel Krause Frantzen dette ord om Cecilies bog (selvom, fremhævede han, jeget paradoksalt nok hele tiden undskylder for sig selv), det, synes jeg, passer på en prik:

UUNDSKYLDELIG

Det lille bitre suk

Skammeligt, at Grotrian aldrig nåede at modtage hverken Kritikerprisen eller Akademiets Store Pris, vi skal være påpasselige med påskønnelsen (Kritiker-ignoreringen er jeg selv medansvarlig for (selvom han var nomineret flere gange)) (Ørnsbo fik heller aldrig Kritikerprisen, mærkværdigt nok)

Scoop: Rasmus' takketale og TAKKE-BONUS-DIGT!

Rasmus Nikolajsen har eddervenligt overdraget Blogdahl sin takketale for Kritikerprisen og frem for alt sit TAKKE-BONUS-DIGT:

-->

"Tale og digt

Man 's a strange animal, and makes strange use

       Of his own nature

skrev Lord Byron i versromanen Don Juan. Hvis man foretager en lidt manipulerende

oversættelse, hvilket jeg har gjort hjemmefra, kan man få det til at blive til:

Mennesket er et mærkeligt dyr, der fremviser sin natur

på unaturlige måder

Få ting er mærkeligere, og mere unaturligt, måske, end litterære priser. Det skulle da lige være litteraturen selv. Og få ting er altså, hvis vi brygger videre på Byroncitatet, mere menneskeligt.

Mærkeligt eller ej, mærkelig eller ej, så er jeg både stolt over og glad for at modtage Kritikerprisen! Selvom jeg egentlig er ganske selvsikker, overbevist om at når jeg føler noget sammen med et digt, ja, så vil andre også kunne føle noget, vedbliver det at være et mysterium for mig, hvad der gør et godt digt. Dels fordi det flytter sig hele tiden. Dels fordi, selvsikker eller ej, så ved man jo aldrig. Når man har skrevet et digt, ved man aldrig om digtet kommer til live ude hos, inde i, læseren. For slet ikke at tale om hvordan. Jeg har hele tiden tænkt Tilbage til unaturen som en melankolsk bog, der digtes trods alt om menneskehedens undergang og klimakrise, skilsmisse, kødspisere, men efter udgivelsen opdagede jeg snart, at mange læsere fandt den, eller dele af den, sært opmuntrende. Det melankolske bliver åbenbart suppleret, eller tryllet om, af selve sprogarbejdet. Det lille smæld det giver når ordene finder på plads, i såvel skrivningen som læsningen, er glædesfyldt. Desuden er mange af digtene skrevet over samme mønster, eller i en ensartet bevægelse, som giver plads til både melankoli og glæde: Jeget gør sin entré i digtet med en forventning om at skrive noget bestemt, men ak, denne forventning skuffes og i stedet får vi så et andet og uventet digt, hvor solen aldrig står op og hunden gør ad havet.

Under alle omstændigheder er det altid en stor tilfredsstillelse for mig, når mennesker på den ene eller anden vis fortæller mig, at de har oplevet noget med mine digte. At digtene er kommet til live hos dem, kommet til live med dem. Og litteraturkritikere, har jeg lært med årene, er jo også mennesker. Litteraturmennesker endda, litteraturfreaks, my favorit kind of animal. Sammen med hval og krage.

Så tak! Og som yderligere tak vil jeg gerne, fra en litteraturfreak til alle jer litteraturfreaks, benytte lejligheden til at offentliggøre, ved at oplæse, et digt som ellers har været gemt af vejen, og som måske aldrig, hvem ved, finder en bog at bo i. Digtet blev, som det sidste, sorteret fra Tilbage til unaturen. Hvorfor sorterede jeg det fra? Ja, det ved jeg faktisk ikke. Måske fordi digtet ikke er godt nok. Måske fordi jeg begik en fejl og ikke sorterede godt nok, ja, eller sorterede lidt for godt. Eller måske fordi digtet ikke er melankolsk nok, der er simpelthen lidt for meget LOVE i det her digt.

Var digtet blevet inkluderet i Tilbage til unaturen, havde det haft titlen Hellebækgade 23, 4.th., 29. marts 2014, men nu hvor det er for sig selv, hedder det Påskeliljer.

Påskeliljer

Jeg må, inden de ryger ud

på bagtrappen, skrive om den

buket påskeliljer, jeg gav

din stue i går. De stod og

knirkede hele aftenen,

hver gang en af dem brød sit skjold,

sit æg, gav det et lille klak,

klik, som fra en dør der puffes

i hak. Den måde nuet gav

sig til kende på der. Så i

morges stod de og lignede

små gule studenter, følte

sig vist udødelige, men

en bladlus havde slået sig

ned i buketten og det var

svært ikke at tænke på den

som en engel der samler pant

i egoets bypark. Da jeg

så kom hjem i eftermiddags,

duftede din lejlighed af

rengøringsmiddel, men også

harskt. Det var liljerne der, nu

radioaktivt gule, stod

i deres seksualitet

og strålede. Du, der havde

været i det hele dagen,

havde slet ikke bemærket

hjemmets forvandling, men knap var

jeg kommet indenfor, før vi,

forheksede, elskede vildt

i den grå sofa. Den måde

man er rummet omkring sig på."

 

(foto: Louise Kønigsfeldt)

Besjælingsgenopgejlingen - talebonus!

Da Erik Skyum-Nielsen holdt tale for ved uddelingen af Kritikerprisen til Rasmus Nikolajsen for Tilbage til unaturen sprang han - sagde han! - over et par større afsnit, der gik i dybden med Mickey Mousing og metaforkritik; disse tabte afsnit kan nu læses i den udvidede udgave af den gode tale inde på Kritikerlavets hjemmeside og lige HER:

"(...) i den tredje novelle (i Nikolajsens Den ulykkelige boghandler LB), ”Cykelturen” (indgår) en ligeledes uskreven selvbiografisk roman, hvis politiske og erotiske handling udspiller sig i Berlin, og hvis særlige twist består i en reality-variant af litterær Mickey Mousing.
Og hvad er så det? Jo Mickey Mousing er en teknik i tegnefilm, hvor musikken meget direkte kommenterer filmens handling. Og litterær Mickey Mousing er ”når et element i en tekst ganske underordnes et andet, fx når miljøbeskrivelsen underordnes personbeskrivelsen, som når vejrfænomener får en overtydelig overført betydning; Det stormer og vores helt er vred. Det regner, hun er trist.” Men stop nu lige lidt. Et eller andet sted er det jo det, der hele tiden sker i narrativ prosa: Der overføres betydning. Termen dækker sådan set bare de tilfælde, hvor sammenfaldet virker overgjort. Er forfatteren derimod fuldt bevidst om sit eget greb, er det ifølge Rasmus Nikolajsen helt OK, f.eks. når en forfatter bruger ”reality-varianten” af litterær Mickey Mousing og beskriver noget, han faktisk har gjort, noget oplevet, og denne handling eller oplevelse i hans beskrivelse får en meget tydelig, ofte ligesom påklistret overført betydning, sådan som i Berlin-romanen – hvis den altså nogensinde var blevet skrevet!
(...)
Konceptet i den om lidt prisbelønnede, overmåde stramt komponerede bog (Tilbage til unaturen LB) – 12 digte på hver fire strofer på hver otte linjer med otte stavelser i hver, efterfulgt af to digte på henholdsvis seksten og otte strofer, nu på enten fire eller atter otte linjer, men stadigvæk med otte stavelser i hver – går ud på at konfrontere det genkommende problem i traditionel naturlyrik: At et poetisk billede af naturen altid også vil være et billede af noget andet. 1) En projicerende gengivelse af subjektet selv. 2) En symbolsk genspejling af menneskets ”indre” natur. 3) En gentagelse af de greb, som digtere traditionelt har brugt til at sætte naturen på skrift. Samt 4) En genopgejling af den manøvre, som vi kalder besjæling, og hvormed digteren siger, at naturen er skøn og sublim, men siger det på en måde, så det tydeligt fremgår, at skønheden og ophøjetheden befinder sig helt på digtets egen side i form af harmoniske rytmer, iørefaldende klangfigurer, velturnerede sætninger og smagfuldt udsøgte sammenligninger.
Rasmus Nikolajsens bestræbelse retter sig mod at skrive digte i og om naturen og altså fastholde mødet med naturen som et fortsat gyldigt digterisk anliggende, men samtidig søge at styre uden om naturdigtets faldgruber – først og fremmest den selvspejlende besjæling og den lighedspostulerende metafor. Denne form for navigation er for øvrigt slet ikke ny. Vi kender den fra Ovids parodier på Vergils sammenligninger og fra Shakespeares i mange tilfælde eksplicit metaforkritiske sonetter, og vi kender den også fra det sene 1600-tals metafysiske poeter, f.eks. John Donne, hvis foretrukne trope ’conceit’ består i en sammenligning, hvis skævhed er mere slående end dens ligefremhed, og som får læseren til at gå ind på en lighed mellem udgangsforestilling og erstatningsforestilling, samtidig med at man forbliver kraftigt bevidst om manglen på metaforisk identitet, med andre ord nøjagtig samme effekt som når prosabeskrivelser får en meget tydelig, ofte ligesom påklistret overført betydning."

 

foto: Louise Kønigsfeldt

Kritisk glitrende debutår: 2000!

4 2000-debutanter har nu modtaget Kritikerprisen (og 3 i træk!):

Lars Frost, 2011

Harald Voetmann,  2014

Ursula Andkjær Olsen, 2015

Rasmus Nikolajsen, 2016

2000 ligger dermed lige efter 1966 - som Anne-Marie Mai har skrevet en entusiastisk vidende bog rundt om (blandt andet på grund af debutantrigdommen) - som mest Kritikerpriste debutår:

Vagn Lundbye, 1978

Henrik Nordbrandt, 1984

Peer Hultberg, 1992

Henning Mortensen, 2000

Klaus Høeck, 2008

(andre stærke 2000-debutanter: Lars Skinnebach, der for fanden snart skal udgive noget nyt, han kan få Kritikerprisen for)

(andre stærke 1966-debutanter: Arthur Krasilnikoff, Viggo Madsen, Dan Turèll - Viggo kan og skal stadig nå at få Kritikerprisen)

Plet-Bernhard gør sidst!

- fra Rasmus Nikolajsens anden bog, SølvKANIN, 2001, sektion 2:

Min mors nye hund Plet-Bernhard
8 uger gammel
ligger og sover på min ene sko, hvilken?

I morgen tager jeg af sted igen
du må ikke knytte dig for tæt til mig
må du vel

*

Nårh
er du en god hund
savner du din mor
dine søskende
har du hilst på JØRGEN LETH

* JØRGEN LETH kan skiftes ud med en bred og stadigt
udvidende vifte af andre passende navne

*

Plet-Bernhard gør ad katten
lægger sig
på mine fødder

Jeg tænker på selvmord

Du ved ikke hvem du savner
det ved du nemlig ikke, nej
det gider du da ikke vide

*

Plet-Bernhard
sover i solen
(jeg er nødt til at sidde helt stille med mine fødder)

savner naturligvis sin mor
kan ikke lide katte

Hva, hvad laver du, Plet-Bernhard
laver du ingenting, hva
laver du ingenting

- fra RN's ny, Kritikerprisbelønnede bog, Tilbage til unaturen:

SANGSTRUP KLINT,
25. DECEMBER 2013

Min mors hund, Plet-Bernhard, mere
end tretten år gammel, og jeg
er kørt ud for at gå en tur
ved Sangstrup Klint, men har givet
op og sat os i læ for at
kontemplere. det er ved at
være sent, og et turkist lys,
alt det lette, løftes op af

Kattegat. Bag os, klinten, som
en tandrække, og overfor,
længst ude, tilført en dråbe
rødguld, en mørk skybræmme fyldt
ind i horisontsprækken. Og
så bølgerne,de kværner løs,
som dage i et liv, men der
er også en knitren, under

den vanlige brummen, som jeg
aldrig før har hørt. Og jeg har
en følelse af at havet,
der hæver op, eller rejser
børster, hver gang det nærmer sig
land, er et levende væsen,
at det ånder. Plet-Bernhard må
have registreret noget

tilsvarende, han begynder
i hvert fald at knurre, rejser
sig så og og går de får skridt frem
til vandkanten og begynder
at gø. Og så er det, jeg
kan ikke sige det bedre
end Plet-Bernhard gør det her på
stranden, hvor han gør af havet.

 - afslutningen på Erik Skyum-Nielsen anmeldelse af sølvKANIN i information:

"»Det Digt, som søger Originalitet for enhver Pris, er viljeløst Offer for Tidens Moder. Det dør med dem. Det var altid Fortid. Blot et Par Aar efter dets Tilblivelse synes det os et Loft, stuvet til med gammelt Skrammel,« skriver Paul la Cour i Fragmenter af en Dagbog. I Rasmus Nikolajsens tilfælde består det forladte inventar i selvkommenterende lal og friskfyragtige fjollerier. Mere fordrer han ikke af sine egne ord. »En sol er en prut,« oplyser han - og siger nederst på siden, som svar: »  sådan udsprang blot et par kløhandsker fra mine mange dyrekærester«. Man forstår, at formens knaphed og stramhed skal manifestere vilje til trods alt at installere en lille smule orden i kaos. Men derudover forstår man ikke så forfærdelig meget. Eksempelvis kan vi springe ind på side 14 og læse et selvmordsdigt, der omtaler en hund. Den møder vi igen fire sider henne, i en tekst, der om sig selv forsikrer, at »I DETTE DIGT BLEV ALLE DYR UDRYDDET: / HÅNDEHVALP VOLDKAT RØV HAJRE + SVINEPAR«. Hajren knyttes der så an til i den følgende sektion, hvor det bl.a. hedder: »Og storken, den har jeg fra Illums julekatalog - den flyver selv ud, vent blot / men først må vi sætte os sammen til en slangeskindsstøvle « Må vi og skal vi virkelig det? Hvorfor ikke spilde tiden med noget andet, når vi nu alligevel aldrig får den igen?"

- min anmeldelse af SølvKANIN i Weekendavisen:

"Hare hiphop

 

21. september 2001 

PLIDDER. Rasmus Nikolajsens anden bog er en bittelille, spøgefuld kapriciøsitet, som vi for skamløsheds skyld griber med kyshånd.

Rasmus Nikolajsen: sølvKANIN. 32 sider. 139 kr. Borgen.  

SølvKANIN hedder Rasmus Nikolajsens anden bog med tryk på »kanin«, og jeg gamle mand kommer straks til at tænke på Jeff Koons’ gennembrudsværk, Rabbit, fra 1986 (da digter Nikolajsen var ni år): en metalstøbt oppustelig kanin, hvilket synes helt rimeligt ansigt til ansigt med det lilebitte (ret præcist en dobbelt b16) bogværks forsøg på at sætte form på noget meget lidt og let: noget kærlighed, noget sommer, noget barndom og noget dyrefabulerende pjank. Digteren opsummerer selv projektet i den indledende indholdsfortegnelse: »Min vandafvisende barndom et lala (0 selvmord!)/ + dit blanke udgangspunkt …/ mere MINDRE/ - dette er en samling blomkåls-hjerte i farvelagte handicaps,« hvilket naturligvis i sig selv er et meget godt eksempel på den nikolajsenske metode i renkultur: sirlig, løsagtig pludren, godmodigt ordspillende og surr. barokbelagt.

De indledende og afsluttende afdelinger med hver fire firkantede tekster, henholdvis seksliniere og femliniere, følger med deres erotiske tumult ret direkte op på Nikolajsens debutbog, den anderledes stramt organiserede og tæt trallende digte om lidt fra sidste år, det er lige netop bare de grader mere opspeedet og udflippet, hvilket efter denne uhjælpelige anmelders mening kun gør dem endnu mere indtagende, ja jeg tør sgu godt bruge det fæle ord charmerende: »Du er noget i luften, sagde han, som hun sad i sine bryster, eller/ mindre, åh, jeg bliver brændt af i din klimaændring. Drømme var/ efterspurgte, det var kun godt at det var lidt skidt, men jeg kunne/ kun se det fra din anden side. De der elskede døde i digtet, man/ måtte holde lidt igen, lige meget hjalp det og pludselig kunne du selv/ være min voodoodukke.« I disse omtrentligt trygge poesizoner ligner Nikolajsen med fuld selvstændighed stadigvæk en ætling til Jac og Vizki, med Schade som grandryssende onkel. I de tre afdelinger derimellem - 4 helt ligefremme, barnlige digte om morens nye hund »plet-Bernhard«, 4 oplistende »sommer-rapporter« med diverse dyremotiver, herunder en død mus og rockerhajer, fire spøjse, disparate dobbeltlinier (1 øverst, 1 nederst på siden), de fleste også med dyremotiver - er han nogle anderledes underlige og mystiske steder henne, private og syrede og fabulerende, midt mellem Henrik Have, Simon Grotrian og Thomas Krogsbøl måske, i de hårdkogte og blødhjertede landsbytossers rige. Der er en let melankolsk, sort slagskygge inde over disse yderligtgående tekstualiteter, hunde-digtene handler meget om hundens »savn« (der er klart nok også en hilsen til Laugesens hundedigte og helt eksplicit til Jørgen Leths »søde heste« i hans Billedet forestiller ), et »selvmord« nævnes i forbifarten et par gange, der er som sagt den døde mus (og usikkerheden om hvorvidt erindringsstoffet er samtidigt eller tilhører en barndom eller begge dele) og hajrockerne, og flere af dobbeltsætningerne er særdeles ambivalente, hvad de nu end egentlig betyder, f.eks. disse to: »Fisk drak dig baglæns« og »HUSK SURT OPSAT MYREBLOD«. Moltonerne + den overhængende åndssvaghed + den markerede formelle diversitet (børnedigte, lister, dobbeltsætninger) + dyrefabuleringen er sammenlagt en irriterende original og uigennemskuelig tekstkonspiration, der som det dér myreblod går ind under huden halvt imod ens vilje. Det er meget svært at lave en virkelig karakterfuld og lysende bagatel (Koons har f.eks. ikke formået at lave mere end den ene fantastiske kanin), det er lykkedes Rasmus Nikolajsen (også) denne gang, så jeg har i hvert fald ikke noget umiddelbart behov for, at han modnes betydeligt, og nu må I hellere få rapporten om hajrockerne: »1 svanepar i medvind/ modvind/ 1 hajkutter (kaldet »Svanen«)/ + øvrige (ingen hajer)// 14 dage senere (5 år før):// »Sildehajerne« er en berygtet bornholmsk rockerbande/ Bornholm er forsvundet fra havets overflade (det er dem der har gjort det!)/ befinder os på Bornholm, lige ved:/ HAVET ER LYSEGRØNT/MÆRK DET MED TÆERNE/SVANEKØD ER SØD.« Det er Rasmus Nikolajsen også, ja han er så, nå!"

Eksklusivt for Blogdahl: KIZAJA UR-M'S KRITIKERPRIS-TALE FOR URSULA AO

(Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen talte i går for Ursula Andkjær Olsen ved Kritikerlavets prisuddeling på Københavns Hovedbibliotek)

-->

Ursula Andkjær Olsens Udgående fartøj er mange ting: vredesudbrud og filosofisk skrift, klage og hymne, metafysikkritik, samtidskritik og fremtidsutopi.

Den er en massiv monolit af en bog – for nu at bruge af dens eget vokabular. Og med sit sorte omslag er den en mørk makker til Det 3. årtusindes hjerte fra 2012 med det hvide omslag.

Men lad mig prøve at gøre det kort:

Udgående fartøj er først og fremmest digte om “at tabe/ at have tabt/ at være taber”, som det lyder et sted. Men det er vel at mærke ikke tabet – og sorgen over tabet – som passende afstemt følsomhed, bogen beskæftiger sig med. Det er en rasende, arrig sorg:

TABET ER DEN PISSE SOMMERFUGL HVIS PUPPE ER RUND OG

HÅRD SOM EN KUGLE

jeg er en stenhård kuglebærer

jeg er en stenhård kuglebærer

jeg er en stenhård kuglebærer

kom ikke til mig med jeres bløde shit

Der insisteres med andre ord på sorgen som helt igennem uproduktiv følelse. Bogens jeg er gennemført knudekvinde – “rovdyr og fæstning i ét” med en af dets karakteristisk aggressive proklameringer

Dét er digtningen som udfald, og den skider – for at sige det, som det er – på tidsånden. Ikke mindst tidsånden, som den inkarneres af den positive psykologi og dens endeløse fordringer om nærvær, positivitet og produktivitet. Det står ganske klart:

jeg er ikke i kontakt med min eksistens hver dag

jeg er ikke til stede i min krop

ingen verdens fucking ting kommer til mig i drømme

nu skal det fyres af

  

At noget skal fyres af, er helt centralt. Det annonceres på bogens første side. Som titlen peger på, handler Udgående fartøj ikke kun om at bevæge sig IND i sorgen, men også om en bevægelse UD. Om en transformation, måske, der går gennem sorgens og selvhadets nulpunkt.

Det kaldes i hvert fald “øvelser i selvdestruktion”. Det kaldes:

den bevægelse hvori taberen bliver til vinder

bliver til

den bevægelse hvori vinderen igen bliver til taber bliver til hævner

bliver til

det nye menneske

I den bevægelse går sorgens hårde kugle fra at være massivt sort hul til en slags kosmisk krystalkugle med hele verden indeni: “en kugle med touch screen/looking glass”, som der står.

Der ligger en utopi i den bevægelse UD, eller med bogens egne ord, en hyperdrøm: “mit mål er at omstøde AL ensomhed/ mit mål er at kommunikere med ALT”, står der og videre:

jeg er begyndt at arbejde med mine blødere dele

jeg er begyndt at kommunikere gennem kropslige udvidelser

touch screen

looking glass

touch screen

looking glass

/kugle

Her kan jeg passende huske på, at Through the Looking-Glass er titlen på Lewis Carrolls opfølger til Alice i Eventyrland – Bag spejlet på dansk – om en omvendt verden på den anden side af et spejl, en spejlverden, der måske er en drøm.

I Udgående fartøj er den drøm dels en teknologisk utopi, en transhumanistisk og posthumanistisk drøm om at bevæge sig udover det menneskelige og “kommunikere med ALT”, “gennem kropslige udvidelser”: På samme tid en mystisk fantasi om menneskets ophævelse som noget, vi reelt – med teknologiens konstante fremskridt – oplever allerede.

Men drømmen er også, helt enkelt, en social utopi. Sorg er grundlæggende et vidnesbyrd om, at individer ikke eksisterer i et tomrum, men bliver til gennem sine bindinger til andre. Og bevægelsen UD i Udgående fartøj er netop også en drøm om at række udover sin egen grænse og “omstøde AL ensomhed”.

Hvis kroppen, som det foreslås, er en voldgrav rundt om selvet, så må vi, som der står, “FLETTE VOLDGRAVENE SAMMEN”: “I er nødt til at åbne jeres voldgrave for min/ række jeres kanaler ind i min afgrund”.

Der er en særlig samklang mellem hjerne og hjerte i Udgående fartøj. På den ene side er digtene næsten filosofi, på den anden virker de helt ur-poetisk kropsligt gribende i al deres affekt.

Det lange, serielle forløb i bogen er én lang opbygning af spænding, en fortætning drevet frem af vrede versaler og messende gentagelser.

Selvfølgelig må det – som den fysiske kosmologi foreskriver – ende i en eksplosiv ekspansion, et big bang, og det gør det. Mod slut slår det ud i et fremmedartet, men strømmende, strålende og sprængt sprog og en nærmest barok jubel:

At græde sammen,

danse i vindtårne.

En anden holder øjnene i hjertet,

og du kan eksplodere mit hjerte så stort!

Udgående fartøj er en mørk bog, ja, men den har også et vildt og skønt lys dér i sin hyperdrøm.

Det er lige nøjagtig i bevægelsen fra den tunge sorgs anspændte, hidsige besværgelser til utopiens ekstatisk henførte tungetale, at der opstår noget helt sublimt. Noget, der føles lidt som at bevæge sig fra et koldt mørkt værelse ud i højsommerens skinnende lys.

Jeg vil gerne sige tillykke – tillykke Ursula med Kritikerprisen 2015 – men jeg vil også gerne bare sige tak, for denne bog, mange tak!

Mesterårgangen 1997-99

Hvis vi ser på Forfatterskoleårgange og Kritikerprisen er nu årgang 1997-99 klart i front med hele 2 prisvindere - endda i sekvens: Harald Voetmann 2015 og Ursula Andkjær Olsen 2016 (året før, 2014, fik deres dengang (i 90'erne!) unge og rimelig nyslåede rektor, Niels Frank, prisen)

Hvis vi udvider til siamesiske årgange (som jeg kalder det i Generationsmaskinen), hvilket der er en vis rimelighed i  da man altid går sammen med én anden årgang (i første år den forrige, i andet år næste) triufmerer 1996-98 + 1997-99: Lars Frost 2011 + Voetmann & Andkjær (flere potentielle prismodtagere i de 2 årgange stadigvæk, mest fremtrædende: Mikkel Thykier + René Jean Jensen). På andenpladsen kommer 1988-90 + 1989-91: Christina Hesselholdt 2010 + Helle Helle 2005.

Og så har jeg faktisk også nævnt samtlige Forfatterskoleuddannede Kritikerprismodtagere, undtagen Katrine Marie Guldager fra årgang 1992-94, der fik prisen i 2004.

Dvs. i alt 6 prismodtagere med elevbaggrund foreløbig (og 2 med rektorbaggrund: Frank & Hans Otto Jørgensen 2007 (da han stadig var rektor)). God gået, skole!

URSULA FÅR DEN KRITISKE PRIS OMSIDER!

(og ikke den ukritiske pris ...)

så er der nyt fra Litteraturkritikernes Lav:

Kritikerprisen 2015 tildeles Ursula Andkjær Olsen for digtsamlingen 'Udgående fartøj' med følgende motivering:

”Vi har længe haft øje for Ursula Andkjær Olsens poesi. Hun var nomineret til Kritikerprisen i 2004 med 'Ægteskabet mellem vejen og udvejen' og igen i 2006 med 'Skønheden hænger på træerne'.

Udtrykket ’udgående fartøj’ kender man fra maritimt sprog, hvor man taler om ud- og indgående fartøjer, når skibe sejler ud og ind ad havnen. På bogens bagside ser man en slags udgående fartøj, nemlig Sophia Kalkaus værk, ’Sarkofag’ fra 2004. En sarkofag er en kiste, ordet betyder kødædende, et sted, hvor kødet ædes. Man kan tale om Ursula Andkjær Olsens digtsamling som et kødædende sted. Et sted, hvor læseren i en eller anden forstand bliver spist og spyttet ud igen. 'Udgående fartøj' er en bog om sorg og tab. Men værket taler ikke med det psykologiske sprog, der efterhånden er blevet fælleseje, når vi taler om at sørge og miste. Sorgtalen i 'Udgående fartøj' er den vrede og uforsonliges: ”jeg er en stenhård kuglebærer/jeg er en stenhård kuglebærer/jeg er en stenhård kuglebærer/kom ikke til mig med jeres bløde shit”. Værket taler tillige den positive psykologi ret imod: ”had dig selv/ som du hader din næste”.
Det handler om ikke at ville befries for sorgen og tabets smerte. Om ikke at blive hjulpet af den bløde hånd. Om ikke at ville gøre sorgen mindre ved at komme igennem den. I stedet kan man laste sig med tabet, gøre sig selv til en sarkofag, et udgående fartøj, lastet med sorgens tunge kugler.
Værket insisterer på det svære. På at vi som mennesker er fremmedgjorte fra begyndelsen, at vi begynder med en adskillelse. At vi altid skal miste. At vi mister barnet, idet vi får det. At et møde er forudsat af et tab.”

Kritikerprisen overrækkes sammen med Georg Brandes-prisen, der går til Hans Otto Jørgensen, den 14. april 2016 kl. 17.00 på Hovedbiblioteket i Krystalgade, København K. Alle er velkomne!
Modtageren af Kritikerprisen udpeges ved urafstemning blandt medlemmerne af Litteraturkritikernes Lav. Årets øvrige nominerede var Dennis Gade Kofod for romanen Nancy (Rosinante) og Hanne Højgaard Viemose for romanen Mado (Basilisk).
Sidste års modtager af Kritikerprisen var Harald Voetmann for romanen Alt under månen (Gyldendal).

HANS OTTO FÅR EN GEORG!

Sjældent har valget af prismodtager på samme tid været mere indlysende og mere glædeligt:

Georg Brandes-prisen 2016 går til Hans Otto Jørgensen (der for længst har fået sin Kritikerpris (for Helt og heltinde i 2007, han og en anden eks-Forfatterskolerektor, Niels Frank, er de eneste dobbelte prismodtagere) for sin målrettede, intense og oprømte ANTI-Det moderne gennembruds mænd, Horden.

De tre nominerede til Krtikerprisen (som jeg modsat GB-pris har haft en vis indflydelse som bestyrelsesmedlem af Kritikerlavet (vi diskutererede og stemte os frem en januaraften)) er der ikke mindre gods i OG GLITTER PÅ:

Hanne Højgaard Viemose: MADO (også nomineret til Montanaprisen, som hun ikke fik (men hun fik publikums/champagne-prisen) og Weekendavisen Litteraturpris, som hun forbandet heller ikke fik)

Dennis Gade Kofod: Nancy (ikke nomineret til andre priser, uretfærdigt nok, men desto mere retfærdigt med den her nominering for den sære, stærke bog (og det tilhørende, groft  undervurderede, sære, stærke forfatterskab)

Ursula Andkjær Olsen: Udgående fartøj (superstjerne jo og Krtikerpris-nomineret flere gange gange før, også indstillet til Politikens Litteraturpris, som hun også MÅSKE får, da alle nominerede er digtbøger, men hun sælger sgu nok desværre mindre end de glimrende, unge mænd; jeg håber ikke, at hun gør!)

Pressemeddelelse fra Litteraturkritikernes Lav

Bestyrelsen for Litteraturkritikernes Lav, der er en sammenslutning af danske litteraturkritikere og anmeldere, har nomineret tre spidskandidater til Kritikerprisen for 2015.

Til Kritikerprisen 2015 er følgende kandidater indstillet:

Ursula Andkjær Olsen for digtsamlingen Udgående fartøj (Gyldendal)

Dennis Gade Kofod for romanen Nancy (Rosinante)

Hanne Højgaard Viemose for romanen Mado (Basilisk)

Fra Kritikerlavets side vil vi gerne markere indstillingerne af disse tre værker, der i særdeleshed udmærker sig ved deres litterære kvalitet.

Det gør vi med et arrangement under litteraturfestivalen Kbh Læser på Hovedbiblioteket i Krystalgade, København, mandag den 29.2 kl. 17.00, med oplæsning af forfatterne og præsentation af værkerne i en kritikersalon.

Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.

Modtageren af Kritikerprisen afgøres via afstemning blandt lavets medlemmer.

Prisen uddeles traditionen tro i Kulturstyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, 1553 Kbh. Nærmere oplysninger om dette arrangement følger.

Samtidig kan vi meddele, at modtageren af Georg Brandes-prisen 2015 er:

Hans Otto Jørgensen for sit værk Horden (Gladiator)

Georg Brandespris-udvalget, der i år udgøres af Lotte Kirkeby Hansen, Mikkel Bruun Zangenberg og Mads Rosendahl Thomsen, begrunder deres valg således:

Georg Brandes-prisen 2015 går til Hans Otto Jørgensen for ’Horden’ og hans læsninger af en række kendte og mindre kendte danske forfattere fra Det moderne gennembrud. ’Horden’ er en fremragende og i ordets bedste forstand personlig og folkelig formidling af et felt og af en række værker. Hans Otto Jørgensen læser tæt, tænker historisk og aktualiserer glemte og marginaliserede forfattere på en vedkommende og original måde og knæsætter således på imponerende vis en ny omgang med det gennemtærskede moderne gennembrud.

Både Kritikerprisen og Georg Brandes-prisen er finansieret af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur.

Spørgsmål kan rettes til kamillalofstrom@gmail.com

Kamilla Löfström, oldermand for Litteraturkritikernes Lav

LØGN OG LATIN Á GOGO - Tale til Voetmann!

LØGN OG LATIN Á GOGO

- tale ved tildelingen af Kritikerprisen 2015 til Harald Voetmann for romanen Alt under månen

Hvornår har en dansk digter sidst oversat prisværdigt fra latin? Måske skal vi helt tilbage til Jens Baggesen fordanskning af Ludvig Holbergs europæiske bestseller Niels Klim fra revolutionsåret 1789. Her får I Baggesens pralerappende version af Niels Klims selvanbefalende digt til Bergens borgere, som Harald Voetmann passende kan spytte med på i dagens anledning:

  ”Hvad vil du? saa siig!/ Det stærkeste, vældigste, største paa Jorden,/ Fra Syden til Norden./ Maa adlyde mig./ Jeg Regnbuen bryder,/ Jeg Stierner. og Solen, og Maanen nedskyder,/ Jeg Torden at dundre ved Maaneskin byder,/ Mig Stormen og Vindenes Hvirvel adlyder,/ Jeg giør, at af Klippen sig Honning udgyder,/ At Nordhavets Bølge. som Bækkenes, flyder./ At Hekkenfeld fryser og Iisbierget syder./ Hvad vil du? saa siig!/ Hvad findes i Havet, hvad er der paa Jorden,/ I Luften og Ilden, fra Syden til Norden,/ Som lyder ei mig?”

  Voetmann har oversat to særdeles læseværdige bøger rent fra latin, Om mennesker og dyr, udvalgte tekststykker fra bind 7 og 8 af Plinius den Ældres Naturalis Historia, i 2008 og Petronius’ roman-fragmentarium Satyricon i 2009.

  Og så har han oversat urent fra latin, monteret rene latinske oversættelser sammen med falske latinske oversættelser, i sine to fremragende, brandoriginale historiske romaner, Vågen fra 2010, der rent faktisk udspiller sig eller rettere udskriver sig i det gamle Rom med nævnte Plinius den Ældre som en slags hovedperson, og Alt under månen fra sidste år, som han i dag modtager Kritikerprisen for og som udspiller og udskriver sig i renæssancen, mestendels i og i omegnen af Tycho Brahes observatorier på øen Hven med Tycho Brahe som samlingspunkt, men kun en blandt flere centrale personer. 
   Én hel, semi-usynlig og svært opdrivelig bog består kun af falsk oversat latin, nemlig bind 3 i den selvudgivne serie med det latinske serienavn Trivia, fra 2011, der indeholder ”fragmenter” af den ubetydelige (og formentlig fiktive) romerske embedsmand Spurius Polluctus Virgis’ diverse skrifter fra et langt begivenhedsløst liv; her er et sent brevfragment:

  ”… forbandede besvær med vandladningen, og det hjælper mig jo ikke stort, at du påpeger, at den slags er ganske almindeligt. Hvis det er så almindeligt, kunne man (med rimelighed hævde, at) … ikke mene, at jeg stadig skal spise enebær i så store mængder, jeg spiser dem både syltede og rå og kogte og tørrede og stadig dette besvær med min vandladning. Nu har jeg bare også en konstant snerpende fornemmelse i mund og gane, som jeg mistænker, at den bedste kur mod ville være at spise færre enebær, men jeg er jo selvfølgelig ikke nogen …”

  Falsk oversat latin er tekst, der lader som om, det er er oversat fra et latinsk forlæg, som imidlertid ikke findes. Hvornår har en dansk digter sidst oversat prisværdigt falsk fra latin? Velsagtens aldrig, og jeg vil også betragte det som højst usikkert, om det kommer til at ske igen for en fremtidig forfatter. Det er meget eksklusivt Harald Voetmanns trip.

  Og sikke han også tripper på det - der tændes en perverst livgivende og djævelsk inspirerende gnist i springet, i det forestillede spring, fra den ikke-eksisterende original til den falske, men reelt eksisterende oversættelse. Den dygtigt elastiske, danske sproghud invaderes af fremmedsprogets dansende skelet! 

  Vågen bestod af lutter ægte og falsk oversat latin; det er lidt mere broget med Alt under månen – det er I DET HELE TAGET lidt mere broget med Alt under månen. De virkelige, meteorologiske dagbøger skrevet af Tychos assistenter, de såkaldte drabanter, er, har Voetmann venligt oplyst, altovervejende skrevet på dansk (men jo 1500-tals-dansk, det skal også fordanskes) med små indslag på latin – og så skrev en enkelt af drabanterne på tysk. Med al sandsynlighed er kun en brøkdel af romanens dagbogsblade imidlertid ægte citeret/oversat. Hvad angår resten af de dokumentariske teksttyper i romanen, virker det hele (bortset fra Tychos digt til sin tvillingebror og enkelte citater) falsk oversat fra vel først og fremmest latin – Tychos breve til sin bror og kollegaen Falk Gøyes apokalyptiske  kommentar kan svært være skrevet på et andet sprog, hvis de altså havde været virkelige.

  Det er klart, at den falske oversættelses dynamik har betydet noget for Voetmann-skriften, der i de fire kortprosasamlinger, der gik forud for Vågen, elskede at gå umådeholdent knopskydende, detaljeret æklende amok. Skriften knopskyder og ækler stadigvæk, gudskelov, det er ikke for det, men det sker med en anden fyndighed og klarhed og sgufandeme poesi og visdom, ikke på trods af det pastichiøse filter, men på grund af det.

  Bogens mest brogede tekstspor, drabanternes dagbøger, er også oeuvrets hidtil mest rørende og renfærdige og nøgne tekstspor: Vejr og sex og arbejde og død:
  ”Østnordøst, frost, mørkt vejr, frost. Tyge til Skåne. Først om morgenen mørkt stille, siden skinnede o smukt klart, som dog ikke varede længe; men det var siden mørkt den ganske dag og nat. Tyge vendte hjem med den mester (= bøddel LB) han havde valgt. Jeg sad øverst på skrænten med min ølkande og med ulveskindet om mig, så dem ro ind fra skibet.”

    Dertil kommer det essaystiske spor, der er Tycho Brahes breve, det udsyrede spor, der er Falk Gøyes kommentar, og det slapstick-atige spor, der er beretningen om guldmageren Erik Langes rejser, men alle ejer de et ligefremt, fodrapt attak, der er et novum i forfatterskabet.
  Gammelkendt er til gengæld Voetmanns misantropiske kosmologi, der måske bedst, og denne gang helt bogstaveligt, kan sammenfattes i Oscar Wilde-sentensen: ” “We are all in the gutter, but some of us are looking at the stars.” Kosmologien tilspidses i en række poetisk visionære højdepunkter, der står i markeret modsætning til – men gerne blander sig med– drabanternes jordslåede dagbøger. I en vildt uhyggelig, enkeltstående tekst, betitlet ”Kviksølv”, følger vi et gøglerpar og et hundekobbel bevæge sig nærmere og nærmere og nærmere hinanden i drømmeagtig slowmotion. Det er selvfølgelig et billede på alting og kunsten og så videre. Lad os her vælge den fredsommelige fortolkning, at bjældemand og søn er forfatteren og hans roman og flokken af hunde nærværende Litteraturkritikernes Lav:

  ”Bjældemageren synger om sine bjælder. Både han og drengen er dækket af dem fra top til tå. Mellem hvert vers fra den gamles mund springer drengen op og slår hælene imod hinanden i luften og der lyder en skinger klirren. De to står ved porten, lyset fra deres dragt skærer i øjnene, de er dækket af skinnende kugler. Sangen bliver lidt dristigere for hvert vers. Set fra vinduet i loftskammeret er figurerne som to dynger af skarpt lysende punkter; en større, krum dynge med stok, og en mindre dynge, der spræller på ladet af kærren.

  Fire slanke hunde rejser sig fra Uraniborgs skygge, én af gangen, den ældste og magreste først. Med sunkne hoveder og tungen daskende slapt fra gabet går de på række mod porten, en søvndrukken procession, dorskt skumlende trasker de, modvilligt vristet af deres slummer. Den haltende tæve (det er mig, LB!) går forrest, hver af de følgende synes noget mindre stivbenet end den foran, som om der med graden af dvaskhed følger en grad af autoritet. Den bagerste kan endda ikke undertrykke en logren.”   

  Vi bjæffer tak for den pivfalske latin på det vaskeægte dansk med en ordentlig bunke virtuelle, men effektive sølvmønter! Tillykke, Mester Harald! 

 

- prismodtageren takkede med et overskæg! 

VOETMANN VINDER! HARALD HERSKER!

Kritikerprisen 2015 går til
HARALD VOETMANN
for romanen ALT UNDER MÅNEN -*

TILLYKKE!
SÅ
EKSTREMT
FORTJENT!

And i just goet to show, hvor præcis timet Kritikerprisen er og bliver (i modsætning til fx bare Akademiets håbløse Store Pris (avispriserne sammenligner vi os virkelig ikke med, og Montanaprisen er sådan en lidt anstrengt cool nevø), der sidste år gik til Knud Sørensen og endnu ikke er gået til Helle Helle, der fik Kritikerprisen for 10 år siden, Harald får den MÅSKE om 30 år)!

Et klip fra det prisværdige værk (og helt duksedjævelsk kommer HV med endnu en roman her i foråret, der ser mindst lige så fantastisk ud ud: "Syner og fristelser følger benediktinermunken Othlo af St. Emmeram på to rejser: fra klosterets spisesal til dets sygefløj og fra Himlens rosenby til Helvedes smedjer og bordeller. I følgeskab med et lam og en kolerisk ånd ser han de frelstes fornøjelser og de dømtes pinsler, han hører om Himmelbyens Narrefest og ser tarmtapetet blævre over Vævertorvet i Helvede") - og selvfølgelig er skidtranden en allegori på den voetmannske skrift:

Jeg sprugte denne dreng, der agerede portvagt, hvorledes Mester Brahe kunne arbejde i sit observatorium, når det var overskyet og næppe ville være muligt at få øje på en eneste stjerne i nat, og han sagde, mens han med dolkespidsen udgrov en (viste det sig, øjensynlig til hans glædelige overraskelse) helt sammenhængende rand af skidt fra under venstre tommel på sit bløde og sværtforståelige tyske, at hvis junkeren ikke gik til observatoriet i nat, ville han holde sig til sit laboratorium, hvor han heller ikke måtte forstyrres. Herefter nappede han skidtranden af dolkespidsen med slikne læber og kiggede et øjeblik på mig med dyb uoprigtig beklagelse i blikket og hovedet let på skrå. Der er intet, jeg kan gøre for Dem, sagde han, bortset fra at ønske Dem en god nat.

* (pressemeddelelse)

Kritikerprisen for 2014 tildeles: Harald Voetmann for romanen Alt under månen (Gyldendal)

Harald Voetmanns roman Alt under månen udspiller sig på øen Ven (Hven), som Tycho Brahe fik stillet til rådighed af kong Frederik II i 1576, og hvor han opholdt sig på sit Uranienborg og i observatoriet Stjerneborg frem til 1597.  Som forgængeren, romanen Vågen fra 2o10, er den en fortælling om menneskets trang til at udgrunde verden, til at forstå, hvad det er for love og kræfter, vi er underlagt. Man genkender den Voetmannske tone, den eminente musikalitet, hvor vokalerne spiller på alle sprogets toner, og ikke mindst vil man genkende beskrivelserne af menneskets kødelige væren og åndelige begrænsning, de præcise og udpenslede beskrivelser af kroppens væsker, af mørket indeni, og den evindelige menneskelige dårskab. Alt under månen er en roman om mennesket i al sin komiske ynkelighed, sat i en perfekt lille scene på den tågeindhyllede ø. Et syrebad af vilde billeder, en hylende morsom, grotesk og ravnsort kommedie om menneskets fysiske og åndelige begær, storhedsvanvid og lidenhed, som hverken er blevet større eller mindre siden dengang Uranienborg knejsede på Ven.

Modtageren af Kritikerprisen udpeges ved urafstemning blandt medlemmerne af Litteraturkritikernes Lav. Årets øvrige nominerede var Per Aage Brandt for digtsamlingen Tidens tand, mørkets hastighed (Basilisk) og Maja Lee Langvad for vidnesbyrdet: Hun er vred (Gladiator)

Sidste års modtager af Kritikerprisen var Niels Frank for romanen Nellies bog (Gyldendal).

Prisuddelingen finder sted torsdag den 16. april 2015 kl. 16.30

i Kulturstyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, 1553 Kbh. 

 Alle er velkomne

Syner og fristelser følger benediktinermunken Othlo af St. Emmeram på to rejser: fra klosterets spisesal til dets sygefløj og fra Himlens rosenby til Helvedes smedjer og bordeller. I følgeskab med et lam og en kolerisk ånd ser han de frelstes fornøjelser og de dømtes pinsler, han hører om Himmelbyens Narrefest og ser tarmtapetet blævre over Vævertorvet i Helvede. - See more at: http://www.arnoldbusck.dk/boeger/skoenlitteratur/syner-og-fristelser#sthash.K8xOBxnP.dpuf

Syner og fristelser følger benediktinermunken Othlo af St. Emmeram på to rejser: fra klosterets spisesal til dets sygefløj og fra Himlens rosenby til Helvedes smedjer og bordeller. I følgeskab med et lam og en kolerisk ånd ser han de frelstes fornøjelser og de dømtes pinsler, han hører om Himmelbyens Narrefest og ser tarmtapetet blævre over Vævertorvet i Helvede. - See more at: http://www.arnoldbusck.dk/boeger/skoenlitteratur/syner-og-fristelser#sthash.K8xOBxnP.dpuf

Der gror ikke nødvendigvis mos på et Kritikerlav

Vil vi nok mene! Og nu har Litteraturkritikernes Lav fået en ny skrabet, men stilig og tjekket hjemmeside, hvor I kan kontrollere hvem, der er medlem (og har lov til at stemme til afstemningen om Kritikerprisen - netop afgjort! men stadig hemmeligt! men jeg ved, hvem der vandt! og yes!), men frem for alt læse kloge. eksklusive Kritiker- og Georg Brandes-pristaler fra ikke alle, men ret mange af årene; dette er fx slutningen på Erik Skyum-Nielsens 2007-tale for Hans Otto Jørgensen, da han fik Kritikerprisen for romanen Med plads til 100 køer - se bare, en pris kan godt gå ud på, at en fremragende bog er blevet læst med optimale øjne:

Og vender man så mønten eller bladet, og spørger man ikke efter virkeligheden, men efter den skrift og den stemme, der har frembragt det hele, så handler det pludselig om noget andet end den dersens rå realisme. Så drejer det sig om en dristig forfatters vilje til at brække sproget op. Udelade verberne. Sløjfe det grammatiske subjekt. Sideordne led, der ikke normalt kan stå side om side. Gå efter sætningsmusikken i stedet for den vedtagne måde at skrive på. Sætte punktum i stedet for komma, og sætte punktum for tidligt eller bevidst for sent. Bryde regler og alligevel hele tiden slippe heldigt af sted med det.
Prøv at kigge ned over en rigtig Jørgensen-side. Det hakker og haster og holder igen og hoster og pruster, tager sig en pause for så at støde og stamme og storke og stavre og stave sig frem, med den dér stive, studse omhu, som er så karakteristisk for ham, og som i sidste ende mimer hans mod til, midt i al intellektualiteten og belæstheden, at omgås det banale.
Det er bønder og Beckett. Det er Blicher og Burroughs. Det er H.C. Andersen og Lou Reed. Det er Kristensen og Creedence, altså Evald Tang Kristensen og så Creedence Clearwater Revival. Og så er det Bibelen og Broby Johansen og Björling. Og Schade og en masse sjasket mudder.
Der er gået næsten 20 år, siden Hans Otto Jørgensen udsendte Tårnet, med et af de grimmeste og mindst appetitvækkende omslag i dansk forlagshistorie.
Siden har han tit sjokket og sjappet sig hen i nærheden af Kritikerprisen. Lad mig bare nævne hans kortroman Nåden (1996) og hans novellesamling (med den uforlignelige titel) Riggo havde ikke noget imod det abstrakte (1997).
Vi er nogle stykker, der er glade for, at man ventede med denne pris, til den føltes som et påbud fra himlen. Det er en ære og en glæde i dag at kunne overrække dig Kritikerprisen: 30.000 kr. - og en med dem en åndelig mælkejunge plaskende over af hyldest og hæder.

Per Aage eller Maja eller Harald!!??

Bestyrelsen for Litteraturkritikernes Lav, der er en sammenslutning af danske litteraturkritikere og anmeldere, har nomineret tre spidskandidater til Kritikerprisen for 2014.

Til Kritikerprisen 2014 er følgende kandidater indstillet:

Per Aage Brandt for digtsamlingen: Tidens tand, mørkets hastighed (Basilisk)

Harald Voetmann for romanen: Alt under månen (Gyldendal)
Maja Lee Langvad for vidnesbyrdet: Hun er vred (Gladiator)

 

Fra Kritikerlavets side vil vi gerne markere indstillingerne af disse tre værker, der i særdeleshed udmærker sig ved deres litterære kvalitet.

Det gør vi med et arrangement under litteraturfestivalen Kbh. Læser på Hovedbiblioteket, Kbh.  fredag den 27.2  kl. 17.00, med oplæsning af forfatterne og præsentation af forfatterskaberne fra os som kritikere.

Alle er velkomne.

Modtageren af Kritikerprisen afgøres via afstemning blandt Lavets medlemmer.

Prisen uddeles torsdag den 16 april kl. 15 i Kulturstyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, 1553 Kbh.

Ved samme lejlighed uddeles Georg Brandes-prisen, der ligeledes er på 70.000 kr.  Begge priser er finansieret af Statens Kunstråds Litteraturudvalg.

Alle er velkomne.

Ugehøjdepunkt 2 GENERALFORSAMLING!

Tirsdag var der generalforsamling i Litteraturkritikernes Lav, og det var vlevet opsnuset  (lav og Oldermanden havde ikke fået direkte besked af en eller anden grund)), at Kulturministeriet har hævet Kritikerprisen og Georg Brandes-prisen fra 60.0000 og 60.000 til

75.000
og
75.000
KR.

Den nye kuriøsitetsbutik - The Musical!

(reportagefotografi: Martin Glaz Serup)

Niels Frank holdt en hel traktat som takketale for Kritikerprisen, der opstillede musicalen som det radikale subversive alternativ til realismen og foeslog genrebetegnelsen syngespil til Nellies bog, og selvfølgelig kan den læses på Promenaden, her et klip - og hvor skriver jeg under (uden at skrive under på, at jeg skal overvære  faktiske musicals! jeg foretrækker de metaforiske og principielle musicals; tror jeg, jeg ved det jo ikke!):
 
Når personerne i en musical pludselig bryder ud i sang, opstår der en virkning, der minder om god gammel Verfremdung, en fremmedgørende effekt eller med et bedre ord: en bevidstgørelse. Sangen perverterer helheden, vender den om: hvad der før var alvor er nu ironi, hvad der før var forførelse er nu fremmedgørelse. I fortællingen virkeliggjorde personerne sig, men i sangen fantaserer de, drømmer sig væk eller hen til, ind til, op til, ud til.
Sangen får tiden til at standse, fortællingen går i stå, personerne træder ud af deres roller ved at ’genopføre’ dem i sang, strukturen vender bagsiden udad, det naturlige forekommer pludselig konstrueret. Man ser op under skørterne. På den måde underminerer sangen den realistiske fortælling eller destabiliserer den, og den får fortællingen til at miste autoritet og seriøsitet.
Sangen underløber dermed realismens selvfølgelighed og selvindlysende karakter, den nedgør realismen indefra, som et mytteri, og det gør den ved at nægte at tage sig selv alvorligt og blive taget alvorligt. Alvor tilhører jo realismen, her er sjældent meget at grine over, men når først sangen bryder løs og skråler i vilden sky, bliver alle de ellers så seriøse sociale identiteter hos dens personer forvandlet til roller, alle former for autenticitet bliver forvandlet til iscenesættelse, al lidelse og moral bliver forvandlet til komik, og al ophøjelse bliver forvandlet til ironi, et lille blink med øjet.
Musicalen kan ikke holde masken, når fortællingen bliver tragisk og betragter sig selv med ophøjet alvor. Her er det tragiske ikke knugende eller knusende, musicalen trækker smerten ud af det tragiske, ikke for at underkende tragedien eller overhovedet nægte, at den findes, men for at skabe et rum, hvor det er muligt at holde smerten ud.
Det kunne minde om Oscar Wildes ord om en person hos Charles Dickens: ”One must have a heart of stone to read the death of Little Nell without laughing” (bemærk i øvrigt navneligheden mellem Nell og Nellie). Den forvandlede, perverterede, tragik er ikke længere bare noget rent destruktivt, den er også noget produktivt, den bliver udtryk for stor menneskelig udfoldelse og opfindsomhed og overlevelsesevne.

Jeg har ikke før tænkt på navneligheden mellem det hyper-uskyldige barn i Dickens måske grovest sentimentale - og musicalagtige! - roman The Old Curiosity Shop og Nellie (og det havde Frank, fortale han mig, heller ikke). Men lige så ægte pur Lille Nell er , lige så kunstfærdigt skabagtig er bogens fabelagtig skurk, Quilp, en dværg, der grimasserer som en gal for st skræmme alt og alle, inklusive sin stakkels kone. Her har Lille Nell afleveret et brev til Quilp - og en nem allegorisk læsning er selvfølgelig forfatteren, der venter på krtikerens dom:

Little Nell stood timidly by, with her eyes raised to the countenance of Mr Quilp as he read the letter, plainly showing by her loos that while she entertained some fear and distrust of the little man, she was much inclined to laugh at his uncouth appearance and grotesque attitude. And yet there was visible on the part of the cild a panful anxiety for his reply, and consciousnees of his power to render it disagreeable or distresseing which was strongly at variance with this impulse and restrained it more effectually than she could possibly have done by any efforts of ther own.

That Mr Quilp was himself perplexed, and that in no small degree, by the contents of the letter, was sufficiently obvious. Before he had got through the first two og three lines he began to open his eyes wide and to frown most horribly, the next two or three caused him to scratch his head in an uncommonly vicious manner, and when he came to the conclusion he gave a long dismal whistle indicative of suprise and dismay. After folding and laying it down beside him, he bit the nails of alle of his ten fingers with extreme voracity; and taking it up sharply, read it again. The second perusal eas to alle appearance as unsatisfactory as the first, and plunged him into a profound reverie from which he awakened to anothe assualt upon his nails and a long stare at the child, who with her eyes turned towards the ground awaited his further pleasure,



Quilp skændes med en hund