Yearly Avantguardian Lateness

Og så af sted til Testrup Højskole - men hvad sker der med alle de lovede numre af The Daily Avantguardian, nu Bet-vinderen er afsløret og alting? De skal nok komme på, stille og roligt, ind i og igennem august, lover jeg! Det er jo ikke som om, ALTING ikke er forsinket, vel!?

Momentan jysk formørkelse

Jeg forsvinder om et øjeblik til isoleret knaldhytte i Jylland, hvilket betyder at bloggen ligger stille indtil søndag, hvor jeg lover The Daily Avantguardian vil gå i overdrive frem mod Bet-reportagen og -rapporten i WA fredag den sekstende (jeg skal også have oplistet anden- og tredjepladser jo - jeg ER en liste). Kærlig hilsen.

The Daily Avantguardian 2010 d

Utrykt anmeldelse til WA:

ÆBLESKUDSÅR Anders Abildgaard skriver omhyggeligt uophidsede slowmotion-telegrammer om og til sine litterære venner, der sidder i nabocaféen og gør ca. det samme

Gulnende digterspire

Anders Abildgaard: Kære venner. 72 sider, 179 kr. Gyldendal

af Lars Bukdahl

Jeg er så træt af unge, dygtige digtere, der insisterende og helt bevidst lader sig og læseren, som jo altså godt kan træffe at findes, nøjes med mindre end det, der er fedt! Tag nu bare Anders Abildgaards digt- og kortprosa- eller TEXTsamling Kære venner, hans første bog på Gyldendal efter Anblik-debuten Sætninger, og teksten på side 16, der klart er en af bogens federe numre, men hvorfor er den ikke fedest?
En situation skitseres, et par, Harald og Maja, taler sammen, jeget spejler sig i en ældre mand med rygproblemer, Preben, og så kommer der en kæmpelang parentes om, hvordan jeget i flere uheldige tempi knuser sine briller, som burde være Buster Keatonsk pokerface-sjov, men ikke rigtig er det, fordi den ikke rigtig vil være ved, at den kunne være det, og i hvert fald helt punkteres af de formumlede sidste linjer efter parentesen om, at jeget måske uberettiget oplever ”Preben som isoleret”. Og så den ekstremt trælse sidste, resignerede linje: ”Men – der er så mange antagelser bag det her”.

Javel, ja, men i så fald spil dem ud, få dem i omdrejninger. Jeg ved heller ikke om det er godt eller skidt, at jeg kan regne ud, at Harald og Maja er det gotiske digterpar Harald Voetmann og Maja Elverkilde, og at Preben er mørkemesteren Preben Major Sørensen. Uden denne Se & Hør-viden var teksten måske blevet kedeligere endnu, med Se & Hør-viden skuffes jeg pænt over, at der end ikke gøres ansatser til at karakterisere digterparret og især Majoren - som andet end sølle gamling – og levendegøre situationen: fan med knuste briller møder excentrisk forbillede.
Bortset fra at hverken Preben Major eller for den sags skyld Voetmann, begge effektivt ondsindede skiftdynamoer, er forbilleder for Abildgaard, der med få undtagelser – fx teksten side 18, der når frem til faktisk at hvæse af at ”sidde på Fanø og bogføre sin forsmåelse” – holder sig absolut temperamentsløs.

To tekstudseender opererer bogen med: Kortproasiske klumper og lyriske højreflosninger, der så begge fås i lange, korte og helt korte udgaver og i en udspilet hybrid-edition. Prosaklumperne, som den s. 17, holder sig gerne tæt og loyalt til en enkelt, realistisk situation og – i de poetisk fedeste tilfælde - en enkelt, fin metafor eller en enkelt, skarp lyseeffekt, ikke ulig jævnaldrende Mikkel Thykier, mens lyrikflosningerne har det med yderst ordpåholdent at klippe mellem et som regel uvist antal situationer og personer, som en Jørgen Leth(køkken)maskine i frigear.
Lige, når man glæder sig over en koncentreret billed-klump, der begynder sådan: ”Mens han taler, bevæger hænderne sig foran ham, som åbner han den ene gang efter den anden en gave”, glider man i en hist-og-pist-flosning, der fiser nedad således: ”Fødder/ ører/ lodrette drømme/ vi ligger i sengen/ biler på motorveje/ Morten i bilen på vej til Brande/ hvem/ Bent Jensen”.
Anders Abildgaards venner er nok, i en snæver kreds, blære-venner, men de bliver ikke for læseren kære venner, fordi de ikke bliver sære venner og slet ikke stære-venner.

The Daily Avantguardian 2010 c

Utrykt anmeldelse til WA:

TABULEGERING Èn (vild) ting er, at debutanten Chresten Forsoms digte ser fantastiske ud, men for lifligt for fanden at de også lyder og betyder brandoriginalt

Der er vinger i din natmælk

Chresten Forsom: (ingen titel). 64 sider, 199 kr. Anblik

af Lars Bukdahl

Jeg hørte Chresten Forsoms digte, til piratoplæsning i Regensens fægtekælder, før jeg så og læste dem, så jeg ved derfor, at min ærlige begejstring for den ikke bare titel-, men også omslagsløse debutsamling ikke bare skyldes (wiener)brødtekstens øjeslående visuelle egensindighed. Og her er der virkelig tale om at se, øjne, beglo, BESTIRRE digte, før man decideret læser dem, og for den sags skyld ville det være absolut i orden at geråde i ærlig begejstring på grund af ”bare” den sete, øjnede, pågloede, BESTIRREDE visualitet.

Men, men, men jeg stod faktisk dér i den semi-klamme fægtekælder med intet andet end min spidsede ører og overrumpledes glædeligt af Forsoms skiftevis og på samme tid vittige og sære og vittigt sære og sært vittige mix af hverdagsrapport og flip-fabuleren og skæv højstemthed.

Som så betydeligt elevateres eller elektrificeres af visualiteten, der, når man faktisk læser bogstaver og ord og sætninger, vel snarere hedder opsætningen, hvis ikke faktisk notationen. Og som jeg hellere må beskrive, hvilket er forbandet svært, når det er så let med et enkelt bladrende blik at se, øjne, beglo, BESTIRRE: Hver side er komponeret på og i forhold én a4-side og bevæger sig over den a4-side i et på tabulering baseret netværk, hvor nemlig linjers begyndelser (gerne flere ud for hinanden) og afsnits/linjeklyngers venstremargen på kryds og tværs flugter, om jeg så må sige, for jeg kan ikke forklare det klarere! Gerne udvides den visuelle flugtning til også en sproglig/bogstavelig flugtning via gentagelser, bogstavrim, ordspil, men ikke nødvendigvis.

Sammenligningsmuligheder er Niels Lyngsøs mindre kantede såkaldte ”regndigte” i stof, 1996, og måske især Merete Torps knap så ekspansive digtskulpturer i Digte II, også 1996 (kom igen fluks, Merete!), for modsat Lyngsøs regndigte, der viljefast insisterer på polylæselighed (henad vs. nedad fx), så er Forsoms på-tværs-effekter, langs flugtningerne, kun effekter, men skønne effekter jo, i forhold til den grundlæggende, primære fra-venstre-mod-højre-læslighed – til gengæld kommer så på-tværs-effekterne i en BESTIRRING først, som et alternativt abstrakt digt måske faktisk!

Hvis I altså forstår, hvad jeg mener, for det gør snart ikke længere selv. Og i sagens kunstfærdige natur er det umuligt at citere visualiteten, men her er i hvert fald ordlyden af et digt, der starter et skridt mod højre, strækker sig derpå helt ud, pauserer, lader to linjer svæve, skutter sig ind til venstre, fordobler sig mod højre og strækker sig átter helt, flimrende ud; blandt de små, sproglige flugtninger kan nævnes til/til, og/og, det gør de fordi/det gør de fordi, og/og, men/men, uden/ungdommen, mens/mellem, and here goes:
”Nøgne abe/ under åsyn// tilset dagligt/ gennem primatbriller/ udelukkende på livsstil/ radikale// paraboler//udbred branden/ til verden/ og det betyder krig/ begræns// den/ til pejsen/ og der brænder en lystig ild/// lad os kalde det hårgrænsen// mellem/ nådada/ vi har nok fået lov at være lidt oppe i dag/// og nyde at dingle/ med fødder/ af lys og jord//på kanten af graven/ i levende live/// o storm p// vikar vikar/ der er vinger i din natmælk/// mågerne skriger// det gør de fordi// det gør de fordi// havnebassinet er pisket til skum/// og// ogsommeren står for døren// men// menvinteren kan vente/ nervøsiteten er støjende// visualiteten de seendes udsagn/// folk kører i grøften/ hver dag/ uden at der sker nogen ulykke/ ved det// det må være det den tænker/ ungdommens blomst/mens den sagte folder sig// med 230 km i timen/ på hovedvejen/ mellem ikast og holstebro eller// der er ikke elge i danmark/ sandt nok/ og palmer vokser her heller ikke// naturligt/ men desværre er der så til gengæld/ blevet lavet en ny rundkørsel siden sidst.”
Noget af nogle spring sandelig fra aforismen om branden i verden/ i pejsen over den galgenhumoristiske alderdomsbesyngelse (?) af grænsen mellem nådada og kanten af graven over den bimst poetiske påkaldelse af Storm P. (som jeg snøfter over, fordi jeg ikke forstår den!) over vinter-snapshottet, let dybsindigt, TIL det fyndige læserbrev om fartgal ungdom! Som en Meccano-udgave af en hel, lille Peter Laugesen-digtsamling. Men gennemgående og gennemgribende er Forsoms flintrende sproglige omhu og legesyge, der træder i karakter i lige præcis sammenfaldet af notation og ordlyd.
Det citerede digt udgør et alt i alt vellignende katalog over Forsoms faconer og tonarter; mangler gør kun lige den mere forsorne (men altid klokkeklare) gemytlighed og den genuint kønne naturlyrik og sguså hjemstavnsdigtning (Sunds!) og den mere hønefuldt yderliggående eksperimenteren og de kærlige allusioner til alle fra Tom K til Per H. Og ustandseligt snubler man over prægtigt citerbare passager, som nu denne mindste gråspurveflok faret vild ude til højre et sted: ”forår// mere besk end opera/// kort sagt/// stram marts”.
Det er gode debuttider lige nu, først ankom attitudespirrevippen Theis Ørntoft og nu lander, smældende intrikat, tabulator-bokseren Chresten Forsom: Velkommen til, junior-nattergale!

The Daily Avantguardian 2010 b

Jens Stein Jørgensen og Kristoffer Raasted: [uden titel], kassettebånd, gratis, men udsolgt eller udgået rettere, forlaget E+

Roskilde Festivalen spændte ben for The Daily Avantguardian, før dagligheden overhovedet var begyndt - jeg har skrevet to tekster til vægavisen The Daily Standart (ja, navneligheden er mistænkelig!), der leveret baggrund til og rapporterer fra Ordets Område og cut-up-projektet/maskine RE ACT OR, en uforsvarlig kort dansk cut-up-historie, bragt i går, og en anmeldelse af de første 10 sider i Ramus Graffs readymade-ABC Folkets prosa ( det skamklippede tekstgrundlag for RE ACT OR), bragt (og skrevet!) I dag, som godt kunne have været et afsnit af The Daily Avantguardian, men vægavis-regelen er, at det, der står i vægavisen, bliver i vægavisen), forduden at Jens B og jeg i går medvirkede i selve cut-uppingen ved og på RE ACT OR-maskine (hvilket jeg har skrevet et par sætninger om på min redaktør-blog)

Men sådan her ville jeg have påbegyndt afsnit b af The Daily Avantguardian, før Roskilde kom og afbrød dagligheden (jeg havde i første afsnit skrevet om Arena Kontras kassette-antologi):

Apropos kassettebånd (og hvor har jeg sidst, litterært, forholdt mig til kassettebånd? Da Søndergaard og Lyngsø i begyndelsen af 90'erne udgav deres fine lyddigteriske kassette-tidsskrift Van Gogh?), så har musikeren Jens Steen Jørgensen og digterens Kristoffer Raasted udgivet en kassettebånd uden titel på digteren Jesper Elvings forlag E +. På den ene side spiller Jørgensen sin bippende, trance-inducerende elektroniske musik, på den anden side læser Kristoffer, Hvedekornsdebutant 1988, smukt og klangfuldt artikuleret op i munden på sig selv - og første del af oplæsningen genkender jeg som den dobbelte tekst ""højre hjernehalvdel/ venstre hjernehalvdel" i Hvedekorn 4, 2009, som nemlig er den samme flimrende tekst skrevet på én gang med hver sin hånd på to computertastaturer. Her de to begyndelser:

ja og så fremad mbd bæyumge baseball som inderste hemmer nyudsprungne figenbtræer

ja g då fremad mod blytunge basevall som inderste gemmer nyudspryubgnr fuigevtræer

men der er langt mere stereofonisk tekstoplæsning eller oplæsningstekst end Hvedekornsbidraget, og det lyder grangiveligt på den hele tiden lige præcis ikke identiske ordlyd, som om det er blevet produceret på den samme tohændige manér: den ene hånd ved godt, hvad den anden hånd gør, faktisk er de helt enige om at skriev den samme tekst, men de inssitserer at gøre det på hver deres (på grund af den konkurrerende hånds skriven!) distræte facon. Minutiøst differentieret støj på modtageren - omhyggeligt artikuleret.

Devils' Alternative Press

Okay, det her dilemma vil jeg gerne høre bloglæsernes mening om:

Nomineringerne til og uddelingen af Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2010 nærmer sig, 7. omgang er det ikke løgn det er, og ligesom sidste år, som var premieren, vil jeg på bloggen oprette en The Daily Avantguardian til præsentation/kritik af smalle værker fra sidste år (kandiderende til Bet 2010) og dette år (kandiderende til Bet 2011) - jeg kan nu forstå på min litteraturredaktør, at hvis jeg holder anmeldelserne nede på 300 ord, er anmeldelser af hypersmalt (dvs. vel ca. After Hand og det der er smallere - pirmært er det et spørgsmål om anmeldelsesantal: hvor mange jeg overhovedet kan håbe på og (i og udenfor anmeldelsen) argumentere for at få på, alt i alt i alt) ikke bare tilladte, men decideret velkomne. 300 ord er imidlertid ikke særligt meget, hvis bare 1 sigende citat skal citeres og fikseres og bare 1 samtidslitterært/forfatterskabsmæssigt perspektiv skitseres, mod den principielt uendelige plads i et blogindlæg, som til gengæld sjældent udnyttes, Og gad vide, om ikke faktisk den mindre anmeldelse bliver intensere og præcisere (Lex Borum), fordi den er skrevet på de onde mål, end den længere og dovnere blogpost, der har al plads i verden? Og så er der lige det med læserne: Allerhøjst 250 her på bloggen, mens avisen kommer i 50.000 eksmeplarer og læses af dobbelt så mange ca.. Hvad siger digtere, forlæggere, menige læsere? Hvad giver bedst mening for dem og almenheden og manglen på samme? Ilter mini-anmeldelse eller groovy maxi-blogpost! Jeg vil aldrig kunne få anmeldt hele smalheden, så der bliver ikke tale om at sløjfe TDA; The Daily Avantguardian, men bare om at lette den for de vægtigste og kulørteste artefakter. Men altså ?????????????