lørdag den 16. juni 2018

En hel bænk af Inge

- den fulde tekst til en af Inge Pedersens syv bænke i Aarhus, om at begynde med, på, som poesi:


EN RØDBØG I MARIENLUND FORTÆLLER:
 
Molly havde skrevet et digt. Eller rettere, flere, mange. Og altid i hemmelighed, fordi hun boede hvor hun boede. Men nu havde hun sat sig i hovedet, at hun var nødt til at læse digtet højt for nogen. Det var den første søndag i august 1906, hun sad i græsset ved indgangen til Store Brønderslev Marked. Hun hviskede digtet for sig selv, og det kom så dybt fra hendes hjerte, at jeg - en rødbøg som står her i Marienlund langt derfra - kunne høre hvad hun tænkte. Og som tænkt så gjort, hun gik ind på den stuvende fulde markedsplads, hvor folk hujede og skreg, og udråberne råbte: Mine damer og herrer, så er der adgang til at beskue damen uden underkrop og hesten Daisy der kan tælle. Hun gik fra fakiren der gennemborede sin tunge med et spyd, og fra kalven født med to hoveder, til udbryderkongen Mr. X, som - skønt bastet og bundet med kæder - gjorde sig fri uden hjælp. Og alle steder, tænkte hun, alle steder var der liv og glade dage, men ingen steder stille nok til et digt. I det samme stak en ung sorthåret fyr hovedet ud fra en sigøjnervogn, hvad hedder du, sagde han. Hvor gammel er du, sagde han. Jeg kender et sted med dans og solistoptræden og keglespil, sagde han, og med symfonikoncerter og slaviske Tamburitza-orkestre, vil du med? Det lyder støjende, sagde hun. Men ved du hvad, smilede han, det ligger ved vandet, og næste søndag er der digtoplæsning. Digtoplæsning! Ordet faldt ned gennem hende som regn i en ørken. Som hun gik og stod tog hun med ham, og næste søndag, da de var nået til Aarhus, gik hun ned til havnen og tog dampbåden til Riis Skov. Der lugtede stærkt af ramsløg, og fra anløbsbroen gik hun over og stillede sig tæt ved Pavillonen. Hun lagde nakken tilbage og så op, og via den globale vandtransport gennem vores rødder sendte jeg, som er den højeste og smukkeste rødbøg i Marienlund, besked om, at alle træerne skulle flytte om på deres grene, så hun kunne se himlen. Og da publikum var holdt op med at klappe, og der var blevet så stille at hun kunne høre vandet, læste hun sit digt op.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar